When We Were Kings - The Rumble in the Jungle

(https://wvpublic.org/pot-plane-crash-became-stuff-of-legend/)

“Ali, boma ye!”

Tilblivelsen af boksefilmen When We Were Kings (USA !996) er helt usædvanlig, og der findes ikke nogen dansk pendant. I modsætning til Jørgen Leths minutiøse forberedelser, der var helt afgørende i forhold til løbets korte afvikling, og den langvarige, tålmodige indsamling af materiale, som Asif Kapadia og hans folk foretog inden selve klipningen af Senna, var den amerikanske filmmand, Leon Gasts (1936-2021), tilgang præget af tilfældigheder, held, rod og tvister. Faktum blev imidlertid et indiskutabelt mesterværk og en fortjent Oscar-statuette, men produktionen af filmen havde fortjent sin egen selvstændige fortælling.

Leon Gast brugte 22 år på at få gjort When We Were Kings færdig. Tilblivelsen er en kulørt beretning om et projekt, der tog en helt anden retning, end instruktøren havde planlagt fra start (Risen 2021). Egentlig var planen, at Gast skulle filme en tredages musikfestival, ”Zaire 74”, der afvikledes i forbindelse med ”The Rumble in the Jungle”, det stort anlagte og stærkt imødesete sværvægtsbrag mellem George Foreman (1949- ) og Muhammad Ali (aka Cassius Clay, 1942-2016). Gast havde henvendt sig direkte til den kontroversielle boksepromotor og medarrangør af koncerterne, Don King (1931- ), med sin idé om at dokumentere musikfestivalen med indlagte klip fra boksekampen. Don King var fra begyndelsen ikke indstillet på at samarbejde med en hvid filmmand, men fik sympati for den noget aparte og uortodokse Leon Gast og hans hidtidige filmarbejde. Så det blev Gast, der fik opgaven.

Projektet, der skiftede fokus

Selve kampen var planlagt til den 25.september 1974. Foreman var favorit, ubesejret og sad på verdensmesterskabet. Ali havde ikke bokset 1967-70, en periode på tre og et halvt år, hvor han sad fængslet. Han havde nægtet at lade sig indrullere til hæren for derefter at blive sendt til Vietnam. Det var ikke de sorte amerikaneres krig, proklamerede Ali. Men nu var karrieren kommet i gang igen, og han boksede sig vej til at blive udfordrer. Muhammad Ali blev den første i verden til at genvinde sværvægtstitlen.

Begivenheden udviklede sig til et spektakulært, storslået projekt, hvor medierne strømmede til Zaire for at dække kampen. Den kontroversielle manager, Don King, havde med to tidligere domme for drab ikke det bedste ry, og det kneb med at rejse tilstrækkelig kapital. Men der kom uventet opbakning til promotoren. Mobuto Sese Seko (1930-97) bød sig til, da han blev bekendt med Don Kings planer. Den despotiske Mobuto havde taget magten i Zaire ved et militærkup i 1960, kort efter landets afkolonisering fra Belgien, og indsatte sig selv som diktator. Zaire var den tidligere kolonis navn fra 1971-97, hvorefter landet skiftede navn til Den Demokratiske Republik. Præsident Mobuto var hurtigt og bekvemt blevet overbevist om potentialet i det usædvanlige arrangement, som kunne rette op på hans styres mildt sagt blakkede ry. Det var måske ikke helt forkert.

Sportswashing

Tyskland havde fået tildelt OL i 1936 før Hitlers magtovertagelse, men dengang greb regimet efter sin magtovertagelse i 1933 alle muligheder for at promovere Det Tredje Riges herligheder. At Mobuto lykkedes med at få ”The Rumble in the Jungle” til Zaire blev et af de første, delvis vellykkede forsøg på målrettet sportswashing, en i vor tid ret så populær disciplin. Arrangementet var ekstrem dyrt, og rygterne gik, at Mobutos kollega i Libyen, Muammar Gaddafi (1942-2011) måtte bistå økonomisk. Det er der ingen beviser for. Men publicity og medieomtale kunne Mobuto ikke klage over. Verdenspressen rettede opmærksomheden mod det centralafrikanske land.

Uheldigvis fik George Foreman en øjenskade under sparringen og kampen måtte udsættes til d.30.oktober. Gast blev i Zaire.

Det var selvfølgelig stærkt ubelejligt, rent sportsligt. De to boksere havde trænet flere måneder i Zaire, og Foremans forberedelser var ødelagt. Til gengæld udnyttede Ali tiden til at rejse rundt i det store land, hvor han blev mødt med tilråbene ”Ali, boma ye”, oversat: ”Ali, dræb ham!” Ali forstod og udnyttede titelkampens underliggende fortælling, som musikfestivalen også understregede: De sorte amerikaneres tilbagevenden til moderlandet, og Ali understregede konstant sin rødder til det centralafrikanske land. Foreman distancerede sig fra offentligheden, koncentrerede sig om boksetræningen og fik hurtigt et ry for at være nedladende og arrogant.

Musikfestivalen

Leon Gast havde fået filmet på den planlagte festival, ”Zaire 74”, der lå tre dage før den oprindelige kampdato og ikke bare kunne rykkes, fordi Foreman fil en øjenskade. Musikere er travle folk med tætpakkede ture, og regntiden kulminerede desuden i oktober. Et faktum, der også bekymrede folkene bag titelkampen. Festivalprogrammet var en skønsom blanding af lokale, afrikanske musikere og store, afroamerikanske stjerner som James Brown (1933-2006), B.B. King (1925-2015), Bill Withers (1938-2020) og vokalgruppen The Spinners. Gast og hans hold filmede løs, men undervejs i processen blev Gast stærkt optaget af den tilstundende boksekamp og blev i Afrika. Det skulle vise sig at være en god idé, men ikke uden bump.

Leon Gast fik sig indyndet hos Ali og fik optaget en del interviews med den karismatiske bokser, lige som han fulgte Ali rundt på bokserens ture. Det blev til mere end 90 km film, musikken inkluderet! Et enormt omfattende materiale, som krævede en velvillig og generøs producer. Det fik Gast ikke, men det lykkedes i første omgang af få klippet en knap tre kvarter lang koncertfilm sammen, B.B. King: Live in Africa (USA 1974). En ganske fin produktion både i billeder og lyd, der viser hvilken formidabel bluesmusiker B.B. King. Men så stoppede de kreative udfoldelsesmuligheder sig desværre for Gast. Kassen var tom, og det London-baserede selskab bag musikken blokerede det videre arbejde. Gast havde ingen mulighed for at skaffe den nødvendige kapital til at arbejde videre med sine råfilm. Projektet gik i stå, og Gast ledte efter alternative udveje. Det blev mildt sagt utraditionelt.

Uden penge, ingen film - alternativ finansiering

Den 6. juni 1979 forulykkede et transportfly under landing på en ældre flyveplads i Virginia. Flyet var lastet med næsten 10 tons marihuana og kom fra Sydamerika. Men landingsbanen var for lille, og flyet var overlæsset. Så det gik galt. Også for Leon Gast. Han havde siddet spændt og forventningsfuld i en truck, som skulle ekspedere den dyrebare last videre. ”Provenuet” skulle Gast bruge til langt om længe at kunne finansiere sin kommende film. Han slap forholdsvis billigt med en bøde på 10.000$ og fem års betinget fængsel. Men pengene manglede, og hans omdømme havde fået alvorlige skrammer.

Inden blamagen havde Gast redigeret The Grateful Dead Movie (USA 1977) sammen med bandets guitarist, Jerry Garcia (1942-95). Gast blev ikke krediteret for sin medvirken, men havde mødt Garcia, mens han filmede bikermiljøet i New York.

I 1984 kom Hells Angels Forever, der mest af alt fremstår som en HA-promotion-film, selv om Gast senere forsøgte at lægge afstand til filmens heroiserende portræt af det motorcyklende broderskab. Akkompagneret af idylliserende countrymusik vises lange række af bikere på motorvejen, indholdsløse samtaler om fællesskab og individualitet, guitarspillende HA-supportere som Jerry Garcia, og klip fra myndighedernes beskyldninger om organiseret kriminalitet, de idelige, ubegrundede anholdelser og forfølgelse af HA.

Filmen levner ikke et ord om den katastrofale koncert i Altamont, d.6.december 1969, hvor Hells Angels skulle agere vagter, primært foranlediget af deres kontakter til Grateful Dead. Mens Rolling Stones spillede, udviklede der sig flere konflikter, og en ung, sort mand på 18 år blev stukket ihjel af en af HA´erne. Efterfølgende blev drabsmanden frikendt, men skyerne blev hængende over ”englene”.

Fotograf og instruktør Claus Ørsteds (1945-2019) halvtime lange Vilde engle – en minoritet i Danmark fra 1971 blev distribueret af Statens Film Central. Filmen var en tidstypisk, ærkedansk dokumentar, hvor de udstødte, englene, fik ordet. Især Bjørn Andersen (1941-2013), selvbestaltet høvding og talsmand fylder. De voldsomme slagsmål foran Saga Bio på Vesterbrogade mellem rockerne og demonstranter i forbindelse med Vietnam-filmen The Green Berets USA 1968) får familiehyggen til at krakelere, men ændrer alligevel ikke afgørende ved, at de danske pendanter og pionerer fremstår provinsielle, harmløse og naive i deres tilgang til bikerlivet. 1980´ernes ”afløsere”, de organiserede netværk af rockere var af en helt anden kaliber. Desværre. Men de to bikerdokumentarer demonstrerer på tydelig vis afstanden mellem USA og Danmark.

When We Were Kings - premiere i 1997

Der skulle gå en rum tid, før råfilmen fra Zaire kom til live. Men da Gast fik kontakt til advokaten David Sonenberg, der ejede et fremgangsrigt management selskab i New York, skete der noget. Sonenberg lykkedes med at tjene gode penge i den stærkt voksende musikbranche. Selskabets første projekt var Meat Loafs (1947-2022) Bat Out of Hell, der er blevet et af verdens allerbedst sælgende albums. Sonenberg forstod, hvilke muligheder, der lå i Gasts optagelser og fik ordnet rettighederne til materialet. I 1997 fik When We Were Kings premiere, hjulpet på vej med få nye, retrospektive interviews. Blandt andre den navnkundige og boksekyndige journalist og forfatter, Norman Mailer (1923-2007), der havde rapporteret fra ”The Rumble in the Jungle”, bidrog med sin øjenvidneberetning. Mailer var en foregangsmænd i den bølge af ”New Journalism”, som fra 1960´erne forandrede den traditionelle journalistik i en mere fri, kreativ retning, mere subjektiv og stærkt inspireret af den fiktive litteratur. Grænserne blev brudt ned, som det også kunne ses i film som When We Were Kings.

Modtagelsen af filmen var overvældende, og ved Oscar-uddelingen mødte begge boksere op. Muhammad Ali, stærkt mærket af Alzheimer, blev hjulpet op på scenen af sin modstander, men nu nære ven, George Foreman. Gamle fjender forenet i højtidelighedens stund. Hele virakken og filmens forhistorie er et studie i alt det, der ligger ud over selve filmen, der med tilfældets assistance er blevet en sublim fremstilling og et dokument om en tid i forandring. De sorte afroamerikaneres kamp for ligestilling, afkoloniseringen i Afrika, mediernes voksende betydning, sportswashing, skruppelløse diktatorer, forretningsmænd med flossede renomméer, held, stædighed og en legendarisk boksekamp.

Fiktion eller dokumentar?

Det kan være en subtil øvelse at skulle kategorisere film, men som historieformidling viser både Senna og When We Were Kings, at afstanden i tid til begivenheden giver en dybde og tilstræbt objektivitet, som Jørgen Leths dyrkelse af det umiddelbare, æstetiske drama ikke kan rumme, men i stedet fremstår som et levn fra den tid, hvor cykelsportens usúnde kultur tolererede snyd og bedrag.

Nedenfor:

Don King i hvidt og med sin karakteristiske frisure, Mobuto og Ali

(https://pan-african-music.com/en/zaire-74/)

Redningsmand og producer David Sonenberg, Muhammad Ali, George Foreman og Leon Gast ved Oscaruddelingen i 1997

(https://www.nytimes.com/2021/03/12/movies/leon-gast-dead.html)