Vilde engle, rockere, bander og politiske gangstere - Afsnit 1

”Blekingegadebanden” (Anders Riis-Hansen, 2009)

Kilden Bo Weimann

Ved at trække på en journalistisk beretning fremfor en roman ligner Milad Alamis fiktive miniserie Anders Riis-Hansens (1963- ) dokumentar, ”Blekingegadebanden”, fra 2009. Riis Hansen trækker loyalt på Peter Øvig Knudsens tobindsværk af samme navn fra 2007.

Filmberetningen følger en klassisk model med klip fra nyhedsreportager, rekonstruktioner og en række talking heads, hvoraf de mest prominente er ”skurken”, Bo Weimann (1956- ) og ”strømeren”, Per Larsen (1945- ). Sidstnævntes velkendte stemme og Lee Marvin-inspirerede fysiognomi optrådte ofte i medierne. Riis-Hansen kunne næppe have valgt en bedre kilde end Per Larsen, der på daværende tidspunkt var politiinspektør i Københavns Politi. Per Larsen havde i øvrigt været leder af efterforskningen af de mange drab under den store rockerkrig.

Kilden Weimann aka Weymann er ikke Riis Hansens opfindelse, men fremstår som ”stemmen” i Peter Øvig-Knudsens bøger, som bar undertitlerne, ”Blekingegadebanden – den danske celle” og ”Blekingegadebanden – den hårde kerne. Bo Weimann er den eneste af Blekingegadebandens medlemmer der offentlig er stået frem og har udtrykt fortrydelse over sin kriminelle løbebane.

Dobbeltliv og nøglen til Blekingegade

Riis-Hansens film er en dygtig og velgennemført visualisering af Øvig-Knudsens arbejde. 104 minutters spændende, pædagogisk indføring i Danmarkshistoriens mest spektakulære celle af politisk motiverede gangstere. En bande, der under dække af ganske ”almindelige” liv med arbejde og familie, drev længere og længere ud, indtil de efter røveriet på Købmagergades postkontor og det nederdrægtige drab på den 22-årige politibetjent, Jesper Egtved Hansen, d. 3.november 1988, ikke havde nogen vej tilbage.

Året efter sad de i saksen. I april blev fire af mændene fra den hårde kerne fængslet efter lang tids overvågning, hvor banden havde forsøgt at forholde sig helt passiv. Beviserne haltede, og politiet sad rastløse med en fysisk nøgle til, ja, hvad? Gåden blev løst, da et af medlemmerne i frustration og hektik forsøgte at rydde op på bandens tilholdssted i Blekingegade. Han kørte galt på Kongevejen i Birkerød, tæt skygget af politiet. Det var anden gang, at et trafikuheld hjalp politiet (eller måske nærmere PET?) på sporet af banden.

Uheldet på Viborgvej - Holger Jensens død

I 1980 bragede en lastbil ind i en kassevogn, der stod parkeret på Viborgvej, lige ud for Bilka ved Tilst og med Provinsbanken beliggende på den modsatte vej af den stærkt befærdede, århusianske udfaldsvej. I kassevognen sad gruppens formodede leder, Holger Jensen, ansat ved brandvæsenet i Gentofte.

Kollegerne kendte til Holger Jensens talrige udlands ture, hvor han efter egne, kulørte beskrivelser klatrede i de sydeuropæiske bjerge. Som en af kollegernes kæreste sukkede i al sin uvidenhed: ”Åh, Holger var nu en dejlig mand”. Det synspunkt var hun ikke alene. Alperne lå og ligger nu ikke i Libanon, hvor den lyshårede, sportstrænede mand frekventerede PLFP´s militære opdragelseslejre med stor entusiasme for den palæstinensiske frihedskamp.

Det var kendetegnende for banden, at medlemmerne magtede at vedligeholde de vandtætte skodder mellem det borgerlige (lidt misvisende her) familie- og arbejdsliv over for de kriminelle eskapader, der i visse tilfælde kom til at antage næsten mytisk karakter. ”Rullestolsrøveriet”, den 3.december 1985, mod en pengetransport ud for Herlev Posthus, var et af disse. Udbyttet var tæt på næsten 1,5 mio. kr.

Det var ikke langt fra det gerningssted i Herlev, at gruppen for år tilbage var mødtes i Kommunistisk Arbejderkreds, ledet af Godtfred Appel. Her lagde et ordinært parcelhus lokaler til Appels studiekredse og politiske disciplinering af de rodløse fribyttere på den yderste venstrefløj. Det var Appel, der skabte kontakten til PLFP og dermed et ”højere” mål for de unge proselytter. I slutningen af 1970´erne brød inderkredsen fra Blekingegadebanden med Appel, altså kort tid inden Holger Jensens død.

Uheldet på Viborgvej i Tilst var bekvemt for PET, der famlede i kampen mod venstrefløjsgruppernes håbløse forsøg på at simulere de mål og midler, ”idolerne” fra Baader/Meinhof-gruppen havde praktiseret. Trafikuheldet var ret så besynderligt, fordi chaufføren efterfølgende hævdede, at han nær krydset Hasle Ringvej og Viborgvej skulle være blevet ramt af hypoglykæmi/insulinchok, men får svinget sin store lastbil vestpå. Halvt bevidstløs fortsætter kørslen et par km, indtil chaufføren definitivt mister kontrollen over det dødbringende, tunge køretøj, der krydser vejbanen og torpederer Holger Jensens skjul, den parkerede varevogn og udsigtspost.

PET fandt imidlertid ikke mange spor i den ødelagte kassevogn. En forklaring gik på, at Niels Jørgensen, en anden fra den hårde kerne af bandemedlemmer, også deltog i forberedelsen til røveriet, men var trådt af på naturens vegne. Tilbage ved ulykkesstedet og den ramponerede bil fjernede han, hvad fjernes kunne, og slap væk, ubeset af politiet. Røveriet mod Bilkas bude, der skulle aflevere den daglige omsætning hos genboen i Provinsbanken, blev aflyst.

Holger Jensen havde kort tid inden indset, at politiet var på sporet af ham, hvorefter han var forsvundet fra PET`s radar. Nu endte han bogstaveligt talt under jorden. Sagen tyssedes ned, mens konspirationsteorierne stod i kø, fordi chaufførens forklaring syntes meget tvivlsom.

PET´s rolle i jagten på banden - held i uheld?

De to trafikuheld blev helt afgørende for politiets efterforskning, men det bliver et væsentligt kritikpunkt mod Riis-Hansens film, at instruktøren ikke stiller spørgsmålstegn ved PET´s metoder og rolle i hele sagen. Hvorfor greb efterretningstjenesten ikke tidligere ind, hvilket kunne have hindret flere røverier og drabet i Købmagergade. Var man under pres fra Mossad, der kunne have ambitioner om at fange endnu større fisk end den danske celle.

I hvert fald er det ikke ubekendt i offentligheden, at den danske efterretningstjeneste pr tradition tryner det regulære kriminalpoliti til at makke ret, uanset juridiske og moralske principper. Det må være en af politiets fornemste opgave at forebygge forbrydelser og derved beskytte befolkningen. Den præmis flugter åbenbart ikke med Pet´s strategi. For Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter kan vel næppe, hvor modbydelige de end var, karakteriseres som terror. Der burde været grebet ind langt tidligere.

Jørn Moos og tv-serien "Blekingegade"

Den pensionerede kriminalinspektør, Jørn Moos (1940-) har fremført samme synspunkt i ”Politiets hemmeligheder: Kriminalinspektør Jørn Moos genåbner Blekingegadesagen” fra 2009. Et par år tidligere havde han udgivet Blekingegadebetjenten: Kriminalinspektør Jørn Moos fortæller”, begge bøger i samarbejde med Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen.

Disse bøger dannede basis for ”Blekingegade”, en miniserie, instrueret af Jacob Thuesen. Da seriens fem afsnit sendtes på TV2 ved årsskiftet 2009-10, overværede mere end en million seere første afsnit rulle over skærmen. Hvor længe de blev siddende er ikke til at vide, men mange sivede væk, som serien skred frem. Og det til trods for en højprofileret rolleliste med skuespillere som Thure Lindhardt, Nikolaj Coster-Waldau (brødrene Weimann) og Ulrich Thomsen (Jørn Moos). Eller måske netop derfor.

En tilsigtet dokumentarisk stil harmonerede dårligt med de mange, kendte og godt brugte ansigter, deres kvaliteter til trods, og dertil var lyden ofte så grumset, at dialogen tenderede til mumlen. Serien udstrålede ikke meget autenticitet og var måske sluppet bedre fra ikke at imitere ”virkeligheden” med hændelser og personer, men i stedet havde udfoldet en større, fiktiv frihed. En væsentlig kritik var, at bandens medlemmer indirekte og direkte blev kædet sammen med forbrydelser, de ikke var dømt for.

Lars Villemoes gennem skærsild og krydsild. Selvransagelsens tid.

Vil man et spadestik dybere, er journalist Lars Villemoes´ artikler far 1989 et studie værd – og mere end det. Villemoes var i årene omkring optrevlingen af Blekingegadebanden ansat på i Information og havde oparbejdet et ry som en grundig, velskrivende researcher (https://www.information.dk/indland/2019/12/journalist-lars-villemoes-doed-ripper-debat-informations-rolle-sagen-blekingegadebanden).

Villemoes var en fremragende musikanmelder, men havde også et indgående kendskab til grupperingerne på den yderste fløj, især centreret omkring København. Paradoksalt nok blev Villemoes bremset af sin redaktør på Information, Lasse Ellegaard (1944-2025), der mente at Villemoes´ dækning af Blekingegade var problematisk. Journalisten kendte for mange i miljøet, var begrundelsen, og Villemoes var derfor inhabil.

Ellegaard var ikke den eneste stopklods. Peter Kramer (1950), journalist og blandt andet redaktionschef på TV2 nyhederne, var en anden af disse. Kramer havde fra sin ungdom en dom for sin medvirken i den herostratisk berømte venstrefløjsgruppe, ”Trotylbanden”, der i slutningen af 1960´erne blev trevlet op af PET og FET. Kramer kritiserede skarpt Villemoes, der også kom i ”bad standing” hos AFA (Anti-Fascistisk Aktion) med chikane og trusler til følge.

Peter Øvig Knudsen tog med sine bøger til genmæle mod den voldsomme kritik af Villemoes og roste dennes pionerindsats for at afdække de voldsparate og yderligtgående fraktioner på venstrefløjen (se Anders Reisters artikel i Journalisten, den 30.januar 2008: https://journalisten.dk/persona-non-grata/). Afsløringen af Blekingegadebanden rev åbenbart op i alt for mange gamle sår og efterlod patienten, den yderste venstrefløj, desillusioneret og hårdt såret på den politiske slagmark.