Vi ser ikke det samme - vi hører ikke det samme

Billeder opfattes ikke ens

Det overvældende syn

Bent Fausing har i flere af sine bøger og afhandlinger forsket i vores fascination af billeder og synssansens evne til at opfatte det, vi ser - eller tror, vi ser. Samtidig er vores fascination ved billeder hæmmet af en indbygget aversion med dybe rødder i vores kulturelle arv (Fausing 1995, s.59). Den arv har indpodet os, at de skrevne ord i bogen skulle være mere lødige end billederne fra fjernsynet eller de utallige, allestedsnærværende skærme,

Billeder har dog kunnet opnå højere status og blive opfattet som mere lødige og acceptable, hvis de fandtes i billedeksklusive rum som kunstmuseer, teater- og biografsale. Men vi befinder os stadig i en epoke, hvor det skrevne ord er det videnskabelige, akademiske sprog, og det gælder i høj grad for historie. Det er så spørgsmålet: Hvor længe?

Rosenstones syn på historiebevidstheden

Den amerikanske historiker, Robert Rosenstone, har i store dele af sit akademiske virke, blandt andet som professor på California Institute of Technology, arbejdet med film som historieformidling. Ikke kun teoretisk, men også praktisk som “historical consultant” for Warren Beatty, producent, instruktør og hovedrolleindehaver i Reds (1981). Rosenstone må i dag betragtes som den fremmeste forsker og forfatter, når det gælder film og historie. Rosenstone har ganske bevidst ikke udmøntet sine mange års arbejde i kategoriske konklusioner og læresætninger, men holder fast i, at historiebevidstheden kan profitere fra både det skrevne og billederne. Rosenstone pointerer, hvordan vi generelt har betragtet den traditionelle, skrevne historie:

We take this to be history, but let us never forget that these are only words on the page, words that got there because of certain rules for finding evidence and producing more words of our own and accepting the notion that they tell us what is important in the vanished land of the past

Modersmålet - vores sproglige forankring

Altså er historien, groft sagt, blot ord på en side, frembragt efter de regler for god, videnskabelig praksis, som historikere oftest er oplært og trænet i på universiteternes institutter. Og der er ikke grundlæggende forskelle mellem for eksempel amerikansk eller dansk, historisk metode, Til gengæld er det klart, at vores forskellige sprog ikke bare bliver letfordøjelige ord, fordi vi stadig, hver og en, er forankret i vores “modersmål”.

Så kan man selvfølgelig betegne sig selv som to- eller flersproget. Der er nok en tendens i tiden til, at mange danskere overvurderer deres evne til at kommunikere på og forstå engelsk/amerikansk. Det kan heller ikke undgå et par vågne ører, at når dansk bliver trængt i defensiven af den massive anglo-amerikanske invasion, gælder det altså ikke kun ord, men som anført begreber. I sidste og afgørende ende skulle det forny og forandre vores fælles, danske kultur. Hvis man da kan bevare en særlig national, folkelig kultur? Sprog er ikke bare noget, der oversættes! Men hvad med H.C.Andersens “uofficielle” fædrelandssang fra 1850? Det får tiden vise:

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,

hvor sproget er min moders bløde stemme

og som en sød musik mit hjerte når.

Læsning - en kognitiv proces

Vi forsøger at danne billeder ud fra de læste eller talte ord ved at anvende vores egne, unikke og tilsyneladende grænseløse lagre, som hjernen har været i stand til at opbevare på vores vej gennem livet. Vi aflæser ordenes betydning, intuitivt og hurtigt, eller sætter hastigheden ned ved at lade fornuften filtrere ordene og sikre os, at vi forstår budskabet. Det kan være en svær handling.

Læsning er indiskutabelt en kompliceret, kognitiv proces.

Den amerikanske lingvist, Mark Turner, bruger et lettere omskrevet citat fra Sherlock Holmes-forfatteren, Arthur Conan Doyle (1859-1930) som et eksempel på, hvor kompliceret den kognitive proces er, når vi skal forstå historiske sammenhænge. Citatet, "London is the cesspool of the Empire", kræver, at læseren skal sætte metaforerne sammen fra to meget store “kapitler” i hukommelseslageret. Men samtidigt tvinges læseren ned i detaljen for at forstå den overordnede sammenhæng (og dermed forfatterens intentioner og budskab, der ellers blot ryger - i kloakken):

We bring to bear a tremendous range of detailed knowledge, including such knowledge as the association of London with the British Empire, and its association with the work ethic and Victorian values. Vast ranges of conceptual knowledge not in the least explicit in the expression are indispensable for understanding the metaphor (Turner 1991, s. 9 i The Poetry of Connections, del III).

Turner påpeger, at læseren er nødt til at have historisk viden for at forstå ret så omfattende emner som det britiske imperium og London. Og dertil kommer victorianske værdier og etik. At Doyle så ovenikøbet bruger kloakken billedligt komplicerer forståelsen yderligere. Londons kloakker var færdigbyggede midt i 1870´erne. Et uhyre kostbart, men også livsnødvendigt projekt, hvis London skulle overleve som by.

Et andet eksempel kunne være følgende konstatering: Afghanistan blev Sovjetunionens Vietnam. Tre stednavne og et verbum i datid. Kan det være så kompliceret? Ja, det kan det. Der åbnes op for et væld af problemstillinger og stilles store krav til basal viden om international politik efter 1945. For den “uvidende” giver sætningen ingen mening! Og umiddelbart er forklaringen ikke oplagt til andet end traditionel historieskrivning på tryk, selv om geografiske kort (kombinationen af ord og billeder) kan afhjælpe lange, ret umulige forklaringer.

Vi læser ikke billeder ens

I løbet af vores barndom opbygger og forbedrer vi konstant evnen til kognitiv genkendelse og erkendelse, så længe vores sanser udfordres. Og når det gælder læsning eller oplæsning omsætter vi således ordene til billeder og metaforer i den udstrækning, vi kan. Men en illustrator kan facilitere processen og omsætte metaforerne til fysiske billeder, som skal hjælpe perceptionen på vej. Det gælder ikke mindst blandt børn med et begrænset ordforråd og “lager”.

Men illustratorens billeder vil dog altid være subjektive fremstillinger, uanset om billederne er tegnede, fotograferede eller levende billeder/film. Det er og bliver illustratorens egenhændige fortolkning. Og “læsningen” af billeder kræver den samme kognitive proces som forståelsen af ordene. Der skal hentes hjælp i vores “lagre”. Det er en uhyre kompliceret proces, fordi billederne sender en endnu større mængde informationer til modtageren. Og det er en proces, der ikke munder ud i den samme perception hos modtageren. Det er helt afgørende at gøre sig klart, at billeder ikke bare indeholder et indiskutabelt, pålideligt og objektivt budskab.

Ligesom vi ikke danner de samme billeder ud fra de skrevne og talte ord, påpeger Bent Fausing, at det samme faktum gælder vores perception af visuelle indtryk fra billeder og film. Vi sidder måske med en naiv tro på, at de samme billeder opfattes og tolkes ens hos forskellige modtagere. Det er en umulig opgave. Øjet sender 10 mio. bits videre til hjernen hvert sekund. Det er 10 gange mere end hud- og følesansen, 100 gange mere end høresansen og nok mere end 10.000 gange i forhold til smagssansen (11). Alle disse indtryk skal behandles samtidigt, men bevidsthedens kapacitet ligger på mellem 18 og 40 bit i sekundet. Der skal sorteres, og det er ikke en systematiseret, rationel handling.

Gummi-Tarzan i børne- og voksenhøjde

Som far til fire børn har jeg siddet mangen en fredag eftermiddag i biografens bløde sæder for at se en af Skolebios udvalgte film. Det kunne jo ikke undgås, at de samme film blev vist, når det var de yngstes tur. På den måde har Søren Kragh Jacobsens glimrende filmatisering (1981) af Ole Lund Kirkegaards klassiske børnebog, Gummi-Tarzan, været på Skolebios program adskillige gange. Som biografgænger og forælder var jeg efterhånden godt forberedt på Gummi-T(arzan), fordi bogen derhjemme havde været fast del af godnatlæsningens kanon. Men det, der gjaldt for både den film og andre, var, at mine børn og jeg aldrig så det samme.

“Ham med de røde sokker, far?” Hvem anede jeg ikke. Vi var bare hvert vores sted. Synet og lyden af Otto Brandenburg fik mig til at tænke på To lys på et bord, og hvorfor netop den sang kunne undgå at vinde Melodi Grand Prix. Mine tanker sejlede ud af filmen, og i næste scene med Otto Brandenburg var jeg tilbage i min studietid på vej ned ad Nørregade. Og dér så jeg ham sidde med en meget tidlig (eller sen) øl ved et af jazzklub “Montmartres” borde med udsigt til gadens pulserende morgentrafik, hvor jeg hastede af sted for at nå dagens første forelæsning i kildekritik. Det må have været befriende for børnene at slippe for de forstyrrende associationer, for Otto Brandenburg var fremragende som kranfører Ole.

Men når filmen var ovre, trådte vi ud i lyset på Trøjborg og havde trods alt vigtige, fælles oplevelser med. Oftest det ” ikke-sete”. Det, der krævede tid at fortælle. Ikke mindst, at Ole alias Otto lærte drengen, Ivan Olsen, at der altid er noget, man er god til. Og retfærdigheden kan ramme dem, der mobber andre. Så lad være med at mobbe nogen, fordi de er anderledes. Film drejer sig på en eller anden måde næsten altid om at gå grueligt meget ondt igennem og så komme helskindet ud på den anden side. Nøjagtigt som Ivan Olsen, der slipper ud af Gummi-Tarzans snærende bånd. Den lærdom var jo ikke et dårligt udkomme efter 1 time og 38 minutters tid i biografsalens mørke. Og det store perspektiv er nu engang det, der tæller mere end gule eller røde sokker.

Og den lykkelige slutning, “når enden er godt, er alting godt”, er det kærkomne og gennemgående træk i vores fortællinger, hvor vi har lært at skelne de gode fra de mørke kræfter. Og så er det lige meget, om historierne er skrevne eller på billeder.

Kampen mellem de gode og de onde, det mørke og det lyse, Gud over for Djævelen, ridderen i kamp mod dragen, skurken, der bliver overvundet af helten. Vi opdrages og vænnes til at tro på, at det gode sejrer i sidste ende. Så gør det mindre, at vi måtte gå så frygtelig meget ondt igennem først.

Den fortælling har dybe rødder i vores kultur og historie.