Ungdommens sprog, mobile kultur og den voksende generationskløft

Ungdommen - den "nye" generation

En ny forbrugergeneration -rockmusikken og LP´en

I modsætning til den gamle, pålidelige bogtrykkerkunsts effektive masseproduktion af læsestof, lod mekanisk musikgengivelse vente på sig. Ganske vist tog udviklingen af lakpladen fart i tiden op til 1.verdenskrig, og de store, tunge 78´ere blev til helt op i 1950´erne det vigtigste, kommercielle medie i musikindustrien. Den noget dyrere lakplade betød en bedre lydgengivelse, både i det mindre format på 45 omdrejninger, men ikke mindst på den store LP med 33 omdrejninger. “Pladen” kom til at betyde en revolution i spredningen af musikken, både privat og gennem radioen. LP´en blev egentlig lagt i graven med det 20.århundrede, men har fået en voldsom renæssance de seneste årtier. Måske har manglen på digital håndgribelighed taget overhånd.

Ungdommens kulturelle konsum havde flyttet sig markant efter rockmusikkens indtog i 1950´ernes Danmark. Krigens følger var ved at slippe sit greb i landet, og en ny generation af unge, der ikke havde deltaget i modstandskampen og generelt havde været på afstand af besættelsens vold og ødelæggelser, var på vej. De skulle finde deres egen identitet og et ståsted, mens konjunkturerne var ved at vende og optimismen kunne brede sig. Det fandt de unge i den voksende Import af amerikansk kultur og livsstil, herunder jazzmusikken, som under krigen var en del af opgøret med den tyske besættelsesmagt.

Reelt eksisterede der ikke nogen ungdomskultur før 1945. Indtil da var transitionen barn-til-voksen, hvor konfirmationen markerede barndommens ophør og overgang til voksenlivet. Jo dårligere ens familie var stillet, jo mere gjaldt det om at komme i beskæftigelse, så man kunne bidrage til husholdningen. Forskellen i den danske befolknings kulturelle forbrug var (og er) selvfølgelig betinget af alder, uddannelse, interesse og socialt tilhørsforhold. Men i forhold til efterkrigstidens mere udjævnede samfund og opbrud med det gamle skarpt opdelte samfund spillede tilhørsforholdet til en bestemt samfundsklasse en langt større rolle før 1945.

Nye tider og økonomisk opgang - transportable medier

Det ændrede sig i takt med, at dansk økonomi langsomt, men støt og roligt arbejdede sig frem mod vendepunktet i 1958 og mere end et årtis økonomiske opgangstider. I den periode blev adgangen til kultur kategorisk sagt “demokratiseret” og delvis frigjort fra individets socioøkonomiske status. I den forandringsproces fik staten en vigtig rolle med betydelige subsidier på kulturområdet.

Med ungdomsgenerationens opvækst under stadigt bedre kår i efterkrigstiden opstod også en helt ny, købedygtig gruppe af forbrugere. Et forretningsmæssigt potentiale, der accelererede op gennem de glade 60´ere til nutidens unge kerneforbrugere, der er i besiddelse af langt større købekraft. Et andet, væsentligt træk i udviklingen blev mobiliteten. Ikke kun persontransporten med det stigende antal biler og en voksende flytrafik.

Hvor bogen, avisen og ugebladet tidligere var eneste let transportable medie, skabte teknologien gennem udbredelsen af transistorer i elektroniske apparater en revolution. En “transistor” blev simpelthen i folkelig tale betegnelsen for en transportabel radio. Denne type gav uanede muligheder for at medbringe lyd (så længe batterierne levede). Mobiliteten udviklede sig hastigt og kom ikke kun radioen til gode. Til gengæld måtte de gamle, kulturelle højborge, teatre, spillesteder og klubber til at genopfinde sig selv i en tid, hvor musikken ikke længere var en udpræget kollektiv oplevelse, men i stigende grad blev individualiseret. Med parcelhusenes vækst uden om de gamle bykerner skabtes også nye, forbedrede boligformer, hvor ”børne-/ungdomsafdelingen” betød en særlig del af etplanshuset med to værelser og eget toilet, gerne lagt med køkkenet som ingenmandsland og støjværn over mod forældrenes stue, sove- og badeværelse.

At denne teknologiske udvikling ikke kun skulle omfatte det talte ord og den ekspanderende musikindustris produkter, men også transmissioner af billeder og film havde været svært at forestille sig for et halvt århundrede siden. Et Danmark, hvor mobiltelefoner med billedskærme, der kunne fungere som små filmfremvisere og mikrofjernsyn, var hvermandseje. Skærmene dominerende bybilledet overalt, på gader og stræder, i busser og tog, færger og fly, til fods, men også i det fri og hjemme på parcellen. Kort sagt allestedsnærværende. Den udvikling syntes urealistisk trods månelandinger og satellitter. Kommunikationen som en konstant, ufravigelig medpassager. Det var svært at fatte i en verden forbundet med ledninger og kabler.

I det post-, sen- og moderne samfund, hvor informationsteknologien har sparket døren ind til en uoverskuelig mængde af informationer, har det måske ikke været den uendelige lykke. At så mange unge ville bøvle med identitetsdannelsen på vejen fra barn til voksen, skyldes ikke nødvendigvis teknologien. Men det er forståeligt, når valgmulighederne er så mangfoldige, sammenlignet med efterkrigstidens første ungdomsårgange. Måske langsommelighed og eftertanke lider for hårdt under informationstsunamien.

Pop, beat og rock - modkultur og kommercialisering

Musikkens gennembrud sidst i 1950`erne hang sammen med en både lettilgængelig og eksklusiv adgang til et voksenfrit fællesskab, der rakte ud over selve musikken og i øvrigt også krydsede nationale og sproglige grænser. Det blev en bevægelse, voksengenerationen ikke forstod, og der skabtes den generationskløft, som der senere er bygget et utal af broer over. Så mange, at selve ordet ”ung” er svært et definere præcist.

Datidens/1960´ernes unge blev frontløbere som det primære kundepotentiale i en særdeles profitabel industri. Store selskaber, der fra start lod marked og efterspørgsel styre i langt højere grad end de bedagede bogforlag, forstod og udnyttede potentialet og profitmulighederne. Produktionen af ny, salgbar, kommerciel musik blev et mål i sig selv. Vel var det ikke nemt at slippe gennem nåleøjet på vejen til en pladekontrakt, men der sad ikke snerpede, finkulturelle forlagsredaktører og sorterede ud fra kunstneriske hensyn. Pop er forkortet fra popularitet. Det gjaldt om at ramme. En bog bliver aldrig omtalt som et hit, men en bestseller. Egentlig taler vi om det samme, ikke?

Teksternes betydning - dansk eller engelsk - mening eller fyld

Når rettigheder til de store rockstjerners bagkataloger i 2020´erne handles til milliarder af kroner, siger det mere om de uhyrligt store, økonomiske interesser, der stadig er på spil. Men spredes der ikke fortællinger og budskaber gennem musikken. Måske, men det er ikke digte tilsat musik, som styrer markedet. Sproget som redskab til fordybelse og dannelse har begrænset betydning. Uden at blive alt for kategorisk er det altså ikke teksterne, der bærer et “hit”. Mange engelsk/amerikanske rock/pop-tekster ville i oversat form få flertallet af dansktop-slagere til at virke “dybe” og filosofiske. På det punkt har danske musiktekster haft langt større betydning og gehør hos publikum. Kunstnere som TV2, Allan Olsen, Shu-bi-dua, Gnags, rap-pionererne i MC Einar og Rockers by Choice, folkemusikeren og musical-ikonet, Sebastian, samt visekunstens flagskib, Benny Andersen og Povl Dissing er blevet kanoniseret og har haft stor betydning, ikke mindst på tekstsiden. Og stadig flere af de unge, nye sangskrivere vover springet fra dansk til engelsk. Ud fra en subjektiv vurdering særdeles positivt.

I modsætning til megen udenlandsk litteratur udgivet af danske forlag bliver de lødige, tekster i moderne, rytmisk musik sjældent oversat og nyindspillet, bortset fra koryfæer som Bob Dylan, Leonard Cohen og Ray Davies. Det er godt på den vis, at der ikke sker et tab af den indforståethed og kulturelle kontekst, som et originalt, sprogligt udtryk altid indeholder. Lytteren må forholde sig til “den ægte vare”, det troværdige, oprindelige budskab, leveret på originalsproget. Når man så på den anden side bliver udsat for oversættelser af udenlandske hits, der ender som dansktopsange, forstår man bedre teksternes funktion som rent påfyld. Det er dog praktisk og forståeligt, at en popsang har en titel og gerne et fængende omkvæd.

Men sandheden er desværre også, at megen af den seriøse lytning af fremmedsprogede tekster er så forståelsesmæssigt krævende, at ordene flyder gennem de trådløse headsets uden større refleksion. Sådan har det altid været. Og det kan ligefrem være komisk, når det modne publikum har skrevet ind til radioens programværter og ønsket at høre Ralph Mc Tells Streets of London efter “en pragtfuld ferie i den engelske hovedstad”. Eller glade charterturister, der lige vil fejre hjemkomsten fra de sydspanske strande med svenske Hoola Bandoola Bands Juanita. Selv et nært broderlands sprog som svensk lokker ikke lytterne ind til kernen af budskabet. De solbrune badegæster svømmer tankeløst rundt i et fængende omkvæd.

Subkultur eller mainstream - musikken som identitet

Én genre har afgørende formået at bryde popmusikkens tekstuelle tomhed, fordi genren bliver og bliver båret af sproget og “budskabet”. Og det i en grad, hvor der lyttes og reflekteres. Rapmusikkens vækst og dominans er på ingen måde udtryk for en selvstændig, social og historisk udvikling i Danmark, men nærmere en fascination af en importeret, amerikansk subkultur, som ikke kun lænede sig op af musikken. Der er bare langt fra kolonihave-Danmark til de nedbrændte boligblokke i Bronx, den trøstesløse slum i Detroit, de tårnhøje mordrater i Washington D.C.´s skumle kvarterer og gadebandernes hærgen og rivalisering downtown Los Angeles. Men hiphoppen bed sig fast i Danmark fra midten 1980´erne.

Det er ikke tilfældigt, at mange unge indvandrere i Danmark identificerer sig med den globaliserede rap, selv om hip-hop-kulturens musik, breakdance og graffitikunst har mistet sin subkulturelle status, når den lander mellem de danske stenbroer og betonblokke. Rapmusikken er blevet til “sproget” for de unge, og blevet redefineret som et alternativ til det omgivende, etablerede samfunds formelle kommunikation, der indeholder en kode, de unge har svært ved at knække og følgeligt vælger fra. Musikken bliver både vejen til et eksklusivt og inkluderende fællesskab og samtidigt udvejen til et større publikum, hvor de udenforstående kan indblik i en hverdag og et liv, som man ellers ingen kontakt har til. Man vil jo gerne være kendt og tjene penge, anderledes er det ikke.

Rapmusikken er i forhold til mange andre udtryksformer mere omskiftelig, både mere tolerant og rummelig, intolerant og frastødende, men også i konstant fare for at miste substans. Omskiftelighed uden rødder risikerer at ende i dundrende tomhed akkompagneret af trivielle, dunkende beats. Og når rammerne uden om musikken sprækker, fordi indpakningen består af voldelige attituder og foragt, kriminalitet forherliges og den sande dødsforagt dyrkes taber ordene. Men det behøver ikke ende sådan!

I forhold til det talte sprog er rapperne fleksible og retter sig ind efter tid, sted og formål. Sproget bliver et personligt anliggende, som helt uden forbehold accepterer og optager nye ord, danske, arabiske, tyrkiske som amerikanske. Frie stavemåder, ofte transformeret om til indforstået gadesprog, der virker uforståeligt for andre uden for miljøet.

Den svenske professor i socialt arbejde, Ove Semhede, formulerer den rytmiske musiks betydning som ungdomssprog således:

En aspekt av hemligheten med rockmusikens fascinationskraft utgörs just av denna musikforms förmåga att tillhandahålla ett språk där upplevelser som är utträngda från det dominerande språket kan artikuleras. All musik kan liknas vid språk. Musik bär liksom orden på innebörder, men skiljer sig ändå i viktiga avseenden från det talade språket. Vårt verbala språk består av ljud-symboler med fastställd betydelse som vi kombinerar efter vissa regler, det är linjärt och diskursivt. Kännetecknande för musiken är att betydelser och innebörder här inte är lika givna som hos det verbala språkets diskursiva symboler. Det är dessa, musikens mer ”ofullbordade” eller pre-sentativa symboler, som ger det musikaliska språket en innehållslig ambivalens. Det är just denna aspekt av musiken som gör den speciellt lämpat att upprätta kontakt (Semhede 2006, s.10)

Hverken litteratur eller film har opnået samme identitetsskabende betydning som musikken. Der er ingen film, billedkunst, romaner eller digte, som har defineret en specifik gruppe i befolkningen lige så stærkt. Selvfølgelig hænger det faktum tæt sammen med musikkens ubegrænsede mobilitet, der eksploderede med Sony´s revolutionerende teknologi og Walkman´ens første skridt. Den gamle, noget klodsede transistorradio og båndoptager, drevet kortvarigt og af dyre, tunge brunstensbatterier var de første, vaklende skridt på vejen. Derfra er det gået stærkt, ikke mindst takket være den konstante udvikling af de genopladelige batterier. Der er tegn i tiden på, at musikken nok følger de unge overalt med den ubegrænsede adgang til de digitale universer, men betydningen af selve musikken som markør er ved at svinde. Gamle dages hippier og hængehoveder, skinheads og headbangere, punkere og hanekamme, deprimerede digterspirer i kulsort og discodansere på speed - alle de karikerede subkulturer er på retur. Grænserne flyder ud, måske fordi musikken alligevel ikke betyder så meget mere. Den er vandet ud. Publikum til koncerter og festivaler kommer ikke så meget mere for at lytte til bestemte solister og bands, men for at være sammen om at feste, knevre og måske lytte en gang imellem

Generationskløften graves dybere - tsunamien af billeder

Men hvis musikken toner ud, ser det værre ud med vores fælles ord. De “stakkels” unge står midt i en markant forandring af sproget. En udvikling, de synes passive deltagere i. En proces, der trænger sig ind over dem fra alle ledder og kanter og uundgåeligt kommer til at besværliggøre den traditionelle og uendeligt langsommelige, men for os ældre også gensidige, givende, grundtvigianske samtale.

Fornyelsen kommer heller ikke gennem besværlig afkodning af bøger og lignende papir. Det er ikke gennem gemen læsning, de nye ord og tidens ungdomssprog trænger sig på. En digital tæppebombning fra et aggregat, der aldrig får hvile i de rastløse hænder. Altid online, altid på, er den unge generation udsat for et sandt bombardement, byger af nye ord og udtryk, eksekveret og serveret af speed-snakkende radio- og youtube-værter, der vælter over hinanden for at være “sidst”.

I det musikalske univers går det også stærkt, endda rigtig stærkt, når høretelefonernes lydbilleder domineres af tidens hotteste, rablende rappere, der opfatter sig som subkulturelle, mens de konstant leder desperate efter en ny, eksklusiv niche og et snævert, indforstået publikum. Det gælder om ikke at forsvinde, ikke at drukne i kvælende mainstream, ikke at ødelægge kunstnernes selvforståelse som alternative, personlige, stilskabende, eller hvad de ellers forestiller sig forestiller sig. Men en lykkelig dag bliver musikken mainstream, og endelig tjener musikerne kassen, hvilket var målet fra det første hip-hop beat, som de havde købt på nettet.

Anstrengende lytning magter de fleste bare ikke i længere tid, slet ikke på engelsk/amerikansk. Det må kendere og kritikere tage sig af. Og det er også her i inderkredsen, man skal have fingeren på pulsen. For det er svært at følge med. Flodbølgen fra de digitale medier oversvømmer konstant markedet med det sidste af det sidste nye, og “undergrunden” presses hele tiden op i rampelyset, normer skubbes, forargelse pirres. Er læseren i tvivl? Find Cardi B og Megan Thee Stallions duet WAP med tilhørende video. Den vakte da en smule opstandelse, og det er nok ikke umuligt at finde mere. Ellers kommer det!

Frygten for at være ”last year” svarer til at sidde i feudalsamfundets gabestok eller føle glæden ved at blive rullet i tjære og fjer. Hvis du vel at mærke vil “følge med tiden”, en besynderlig disciplin. Forfatterens fremadskridende aldring er som et nådesløst, ubarmhjertigt kviksand, der heller ikke gør det lettere at forstå udviklingen. Hvad er det, mon der opsluger de unge? Det man som ”ældre” ikke fatter en tøddel af. Det nye, det alternative, det progressive, det spændende, det uforudsigelige. At lede efter ungdommens kilde dur ikke. Det bliver gennemskuet, hvis man krampagtigt vil være ung med de unge. Den øvelse lykkes kun sjældent.

Den rasende, hurtige udvikling og omskiftelighed hjælper heller ikke den stakkels, fortabte 68-generation, som har fået det alt andet end let med at argumentere for de gamle måder og værdier, efterkrigsårgangene har været sammen om. Generationen skræmmes af tidens flygtige foranderlighed og unge, der virker alt for rodløse. Frygten for at miste den fælles fortælling og historie vokser i den ældre generation, hvis ungdom har været anderledes langsommelig. Samtalen bliver svær, fordi den får karakter af en ældre generations forsøg på omvendelse, en prædiken om at fastholde de hævdvundne traditioner og normer, etiske og kulturelle arvestykker. Forsvinder det fælles fundament, gælder det samme den måde hvorpå, vi kommunikerer med hinanden. Og det går jo ikke, hvis historiefortællingen skal være kollektiv, som den traditionelt har været.

At kæmpe mod den digitale kommunikation vil være som at hjælpe Sisyfos med at rulle kampestenen op ad bjerget. Man kan så stoppe op og diskutere, om Sisyfos fandt lykken ved netop ikke at opgive sine værdier. Det er måske den lykkelige slutning og lære af myten, men det kræver en ualmindelig indædt stædighed at fortsætte med kampen, sten mod tyngdekraft.

Med et andet billede er vi ikke blevet lykkeligere mennesker af at kunne haste fra sted til sted. Tilstoppede motorveje, myldretid i byerne og uheld, der helt lukker for strømmen. Frustrerede, ventende, stressede, fordi det ikke går stærkt. Det er ikke så underligt, at mange, også unge, i disse år opsøger fred og ro ved at vandre i naturen. “Formålsløst”, simpelt og til stede i de nære ting. Og måske det er en tendens til at stoppe op og gå mod strømmen

Selv om nogle af os er rede til at kæmpe for især det skrevne sprogs overlevelse, fornægter virkeligheden sig ikke: Vores fælles talte og skrevne sprog forvitrer langsomt, og siver væk i undergrundens smalle sprækker. Og hvis det danske sprog bliver tabt? Hvordan skal vi så i vores lille del af verden, denne hyggelige, idylliske kolonihave, skabe en fælles identitet, forståelse og sammenhængskraft, som også er udtrykt i den historie og de historier, vi giver videre? Medmindre man da er ligeglad med den slags.

Beatgenerationen, 80´er-generationen og den analoge modreaktion

En modreaktion til de uhåndgribelige streamingtjenester med deres digitale filer er blevet den gode gammeldags vinylplade med hele dens 180 gram tunge, fysiske tilstedeværelse. Denne analoge proces, der ikke lige er til at flytte på, men i høj grad indbyder til lytning, kan måske betyde en renæssance for sproget og budskabet. En erkendelse af musikken som en seriøs kunstart, der med sine tekster kan reflektere over livets mange facetter. Og LP-lytningen kan være en hjemlig pendant til den dyrt betalte opmærksomhed, som biografen stadig indbyder sit publikum til, trods den truende og irriterende støj fra knitrende slikposer, slubrende cola-sugerør, lugten og lyden af kæmpe store papspande med popcorn.

Der findes skiftende grupperinger, hvor de forskellige kunstneriske udtryksformer har mødtes og er flydt sammen. Et eksempel er efterkrigsårenes amerikanske beatkultur, der groede frem i overgangen fra 1950´ernes konservative samfundsmodel til 1960´ernes opgør med gamle normer, etik og moral. Bevægelsen var inspireret af digtere som Allen Ginsberg (1926-97), Jack Kerouac (1922-69) og William S.Bourroughs (1914-97). Det er almindeligt anerkendt, at vidt forskellige rockikoner som Bob Dylan, the Beatles, David Bowie, Thom Yorke/Radiohead, Kurt Cobain/Nirvana var stærkt inspirerede af beatnikkerne. Det gælder tillige 1980´ernes rapmusik med rødder i de amerikanske storbyer. Filmisk har Dennis Hoppers road movie, Easy Rider (1969) en lige linje tilbage til Kerouacs selvbiografiske roman, On the Road (1957).

I Danmark fandt digtere som Michael Strunge (1958-86), F.P.Jac (1955-2008) og Søren Ulrich Thomsen (1956- ) inspiration og stemmer i (dele af) 80´ernes punk-generation. Claus Bohms film, Nattens Engel (1981), er et nøgternt, mørkt portræt af Michael Strunge, en formelig “Digteren alene i verden”, et indforstået, filmisk portræt for de få. På den anden side satte filmen billeder på manden bag Vi folder drømmens faner ud (1981), og dansklærere, der fulgte med og dyrkede tidens opgør med det stivnede, småborgerlige samfund, havde mulighed for at låne filmen på Statens Filmcentral, som det hed dengang. Men det må have været en tung byrde at bære de unge ind i Strunges verden, når langt flere hurtigt tilgængelige udtryksformer voksede frem på fjernsynsskærmene i samme årti og satte let forståelige billeder på lige så ukomplicerede ord: Musikvideoen.