"Titanic" – katastrofe og kærlighed

(Privatfoto)

James Camerons blockbuster fra 1997: Titanic

Fra sportens verden tager vi et spring ud på det store, dybe hav. Senna kunne aldrig være blevet til en film med en happy ending. Det forventede publikum heller ikke, men havde accepterede den uundgåelige, tragiske slutning, hvor Ayrton Senna mistede livet. Men publikum ville have en ordentlig, velunderbygget forklaring på den brasilianske racerkørers endeligt. Den slags digter man ikke på, og Asif Kapadias film lever op til kravet om ærlighed og redelighed.

Men med ”Titanic” er det anderledes. Katastrofen sket, og passagerskibet sank i det iskolde vand. Siden hen har der været snesevis af bøger og dokumentarfilm, som lødigt og grundigt har forklaret årsagerne til det forlis, der aldrig kunne ske, men alligevel mistede mere end 1500 mennesker livet et tabstal ikke set hverken før eller siden.

Hvordan omskrives den sørgelige historie, så publikum alligevel bliver nysgerrige efter andet end de kolde fakta, analyser og afgørelse af skyld? Underholdningsindustrien drives efter helt andre spilleregler end historisk korrekthed, hvis der skal sælges biografbilletter. Fortællingerne vender fokus mod de nære forhold, der hvor den enkelte tilskuer dybt forankret i det bløde stolesæde kan drømme sig væk hverdagens realiteter og i stedet identificere sig med personerne på lærredet. Og den suveræne, dragende kraft er menneskets tilsyneladende uudslukkelige længsel efter den grænseløse, ægte kærlighed. ”Boy meets girl” (beklager den konventionelle formulering) vinder uden større sværdslag over de kedelige, trivielle og komplekse problemstillinger, som er integreret i dokumentarfilmens dogmer.

Kærligheden, forelskelsen og romantikken er et fundamentalt genretræk for mainstream filmproduktion. Vel kan amorinerne være genstridige og svære at tøjle, men for det meste finder de den rigtige vej, og alt løser sig i sidste ende. Shakespeare havde forstået det rigtigt; publikum skal behages. Filmproduktionens kommercielle vilkår er lette at forstå; film er dyre og kræver solgte billetter. Vel kan statslige støtteordninger holde hånden under såkaldte smalle, kunstneriske og eksperimenterende produktioner, men dem kan biograferne ikke leve af. Der skal folk gennem billetlugerne.

Kærligheden og "den lille historie

At et velkendt, historisk forløb ofte er nemmere (og billigere) at promovere er indlysende, fordi introduktionen næste er givet og uddybende forklaringer unødvendige. Hvem kender ikke til ”Titanic”?

På den modsatte side kræver den potentielle billetkøber også noget nyt for sine penge. Filmindustrien og biograferne deltager i den ubønhørligt krævende oplevelsesindustri, hvor alt fra et besøg i det lokale byggemarked, en tur i Tivoli eller trekking i Nepal skal sælges og evalueres. Teknik er ikke nok. Fortællingen skal være god; opdigtet eller ej. Vel kan den massive lyd, 3D og det store lærred nemt udkonkurrere den hjemlige fladskærm. Men i en tid, hvor et Netflix- eller HBO-abonnement ikke koster meget mere om måneden end et enkelt besøg i biografen, skal der mere til end teknologi (https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2019/2019-03-08-biografturen-bliver-dyrere-aar-efter-aar).

Og for tiden kæmper biograferne med at frigøre filmoplevelsen fra dagligstuens småsnakken og mobilbimlen, men indbyder selv til rammernes opløsning, fordi der er alt for mange penge i cola-slubren og gnasken af bjerge af popcorn. Det er lykkedes i Danmark inden for det sidste tiår (2010-) at fastholde salget på 12 til knap 14 mio. billetter årligt (https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/kultur-og-kirke/film-boeger-og-medier/biografer-og-film). Heraf er omtrent halvdelen til amerikanske produktioner.

Der er ikke megen suspense i at sidde i biografsædet og vente på, at Titanic skal synke, Tilskueren ved, at det sker, og det stiller, indlysende nok, større krav til filmens fortælling. Tragedien er uundgåelig. De historiske fakta og luksuslinerens forlis er hvermands viden, så der må drejes på andre knapper for at få biograffolket gennem billetlugerne. Det betyder nødvendigvis ikke, at den historiske formidling kommer til at lide lige så krank en skæbne som ”Titanic”. Tværtimod kan en så højt profileret film bogstaveligt talt åbne andre døre ved at appellere til nysgerrigheden.

I Titanic valgte instruktøren James Cameron kærlighedshistorien som omdrejningspunktet i sin blockbuster fra 1997 frem for at producere en katastrofefilm, hvis klimaks ikke kunne overraske tilskuerne. I stedet bliver filmens fokus ”den lille historie”, hvor identifikationen med hovedrollerne kan fungere.

Både Rose DeWitt Bukater, filmens overlevende fortæller, og hendes elskede, Jack Dawson, er fiktive personer, men den rekonstruerede ”virkelighed” har utvivlsomt haft den ønskede effekt fra anslaget til tragediens ubærlige, men uundgåelige udfald: At Jack ofrer sig for Rose i det øjeblik, han er sikker på, at hun vil overleve. På den måde varierer Cameron Hollywoods tradition for happy endings. Men Leonardo di Caprios kompromisløse, selvopofrende kærlighed til Kate Winslet var den eneste, logiske slutning. En ulykkelig, lykkelig slutning, der har fået tårer til at flyde i stride strømme. Kærlighed har altid været filmens krydderi, og det gælder også den ulykkelige slags.

Men når tårerne var stilnet af, og klumpen i halsen havde løsnet sig, blev det tragiske udfald afløst af nysgerrighed. Camerons film vakte efterfølgende en ganske betydelig interesse for den historiske formidling af ”Titanic”´s ulyksalige jomfrurejse. Det manifesterede sig ikke kun i det store udbud af dokumentarfilm og bøger, fiktion som faglitteratur.

Titanic Belfast

I 2001 besluttede bystyret i Belfast at omdøbe et helt område nede ved havnefronten ”Titanic Quarter”, og samtidigt skulle der sættes en række ambitiøse anlægsprojekter i gang. ”Titanic Quarter” omfatter Queens Island, hvor det legendariske værft, Harland and Wolff, havde bygget ”Titanic”, men som så meget andet i den ramponerede, nordirske hovedstad var forfaldet til at få øje på. Værfterne havde, lige som de danske, tabt til de østasiatiske konkurrenter, der med statsstøtte og lave lønninger var langt billigere. At dreje nøglen om for andet end reparationer var uundgåeligt. Der var kun bevaret to kæmpekraner og to tørdokke, hvoraf den ene stammede fra byggeriet af ”Titanic”. Utvivlsomt skævede bystyret frygtsomt, men håbefuldt til fredsprocessen mellem de stridende fraktioner i Nordirland, fordi der for første gang var håb om, at fredsprocessen ville udmøntes i fred og stabilitet.

Museet ”Titanic Belfast” åbnede d.31.marts 2012, to uger før 100-årsdagen for ”Titanic”´s forlis. Timingen var perfekt, og udstillingen skulle vise sig at være en tour de force. Den besøgende føres gennem Belfasts historie med vægt på erhvervslivet og den økonomiske udvikling, hvor værfterne spillede en afgørende rolle, ikke mindst ”Harland og Wolff”. Udstillingerne er interaktive, informative og stærkt visuelle, helt i pagt med moderne museologiske og didaktiske principper.

Den besøgende har let ved at identificere sig med mandskab og passagerer, fordi museet fortæller om udvalgte individer, taget ud af et bredt spekter. Som fortælling er der ikke langt til Camerons hovedpersoner, Jack og Rose.

Bygningen af ”Titanic” kan den besøgende opleve på en gondoltur gennem tørdokkens mylder af travle arbejdere og med den enerverende larm fra byggeriet. Især befæstelsen af de millioner af nagler, der skulle holde skibet sammen, kostede hørelsen hos mange af værftets arbejdere. Og sandsynligvis var netop de jernnagler den væsentligste årsag til forliset, fordi de simpelthen var fremstillet af for dårligt materiale. Det vidste Leonardo di Caprio ikke, da han entrede ”Titanic”`s jomfrurejse.

”Titanic Belfast”, tegnet af den amerikanske, London-baserede arkitekt, Eric Kuhne. Referencen til forstavnen på et skib er tydelig, men de lokale har døbt bygningen ”The Iceberg” (se foto ovenfor). Det må være op til øjnene, som ser!

Game of Thrones, Nikolaj Coster Waldau og filmturismen

I forhallen på ”Titanic Belfast” står i øvrigt en glasmontre, som set med en dansk turists nationale briller påkalder sig ekstra opmærksomhed. Her udstilles Nikolaj Coster-Waldau aka Jaime Lannisters dragt fra Game of Thrones . Det er ikke tilfældigt, fordi en del scener er optaget i ”Titanic Studio”, der ses til venstre for museumsskibet på fotoet ovenfor. På området foran museet er også opstillet flere ganske imponerende glasmosaikker (”Glass of Thrones”) med hovedkarakterer og motiver fra serien (se privatfoto nedenfor) .

”Titanic”, både film og museum, har utvivlsomt boostet turismen i Nordirland. Men ikke i samme grad som The Good Friday Agreement/Påskeaftalen fra 1998, der indiskutabelt fik den helt afgørende betydning for investeringslyst, fremtidshåb og turismen generelt.

Bystyret i Belfast kunne konstatere, at slagmarkerne i de større nordirske byer blev afløst af en vakkelvorn våbenstilstand, som med tiden udviklede sig til en periode med overvejende fred. Kun den årlige, rituelle Orange march, d.12.juli, synes for alvor at kunne fremprovokere gadekampe mellem de demonstrerende protestanter og katolikkerne, som harcelerer over, at marchen går igennem deres kvarterer. Men optøjerne synes at være sporadiske og forbigående. Turisterne bliver ikke mere skræmt væk.

HBO´s filmatisering af George Martins fantasyroman-serie affødte stor interesse hos seriens fanskare for at opsøge de mange locations, hvoraf en del netop ligger i Nordirland (hinsides Kroatien, Island, Spanien og Marokko). Der udgår heldags-busture fra Belfast, så det er blot at stige på – og af. Som fotoet nedenfor ved The Dark Hedges, der i ”Game of Thrones” agerer location for The Road From King's Landing. At Kings Landing, hovedbyen i kongeriget Westeros, er en location i Dubrovnik, Kroatien, forstyrrer ikke illusionen. Det er film (når der penge nok).

Og skulle locations ikke være nok, kan man besøge Ulster Museum, hvor Tourism Ireland’s Game of Thrones Tapestry er udstillet. En imponerende 87 meter lang frise, broderet på museet af tredive lokale kvinder og i overensstemmelse med traditioner og fremstillingsmåde fra slutningen af 1700-tallet. Broderiet afsluttedes i sommeren 2019, efter 8. og sidste sæson af ”Game of Thrones” var færdigproduceret og klar til de forventningsfulde, hungrende HBO-streamere.

Irish Film Board - erhvervsstøtte, skattefordele og billig arbejdskraft

Når det kommer til at investere statslige, regionale og kommunale midler i filmproduktion, adskiller hverken Nordirland eller republikken i syd sig fra andre steder i verden. Men ”The Troubles” vanskeliggjorde filmproduktion i de seks nordlige grevskaber, og man kan næppe fortænke udenlandske filmselskaber I, at de holdt sig langt væk. Nordirerne kunne i mange år blot misundeligt skue mod syd, hvor flere og større produktioner blev trukket til landet.

Den irske stat valgte med succes samme taktik, som havde lokket store, primært amerikanske, high tech virksomheder til landet, hvor de samlede sig nede i det nye, fashionable forretningsområde ved havnen, kaldet Silicon Docks. Markante skattefordele, relativt billig arbejdskraft og en fod inden for EU var lokkemidlerne.

Irish Film Board, Screen Ireland og andre institutioner støtter økonomisk og logistisk filmproduktionen, der har fundet et epicenter i grevskabet Wicklow, en times kørsel syd for Dublin. Den storslåede natur har lagt kulisser til film som (australieren) Mel Gibsons historiske drama om den skotske adelsmand, William Wallace, der i ”Braveheart” (1995) kæmpede en forgæves kamp for skotsk selvstændighed mod englænderne. Et tema, man kunne og kan forstå i Irland.

TV-serien ”Vikings” (2013-), en canadisk-irsk co-produktion, har den nordiske sagnkonge Regnar Lodbrog som hovedperson og er nu gået ind i sin 7.sæson i 2020! Denne kontinuitet har naturligvis stor økonomisk betydning, udover at vikingerne er en essentiel del af den irske selvforståelse og historiske bevidsthed. Dublin blev anlagt af norske vikinger som landingsplads i 841; det undslipper ikke turisten i Baile Áth Cliath, som er Dublins moderne, gæliske navn.