The Birth of a Nation - mesterværk eller makværk

The Life of an American Fireman, scene 6, ”Off to the Fire” (https://tcf.ua.edu/Classes/Jbutler/T112/LifeOfAnAmericanFireman.html).

D. W. Griffith og The Birth of a Nation

Edwin S.Porter

Op mod udbruddet af 1.verdenskrig var det gået stærkt med udviklingen af spillefilm. Edwin S. Porter (1870-1941), der egentlig var sælger, blev tilknyttet Edisons selskab, Edison Manufacturing Company, i 1897. Porter skabte sig et ry som det følgende årtis vigtigste, amerikanske filmskaber. Efter en læretid, hvor han optog nyhedsfilm, producerede han i 1902-03 de to banebrydende klassikere, The Life of an American Fireman og The Great Train Robbery.

Den amerikanske filmkritiker, forfatter og foregangsmand for digitaliseringen af filmmedier, James Monaco (1942-2019), tillægger Porter æren som pioner i brugen af montage/klip, hvormed han kunne skabe en flydende fortælling (Monaco, s.319 ff). Men Monaco pointerer også, at tendensen til at ville fastslå ”hvem-gjorde det-først” eller ”Guinness-gøre” filmens udvikling er subtil. Teknikken så at sige ”lå og ventede på” at blive brugt, pointerer Monaco.

Birth of a Nation

Det gælder også for 1910´ernes store filmskaber, D.W.Griffiths (1875-1948), brug af close-ups, tracking og panorering, som demonstreres virtuost i den tre timer lange, legendariske, kontroversielle, men beundrede The Birth of a Nation/The Clansman fra 1915.

Griffith var stærkt påvirket af franske og danske film, hvor man udviklede redigeringen af filmene i retning af en mere dynamisk og dramatisk fortællestil.

Det danske Filminstitut (tidl. Statens Film Central) har gjort en perlerække af klassiske, danske stumfilm tilgængelige på https://www.stumfilm.dk/, og man kan her få et indblik i den guldalder, som prægede dansk film i årtierne før og efter første verdenskrig.

The Birth of a Nation vakte stor opmærksomhed ved premieren, og tilstrømningen til biograferne overgik alle Griffiths forventninger. Men modtagelsen af det tre timer lange epos delte publikum midt over; nogle sad tilbage i dyb beundring over instruktørens storslåede og mesterlige fortælling, mens andre snublede i forargelsen over Griffiths tilsyneladende sympati for ”the clansmen” aka Ku Klux Klan og den negative, fordomsfulde skildring af de sorte amerikanere, især slaverne.

Borgerkrigens afslutning havde efterladt et USA, dybt splittet mellem syd og nord, og skårene var langt fra blevet klinket på det mellemliggende halve århundrede. Den konflikt skiller, forenede eller ej, stadig USA.

Men Griffiths film blev en formidabel succes, også økonomisk (se nedenfor). Som kritikeren Richard Brody (1958- ) i 2013 meget præcist formulerede paradokset i sin kritik af filmen, var det værste aspekt ved Birth of a Nation, at Griffith havde skabt en fremragende film:

“The worst thing about “Birth of a Nation” is how good it is. The merits of its grand and enduring aesthetic make it impossible to ignore and, despite its disgusting content, also make it hard not to love. And it’s that very conflict that renders the film all the more despicable, the experience of the film more of a torment—together with the acknowledgment that Griffith, whose short films for Biograph were already among the treasures of world cinema, yoked his mighty talent to the cause of hatred (which, still worse, he sincerely depicted as virtuous)”.

Intolerance

Griffith var tilsyneladende ikke ufølsom over for kritikken af tendensen i filmen. Med filmatiseringen af Intolerance (USA 1916) kastede Griffith sin nyvundne, økonomiske uafhængighed ind i et nyt ambitiøst projekt, en 3½ time lang, kompleks film, der spændte over fire tidsperioder. I modsætning til The Birth of a Nation, hvor handlingsforløbet er lineært, valgte Griffith at krydsklippe mellem de fire tider for at skabe sin tematiske film, en ”ondskabens historie”. Den danske filmkritiker Bjørn Rasmussen opsummerede:

”Griffith havde med sin montagekunst (der studeredes gennem årtier af russerne) genskabt oldtiden, nærværende og dokumentarisk i alle udenværker (…) Sentimentalitet dominerede store partier af filmen med teatralsk ulidelighed, men filmens sidste tredjedel er et stykke filmingeniørkunst, der ikke siden er overgået” (Rasmussen 1970, s.19).

Griffith benægtede hårdnakket indtil sin død, at Intolerance var aflad for den hårde kritik for racisme og KKK-sympati. Faktum stod tilbage. Hans særdeles ambitiøse og dyre film var økonomisk set en dundrende fiasko og delte samtidens kritikere. Men Intolerance har sidenhen været en væsentlig inspiration for mange instruktører, heriblandt Carl Th. Dreyer (1889-1968), der skabte en lignende, firdelt fortælling i Blade fra Satans Bog (Danmark 1921).

Griffiths nedtur

Griffiths karriere led et alvorligt knæk, en understregning af, at film var blevet kold forretning, og han kom aldrig tilbage på sporet. Hans efterfølgende film blev konventionelle og ofte rutineprægede. selv om han fik mådelig succes med især Way Down East fra 1920.

I alt instruerede Griffith 26 film efter Intolerance, og han afsluttede karrieren med to tonefilm. Dels den traditionelle biografi (biopic om man vil), Abraham Lincoln (USA 1930), som blev vel modtaget. Dels den kreative, eksperimenterende The Struggle (USA 1931), delvis optaget on location i New Yorks gader. Filmen byggede på Emile Zolas (1840-1902) roman fra 1880, L’Assommoir (Faldgruben) og var den eneste film, Griffith selv producerede efter 1916. Den dystre fortælling om en alkoholiseret ægtemands nedtur blev en publikumsmæssig fiasko. United Artists trak efter kort tid filmen tilbage, og Griffith var færdig som instruktør.

Paradoksalt nok gled Griffith ud i glemslen for igen at blive opdaget midt i 1960´erne, en periode med opbrud, ungdomsoprør og racekamp. I modsætning til såkaldt ”upassende” litteratur med racistiske undertoner er Griffiths film ikke blevet revideret. Det er en vanskelig proces med film, og The Birth of a Nation står uforandret som en primær kilde til Griffiths personlige holdninger. Samtidig er filmen blevet et af filmhistoriens væsentligste monumenter for, hvorledes politiske og etiske holdninger i en film kan komme til at overskygge værkets åbenlyse, kunstneriske kvaliteter. I sidste ende blev Birth of a Nation en møllesten om halsen på Griffith og måske hovedårsagen til hans deroute.

Bjørn Rasmussen var en stor beundrer af Griffith, men indledte sin kritik af filmen således:

”Filmen er i sin tankegang afskyeligt racistisk, ensidigt negerfjendtlig, afgjort på Sydstaternes side. Nordens forkæmpere for negrenes frigørelse karakteriseres som verdensfjerne drømmere, naive idealister eller beregnende skurke. Bortset fra enkelte trofaste, gamle negre, der ikke vil forlade deres tidligere herskab, er negrene skildret som rå børster, brutale vilddyr sjofle og fordrukne vilddyr” (Rasmussen 1969, s.16).

Burde jeg (skribenten) redigere i ovenstående citat og indsætte ”afroamerikanere” i stedet for det problematiske ”n-ord”? Nej! Som historiker ændrer man ikke en kilde! Og filmens racistiske og enøjede holdning er under alle omstændigheder et væsentlig bidrag til at forstå amerikansk historie, ikke kun borgerkrigens stridende parter, men især til tiden omkring udbruddet af 1.verdenskrig (filmens ophavssituation) og den voksende bevægelse i kampen for lige borgerrettigheder uanset race.

Nate Turner´s Birth of a Nation

I 2016 fik en ny film med titlen Birth of a Nation premiere. Instruktør og hovedrolleindehaver Nate Turner (1979- ) refererer direkte til Griffith i sin film om prædikanten Nat Turner (1800-1831), lederen af det store slaveoprør i Virginia i efteråret 1831, derefter straffet og hængt i november samme år.

Filmens titel, Birth of a Nation, er utvivlsom ment som en ironisk reference, men Nate Turners film når ikke de store højder. Derimod er Turners brug af sin ”historiske” film som politisk kommentar relevant og rækker endvidere tilbage til den hvide sydstatsforfatter og erklærede liberale, William Styrons (1925-2006) roman, The Confessions of Nat Turner (USA 1967). Styrons roman slipper langt bedre fra sin fremstilling af Nat Turner, selv om forfatteren fik hård kritik i sin samtid, især fra afroamerikanere og borgerrettighedsfolk:

“In August 1967, the Times would describe Styron, without irony, as an “expert in the Negro condition.” Six months later many were regarding him as a frothing racist, accused—as Styron bitterly recalled—of having written “a malicious work, deliberately falsifying history.” He had, as he later put it, “unwittingly created one of the first politically incorrect texts of our time. Today the furor over The Confessions of Nat Turner is more relevant than ever. The questions Styron struggled with continue to provoke us. Who “owns” American history? Who gets to tell which stories—and why? Is artistic license a hallowed precept or a stale presumption? Bill Styron learned the answers in the most direct and painful way.” (Sam Tanenhaus 2016).

Hvem ejer historien?

Det samme dilemma dukker jævnligt op i formidlingen af dansk historie, selv om fronterne næppe kan trækkes så hårdt op som i USA. De senere år har dog med al uønskelig tydelighed vist en nidkærhed over for film og litteratur, der udviser tendens til politisk, etisk og moralsk ukorrekthed.

Der skal ikke trædes ved siden af ”dydens” smalle sti, før kritikken hagler ned. Hvad er der sket med den kunstneriske frihed?

Man kan lettere omskrevet stille sig samme spørgsmål som den amerikanske historiker Sam Tanenhaus (1955- ) gør:

”Hvem ejer historien? Hvem skal formidle historierne og hvorfor?”

D.W. Griffith indledte under alle omstændigheder en åben slagudveksling, bevidst eller ubevidst, med sin fortælling om amerikansk histories mest betændte periode, borgerkrigen 1861-65.

Skal man finde en parallel i dansk historie, må det være besættelsestiden, hvis dilemmaer og skæbner stadig synes utømmelige for forfattere og filmfolk.

(https://www.newyorker.com/culture/richard-brody/the-worst-thing-about-birth-of-a-nation-is-how-good-it-is)