”Synkefri” (Christian Andersen, 2023) og ”Fiskerne” (Jens Ravn, 1977)

Biografplakaten overdriver ikke, men viser, at "små, provinsielle! film også rammer plet. Filmen solgte mere end 200.000 billetter uden store navne til at sælge filmen.

"Synkefri"

Instruktøren Christian Andersen blev født i 1986 i Hirtshals, fem år efter katastrofen, hvor den ny, påstået synkefri redningsbåd, RF2, gik ned med mus og mand, d.1.december 1981. Seks redningsfolk, der satte livet på spil for at redde de tre fiskere på ”Hanne Dorthe”. Kutteren var kommet i alvorlig havsnød, ikke langt fra havneindløbet, og byens folk kunne følge tragedien på nærmeste hold.

Christian Andersens mor blev enke, den nat, fordi hendes mand forliste med kutteren, og instruktørens tre ældre brødre mistede deres far. Senere giftede moren sig med Christians far, der fiskede rejer ved Grønland og ofte var væk fra hjemmet i perioder på 3-4 måneder.

Fraværet og de risikable arbejdsbetingelser som fisker var man indforstået med in de store fiskerihavne på den jyske vestkyst, men katastrofen i 1981 blev noget særligt. Både, fordi det skete så tæt på byen, og fordi så mange af byens mænd gik. Det ramte alle i Hirtshals.

Det er en delikat balance at skulle fortælle sin historie, når man er vokset så tæt på tragedien og de mennesker, der har skullet genfinde styrken til at komme videre. Filmen indledes da også med den pædagogiske forsikring, at fortællingen bygger på virkelige hændelser, men er fiktiv. Så kan man gøre sine egne undersøgelser for at skelne fakta fra fiktion, men det er et nyttesløst ærinde set i den større sammenhæng.

"Fiskerne"

Jens Ravns ”Fiskerne”, Danmarks Radios serie fra 1977, er en skæbnetung, lavmælt filmatisering af Hans Kirks(1898-1962) roman fra 1928. Den seks timer lange gendigtning af Kirks skildring af et lille indremissionsk fiskersamfund ved Limfjorden følger loyalt romanforlægget, der var Hans Kirks debut.

”Fiskerne” er en kollektivroman, der lægger vægten på de indbyrdes relationer mellem de fiskere, der flytter fra Vesterhavets barske bølger til den mere fredelige kyst ved Limfjorden. Men her møder de et samfund, der er præget af grundtvigiansk løssluppenhed, tangerende det ugudelige. Først da deres gamle præst ude vestfra kommer til byen og missionerer, lysner det for det indremissionske budskab.

Hans Kirk havde heller ikke kendskabet til de vestjyske fiskersamfund fra fremmede. Hans far, der var læge i Hadsund, stammede fra en indremissionsk familie i Harboøre, en højborg for lægmandsbevægelsen. Harboøre blev ikke begunstiget med en havn, sådan som naboerne i Thyborøn, hvor den nye fiskerihavn stod færdig i 1914. Til trods for naboskabet var der langt mellem de to byer. Harboøre-fiskerne fortsatte det besværlige fiskeri fra stranden med optræk, som man kan se det i Nr. Vorupør længere nordpå. Men det var en stakket frist, og allerede i 1920´erne gik fiskeriet tilbage. Og så ikke et ord om Cheminovas etablering midt på Harboøre Tange i 1953.

Hans Kirks mor stammede fra en velhavende gårdejerfamilie i Thy, hvor man havde et anderledes, kristent livssyn. Her var man indstillet på at tjene til mere end dagen og vejen og prioriterede ikke de åndelige, kristelige traditioner på bekostning af driften. Hans Kirk voksede ganske op i skyggen af kirkekampen og det meget forskellige værdisæt, som bedsteforældrene levede efter. Men som ung student vendte Hans Kirk sig mod Karl Marx og kommunismens ideal om et socialt retfærdigt samfund. Hans Kirk var de seneste år af sit liv kulturredaktør på ”Land og Folk” ved siden af forfatterkarrieren.

Personskildringerne bærer "Synkefri"

Christian Andersen og hans med-manuskriptforfatter, Martin Strange Hansens (1971- ), ærinde er ikke politisk, og ”Synkefri” har heller ikke sit fokus på en generel samfundskritik. Vel er hovedpersonen, den unge Henrik, og hans familie tilflyttere (en kontroversiel status på de kanter), men det bliver heller ikke et bærende tema. Familien forsøger blot at finde sig til rette i Hirtshals. Faren er styrmand på RF 2, og Henrik vælger som de allerfleste unge i byen at blive fisker. Morens søster er gift med fiskeren, Bo, som tager sig af Henrik. Familien virker trods alt godt integreret i et miljø, hvor alle kender hinanden på godt og ondt.

Henriks bedste kammerat er den jævnaldrende Claus, der også er fisker og netop den ulyksalige nat mister livet på havet, i øvrigt lige som sin far. Tragedierne står i kø, men filmen bevarer en næsten tilbagelænet ro. Konflikterne løses, og relationerne overlever. Selv da Henrik ignorerer sin onkels opfordring til at lade sagen hvile og affinde sig med tragedien.

Men Henrik ”låner” sin onkel Bos smalfilm af RF 2´s test på Fåborg Havn, en test, der tilsyneladende blev manipuleret. Sønnen vil have renset sin far og redningsmandskabets ry, fordi det ikke var deres håndtering og manøvrering af RF 2, der ledte til forliset, men derimod et fartøj, der var alt for tungt lastet med udstyr og derfor kæntrede og sank. Flere af folkene omkring havnen i Hirtshals bliver stærkt utilfredse med den udlægning, fordi udenbys kuttere omgår indsejlingen til Hirtshals under vanskelige vind- og vejrforhold og sejler fangsten til andre havne og auktionshaller.

Claus bliver først fundet drivende i havet et stykke tid efter. Hans begravelse er slutscenen og markerer forbrødringen inden for familierne og i fiskersamfundet. Man står sammen, og på den måde føres vi tilbage til Kirks veneration for fiskernes sammenhold. Og så lige en tilføjelse: Henrik ville nok få svært ved at finde en ny hyre efter sin indsats for at rense farens ry; måske det var en god idé at begynde på gymnasiet. Det gør han så.

Afdramatisering eller konflikt? Det autentiske tidsbillede bliver styrken i filmen

En del kritik af”Synkefri” retter sig mod afdramatiseringen af konflikterne, men set ud fra en anden vinkel bliver filmen et levende, autentisk tidsbillede af et fiskersamfund, som er på vej til at opløses i industrialisering, kvotekonger og monopolisering. Andersens fokus på relationerne synes også at være mere holdbar end at satse på spændingskurver og ligegyldige twists på en fortælling, som hviler på de triste realiteter.

Kristian Andersen har fortalt, at først med filmen blev tavsheden brudt mellem ham og den ældste af brødrene. Farens død havde været tabu. Uden at være for fordomsfuld er det nok ikke et særegent karaktertræk i dette stormomsuste hjørne af vores lille land.

Billedet af tid og sted, landskabet, de små hjem, det stormende, brusende hav, kutterne, havnen og den rå, nøgne bunker, hvor drengene holder til, er en af filmens absolutte styrker. Og skuespillerne? Ros til castingen, der undgår de slidte ansigter. Og de lokale statister lægger man ikke mærke til. De er dér, hvor de skal være. Unge Sylvester Byder (1999- ) er fremragende.