Stay awake: Pippi, Langstrømpe, Lille sorte Sambo, Tintin

Svend Asmussen og Pippi: (http://www.svenskfilmdatabas.se/en/item/?type=film&itemid=4278)

Woke-bølgens censur og moralske skuffejern

Pippi Langstrømpe

Men børne- og ungdomslitteraturen var ikke kun udsat for velmente, pædagogiske omskrivninger, der skulle mildne lixtal og forståelse. ”Woke-bølgen”, vor samtids moralske skuffejern, moralske kompas og nidkære vogter ser ud til at ramme, hvor rammes kan. Et af de mest prominente ofre i børnelitteraturen for denne nypuritanske revisionismes renselsesproces er Pippi Langstrømpes far.

Den eventyrlystne, uansvarlige eneforælder mistede i 2015 sin status som negerhøvding i forbindelse med ny-udgivelsen af Astrid Lindgrens (1907-2002) klassiker fra 1945. ”Sydhavskonge”, som faderen rettelig er blevet til nu, er jo så tilpas intetsigende, hvis man som historiker ville bruge Lindgrens mesterlige børnebog som levn. Berøringsangst og forargelse har endnu ikke ramt alle potentielle ukorrektheder i Astrid Lindgrens tidsatypiske klassiker, der respektløst og humoristisk vender samfundet på hovedet. Det gælder politiets autoritet, folkehjemmets velmenende, sociale myndigheder, fuldvoksne, mandlige tyve, der end ikke har moralske skrupler over at berøve mindreårige, enlige børn, og Pippis meget fri fortolkning af undervisningspligten.

Der var ikke tale om nogen fintfølende, reserveret reaktion i den bølge af forargelse, der ramte Astrid Lindgren ved udgivelsen af ”Pippi Langstrømpe”. Lindgrens debut fik en særdeles blandet modtagelse, ikke mindst for sin fordomsfrihed, der blev målt og vejet og til dels kom til at skygge for den levende og originale fortælling om et barn, der til fuldkommenhed har realiseret sin frihed fra de voksne. Heldigvis blev Pippi sluppet fri til stor fornøjelse for børn og voksne i mere end et halvt århundrede, inden nypuritanere og moral-politi nåede at se sig gale på pigen med fregnerne og de karakteristiske røde, strittende fletninger.

Når Astrid Lindgren nåede langt ud over Sveriges grænser med Pippi, er pointen det universelle indhold, ikke moralisternes forargelse og detaljerytteri. Det faktum er helt essentielt i sammenhæng med “historiske” film og har stor betydning for både litteratur og films holdbarhed over år. Og i den kontekst har Pippe bestået med UG og slangekrøller. Som et danske kuriosum ses nedenfor den danske violinvirtuos, Svend Asmussen (1916-2017), sammen med Viveca Serlachius (1923–1993), der havde hovedrollen i førsteudgaven af Pippi Långstrump. Svend Asmussen spillede postmanden i filmatiseringen fra 1949, instrueret af Per Gunvall (1913-95), der senere gjorde sig mest i dokumentarfilm.

Men for de fleste danskere er Inger Nilsson inkarnationen af Pippi, som hun spillede Olle Hellboms (1925-82) Pippi Långstrump (1969), der også inkluderede flere af Lindgrens i alt 11 opfølgere. Som det senere blev skæbnen for f.eks. Busters Verden, iscenesatte Olle Hellbom den succesfulde 13 episoders tv-serie om Pippi, også i 1969.

For at understrege pointen om fortællingens holdbarhed lagde Svend Asmussen senere stemme til Pippis far, den famøse kaptajn, spradebasse og kommende sydhavskonge, Efraim Langstrømpe, i den danske synkronisering af Clive Smith og Michael Schaacks tegnefilm fra 1997. Men det var altså før nypuritanismen og den politiske korrektheds skrappe censur vovede at revidere Pippis verdensbillede.

Lille sorte Sambo

Helen Bannermanns (1862-46) Lille Sorte Sambo (1899) har affødt harsk kritik på samme hammel, både for teksten og de, pænt sagt, karikerede portrætter af afrikanere. Men den moralske fordømmelse overdøver, at Sambo faktisk er en kløgtig, lille dreng, der snyder de grådige tigre. Igen er det historien om, at det gode overvinder det onde. Og set ud fra en historisk vinkel er det vigtigt at bevare historien, som den er fortalt, ikke mindst for at kunne forstå den tid, hvor Bannermann skrev sin børnebog.

Og Sorte Sambo er langt fra at kunne beskyldes for “tomming”, som blev et skældsord inspireret af Harriet Beecher Stowes (1811-96) altid lydige, underdanige, forknytte og udpinte slave i 1852-romanen, Uncle Toms Cabin. Onkel Tom, der piskes til døde, men selv på sit dødsleje er parat til at tilgive sine banemænd.

Tintin i Congo

Politisk og etisk kritik har også i stor skala ramt den belgiske tegner, Hergés (1907-83), andet epos om den kvikke journalist, Tintin, der i dette bogstaveligt talt sort/hvide hæfte drager til Congo (Tintin i Congo udkom 1930).

Mildt sagt er den oprindelige befolkning fremstillet som meget naive, ignorante og primitive. Det er uden blusel karikeret og klichéfyldt, og Hergés tegneserie bliver i første udgave en fremragende kilde til synet på den europæiske kolonialisme i Afrika, men tillige en kilde til den selvransagelse og selvkritik, der også kom til at præge synet på europæernes fremfærd i de koloniserede lande.

Hergé reviderede allerede i 1946 historien fra Congo. Med det første pennestrøg var Hergés mål blot at farvelægge sin fortælling. Men den voldsomme kritik af førsteudgaven førte til, at meget af det indhold, der kunne betragtes som nedsættende i forhold til den indfødte befolkning, kom til at fremstå i en mere uangribelig kontekst.

Det belgiske overherredømme over det centrale Congo er af eftertiden blevet vurderet som et af de mest brutale, undertrykkende og inhumane, kolonialistiske regimer i Afrika. Især i perioden, hvor Leopold II styrede kolonien som sin private ejendom fra 1885-1908. Året efter døde den belgiske konge efter 44 år på tronen, stærkt fordømt af omverdenen for sit despotiske, inhumane styre. Også af lande, der måske ikke så meget at lade Leopold høre. Men tiderne og synet på kolonierne var ved at ændre sig .

Nedenfor ses et eksempel på Hergés revision, hvor det belgiske overherredømme må vige for addition. Hergé var på det punkt langt forud for undervisningen i de belgiske skoler, hvor betegnelsen “neger” var en triviel term.

Astrid Lindgren og woke-bølgens fattigdom

For at samle op: Hverken de politiske ukorrektheder, Djævelen og det onde kan vi ikke undvære i eventyret, historien, sagnet og fabelen. Slet ikke som drivkraften i de myriader af fortællinger, hvor mennesker og dyr i oftest kronologisk fremadskridende odysséer skal gå så grueligt meget igennem, indtil alt bliver godt, ”og de levede lykkeligt til deres dages”.

Og flertallet (om nogle?) af disse fortællinger, der udpensler menneskelig dumhed, uvidenhed og naivitet, er ikke farlige. Om den slags historier, hvor modtageren konfronteres med alskens ondskab og uhyrligheder så er sunde, opdragende og belærende også for et yngre publikum? Det skal jeg ikke afgøre?

Der er sikkert mange måder at lære at sætte pris på sin egen, trygge tilværelse, men Astrid Lindgren formulerede i et interview til Dagens Nyheter, d. 8. september 1959, sit syn på fortællinger om død og kærlighed:

Döden och kärleken är det stora människan upplever, det intresserar alla åldrar. Man ska inte skrämma barn till ångest, men de behöver likaväl som en vuxen uppröras av konst

(https://www.astridlindgren.com/sv/citaten)

Og Astrid Lindgren var helt bevidst om den blivende påvirkning, som kunsten bærer med sig fra vores tidligste år og op gennem voksenlivet. Hun skrev i et brev til veninden, Louise Hartung, d. 6 februar 1963:

Men tänk ändå, det finns ju inga upplevelser som kan mäta sig med dem man har i barndomen, tänk om folk då kunde förstå hur viktigt det är just med allting som rör barn, deras böcker, deras filmer, deras musik, allt, allt. Eftersom det formar dem för hela livet.

Er enden god, når alting ender godt?

Det er ikke kun indholdet, men også fortællingens struktur og form, uanset mediet. Nok så vigtig er den røde tråd, der bærer læseren, lytteren, tilskueren frem mod fortællingens afslutning. Vi er opdraget med og har vænnet os til lykkelige slutninger.

I de fleste historier forventer vi “Når enden er god, er alting godt”. Og det selv om døden i sin mest definitive og uigenkaldelige version kan optræde undervejs. Som regel rammer den udgang bare ikke hovedpersonerne, dem, vi identificerer os med. Og skulle det gå galt, kan et eventyrligt kys være oplivende, bogstaveligt talt, selv om vi udmærket ved, at det er det pure opspind.

I litteratur og film kan alt lade sig gøre. Det er helt i sin orden at finde på. Faktisk forventer vi at lade os forføre af fantasien. Så kan vi blot betegne historien som ren fiktion, et ord, vi har importeret fra det latinske verbum fingere, der betyder at berøre, forme og i overført betydning at opdigte. Dilemmaet opstår for alvor, når vi præsenteres over for en historie, der udgiver sig for at være ”sand”, og er ”baseret på virkelige personer og begivenheder” og måske går endnu længere og foregiver at efterleve hovedparten af de krav, vi stiller til videnskabelig historie.

Så sidder vi der med hver vores rygsæk af oplevelser og erfaringer fra de år, der har formet os som mennesker. Og vi er bestemt ikke ens. Heller ikke selv om vi så taler samme sprog, kommer fra samme egn eller by, har leget og gået i skole sammen og måske er i familie med hinanden. Vi ser alligevel forskelligt på verden omkring os, om end i mindre grad, hvis vi har sprog og kultur til fælles.

Om at sætte ord på billeder

Processen, der ligger bag at sætte billeder på ordene, er uhyre kompliceret. Et billede, tegnet, malet eller fotograferet bliver ikke blot en nøgtern, objektiv fremstilling af det talte eller skrevne ord. Ligesom det er svært at oversætte fra et fremmed sprog, kan billedet heller ikke skabes og fremstå uberørt af transformationen fra det abstrakte, æteriske ord til noget så konkret og anskueligt som et billede. Når et eller flere ord skal omsættes til et billede, er det nøjagtig den samme kognitive proces som sker for hvert enkelt, læsende individ. Og individer er forskellige og “læser” forskelligt; tegnere er lige så forskellige og tolker orden forskelligt.

Men for en historiker bliver billederne rodfæstede i den virkelighed, som tegneren kender og er integreret i. Vel kan illustratoren fortolke og digte videre på ordene. Det er jo essensen af “kunstnerisk frihed”. Billederne bliver aldrig objektive udlægninger af teksten, men afspejler tegnerens kunstneriske evner, samtid, politiske, moralske og etiske holdninger. Derfor illustreres samme fortælling forskelligt af forskellige tegnere.

Filmatiseringer af romaner

Filmatiseringer af samme roman bliver ikke kun udtryk for filmmediets teknologiske udvikling, men et “fingeraftryk”, et levn af tid og filmskaber. Dette er måske en banal konstatering, men ikke desto mindre afgørende for den historiker, som bruger forskellige kunstneriske udtryk som litteratur og film, fordi skaberens fingeraftryk, det ubevidste, immanente indhold er objektivt i en grad som selve fremstillingen/fortællingen ikke kan blive.

Det er et faktum, at billederne er kommet til at fylde meget mere i vores fortællinger Der er stor forskel mellem generationerne, hvor de ældste er vokset op med de langsommelige billedbøger og film som et eksklusivt medie. I dag dominerer de levende billeder børn og unges narrativ. Det har været en udvikling, som er accelereret hastigt i kølvandet på digitaliseringen. De ældre generationer, som er vokset op med skrevne fortællinger og analoge billeder har haft en helt anderledes, langsommelig vej.

Nedenfor:https://kuriosa.dk/vare/historien-om-lille-sorte-sambo-8/ og https://www.tintin.com/en/albums/tintin-in-the-congo