Senna – revitalisering af den klassiske dokumentarisme

(https://www.bifa.film/film/senna/)

Det retrospektive udgangspunkt

I modsætning til Marc Demeyer døde en anden væddeløber, Formel 1-kører og brasiliansk folkehelt, Ayrton Senna (1960-94), i et helt andet tempo og for rullende kameraer. Det blev kynisk set betegnet som en erhvervsrisiko, men var snarere udtryk for en indgroet ligegyldighed hos Forme 1-sportens bosser, for hvem indtjeningen var højere prioriteret end kørerne sikkerhed. Det ændrede sig med Ayrton Sennas død.

Den britiske instruktør, Asif Kapadias (1972- ) gribende dokumentar, Senna (USA 2010), modtog fremragende anmeldelser ved sin premiere på Sundance Festivalen 2011, hvor filmen modtog publikumsprisen med det mundrette navn, “World Cinema Audience Award for Documentary”. Senere i 2012 modtog den danskfødte klipper, Gregers Sall (1963- ), sammen med sin britiske kollega, Chris King, en BAFTA for deres fremragende redigering (Benzine 2012).

Her efterlades ingen tvivl om dikotomien i en periode, hvor dokumentargenren har fået nyt liv. Hvorfor er det relevant at sammenligne Senna med En Forårsdag i Helvede? Tilblivelsesprocessen er fundamentalt anderledes, fordi Kapadias film har et retrospektivt udgangspunkt, hvor der kun arbejdes med eksisterende materiale uden undtagelse.

Dokumentarfilm som økonomisk succes

I Danmark blev Senna den 4.bedst sælgende dokumentar i 2011, kun overgået af den allestedsværende Martin Scorseses (1942- ) film om en anden, afdød legende, George Harrison. Living In A Material World er et fremragende, 3½ time langt portræt af Beatles- guitaristen. Andre succeser var den danske Afghanistan-film, ”Armadillo” (Janus Metz 2010) og amerikaneren Kenny Ortegas koncertfilm fra 2009 med Michael Jackson, This Is It.

Sennas succes blev endnu et bevis på, at dokumentargenren ikke længere blev betragtet som ren, statsstøttet tilsætning, nichekunst eller art cinema, men kunne være en vej til kunstnerisk og økonomisk succes for produktionsselskaberne, også som biograffilm. En udvikling, der specielt efter årtusindskiftet har kunnet ses på biografernes repertoire; i Danmark markeret ved Wenders´ ”Buena Vista Social Club” (1999) og Knut Erik Jensens tidligere nævnte, skæve, nordnorske epos ”Heftig og Begeistert” fra 2001. Film, som mod alle odds fik et stort publikum.

Dokumentargenren så frem mod en periode med ny luft og eksponering i den brede offentlighed, hvor mange danskere tidligere forbandt genren med Statens Film Central, hvis katalog af dokumentarer oftest blev brugt i undervisningsøjemed. Der kan heller ikke herske tvivl om, at Danmarks Radios søsterkanaler, DR2 (1996-) og den endnu smallere DR K (2009-20) har givet endnu mere ilt til dokumentarfilmene. ”Senna” blev i Danmark vist tirsdag aften i prime time på DR2´s højt profilerede og spændende blok, Dokumania - verdens bedste film fra virkeligheden. Mindre kategorisk end ”virkeligheden” kan åbenbart ikke definere dokumentarfilmene! Den sandhed må der sættes spørgsmålstegn ved.

Chris Sheridan - en ikke-fans betragtninger

Senna ligger i dag stadig på DFI og flere af de store, kommercielle streamingtjenester. Filmens åbenlyse kvaliteter har lykkedes med at tiltrække et nyt publikum, for hvem Formel 1 – sporten syntes fjern og fremmed. For motorsportskendere og – fans viser filmen en anden, dybere dimension end jagten på de forjættede Grand Prix-points. Filminstruktør (student Academy Award Winner) musiker mm, Chris Sheridan, har i mange år arbejdet som reporter på Indycar – serien, det amerikanske svar på Formel 1. I Indycar køres der dog længere, stærkere og med større faremoment.

“I thought Senna was unique in that it told the story using only existing footage from the time, unfolding the story as it happened. I was watching most of those races in 1988 and '89 so I was familiar with the rivalry. I also went to the 1989 USGP in Phoenix where Senna got the pole, but he retired early and Prost won. So for me, I was personally connected to a lot of the source material. Ultimately, by just showing what happened through the lens of the time, instead of a looking back perspective, the audience is left to make up it's own mind about the personalities and events. Honestly, I wasn't a big Senna fan at the time, although one of my best friends was (he would later call me after the Imola crash to break the news to me of his death). After seeing the movie, I still feel the same way I did - that Senna was an amazing racing talent with a big ego - so the film didn't change my opinion either way. But I got a much deeper sense of who he was and what he meant to so many” (Sheridan 2018).

Netop her rammer Chris Sheridan filmens nerve. Asif Kapadia pointerede, at han

Ikke vidste ret meget om formel 1 – sporten, da han blev tilbudt at instruere filmen. På det punkt adskiller han sig afgørende fra cykelentusiasten Jørgen Leth, og det har været en fordel for filmens fokus. Omdrejningspunktet har ikke været centreret omkring sporten, og Senna dvæler ikke runde efter runde ved det ene Grand Prix efter det andet. Sekvenser fra løbene klippes kun ind, når der er substans. og de bidrager til portrættet af den karismatiske brasilianer.

Sheridan: Mennesket Senna over for racerkøreren Senna

Senna følger stort set en kronologisk linje og fremstår som en udviklingsroman på levende billeder, en fortælling om en mand, hans dybe, religiøse tro, forankring i hjemlandet, blændende talent, ambitioner og vilje til at stå op mod Formel 1 – bossernes politiske rænker. Det er ikke den samme unge, frygtløse mand i filmens anslag, som vi ser senere, hvor tvivl, erfaring, med - og modgang har formet mennesket Ayrton Senna. En af motorsportens største stjerner og et ikon i hjemlandet, Brasilien.

“The movie took me back to relive several years of amazing moments - ups and downs, triumphs and tragedies - in a condensed 2 hours. That produced quite an emotional experience that I wasn't expecting, and which I feel is the true genius of the film. It definitely shows what F1 was like at the time, and also made a clear point that F1 has been made safer over the years; that no driver has been killed in a race since Senna in 1994. I don't know if a total newcomer to open wheel racing or Formula 1 would necessarily know more about the racing itself by watching Senna, but would certainly have an appreciation for the deep passion that race drivers and fans have about this sport” (Sheridan 2018)

Det er netop passionen og filmens intense fortælling, der griber tilskueren. Indrømmet er undertegnede en total novice, hvad angår formel 1, men filmen fascinerer og fastholder, nøgternt, men aldrig ufølsomt. Det er mennesket Ayrton Senna, der er i fokus.

“The story of Ayrton Senna could be told in many different ways, and I'm glad the filmmakers chose this approach. The facts and figures and events could have been narrated with a voice over and the movie took me back to relive several years of amazing moments - ups and downs, triumphs and tragedies - in a condensed 2 hours. That produced quite an emotional experience interviews could have spoken from memories over 20 years old. But instead we just got to watch the events unfold as they did then and hear the participants in their own voices. How we feel about it is up to us. Finally, I don't think I've ever been in a movie where I saw so many men shedding tears at the end” (Sheridan 2018).

Den uundgåelige slutning

Sennas skæbne kommer ikke som et chok for de fleste i den mørke sal. De er bekendt med den fatale 1.maj 1994, hvor Sennas Williams FW 16 racer bragede ind i en betonbarriere på Imola-banen i San Marino. Det var dagen efter, at østrigeren Roland Ratzenberger (1960-94) havde mistet livet på samme bane under kvalifikationen!

Filmen fører sit publikum mod Sennas katastrofe; nænsomt forberedes vi på det øjeblik, hvor Ayrton Sennas Williams - Renault racer ikke svinger, men brager ind i barrieren. Sennas hoved rammer uheldigvis den sikkerhedsbøjle, der skulle have reddet ham. Som Chris Sheridan også fremhæver, bliver filmen mere end et portræt af en sublim racerkører, også en kritisk analyse af Formel 1-forretningen, som i mange år ignorerede aktørernes sikkerhed indtil den katastrofale weekend på Imola.

Gregers Sall -klipper og BAFTA-vinder

For det brede danske filmpublikum siger navnet Gregers Sall sikkert ikke meget, og Oscar – uddelingerne er det, der fylder mest i medierne. BAFTA – pendanten betragtes vel primært som den britiske lillebror til Oscar, hvor urimeligt det end er. Da Gregers Sall sammen med makkeren Chris King i 2012 modtog deres velfortjente BAFTA, blev Salls (der har sydafrikansk pas) opvækst på Randers-egnen brugt i de danske medier som kompensation for, at Nicolas Winding Refn s fire nomineringer for Drive ikke udløste en eneste pris.

Gregers Sall fremhævede, at timevis af ”footage” i meget forskellig kvalitet og med lige så divergerende ophav, var klippet sammen uden brug af nyere optagelser; instruktøren Asif Kapadia havde konsekvent afvist at tilføje nye optagelser. Den efterhånden mest foretrukne struktur med gamle, samtidige optagelser, krydret med rekonstruktioner og nye interviews med bagkloge ”talking heads”, var fravalgt til fordel for en revitaliseret, klassisk dokumentarisme.

Mens Jørgen Leth søgte efter sportens drama og skønhed, var Gregers Sall afvisende over for denne æstetiske dokumentarisme. For ham var og er dokumentarfilmens mål at skabe det mest objektive, sandfærdige billede, og her specifikt af mennesket Ayrton Senna. Denne søgen efter objektivitet har altid været drivkraften for Gregers Sall, der også har været meget selektiv, når han blev tilbudt opgaver.

Senna er blevet en fremragende film. Forbindelsen mellem billederne og lydsidens brølende motorer, brasilianeren Antonio Pintos (1967- ) fremragende musik og ikke mindst sekvenserne med Ayrton Senna selv, heraf en del skramlede smalfilm fra familiearkivet, er lykkedes sublimt. Det har ubetinget været en force, at Senna udover sit portugisiske modersmål mestrede engelsk i en grad, som tillod ham at reflektere dybere i sine interviews end de floskler, som sportsjournalister ellers taknemmeligt slår sig tåls med, når stjernerne nådigt giver en kort audiens.

Filmens harmoniske, men samtidigt dynamiske balance mellem billede og lyd trækker spor tilbage til Humphrey Jennings´ (1907-50) klassiske dokumentarfilm. Der er noget umiskendeligt britisk over Senna. Ikke siden Leon Gasts film om Foreman vs Ali i Zaire 1974, When We Were Kings (1996), har undertegnede set så god en sportsdokumentar.

Men ”Senna” er bare mere end sport. Det er en skildring af et begavet menneskes opfyldelse af sine inderste ambitioner og drifter, men også et eksempel på en filmfortælling, der i hele sin tilblivelse og struktur lægger sig tæt op ad den traditionelle skrevne histories krav til og stræben efter objektivitet.