Satellitter, sport og billedstorm

https://www.earlytelevision.org/olympics_1936.html

Det uforudsigelige drama - lige her og nu

Så kan man jo nægte at medvirke. I 1936 blev den danske mesterbryder, Abraham Kurland (1912-99) væk fra Berlin-legene i 1936, ikke mindst efter pres fra sin forening, Hakoah, og det jødiske samfund i Danmark. Abraham Kurland var sølvvinder fra legene i Los Angeles fire år tidligere og et af de største danske guldhåb. Nu fik han aldrig chancen, men s han kulminerede fysisk som bryder. I 1948 var han blevet 36 år, hav de toppet og blev slået ud i de indledende runder. Den slags politiske manifesteringer har altid omkostninger for sportsfolk, der har har trænet i årevis for at kunne præstere, når det gælder. Men som jøde ville det også have været bizart at deltage i den nazistiske propagandaforestilling, hvor man uden særlige omsvøb var uønsket gæst.

I 1972 boykottede de fleste afrikanske lande OL i München som et udslag af den meget valne holdning til apartheidstyret i Sydafrika. Men de lege huskes primært for Sorte September, en palæstinensisk terrorgruppe, som tog elleve israelske sportsfolk som gidsler og dræbte samtlige og en tysk politimand. Men showet gik videre et par dage senere.

USA boykottede Moskva i 1980 på grund af krigen i Afghanistan, hvorefter Sovjetunionen og deres mest tro proselytter droppede Los Angeles i 1984, angiveligt ud fra en kritik af manglende sikkerhed for deres sportsfolk. Tak for sidst!. I andre tilfælde kan et land blive udelukket fra det gode selskab, men det kræver almindeligvis rig, død, ødelæggelse og organiseret statsdoping. Ruslands invasion af Ukraine er et alt for godt eksempel, som også inkluderer Putins skødehund i Belarus.

Men for de uplettede og de pæne er prestigen og propagandaen ved de store sportsbegivenheder for tillokkende, så der sluges kameler i karavaner og kæmpes på valpladsen, mens de verbale slagsmål om moral og etik, frihed og lighed, demokrati og værdier løber gemt i skyggen, diskret og parallelt med atleternes anstrengelser.

Sportens billeder

Hvorfor skulle sportens billeder i øvrigt være mere hellige og uskyldsrene end de film, vi ser i biografen og fjernsyn? Det kan være det samme. Sporten er groft sagt ikke andet end et fiktivt drama, der foregiver at være dokumentarisk ved at udspille sig lige her og nu i en rå, uklippet, første version. Helt så uredigeret foregår det ikke. Mange kameraer, droner, kabler, kraner, dollyer, tæt på, langt fra, hurtige klip og den uundværlige slowmotion. Uforpligtende underholdning med et spændingsmoment som ved det ugentlige bankospil i forsamlingshuset. I teorien kan alle vinde – eller tabe.

Selvfølgelig føjer fortællingens rammer sig villigt efter sportens åbenlyse annoncemuligheder. Fra den kanal skal pengestrømmen løbe i rigelige mængder. Spillet indrettes, så publikum og medierne ikke keder sig, ellers tørrer forretningsmodellen ud. Det er ikke spor anderledes med biograffilmens standardiserede to timer Og i modsætning til en film i biografen kan man få mast reklamerne ind på elektroniske bander, gulvarealer, rekvisitter og ikke mindst overalt på deltagernes kostumer. Konkurrencerne kan have store fordel, at de kan afbrydes af uendeligt irriterende reklamepauser, der fylder det hele eller halve af skærmen. Amerikansk fodbold er som skabt til den forretningsmodel. I andre idrætter kan afbrydelserne føles (næsten) lige så ødelæggende for indlevelsen som at se en film på en af de kommercielle, reklamefinansierede kanaler.

Satellitter, kabler og verden som publikum

Satellit-tv kickstartede med de olympiske lege i Mexico en teknologisk udvikling, der ikke blot præsterede direkte transmissioner til hele verden, men endog brillerede med farver og slowmotion, en helt uvurderlig nyskabelse, der gav tv-seerne hjemme i de dybe sofaer en åbenlys fordel frem for tilskuerne på stadion (Noriega 2018).

De nye muligheder var afgørende for seerinteressen, fordi aktualitet, uforudsigelighed og spænding er helt centrale elementer for forbrugerne af sport, hvor forbrugeren ikke rigtig ved, hvad man får for pengene. Der er ingen anmeldelser, før det er for sent. Men for tv-selskaberne var sporten i første omgang ikke på programmet for at skaffe reklamepenge, men simpelthen for at få flere forbrugere af TV-mediet. Det lykkedes! Det daglige forbrug og antallet af tv-apparater i husholdninger steg brat. Og det viste sig snart, at sportstransmissionerne faktisk var yderst gunstige som reklamesøjler (ikke muligt i Danmark før TV2/1988).

Pengestrømmene i tilskuersport voksede med fart som en Formel 1-racer. Hvor Berlin-legene i 1936 opnåede status som den første store, moderne mediebegivenhed inden for idrætten, blev de olympiske lege i Los Angeles i 1972 det tilsvarende gennembrud for den kommercielle sport. Firmaerne kom til at stå i kø til de store mesterskaber, hvor den globale eksponering kunne gøres op i milliarder af kroner i forhold til reklameværdien. Den gode gammeldags bandereklame fik nyt liv. De lokale sponsorer som Palle Gluds Rengøringsservice, Benløse Brugsforening og Arnes Auto måtte vige for større foretagender med national eller international appel, hvis der blev tv-transmitteret fra kampe eller stævner. Det er ikke anderledes i dag, hvor idyllisk, sneklædt skov plastres til med reklamer for tyske automobiler, når der er langrend eller skiskydning. Det øger ikke æstetikken og naturoplevelsen, men arrangørens indtægter.

Eurosport blev i 1989 den første ”rene” sportskanal, som danske tv-seere fik adgang til. I dag er der vel et nærmest ubekendt antal, som kan hives ned gennem parabolen eller fiberkablerne, og mange af dem er enstrengede med f.eks. golf, motorsport, e-sport, kampsport mm. På hovedparten af kanalerne i dag spiller nyhedsformidlingen på live-/flow-TV helt indlysende en stor rolle for interessen. Betting-branchen står på nakken af de største sportsbegivenheder og poster penge ind i reklamepauserne. De største fodboldkampe kan karakteriseres som betting-operas, hvor selv de mest obskure væddemål kan indgås. Der bliver dog tid til at puste ud for (fodbold)spillere og (hasard)spillere, fordi kanalerne genudsender de større, dyre begivenheder og derved udfylder programfladen i de triste perioder, hvor seerne/kunderne alligevel passer deres daglige dont.

Krigen om rettigheder

Når rettighederne til primetime-sporten stiger med raketfart, skal pengene hentes ved prisstigninger og flere kunder. I Danmark viste konflikten i 2019 mellem tv-udbyderne YouSee og Discovery med al tydelighed, at der er store penge på spil. YouSee ønskede, at deres abonnenter skulle kunne vælge enkelte af Discoverys kanaler, mens Discovery af let forståelige, kommercielle og især profitmæssige interesser kun ville sælge en ”hel pakke” med deres danske kanaler med specielt international fodbold, der koster kassen. Konflikten gik i hårknude, og lænsede YouSee for op mod 100.000 kunder. Den type konflikt ses ikke på andre specialkanaler! Men så sent som i år (2025) har Viaplay måttet dissekere deres udbud af fodbold i flere portioner for st gøre det mere økonomisk spiseligt.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Discovery ved starten i 1982 som kabelkanal var renlivet PBS, hvis programflade for en stor dels vedkommende bestod af historie- og naturdokumentarfilm med et indhold meget lig det, Sveriges Radios ”Kunskapskanalen” har på tableauet. Siden lanceringen i 1982 er Discovery vokset gevaldigt til i dag at være USA´s tredjestørste betalingskanal. Og der er stadig et marked for ”folkelig oplysning”, men med sport, reality- og pseudovidenskabelige programmer har Discovery flyttet sig markant fra det oprindelige koncept.

For at markedsføre sit brand og sin nye strategi trådte kanalen ind i cykelsporten op til sæsonen 2005, hvor selskabet overtog US Postal´s sponsorat, inklusive den herostratisk berømte, men datidens mest ikoniske cykelrytter, den seksfoldige Tour de France-vinder, Lance Armstrong.

Sæsonen 2007 blev Discoverys sidste. Måske klogeligt nok, fordi Armstrong i 2013 i bekendte sin omfattende brug af doping, og texaneren blev efterfølgende miskrediteret og kølhalet i medierne.

Men sporten som vare, og herunder den tohjulede, overlevede alle moralske kvaler. Seerinteressen svækkedes ikke af noget så sædvanligt som en dopingafsløring. Måske nærmere tværtimod. Og dog! Der var lige et par af de store tyske kanaler, ZDF og ARD, som fra 2008 droppede cykelsporten på grund af de uafladelige dopingskandaler. I 2015 var de tilbage igen.

Det har måske været svært at skulle afbalancere moral og etik i sportsformidlingen over for en bredere nyhedsinformation. Hvis andre områder skulle igennem samme moralske filter, bliver der jo ikke meget tilbage for stationerne at vise ud over tegnefilm, hvor hovedfigurerne næppe er på stimulanser, omgår love og regler og bedrager den intetanende, naive seer.

Men sportens billedstorm har en interessant sideeffekt, fordi den efterlader en helt uoverskuelig mængde af historiske kilder, når aktualiteten og støvet har lagt sig. Om billederne sidenhen bruges i form af den klassiske dokumentarfilm, dokudramaer eller drypvis i fiktive dramaer, de førnævnte biopics, er op til filmskaberne. Men mulighederne ligger der!

Teknik og æstetik

Når tv-seerne ved OL i Mexico fik replay/gentagelser i slow motion har det uden sammenligning været den mest markante teknologiske udvikling inden for ”sports broadcasting”. Det er helt utænkeligt som nutidig tv-seer, at man ikke får højdepunkterne serveret i knivskap slow motion. Dermed opnåede tv-seeren en absolut fordel frem for tilskuerne på stadion eller i hallen (på trods af storskærmenes replay), men også over for de stakkels dommere, der skulle tage deres afgørelse på en brøkdel af et sekund, ofte med en dårlig ”kameravinkel”, og uden mulighed for at spole tilbage. Det duede ikke, og i dag er VAR en lige så varig forbandelse, der trække al tempo og tilfældighed ud af øjeblikket. For dommerne en lettelse, fordi arrangørerne kan servere "sagen" på storskærme lige bagefter, hvilket udstiller alle mulige og umulige fejldomme til publikums store harme eller tilfredshed (hvis det går ens favoritter imod eller med).

Derfor har VAR-systemet (Video Assistant Referee) hastigt bredt sig fra ishockey, hvor dommerne var de første til at afbryde kampen og trisse ud for at se, hvad de så eller ikke så. Målkameraerne blev almindelige i ishockey fra midten af 2010´erne, fordi den forbistrede, lille, sorte gummipuck var svær at se. I Danmark var det dog kun de kampe, som TV2 transmitterede, hvor dommere og tv-seere fik de ofte helt afgørende muligheder for at følge puckens vej. Sådan er det ikke længere ved ishockeykampene.

I 2020 er mulighed for at dække alt på banen med kameraer, det perfekte overvågningssamfund.

Hvad man så vil gøre ved det stigende antal sager om verbale krænkelser, oftest i form af racistiske mishagsytringer, der især har ramt professionel fodbold i den store skala? Optage kampene, så de kan lyttes igennem bagefter? Det en bliver drøj disciplin.

Direkte drama - Space Patrol

Sport er først og fremmest en visuel forestilling. Det er interessant, hvordan tv har medvirket til, at genrerne blandes. Direkte, aktuel transmission, redigerede reportager og fiktion smelter sammen i eksperimenterende billedfortællinger. Fjernsynet er ikke endt som en passiv installation i dagligstuens hjørne.

Kravene til de direkte sendinger satte endnu mere skub i den innovative, tekniske udvikling, der kom til at inspirere den klassiske fiktion, som man primært kendte fra biografen.

Robert Trachinger (1924-2010) var manden bag sort/hvid slow motion-teknikken, som blev anvendt ved OL i 1968. Han var kommet til ABC Television i 1950 og kom til at arbejde for stationen de næste 35 år (http://www.tft.ucla.edu/2010/10/tft-professor-and-live-television-pioneer-robert-trachinger-1924-2010/). Trachingers karriere omfattede den innovative og banebrydende serie ”Space Patrol” (1950-55). Science fiction-serien sigtede egentlig på det yngre publikum, men blev meget hurtigt et af USA´s meste sete lørdagsprogrammer, hvor ”Space Patrol” sendtes i en særlig 30 minutter lang udgave og blev det første tv-program, som sendtes live fra vestkysten til seere på østkysten. En teknisk set, særdeles kompliceret operation, som matchede rumpatruljens farefulde rejser i det 30. århundrede. Og hvis det ikke var nok, produceredes et afsnit i 1953 som USA´s første 3D-udsendelse, hele 30 minutter langt. Serien stoppede efter 210 halve timers og næsten 900 kvarterlange episoder. Og skulle det ikke være nok, fik de fjernsynsløse 129 radioversioner!

(https://www.sparkmuseum.org/space-patrol/)