Rettigheder, litterære lån og filmturisme

https://www.themoviedb.org/movie/189898-ramona

Ramona og rettighederne

Griffith var en af de første til at forstå, at film var forretning. Han kan krediteres som foregangsmand, når det kommer til procedurerne og det spegede, juridiske slagsmål omkring rettighederne til at filmatisere andres gode historier.

Hans film fra 1910, Ramona, var med stor sandsynlighed den første produktion, der var baseret på et litterært forlæg, og hvor ophavsrettighederne blev formelt sikrede. Griffith måtte søge om tilladelse til at filmatisere romanen af Helen Hunt Jackson (1830-85) og derefter betale forlag og forfatter (https://www.anb.org/view/10.1093/anb/9780198606697.001.0001/anb-9780198606697-e-1600836). Griffith kunne med rettighederne i hånden udnytte sin, kunstneriske frihed til at dreje sin film i hvilken retning, han ønskede.

Romanen fra 1884 var kontroversiel, fordi Helen Hunt Jackson med romanen ønskede at advokere for de indfødte indianeres rettigheder. Tre år tidligere havde Jackson fået publiceret en anden roman, A Century of Dishonor, som indeholdt en utvetydig, hård kritik af regeringens politik over for de fortrængte indianerstammer. Kort tid efter udgivelsen blev forfatteren medlem af en undersøgelseskommission, der skulle undersøge indianernes forhold, og det var under det arbejde, Jackson samlede materiale til Ramona.

Kærlighed eller samfundskritik

Hos det brede, litterære publikum ”vandt” kærlighedshistorien om halvblods indianerpigen, der voksede op hos en rig, spansk familie i Californien. Den sociale indignation over indianeren, som havde mistet sit land til de hvide indbyggere, blev simpelthen overskygget af Jacksons poetisk-romantiske billede af det sydlige Californien. Et helt nyt fænomen opstod som resultat af Ramonas popularitet, filmturisme.

Med sin filmatisering af Ramona blev D.W.Griffith pioner på flere områder ud over rettighedsjuraen. Ved at tage udgangspunkt i et velkendt, litterært forlæg bevægede han sig ud i ukendt land. Hvordan ville læsernes egen visualisering og forståelse af den aktuelle novelle eller roman stille sig over for en filmatisering. Læserne ville uundgåeligt blive udfordret af instruktørens fortolkning. Griffith valgte den sikre vej og satsede de 16 minutter og 21 sekunder på kærlighedshistorien. Instruktøren havde også forståelse for, at den helt rigtige casting var et grundvilkår for en films succes. På det punkt var Griffith fremsynet.

Det ustyrlige marked

Hovedrollen fik den purunge Mary Pickford (1893-1979). Hendes stjernestatus blev i løbet af få år uovertruffen. De amerikanske biografgængere elskede ”Little Mary”, og middelmådige film kunne trække et stort publikum, fordi de var ”Mary Pickford-film”. Men Mary Pickford, der kom fra meget fattige kår og havde mistet sin fader allerede som 4-årig, forstod også, at film var big business. I 1919 stiftede hun ”United Artists” sammen Charles Chaplin (1889-1977), Griffith og Douglas Fairbanks (1883-1939), som hun havde giftet sig med samme år. Ægteskabet holdt indtil 1933, efter en periode hvor Fairbanks´ karriere skrantede, og han ikke magtede at følge med talefilmene i lighed med mange andre af stumfilmens store stjerner.

David Thompson (1941- ), den engelske, bredt anerkendte filmhistoriker og kritiker, fremhæver, at filmproduktionens første årtier var præget af alles kamp for at få del i de store profitter, der kunne ligge i kølvandet på en publikumssucces (Thompson 2008). Havde man ikke forstået den mekanisme, kunne det koste dyrt.

Markedet var ikke det mindste reguleret og mindede mest af alt om 1850´ernes guldfeber. Ganske vist indgik man kontrakter med nøje procentangivelser i forhold til billetsalget, men registreringen heraf var mildt sagt lemfældig. D.W. Griffith og hans kompagnoner havde dristigt investeret mere end 110.000 $ i den uset lange The Birth of a Nation. Det betalte sig for Griffith og co., der hentede over 2 mio.$ på deres satsning.

Men virkeligheden var dog mere kompleks, og eftertiden afslørede, at Griffiths selskab kun fik en mindre del af profitten. Birth of a Nation havde i 1932 indspillet intet mindre end 90 x sine produktionsomkostninger og blev filmbranchens første blockbuster.

Griffiths film holdt sin førerposition indtil Victor Flemings (1889-1949) lige så legendariske langfilm om den amerikanske borgerkrig, Gone with the Wind (USA 1939). Storfilmen, hvis danske premieretidligere som nævnt ”trak ud”, først på grund af besættelsen og derefter fulgte den langvarige konflikt mellem de amerikanske filmselskaber og de danske distributører.

Fusioner og færre selskaber

David Thompson påpeger, at Griffiths indtjening på ingen måde kunne stå mål med billetsalget. Den senere filmmogul, Louis B. Mayer (1884-1957), samlede angiveligt kapital nok til at stifte eget firma, blot på basis af at have købt rettigheder til ”Birth of a Nation” i New England. I 1924 fusionerede Goldwyn Studios (stiftet af Samuel Goldwyn, 1879-1974) med Metro Pictures, og året sluttede Mayer sig til fusionen. Treenigheden, MGM, blev filmhistoriens mest feterede og prestigefyldte selskab.

United Artists kom aldrig til at have egne studier eller biografer. Det var et selskab, der skulle sikre, at skuespillere og instruktører ikke blev ofre i pengemaskinen, men bevarede deres kunstneriske og økonomiske frihed. Det forehavende lykkedes for United Artists, selv om det kun var Charles Chaplin, der bidrog kunstnerisk til de meget profitable 30´ere.

Udviklingen i USA afspejles også blandt danske selskaber, der koncentreredes omkring nogle få, meget store aktører. I 1981 blev UA opkøbt af MGM, der godt nok skrantede, men MGM holdt isig flydende ndtil en total kollaps og konkurs i 2010, hvor medieforbruget og filmbranchen var i total forandring. Selskabets økonomiske morads lagde fundamentet til et heftigt slagsmål om selskabets tilbageværende aktiver så som de gyldne, profitable rettigheder til James Bond. Krakket afslørede med al tydelighed, at forretningsmodellen havde vundet; kapitalen herskede over de kunstneriske ambitioner.

David Thompson fastslog året før:

“There is not a single old Hollywood corporate name that still means what it meant in 1939. Films are a part of the electronics/entertainment industry. So this is hardly a party for old-timers who lived through it all. But United Artists goes all the way from Way Down East to Raging Bull, from High Noon to Red River, from The Gold Rush to Some Like It Hot, from The Prisoner of Zenda to The African Queen. So it's time enough to propose one large birthday wish - that the jokes about the idiots and the asylum be retired, and the lesson learned, that the most creative people in the picture business should do all they can to look after each other. No one else is going to do it”.

Film er big business

Film- og medieindustrien er i 2020´erne en særdeles synlig del af worldwide, big business. En forretning, hvor svimlende summer investeres, og selskaberne er blevet koncentreret på færre hænder. Et marked, hvor øjnene er rettet mod den lokkende og voksende profit fra streamingtjenesterne, der popper op alle steder i medielandskabet. Den knopskydning er kun forbigående, fordi de mindre succesfulde aktører vil skrante, lukke eller blive opkøbt.

Men filmens epicenter er stadig Hollywood, hvor selskaberne (i alle deres konglomerater) på virtuos vis formår at balancere deres toptunede, kommercielle forretningsmodel med det resultat, at der trods jagten på profit stadig kan produceres kvalitetsfilm, så selv de mest arrogante og krukkede anmeldere må begejstres. Men kalkulerne styrer udviklingen!