Radioen -“Det blinde teater” og hørespillenes storhedstid

https://www.danskplakatkunst.dk/plakater/udstillinger/radiofoni-udstillingen

Radioens gennembrud

Det blinde teater

I løbet af 1920´erne brød radioen lydmuren og kunne som som det første elektroniske massemedie bringe mundtlige fortællinger helt ind i stuerne hos den almindelige, jævne dansker. Teatret fik en helt ny form og scene, ofte benævnt som “det blinde teater”, og udsendelserne trak et meget stort publikum til højttalerne. Mange teaterskuespillere fik dermed nye muligheder og opnåede trods “anonymiteten” stor popularitet. Billederne måtte vente, indtil fjernsynet begyndte at transmittere teaterforestillinger direkte til licensbetalerne i perioden fra 1951 fra 1959. Antallet af TV-seere var meget begrænset i disse pionerår, sammenlignet med radioteatret. Som massekommunikation blev det derfor radioen, og i mindre målestok med 78 omdrejninger, grammofonen/pladespilleren, som videreudviklede den mundtlige fortælling.

Mellemkrigstidens nye medie, radioen, indtog de danske hjem med overraskende hast og kunne fortælle historierne til et støt stigende antal forventningsfulde lyttere ved højttalerne. I 1932 var der således omkring en halv million licensbetalere, for licens skulle man betale for at få lovlig adgang til herlighederne.

Allerede fra 1925 sendte statsradiofonien dansk og udenlandsk dramatik som ”taleteater” og hørespil, og radioen blev uden konkurrence det vigtigste, kulturelle massemedie frem til 1960érne. Birgitte Hesselaa beskriver udviklingen således:

Med „det blinde teater“ opstod en ny form for publikum. Et usynligt, individualiseret massepublikum, der var langt større end både teatrets og filmens. Radioteatret kunne gå på tværs af geografiske og gamle dannelsesmæssige skel (3)

Radioteater og hørespil

Radioteatret havde sine tekniske udfordringer, når udsendelserne, ligesom i det senere TV-Teater, skulle transmitteres direkte med alle de faldgruber, det indebar. Men det var rutinerede kræfter, der optrådte bag mikrofonen, oftest cremen af Det Kongelige Teater. Først i 1949 fik Danmarks Radio udstyr, så man kunne optage og klippe, nøjagtig som på film, og dermed fik man spændt et sikkerhedsnet ud under skuespillerne. Muligheden for at fjerne fejl betød større frihed bag mikrofonerne. Desuden medførte det yderligere muligheder for at udvikle de originale hørespil, som var skrevet til radio. H.C. Branners samfundskritiske, 69 minutter lange Hundrede Kroner blev den første produktion i ”de nye tider”, og flere fulgte efter, skrevet af tidens litterære koryfæer. Succesen var til at føle på, markeret med skyhøje lyttertal.

Carit Etlars (1816-1900) udødelige nationalepos fra 1853, Gøngehøvdingen, blev opført i statsradiofonien som syngespil præcis 100 år efter sin udgivelse. Carit Etlar var et pseudonym, som dækkede over Carl Christian Brosbøll, hvis folkelige, nationalt begejstrerede historiefortællinger aldrig blev anerkendt af kritikerne, men blev særdeles populære i brede kredse. C.C. Brosbøll var veteran fra borgerkrigen 1848-50 og blev senere inspektør på Det Kongelige Biblioteks læsesal. Gøngehøvdingen blev bearbejdet og udgivet i 1957 som første bind blandt mange i Gyldendals Udødelige Ungdomsbøger, hvilket understreger romanens popularitet. Få år senere blev romanen dramatiseret som hørespil for samme ungdommelige publikum.

Fra slutningen af 1950´erne havde statsradiofonien tilgodeset denne målgruppe med ugentlige føljetoner, bygget over tidens klassiske ungdomslitteratur, hvoraf mange forfattere er sygnet hen i glemsel. Med hørespillene blev det ikke længere ”kun” ord, der bar fortællingen. Musik og lydeffekter pustede til lytternes fantasi og visualisering. Buldrende hestehove, brusende bølger, bragende kanoner, sværdklingers syngende stål og stilheden før stormen. Og hvis nogen skulle have været bange for radioens overlevelse i de følgende årtier, hvor det andet og tredje fjernsyn indtog de voksnes soveværelse og parcelhusenes børneafdelinger, så måtte de revidere den forudsigelse. ”Video did not kill the radio star”, og TV aflivede ikke hørespillene. Tværtimod, for Radioteateret blomstrede op i 1970´erne, både i publikumsinteresse og kvalitet, hvor der stadig var plads til de mere eksperimenterende forestillinger.

Der blev også satset på de voksne lyttere med en folkekær sitcom som Karlsens Kvarter, skrevet af kendte forfattere som Leif Panduro (1923-77), Bjarne Henning-Jensen (1908-95) og Lise Nørgaard (1917- ). Skuespillerparret, Henning Moritzen (1928-2012) og Lise Ringheim (1926-94) udfyldte de gennemgående hovedroller, det velsituerede, ”almindelige” ægtepar, Per og Bitten. Serien løb med afbrydelser 1967-84, en periode hvor Danmarks Radio indfangede både tidsånden og et stort publikum, der værdsatte seriens fortælleform, karakteriseret af humor og satire.

Som radiomediets bud på historiefortælling for unge er Carsten Overskovs (1946-2015) DR-produktioner unikke. I mere end 20 timer og 22 afsnit (1992-93) præsenterede den dedikerede og perfektionistiske særling, manuskriptforfatter og radiovært en tour de force i Tyve Tusinde Lydår. Børneradios Danmarkshistorie. En historiefortælling, der tog mediet alvorligt og samtidigt talte til sine unge lyttere i øjenhøjde. Ikke noget med at tale ned, men altid i respekt for målgruppen og med en indforstået ambition om at ville mere end bare at underholde og fordrive tiden (4). Carsten Overskou var ikke skuespiller men en autodidakt, fremragende oplæser og aktør, der med sin indlevelse, stemmeføring, pausering og bagtæppe af lydeffekter og musik (spændte fra heavy metal til klassisk fantasy musik) formåede at fastholde spændingskurven selv, når temaerne ikke umiddelbart osede af højspændt drama.

Men hørespillenes storhedstid var ovre i den gammeldags dampradio. Siden årtusindeskiftet er Danmarks Radios produktion af hørespil næsten ophørt, men udviklingen af podcasts har til gengæld skabt nye muligheder. Ikke mindst corona-krisens nedlukninger betød, at mange teaterfolk måtte møde deres publikum på anden vis (5). Teater Mungo Park og Akt 1 Radiodrama var nogle af de mest markante aktører, som pustede nyt liv i genren. En anden tydelig tendens registreredes, hvor flere lyttere end tidligere benyttede adgangen til de gamle produktioner på dr.dk/Bonanza. I øvrigt er dele af Danmarks Radios hørespils-produktion i form af manuskripter, noder mm. ved at blive arkiveret og digitaliseret på Det Kongelige Bibliotek.

Oplæsning og lydbøger. Når stemmen står alene

Den helt “uforstyrrede”, virtuose oplæsning af dansk og udenlandsk litteratur tiltrak også sine lyttere. Ikke mindst Erik Mørk, som revitaliserede genren og blev den største, ”ikoniske” stemme, der optrådte i radioens litteraturprogrammer. Mørks stemme var karakteristisk og let genkendelig, når han brillerede med sin blændende diktion og indlevelse. En mesterlig oplæsningskunst, der har været til stor inspiration for eftertidens oplæsere.

For oplæsningen lever og har et meget stort publikum. Ikke mindst den teknologiske udvikling har skubbet på og betydet en renæssance for lytning af litteratur. De gammeldags, analoge lydbøger er stadig tilgængelige på bibliotekerne, men udfasningen går stærkt. Det er nemt og bekvemt at få tidens litterære bestsellere på usynlige lydfiler, læst op af de bedste stemmer på markedet. Om aflytningen foregår derhjemme, i bilen eller på løbeturen afhænger af modtageren og evnen til at lytte og forstå. Vores individuelle grænser for distraktion er meget forskellige. I sidste ende er det op til lytterne selv, om man kan kapere både transformationen af ord til billeder samtidigt med madlavning, rengøring, trafik og fysisk anstrengelse.

Utvivlsomt vil mange “læsere” af lydbøger få associationer tilbage til barndommens oplæsning, hvor behjertede forældre, pædagoger og andre har vovet bjørnepelsen og kæmpet med at mestre eventyrets forskellige roller og stemmer. Smag skifter med alder. Den teatralske oplæsning er ikke nogen vinder hos det voksne publikum, der foretrækker den “rene vare”.

Covid 19´s nødtvungne nedlukning og omstilling til hjemmedyrket kultur medførte i Danmark en markant stigning i streaming og lytning af bøger (læsning kan det vel ikke betegnes). En af de helt store aktører på markedet, Mofibo, havde i 2020 intet mindre end 53.734.544 timers aflyttet litteratur. Og ligesom vi altid har anerkendt betydningen af samarbejdet mellem instruktør og skuespiller, vil synergien mellem forfatter og indlæser blive mere eksponeret og vigtig i de kommende år. Indlæsernes usynlighed og anonymitet opløses, fordi lytterne tydeligvis har deres individuelle præferencer, der spænder ud over stemmens dialekt, leje og klang. Rytme, diktion, pauser, indlevelse er vigtige elementer. Netop evnen til at kunne formidle det skrevne så troværdigt, indforstået og loyalt som muligt gør, at et stigende antal lyttere foretrækker forfatteren som oplæser.

Hvad AI kommer til at betyde for lydbøgerne på længere sigt, er vanskeligt at spå om. Men tendensen, hvor udbyderne køber sig retten til at bruge specifikke stemmer, er kun i sin vorden. Som en oplæser, der havde "solgt" sin stemme, understregede, kunne hun have sagt nej. Det havde så blot betydet en mistet indtægt!

Så fortællingen lever. Primært har efterspørgslen ramt de ”lettere” genrer som krimi, romantik og spændingsromaner. Det harmonerer vel også godt med de mange forskellige gøremål og omgivelser, hvor bøgerne lyttes til. Lydbøgerne har ikke i samme grad omfattet historisk litteratur, hvor læserne i højere grad foretrækker den fysiske bog for at læse i konventionel forstand. En væsentlig forhindring er utvivlsomt også det faktum, at de mere historiefaglige bøger kræver mere intensiv opmærksomhed og som oftest er gennemillustrerede. Billedsiden er en central del af formidlingen. Ikke kun på grund de trivielle portrætfotos og malerier, men også arkæologiske fund, bygninger, maskiner, geografiske kort, dokumenter, statistikker mm. Historieformidlingens konkrete indhold styrkes væsentligt gennem de visuelle indtryk.