Når støvet har lagt sig: Sportsdokumentaren

Bag den flygtige facade - pioneren Leni Riefenstahl

Groft sagt er sporten ligegyldig, når støvet har lagt sig. Om det ene hold taber eller vinder, en redskabsgymnast kikser sin landing, en skiskytte rammer kanten af skiven eller en svømmer overvældes af mælkesyre i sine sidste, desperate tag for at nå bassinkanten. Ændrer det vores tilværelse grundlæggende eller fungerer sporten blot som den nok så bekendte udluftningskanal, hvor vi kan slippe væk fra alle dagligdagens bekymringer. Måske, men i denne blogs tjeneste er det relevant at se, hvordan sporten også kan få sin fortælling, der stikker langt dybere end aktualiteten.

Sportens billedstorm har efterladt dokumentarister en uoverskuelig mængde af historiske kilder, når aktualiteten og støvet har lagt sig, begejstringen eller frustrationen er dampet af, og det er tid til eftertanke og analyse. Om billederne sidenhen bruges i den klassiske dokumentarfilm, dokudramaer eller drypvis i fiktive dramaer, de førnævnte biopics, har været op til filmskaberne. De følgende, meget forskellige eksempler på sportsdokumentarer viser, hvor vidt genren spænder fra den nøje planlagte, politiske propaganda, det æstetisk drama til den kritiske biografi, der stræber efter den objektive fortælling, og filmen, der fuldstændigt skiftede fokus, fordi omstændighederne forandrede sig.

Leni Riefenstahl, Olympia – Fest der Völker

Leni Riefenstahls legendariske billedepos fra OL i München 1936, Olympia – Fest der Völker (Tyskland 1938), blev først og fremmest et propagandistisk lærestykke, hvor instruktøren skabte et monument for Det Tredje Riges ideologi og menneskeopfattelse sat op i en ramme med referencer til både det klassiske Grækenland og nazisternes tusindårsrige.

Filmen er kun i anden række en film om sportens ædle kappestrid og lå direkte i forlængelse af Triumph des Willens (Tyskland 1935). Et filmisk mesterværk, hvor Leni Riefenstahl dokumenterede nazisternes partikongres i Nürnberg (1934) og dermed skabte sig sit ry som Tysklands førende dokumentarist.

Eftertiden så ikke med milde øjne på Riefenstahl, hvis indsats for den nazistiske propagandamaskine kastede mørke skygger og satte instruktøren i skammekrogen efter krigens afslutning. Mangen en undervisningstime er Olympia blevet fremvist som det ypperste eksempel på den politisk propaganda mere end på grund af sine åbenlyse, filmiske kvaliteter.

Riefenstahl formidlede sine historier med virtuos brug af billedmediet, og filmkritikere har i stigende grad kunnet se bort fra filmenes politiske formål og anerkendt den tyske instruktørs fremragende håndværk. Riefenstahl formåede at indfange de øjeblikke, der ikke kunne gøres om. Det var her og nu, og både i 1934 og 1936 havde optagelserne krævet et minutiøst forberedelsesarbejde, mens Riefenstahl senere brugte lang tid i sin redigering af det omfattende billedmateriale.

Især klipningen af Olympia tog så lang tid, at partitoppen med propagandaminister Goebbels i spidsen blev meget utålmodige. Men Riefenstahl havde kredit hos Hitler og kunne gå langt for at tilfredsstille sine egne ambitioner.

Riefenstahl havde måttet rette sig eftersportens forudsigelighed, selv om legene var iscenesat ned i mindste detalje. Hvis det var nødvendigt, fik hun optaget billeder bagefter, f.eks. af stangspringskonkurrencen. Og sidenhen klippede Riefenstahl en del af den politiske propaganda væk, så filmen blev mere spiselig for et udenlandsk marked. Det var dog en begrænset succes, fordi krigen brød ud, og maskeraden afløstes af den blodige virkelighed.

Optagelserne til Olympia var på mange områder en forløber for senere leges massive TV-dækning, og tyskerne eksperimenterede allerede i Berlin med TV i forbindelse med konkurrencerne. Olympia var derimod ingen reportagefilm. For Riefenstahl var æstetikken vigtigere end aktualiteten. Uden anden sammenhæng er det nærliggende at inddrage den danske instruktør, Jørgen Leths (1937- ) fremragende film fra den 74. udgave af cykelklassikeren Paris-Roubaix, En Forårsdag i Helvede (Danmark 1977).