Michael Collins, krigen og kærligheden

https://www.imdb.com/de/title/tt0117039/

Nationalklenodiet Michael Collins

Niel Jordans film fra 1996

Den hidtil største, irske blockbuster har den nordirske, katolske skuespiller, Liam Neeson, i hovedrollen som den irske nationalhelt, Michael Collins, en af hovedkræfterne i løsrivelseskampen mod de engelske koloniherrer.

I filmen af samme navn, instrueret af Niel Jordan 1996, bliver Michael Collins lokket i et baghold og myrdet af rivaliserende irske nationalister, der ikke ønskede nogen form for kompromis og traktat med englænderne. I virkelighedens verden skete det, den 22.august 1922 i Béal na Bláth, beliggende i grevskabet Cork. Bagholdet og mordet på Collins genskabte Neil Jordan i Wicklow, mens han i Dublin har brugt mange af de historiske locations.

I den lettere skramlede, charmerende, irske hovedstad kan man tage ”The Michael Collins Walking Tour,” hvor General Post Office på O´Connell Street vel må betegnes som påskeoprørets epicenter i 1916. Det ligner oven i købet sig selv, mere end 100 år efter de voldsomme kampe.

De Valera versus Collins

Jordans film har ikke været nogen let, politisk øvelse, fordi Neil Jordan i modsætning til James Cameron valgte at opprioritere den historiske fortælling. Helt central i filmens historiske tendens er skildringen af Eamonn de Valera, den senere premiereminister og Irlands præsident 1959-73. Neil Jordan har skullet balancere på en knivsæg, fordi den amerikansk fødte (spansk far og irsk moder) Eamonn de Valera og Michael Collins var politiske modstandere og indædt uenige om hvor langt, irerne skulle imødekomme englænderne.

Den konflikt har sidenhen uophørligt plaget befolkningen på den grønne ø Det hverken kan eller har Påskeaftalen ændret ved. Da ”Michael Collins” i anledning af 20-året for premieren blev udgivet på blue-ray, medgav Jordan i et interview i RTE, den irske nationale TV-station, at de Valera (spillet af den nu afdøde, amerikanske skuespiller, Alan Rickman) var filmens ”skurk”:

”He (de Valera) disagreed with the treaty Collins brought back, which is acceptable in a way, it was put to popular vote, de Valera lost that popular vote and then gave that `rivers of blood' speech and in a way was responsible for the Civil War (…) De Valera alone was not responsible for the Civil War but he was a pivotal factor in the fact that there was a civil war. They weren't his best years. The movie chose a villain and it found him".

(https://www.rte.ie/entertainment/2016/0227/771221-neil-jordan-still-hasnt-forgiven-de- valera/

Michael Collins som politisk, historisk og nationalt epos

Hvor ”Titanic” først og fremmest er et kærlighedsdrama, bliver ”Michael Collins” i Neil Jordans regi et politisk, historisk og nationalt epos, som skildrer kampen mellem den gode og den onde. Begge film film bryder med et tredje paradigme, nemlig den lykkelige slutning, der af forståelige (historiske) grunde ikke var nogen mulighed. Det er yderst tvivlsomt, om et bredere publikum ville have accepteret en kunstnerisk begrundet form for kontrafaktisk historiefortælling. Og det ville angiveligt have været helt andre og smalle film.

Neil Jordan valgte selv at skrive manuskriptet om Michael Collins skæbne, men Warner Bros var ikke meget for at sætte penge i projektet, der fik lov til at ligge i Jordans skuffe i nogle år:

“I didn’t know much about Collins when Puttnam said it to me first,” says the Oscar-winning director. “I started reading the biographies. They were all hagiographies, like something you’d read about a Salazar or Mussolini figure. But what struck me was the same character – between the years 1916 to 1922 – contained all the contradictions that would bedevil Irish history: he’s present at the GPO, he’s leading an army, he’s forced into treaty negotiations, then forced into civil war. So this guy is at the centre of these dramas. You wouldn’t have had all those contradictions with someone like Pearse or Markievicz.”

(https://www.irishtimes.com/culture/film/neil-jordan-michael-collins-was-conventional-apart-from-the-guerrilla-warfare-1.2569575).

Warner Bros skiftede imidlertid holdning, hvilket selskabet ikke kan have fortrudt. Rygterne lød i branchen, at andre skulle være interesseret i en filmatisering af Michael Collins liv og levned. Den amerikanske instruktør, Michael Cimino (”Deerhunter”, 1978), havde forsøgt sig med en synopsis, hvor Gabriel Byrne skulle agere Collins. Men Columbia Pictures sprang fra, da Ciminos ambitioner tilsyneladende oversteg investeringslysten hos selskabet. Og den udgang var ingenlunde fremmed for Cimino, som var notorisk kendt for at forlise med sine idéer.

Rygtet gik senere, at den allestedsnærværende Kevin Costner arbejdede på det samme projekt og var flyttet til Cork for at researche til sin fortælling om den irske nationalhelt. Om det var den uventede konkurrence, der gav udslaget, vides ikke.

Julia Roberts på plakaten

Men i hvert fald ændrede Warner Bros holdning og åbnede for pengekassen. Og det hjalp utvivlsomt, da Julia Roberts indvilgede i (bi)rollen som Kitty Kiernan, Michael Collins kæreste og forlovede.:

Director Neil Jordan revealed how grateful he was for Roberts for signing up to star in the movie. He said that the film wouldn’t have been made without her star status helping to get the project off the ground. He said: Although she (Julia) was in a secondary role as Kitty Kiernan, the truth is Michael Collins wouldn’t have been made without Julia. She was the biggest star in the world. She was really important, and had been very interested in the script. She did it for the best reasons. She looked like Kitty Kiernan.” (

https://ireland-calling.com/lifestyle/julia-roberts-out-of-breath/).

Om det helt forholdt sig sådan, må stå hen i det uvisse.

Julia Roberts´navn på plakaten har i hvert fald ikke skadet, selv om en del irere var noget pikerede over Roberts´ accent, der ikke lige havde fanget tonen fra Wicklow, hvor Kiernan stammede fra. Men dramaturgisk var Kitty Kiernan en gave og et vigtigt omdrejningspunkt. Både Michael Collins og hans nære ven og kampfælle, Harry Boland, var forelskede i den skønne Kitty. Og Julia Roberts tiltrækker sig filmen igennem mange og lange, længselsfulde og beundrende blikke fra de to bejlere. Ingen af de to mænd skulle dog vinde skønhedens gunst. Det var dog næppe Kitty Kiernan, der ødelagde venskabet mellem de to mænd, men derimod de politiske uoverensstemmelser, der fulgte i kølvandet på Collins´ aftale med englænderne. Ingen af de to mænd overlevede borgerkrigen

I Neil Jordans version af Harry Bolands endeligt, blev Boland skudt efter en intens jagt i Dublins kloakker. Kritikken var ikke begejstret for det indslag af triviel Hollywood-action, og virkeligheden så da noget anderledes ud, selv om omstændighederne omkring Bolands død aldrig er blevet opklaret (https://www.irishtimes.com/news/film-failed-to-do-justice-to-drama-surrounding-death-of-harry-boland-1.94012). Den 35-årige Harry Boland døde angiveligt på et hospital i Dublin, d.1.august 1922 efter at være blevet skudt på et hotel i Skerries, de gamle fiskerlejer lige nord for Dublin. Michael Collins (født 1890) døde som nævnt tre uger senere efter bagholdet i Cork.

Kevin Costners projekt

Og Kevin Costner? Hvad blev der så af hans film om ”The Big Fella” aka Michael Collins? Tilsyneladende har Costner ikke opgivet sine planer og afslørede i et interview på det irske netmedie Joe.ie, at han stadig var fascineret af Michael Collins´ historie:

”It was made by another. Not the story that I was going to make. I love the epic notion of Michael Collins. I still like to make that movie someday. I found him to be an incredible character who was compromised by politcs. Also, people that outlive you, can talk about you and write about you. But I think the story is coming up more and more. But I think Eoghan´s script aws just superior. I just really did it. It was an epic. It was like a real Lawrence of Arabia look at him (https://www.irishcentral.com/culture/entertainment/kevin- costner-michael-collins-film).

Costner refererer til den irske forfatteren Eoghan Harris, hvis manuskript var blevet lagt i skuffen, da Costner opgav sit første forsøg.

Den finske historiker, Raita Merivirta, har i sin veldokumenterede, fine analyse af Jordans film diskuteret de valg, som instruktøren nødvendigvis har måttet tage (Merivirta, s.52 ff). Eoghan Harris klandrede Jordan for at gøre Dublin til centrum for langt det meste af handlingen og ignorere revolutionen ude i landområderne.

Jordan gav heller ikke plads til fremtrædende folk som den Cork-baserede leder af IRA, Tom Barry, der fik ry som briternes mest frygtede modstander i uafhængighedskrigen. Sidenhen bekæmpede Barry aftalen med briterne samtidigt med, at han forsøgte at få stoppet den blodige brogerkrig. Men Merivirta forsvarer valget af Dublin som filmens hovedscene, bortset fra et enkelt angreb på en britisk kaserne. Merivirta understreger også, at den skrevne historie ikke adskiller sig fra film ved at kondensere, udelade, vælge og til tider (i begrænset omfang) opfinde elementer i en fremstilling. Og filmisk er det tydeligt, at den fremragende fotograf, Chris Menges, billeder er inspireret af både film noir og gangster-genren, filmet i grå toner, mørke gyder og tåge.

Men hvor langt kan man tillade sig at gå i sin kreativitet, hvis en film stadig skal kunne påhæftes at være ”historisk”? Umiddelbart har filmmediet et frirum, der ikke findes i den traditionelle historieskrivning, fordi dramaturgien overskygger kravet om empiri og pålidelige kilder.

The Highwaymen og Bonnie and Clyde

I John Lee Hancocks ”The Highwaymen” (2019) spiller Costner sammen med Woody Harrelson detektiverne, som stædigt forfulgte og fangede det legendariske forbryderpar, Bonnie og Clyde. ”The Highwaymen” er ikke en af de trivielle remakes, som blot boostes med tidens hotte stjerner og bedre teknik, men har valgt en ny vinkel på en (god) historie, der allerede er fortalt til næsten fuldkommenhed.

Arthur Penns ”Bonnie and Clyde” fra 1967 med den notoriske kvindebedårer, Warren Beatty og den lige så notoriske, blot besværlige, Faye Dunaway fik kritikerne til at drysse stjerner, som den legendariske anmelder, Pauline Kael, gjorde det i The New Yorker, den 14.august 1967:

The tragedy of “Macbeth” is in the fall from nobility to horror; the comic tragedy of “Bonnie and Clyde” is that although you can’t fall from the bottom you can reach the same horror. The movies may set styles in dress or lovemaking, they may advertise cars or beverages, but art is not examples for imitation—that is not what a work of art does for us—though that is what guardians of morality think art is and what they want it to be and why they think a good movie is one that sets “healthy”, “cheerful” examples of behavior, like a giant all-purpose commercial for the American way of life.

But people don’t “buy” what they see in a movie quite so simply; Louis B. Mayer did not turn us into a nation of Andy Hardys, and if, in a film, we see a frightened man wantonly take the life of another, it does not encourage us to do the same, any more than seeing an ivory hunter shoot an elephant makes us want to shoot one. It may, on the contrary, so sensitize us that we get a pang in the gut if we accidentally step on a moth.

(https://www.newyorker.com/magazine/1967/10/21/bonnie-and-clyde).

Hvor Niel Jordan i ”Michael Collins” fastholder en historisk ramme i sit manuskript, flytter Arthur Penn sin film væk fra en realistisk skildring af 1930´ernes depression. Det samfund, der er ved at gå i knæ under børskrakket og ”The Dust Bowl”, bliver i stedet hensat til en arketypisk, amerikansk ”folk ballad”. Penn forargede med filmes usentimentale, rå voldsscener, men fokus var på to forelskede unge mennesker på bunden af samfundet, fanget i en brutal, nådesløs kamp for overlevelse, men dømt til at gå under.