Lyset, lærredet og de levende billeder

(http://www.disneyfilmproject.com/2010/02/little-hiawatha.html)

Biografteatrets magiske verden

Lille Hiawatha og de to tandtrolde

Film var en sjælden, men kærkommen begivenhed på min skole., Ekstraordinært villige og velmotiverede blev vi i en lang række ført over til fysiklokalet, hvor rækkerne med de hårde træbænke og sorte borde var placeret på et skrånende gulv, så selv små elever teoretisk havde en chance for at kunne se lærredet bag de ældste drenge, der havde for vane at erobre de bedste pladser. Når forestillingen skulle begynde, forsvandt læreren om bag bagvæggen, hvor filmapparatet var placeret i et smalt og trangt operatørrum.

Det var næsten som i biografen, når det magiske lys fra fremviserens linse spredtes gennem det lille firkantede glughul og kom til at fylde hele lærredet. Ovenlyset blev slukket, og den mekaniske støj, den karakteristiske, klikkende lyd fra fremviseren truede med at overdøve den ofte elendige, skrattende lyd fra højttalerne, der var indbygget i låget til filmapparatet, men med sin lange, tynde ledning omhyggeligt kunne placeres foran bænkeraderne i fysiklokalets. Det var strengt forbudt at rejse sig under filmen, også selv om stærkt trængende stakler ”skulle i gården”.

De gamle 35 mm film havde deres charme ved konstant at minde os om, at det var film sat sammen af 24-25 billeder i sekundet, og de slidte celluloidstrimler var fulde af ridser, der flygtigt lagde tynde, fine, hvide striber af lys hen over lærredets billeder. Af og til knækkede filmene, og det blev hurtigt afsløret, om læreren var rutineret og ferm til at splejse filmen, så vi kunne komme videre. Ellers truede uroen med at brede sig, når læreren måtte koncentrere sig om sin besværlige reparation.

Den obligatoriske pause kom efter et kvarter; det var anderledes end i ”biffen”, hvor der kun var pause midt i de eksklusive, såkaldte helaftensfilm. Ihærdigt baksede læreren med den næste spole fra Statens Filmcentral, og efter et par minutters tålmodig hvisken i mørket fortsatte det magiske lys. Af og til gik skiftet galt, fordi en anden låner havde glemt at spole filmen tilbage, og pausen blev ret lang. Men der var også uventede fordele ved at se film i skolen. Et velkendt trick for en lærer, der ville være populær, var at køre noget af filmen baglæns, når filmen var rullet over lærredet og den egentlige forestilling sluttet. Nogle gange var succesen endog større end forlæns-versionen.

De bedste film var de sjove. Gøg og Gokke indtog toppen af hierarkiet. Vi syntes de var komiske og især deres pantomime, som havde båret parrets første stumfilm, var let at forstå, så selv langsomme undertekstlæsere kunne følge med. Den tynde englænder med de sørgmodige øjne, Stan Laurel (1890-1965), fik al vores sympati, når hans amerikanske ven, bulderbassen Oliver Hardy (1892-67), gang på gang irettesatte sin naive ven. Desværre var de sjældent på repertoiret, sikkert fordi de var meget eftertragtede på filmcentralen. Et andet (amerikansk) komikerpar, Abbott and Costello, forsøgte at være lige så sjove, men de appellerede ikke på samme måde til os børn. De var født med tonefilmen, havde været voldsomt populære i USA, men i begyndelsen af 1960´erne var de for længst været passé i deres hjemland. Parrets film var indspillet i perioden 1940-56 samtidigt med, at Laurel og Hardys filmkarriere tabte pusten. Møgungerne (Our Gang eller The Little Rascals, produceret 1922-44) var bare irriterende, for gamle og alt for amerikanske. Det var ellers samme producer, Hal Roach, som stod bag Gøg og Gokke, men en børneverden kan blive for præget af tid og sted. Gøg og Gokke´s film var båret af den mere holdbar, universel og klassisk komik, hvor fremfor alt billederne var vigtigst, ikke dialogen, som vi alligevel ikke forstod.

Disney og Little Hiawatha

På samme vis blev vi også bjergtaget af de få Disney-tegnefilm, som SFC havde i kataloget. Uden at blive alt for rørstrømsk blev Disneys film en introduktion til seriøse, gennemarbejdede og virtuose fortællinger, der ikke slækkede på hverken anstrengelser eller ambitioner. Teknisk var filmenes brug af farver, effekter og musik det mest avancerede, vi blev præsenteret for. Og samtidigt var (og er) de korte novellefilm i stand til at servere en sammenhængende, meningsfuld historie på 8-10 minutter. The Ugly Duckling (1939) og Lambert the Sheepish Lion (1952) moraliserer med budskaber om at tro på sig selv, og mobning udstilles som de dummes uvidenhed.

Min favorit, dengang som nu, Little Hiawatha (1937), var en hyldest til den oprindelige befolkning, der levede i pagt med naturen. Disney-studierne havde ladet sig inspirere af The Song of Hiawatha (1855), skrevet af samtidens tids mest skattede, folkelige og læste, amerikanske digter, Henry Wadsworth Longfellow (1807-82). Da digtet blev udgivet, var anmelderne stærkt opdelte i deres kritik. Nogle harmedes over idylliseringen af indianerne, andre mente, at Longfellow havde plagieret fra 1800-tallets finsk-karelske Kalevala-digt. Et digt, der i dag anses som en finsk nationalhymne. Men Longfellows digt fik stor gennemslagskraft og har bevaret sin status som et af periodens vigtigste værker i amerikansk litteratur.

Det er så befriende, når man som barn kan slippe for alle unødvendige og forstyrrende bagtanker og forbehold for blot at lade sig opsluge af fortælling. Det er en egenskab, som voksne bør træne og vedligeholde for at kunne værdsætte den umiddelbare fortælling, oplevelsen, følelserne, identifikationen og indlevelsen. Det sker ikke, hvis man sætter sig til rette for at dissekere filmen i småbidder, analysere enkeltreplikker og fokusere på kameravinkler. Man skal lade sig forføre af fortælleren:

“Down the stream and through the canyon,

Down the rushing Tahquamenon,

Sailing through its bends and windings,

sailing through its deeps and shadows,

came the little Hiawatha.”

Musikken af Albert Hay Malotte (1895-1964)(også komponist til en række af perler som Brave Little Tailor (1938) og The Ugly Duckling) understøttede på fineste vis tegnefilmen med sine referencer til traditionelle ledemotiver på samme måde som, når der dukker indianere op i westerns. Fuglefløjt og vandets rislen fylder musikken, da The Mighty Warrior, Hiawatha, med bue og pil drager på jagt ned ad floden. At den lille kriger ikke kan få sig selv til at dræbe, da han endelig har chancen, bliver filmens morale. Hiawatha står opgivende og magtesløs over for den rystende, grædende harekilling og den lille indianer må tørre en tåre væk fra sine runde krigerkinder. Hiawatha giver op, knækker bue og pil, og skovens dyr jubler. Straks derefter får han færten af en bjørn, men bliver selv til byttet. Kun skovens dyr redder ham i en rasende flugt fra den frådende, glubske bjørn. Hiawatha drager hjemad i sin kano:

”And the beaver called him brother, helped him as he journeyed homeward, while the rabbit and the red squirrel and the little deer that watched him, watched him as a friend departing. Mighty hunter Hiawatha. Mighty warrior Hiawatha. Mighty chieftain Hiawatha. Mighty Little Hiawatha”

Little Hiawatha er en film, jeg senere har brugt senere i min undervisning som et eksempel på, hvordan tegnefilm-mediet i de rette hænder bliver til kunst. Disneys animatorer var dygtige tegnere, uanset om det gjaldt figurer eller baggrund. Men de forstod også til fulde, hvordan en film skal skrues sammen. Fortællestilen, musikken, ”real-lydene”, klipningen, kamerabevægelserne. Hver enkelt indstilling (som billedet øverst) er som en nøje, konstrueret illustration.

Der er ikke noget, der grundlæggende adskiller den knap ti minutter lange Little Hiawatha fra en moderne to-timers underholdningsfilm. Hiawathas vilde flugt fra bjørnen var og er en demonstration af animationsfilmens totale overlegenhed og muligheder, når det gjaldt action-scenerne og de talrige, farlige stunts. Det kunne 1930´ernes tekniske muligheder på ingen måde ikke matche i realfilm.

Den digitale udvikling har på det område forandret moderne film radikalt med computeranimation.

Det var umuligt at undgå de belærende film i skolen. Helt harmløse var naturfilmene. Næsten. For det var svært ikke at holde med den desperate antilope, der forsøgte at undslippe en flok sultne hunløver. Men det endte altid med, at en af løverne fik bidt sig fast i et af bagbenene, så antilopen væltede i en sky af savannestøv og suk fra fysiklokalets mørke. Det var ikke spor anderledes med

Karius og Baktus - når pædagogikken svigter

Karius og Baktus. Dukkefilmen skulle egentlig være brugt som pædagogisk redskab og tandhygiejne-motivator over for børn, der ugentligt i profylaksens hellige og nødvendige tjeneste udsattes for obligatorisk gurglen og mundskylning med klor. Den seance virkede blot som adspredelse og opbrud i de almindelige timers autoritære trummerum. Til gengæld var skoletandlægens uendeligt langsomme, rem-trukne bor frygtet af alle, når samtaleanlæggets knitrende bip afbrød undervisningen og den fjern, anonýme stemme kaldte en udvalgt elev til skafottet.

Den norske filmmager, Ivo Caprinos (1920-2001), mesterlige, tænderskærende drama om de to tandtrolde havde imidlertid ikke den ønskede, pædagogiske virkning. Manuskriptet var skrevet af et andet norsk koryfæ, Kardemommeby- og Hakkebakkeskov-forfatteren Thorbjørn Egner (1012-90). Caprinos ferme dukkefilm endte som alt andet end propaganda for effektiv og bakterie-uddrivende tandbørstning. Det var svært for det ungdommelige publikum ikke at sympatisere med de to hulebyggere, der frydede sig hver gang, Jens forsødede sin mund og krydrede sin egen og troldenes tilværelse med gode sager som slik og wienerbrød. Profylaksen krakelerede.

Karius og Baktus bliver utilsigtet fortællingen om, hvordan ”tiden” og publikums modtagelse kan få en forfatter til at ændre sin historie (18). I førsteudgaven fra 1941 havde Baktus en kæreste, Karoline. De boede i hver sin side af Jens´ mund og havde en romance. Da fortællingen blev til hørespil i 1946, havde Egner skrevet Karoline ud, lige som hun var væk i hans næste udgave af bogen (1949). Om det var forårsaget af kærestens forfald og fravær, fremgår ikke, men Baktus` bygge-ambitioner var i de samme år skrumpet ind fra en lille by til et enkelt hus med udsigt til hjørnetænderne. Som det også gælder for talrige af Disneys stjerner, ændredes og opdateredes tegningerne af Karius og Baktus. Fra at være ældre, tyndhårede mænd med lange næser renoveredes hovedpersonerne til de noget mere børnevenlige tandtrolde. De forandringer var heller ikke nok, for med Caprinos nytegnede dukker og Egners tredje tekstudgave blev de to trolde ikke længere skyllet bort, men reddede sig i stedet ud på en tømmerflåde. Foranledningen til den redningsaktion var bekymrede forældre, der havde svært ved at få deres børn til at børste tænder.

Karius og Baktus blev indspillet på dansk som hørespil i 1965 med Pedro Biker (1925-73) som fortæller og to af tidens mest elskede skuespillere, nemlig Dirch Passer (1926-80) og Ove Sprogøe (1919-2004), indtalte og spillede de to entreprenante trolde. Så kunne børnene lytte til pladen eller kassettebåndet og følge med i bogen. Karius og Baktus blev en bragende succes, og Caprinos tegnefilm og bog blev et skoleeksempel på fiktionen, fantasien og billedernes gennemslagskraft. Fortællingen om de to tandtrolde er langt fra senere tiders golde, pædagogiske pegefingre, hvor børn skulle konfronteres med virkeligheden i en form, der simpelthen ikke appellerede til dem. På den måde adskiller et voksent publikum sig ikke, når det gælder ”historiske” film.

http://www.caprino.no