Langt fra Honningmåne -modkulturens unge

(https://biblioteket.filmstriben.dk/film/2651588200/bz)

80´ernes ungdomsbevægelser - subkulturens frontkæmpere

I dagligdagen blev man konfronteret med en tiltagende usikkerhed og turbulens i en omverden med atomkapløb, gigantiske miljøkatastrofer i Bhopal (1984) og Tjernobyl (1986), AIDS-epidemien og mordene på John Lennon (1980) og Olof Palme (1986). Og hjemme kradsede krisen. Og da det syntes at lysne i slutningen af årtiet, fortog Schlüter-regeringen en hård opbremsning med kartoffelkuren, der set i bakspejlet nok fik større holdningsmæssig end finansiel betydning.

Det var ikke alle unge, der tumlede med deres identitet og samfundsengagement på samme vis som Bille Augusts stille eksistenser. Punkbevægelsen, bz´erne og de autonome udfordrede det bestående samfunds normer. Arbejdsløsheden havde for en generation af unge efterladt et vakuum, som kunne udfyldes af subkulturerne, der primært opstod på venstrefløjen eller i anarkistiske grupperinger. Her fandt man et fællesskab og en identitet, som gav mening, uagtet (og måske fordi) det etablerede samfund vendte ryggen til de unge.

Bille Augusts hovedpersoner, de stille eksistenser, er langt fra slaget om Byggeren, besættelsen af Mekanisk Museum og Sorte Hest, endsige Blekingegade-bandens voldelige og udenomsparlamentariske aktiviteter. Den del af ungdomsgenerationen har fået sin kvalificerede del af berømmelsen og opmærksomheden, bedst fremstillet gennem journalisten Peter Øvig Knudsens fremragende bøger Et arbejde, der for den metodeinteresserede historiker har affødt en ganske spændende diskussion omkring kilder og journalistisk metode, beskrevet af Øvig-Knudsen i den selvbiografiske og selvreflekterende Nakkeskuddet (2014).

1980´er-revyer er proppet med optagelser (både ”private” film og nyhedsklip) fra bz´ernes husbesættelser og gadekampe med politiet og entreprenørmaskiner. På DFI ligger Helle Hansens BZ (2006) tilgængelig med undervisningsvejledning og undervisningsmateriale. Det er den ultimative kvalificering i forhold til at promovere film, som skal skærpe og udvide den unge generations historiebevidsthed.

-

BZ (2006) - 80´erne i perspektiv

Der er tale om en film, konservativt redigeret med samtidige klip og de obligatoriske ”talking heads”, som ser tilbage på deres oplevelser med bz-bevægelsen, om de var inden- eller udenfor. Men denne type dokumentarfilm bliver også karakteristisk for en indsnævring, som filmmediet generelt får som historisk fremstilling.

Objektiviteten i Helle Hansens film er selvfølgelig interessant at diskutere, specielt hvis Peter Øvig Knudsens mange og indviklede kontroverser med kilder i BZ-miljøet inddrages. Det er ikke en problematik, som Helle Hansens film beskæftiger sig med. Så kan tilskueren fascineres af den voldsomhed, kampene med politiet foregik i, mens The Clash pumper sandinistisk, revolutionær punkrock ud som underlægning. En indbygget forudsigelighed, hvor musikken skal forstærke udtrykket af ”dengang”. Og så klippes der frem og tilbage med lige så forventelige stills af hovedpersonerne midt i begivenheders centrum og tilbage til den velbelyste, polstrede stol, hvor de nu reflekterer over deres subjektive oplevelser, uimodsagt og til troende. Historiens førstehånds-vidner omsat til sekundære erindringsbilleder.

Der er heller ikke megen hverdagsrealisme er der over Nattens Engel (Claus Bohm 1981). En dokumentarfilm i klassisk forstand med sit portræt af den unge digtergeneration, personificeret af Michael Strunge. Kameraet følger villigt og nysgerrigt med, men Bohm har ikke noget belærende formål andet end at være til stede, hvor få er det.

Men det er den avantgardistiske del af den københavnske ungdoms subkultur, en retning og et miljø, som karakteriseres af sin indforståethed og eksklusivitet, selv om Strunge er blevet standardlyrik på enhver gymnasieelevs pensum i dansk litteratur. Og fred med det

Men historien skal ikke overtages af de mest højtråbende eller de, der formår at efterlade en litterær arv, som eftertiden, berettiget eller uberettiget sætter blivende værdi på. Det tavse flertal kan i politisk forstand misbruges, måske fordi tavsheden er svær at tolke.

Og derfor er det måske på sin plads at vende tilbage til den introverte, langsommelighed i det mislykkede forhold mellem to unge mennesker, der ikke formår at forandre eller rumme hverken hinanden og de rammer, de er vokset op. Og måske kommer opgøret alligevel efter bruddet