Kunsten at læse billeder

Trængselstider for det lille sprog

Modersmål eller businesssprog

Slid, misbrug, fornyelse, omsorg, kærlighed og forandring præger vores brug af det danske sprog. Hvert eneste halve år siden 1955 har Dansk Sprognævn udsendt en liste over de nye ord, der så at sige får indfødsret og bliver optaget i det danske sprog. Fra ca. 1700 frem til 1950 gjorde et ord sig fortjent til at blive optaget i Ordbog over det danske sprog, et historisk værk, der i sin sidste udgave fra 2005 består af intet mindre end 33 bind indeholdende forklaringer til næsten en kvart million ord.

Digitaliseringen har unægtelig gjort processen nemmere i forhold til det store, meget flotte, analoge værk, når der skal optages nye medlemmer/ord. I maj 2021 var det 98 ord, hvoraf de allerfleste er angloamerikansk import. Da det engelske sprog er stærkt influeret af latin, kan man lidt frisk konkludere, at romernes fine, gamle sprog kommer til at fylde mere og mere i dansk, især som talesprog.

Hvordan man med dansk som sit modersmål ser på den forandring, må være op til den enkelte, men helt nøgternt fortæller udviklingen os, at det danske sprog med rødder i de gamle nordiske sprog ikke er i stand til at forny sig i takt med konkurrencen udefra. Det er et kolossalt pres, kulturelt, socialt, økonomisk og ikke mindst teknologisk vores diminutive kulturkreds skal modstå. Hvis den da skal det, fordi “dansk” ikke er nogen selvfølge i fremtiden.

Det er imidlertid påfaldende, hvor stor en del af de sproglige forandringer og fornyelser, som indføres gennem billeder og ikke mindst de levende billeder. Så kan det være ligegyldigt, hvor vi konfronteres med billederne, om det er en skærm på en computer, en mobiltelefon, et TV eller et biograflærred.

Aforismer/billedsprog

Et af kendetegnene for at kunne forstå og begå sig på sit eget eller et fremmed sprog er indiskutabelt evnen til tale i billedsprog. I Den Store Danske Encyklopædis bind 2 forklares, at

“billedsprog fremkommer, når man i daglig tale og digtning udskifter udtryk, der alene appellerer til intellektet (realplanet) med udtryk, der også appellerer til anskuelse og fantasi (billedplanet). (...) Gængse midler til at danne billedsprog er de talefigurer, der i retorikken og stilistikken betegnes som troper; her må især nævnes metaforen og sammenligningen, streng sagprosa er især kendetegnet ved sin fattigdom på billedsprog. Men man må anse billedsprog for den vigtigste kilde sprogets fornyelse”.

Så er det blot bekymrende, at mange ord, aforismer, idiomer og begreber i stigende grad bruges uden forståelse for den egentlige betydning. Også af

En DR- korrespondent brugte f.eks. ordet ”underhvælvende” i TV-Avisen. Det kunne være et udslag af sproglig finurlighed, en neologisme, men ordet blev brugt helt uden distance og forståelse for den egentlige betydning af ”hvælv”. Og når det kommer til netop den type talemåder og ord, har det danske sprog det ikke så godt. Ganske vist løber der mange fyndige bække til den store å, men billeddannelsen i vores kommunikation tenderer i stigende grad til at blive et anliggende mellem en skærm og nethinden/retina uden alt for vanskelige omveje. Mange ord afløses i den digitale kommunikation enkelt og smertefrit med emojis, uden at vi dermed implementerer formelle, internationale skrifttegn. Men det er tæt på. Det sker bare.

Ved kommunalvalget i 2021 sad en DR-journalist opstemt ved siden af en kollega ude ved et af valgstederne. Der skulle åbenbart fejres, så hun sad og blæste “terpentiner” i mange slags farver ud over omgivelserne. Her har hun så helt mistet forståelsen af ordet “serpentiner”, låneord fra latin, serpens, som betyder slange. Tanken om at sidde og blæse opløsningsmiddel er jo immervæk lidt gusten!

De stakkels aforismer nødlider i takt med, at vi taber vores fælles sprog. Ikke alene fortrænges dialekterne, der indeholder en rig (og nogle gange uoverstigelig diversitet), men det fælles gods, det til ”rigsdansk” ophøjede, formår ikke at skabe sine egne sproglige fornyelser i takt med importen af specielt engelske/amerikanske ord, udtryk og vendinger. Den digitale kommunikation har i al sin hast og overvældende (her er ordet brugt med mening) mængde så stor påvirkning på vores sprog, at det tilsyneladende bliver svært for en anselig del af brugerne at håndtere udfordringerne. Ikke kun på skrift, men også i daglig tale, hvor frihedsgraderne er større.

Aforismer og gamle ordsprog brydes op, som var de Legoklodser, og samles til umage og egentlig meningsløse konstruktioner. Det kniber med at flå skindet, før bjørnen er skudt. På sigt risikerer de sproglige billedblomster at visne, hvorefter de ender med at få en skæbne som det gode, flere århundreder år gamle, tyske låneord ”forfordele” (vervorteilen). Egentlig er stavelsen ”ver-” bedst oversat med mis- eller fejl-, og man kan jo blot tænke på et ord som Verbrecher, hvor ”Ver-” jo ikke ligefrem er positivt. Men Dansk Sprognævn har givet op, fordi forfordele fra begyndelsen af 1950´erne, især blandt unge, blev forstået anderledes. Nemlig, at ”for-” betød en endnu mere gunstig fordeling. Mon ikke ordet får en stille død og bliver stedt til hvile i de ukendtes grav, fordi ingen kan være sikker på meningen. Og der vil komme mange til.

Jeg synes eller tænker

Det visuelle udtryk har altid betydet meget i den verbale kommunikation, og vi tilkendegiver, hvordan vi ”ser” på dette og hint. I fordums tid brugtes vendingen, her omskrevet i en nudansk stavning, ”det synes mig”. Denne noget antikverede passivform angiver jo et forhold, hvor personen forholder sig til en imaginær problemstilling, som man ”ser” på.

På tysk bruger man på samme måde en passiv form, men her ”falder” refleksionen på problemstillingen “ind” hos den, der svarer. På dansk er passivformen blevet klonet til ”jeg synes”, en mærkelig bastard af passiv og præsens. Men også den vending er ved at blive trængt ud af det mere uforpligtende ”jeg tænker”, tydeligvis en oversættelse af det engelske verbum ”think”. Syn/billeddannelse synes helt afløst af tænken.

Og det er måske også bedre bare at tænke på end at forholde sig kritisk til brugen af sprogblomster og billeder, hvis vi alligevel ikke forstår og omfatter dem som fælles gods i vores kommunikation med hinanden. I så fald bliver det jo helt meningsløst. Men omvendt er dansk et diminutivt, beklemt og klemt sprog, der altid har været og også fremtidigt vil være udfordret i en verden, der forandrer sig med stor hast. Men det er en vigtig del af vores selvforståelse som danske, der vil forsvinde: Ordsprogene, aforismerne, omskrivningerne, indforståetheden, ironien bygger på gensidighed og fællesskab. Sommetider bliver aforismerne, når vi er beklemte og usikre, omvejen til det svære, døden, ondskaben; det, som er tabubelagt, men kan udtrykkes i et symbolsprog, liesom fysiske billeder.