Kulturimporten fra USA - glemmer vi vores naboer?

(https://www.heftigogbegeistret.no/)

Musikvideoen: Billeder, budskaber eller tomhed?

Hip-hop, rap og fortælling - Grandmaster Flash og Østkyst Hustlers

Hip-hopperne/rappernes narrativ har ikke kun indholdsmæssigt rødder i beatgenerationens oprør mod det gamle, etablerede samfunds konventioner, men også formmæssigt ved at bruge beatnikkernes direkte, hæmningsløse sprog. Rapmusikken læner sig imidlertid også op mod den traditionelle grundfortællings form og indhold, som vi kender fra den skrevne litteratur. Østkyst Hustlers´ 1996-album, Verdens længste rap, er en 78 minutter lang sammenhængende fortælling om to hustlere/plattenslagere/fidusmagere, som tager fra København til Jylland for at lave nemme penge. Idéen til rappen udsprang egentlig af en anden rap, skrevet til P3´s Børneradio. Det er eminent satire, bidsk og selvironisk historiefortælling. Et fremragende, alternativt portræt af midt-90´ernes Danmark. Det holder i dag. CD´en solgte stort, men video kom der ikke meget af. Det var måske heller ikke nødvendigt, når ordene kan bære. Et enkelt nummer fik dog sin billedside. Ankomst illustrerer hustlernes landing i Randers. Det er en skrabet, primitiv video, hvor Nikolaj Peyk, Bo Rasmussen og Morten Trier indtager gågaden i Randers. Hustlernes inspiration er ikke svær at finde.

Da Grandmaster Flash and the Furious Five i 1982 udgav hiphoppens første plade på vinyl, The Message, var det først og fremmest titelnummeret, der trak salg og opmærksomhed. Et messende, socialrealistisk digt om de elendige levevilkår, stofmisbruget, hærværket, de nedslidte boligblokke, komprimeret til den deprimerende, trøstesløse hverdag for samfundets bund i New York.

En skildring af et barn fra ghettoen, prædestineret til en kriminel løbebane. Et liv, der afsluttes med selvmordet bag tremmerne. The Message er rapmusikkens første og stilskabende mesterværk, der introducerer og fastsætter genrens form og indhold. En formelig, men mere ydmyg, pendant til den indflydelse, Sergej Eisensteins virtuose stumfilm fra 1926, Panserkrydseren Potemkin. fik for fremtidens film med sin hidtil usete brug af søgende, ekspressionistiske kameraindstillinger og en banebrydende billedmontage.

I 1982 var musikvideoen i sin vorden, og der blev hægtet en film på The Message. Teknisk set er den tilhørende video noget skrammel og har ikke meget at tilføre teksten, som den halser efter i samtlige seks minutter. Mest interessant er det historiske faktum, at videoen er produceret året efter lanceringen af MTV (Music Television), musikkanalen, der ignorerede hiphoppen langt op gennem 1980´erne. Det kan ikke have været på grund af de harmløse billeder. En forklaring kunne være enkel, nemlig længden. Fortællingen tager tid i modsætning til den kroniske tre minutters kliché, der definerer en hitformel. Budskabet/The Message var og er heller ikke kontroversielt, men fredeligt og pædagogisk, helt og aldeles blottet for den desperate og oftest usmagelige jagt på provokation og forargelse, som præger nyere rapperes tekster og tilhørende videoer. Grandmaster Flash vugger med krop og flagrende arme og mimer, så tydeligt, at det er muligt at mundaflæse, selv om den kronisk haltende synkronisering distraherer. Stormesteren klippes sammen med hverdagsbilleder fra New York, nærmere placeret bydelen Bronx, der i sin 1982-udgave fremstår hærget, dehumaniserende og fremtidsløs. Desværre et objektivt billede efter hvad jeg selv erfarede et par år tidligere. Bybillederne er klippet ind, så de for det meste illustrerer og understøtter teksten, men de bibringer ikke noget dramaturgisk.

Videoen er som helhed aldeles blottet for en fremadskridende handling, når der lige ses bort fra slutsekvensen, hvor en politibil stopper, og Flash og Co. arresteres. Man kan bære over med meget, når det ikke er set før!

MTV og teenageværelsernes billedstrøm - Michael Jackson og Gilli

MTV fik afgørende betydning for en hel ungdomsgenerations forbrug af billedmedier, efterhånden som musikvideo-genren gav plads til eksperimenter og blev legeplads for håbefulde og kommende instruktører af lange spillefilm og TV-serier. Udfoldelsesmulighederne var langt friere end i produktionen af reklamer, som havde bidraget med erfaring og smør på bordet for mange filmfolk. Musikvideoerne væltede ud af ungdomsværelsernes billedrør, og selv den hæderkronede, nationale statsradiofoni hoppede med på bølgen.

Den 14.november 1991 fik Jon Landis` 11 minutter lange og 4 mio. $ dyre kortfilm alias Michael Jacksons musikvideo, Black or White, verdenspremiere i 27 forskellige lande, herunder Danmark. Videoen var en demonstration af de tekniske muligheder og begrænsninger, som TV-mediet magtede. Budskabet om racelighed kom dog til at drukne i stjerneskuespillere, elefanter, indianere og hovedpersonen selv, Michael Jackson, der til sidst transformeres om til en sort panter. I essensen skulle budskabet have været det samme som i The Message, men fortællingens indhold smuldrer i tsunamien af billeder og lyd.

Musikvideoen kommer til at anskueliggøre den problematiske perception: Hvad er det vigtigste? Billeder, lyd/musik, fortælling, tekst? Videoen risikerer at degenereres til flimrende tomhed, en opdragelse i og tilvænning til ikke at kunne koncentrere sig om indholdet Det bliver umuligt at opfatte og vælge, hvad, der er den vigtige fortælling i den uafbrudte storm af lyd og billeder. Indpakningen kommer til at fylde mere og mere og måske endda så meget, at den ydre form truer med at dække over en ligegyldig, indre tomhed. Det er vel den klassiske diskurs mellem form og indhold.

Men det behøver ikke være sådan. Hvis rapperne har lånt frimodigheden i sproget fra de beatgenerationens dinosaurer, har den moralske fortælling rødder langt tilbage i fortælletraditionen.

Umiddelbart kan det fremstå som en utidig sammenstilling, men Grimm-brødrenes Hans og Grete og den danske rapper Gillis (aka Kian Rosenberg Larsson) Orale fra 2015 indeholder begge et moraliserende budskab om at passe på sig selv i en verden, hvor faldgruberne lurer. Så er det i og for sig ligegyldigt, om det et hus bygget af kager eller ”shufta og juu”.

Gillis Orale har ikke fået nogen lækker, velproduceret video koblet på ordene. Her må lytteren nøjes med en optagelse fra P3 Guld, hvor introen viser Gilli i en døgnkiosk med spilleautomater. Han snupper synkront med ordet champagne en ditto flaske fra hylderne og entrerer derefter DR´s koncertsal. Det bliver meget nøgternt og sparsomt med forklarende billeder til Gillis forvrængede stemme, bakket op af et elektronisk, pumpende beat.

Gillis tekst bliver altså ikke moduleret om til en illustreret Læse-let-version som The Message. For folk uden for miljøet er det nok en fordel at have læst bøger som Morten Papes Planen for at være ”bro” med Gillis sprog og fortælling. Men tiden vil nådesløst løbe fra den type indforståede, sproglige og kulturelle kode. Det er vilkårene for slang at ende som verbale antikviteter og tidsmarkører. Sproget bliver til et levn i sig selv. Til gengæld er moralen i Orale lige så langtidsholdbar og triviel som i Grimm-brødrenes fortællinger:

Respekt til alle de yngre, som der stadig går i skole. Dem, der lagde gøbben, åbned` bogen, brugt hovedet Alle de andre yngre, dem, der stadig er derude Tænk det hele igennem, før de banker på din rude Brug hovedet Brug hovedet.

Sociolekterne

At vi har det svært med at forstå andre sprog, er en banal konstatering. Tidligere kunne det såmænd være bøvlet nok at kapere dialekterne, selv inden for så småt et sprogområde som dansk. Men dialekterne er i stigende grad blevet trængt som regionale sprog, hvor det ofte kun er udtale og sprogtone, der overlever.

Til gengæld trives socio- og etnolekterne i bedste velgående, som eksemplificeret hos Gilli og Morten Pape, der trods deres status som indfødte tvangfrit kan udfolde sig som multietnolekter. Gennem sproget identificerer og solidariserer de sig med den store gruppe af indvandrere, som er kommet til Danmark i de sidste halvtreds år. Den samme periode, hvor de danske dialekters tilbagetog for alvor er accelereret. Men hvor etno- og sociolekterne giver en tryghed inden for gruppen, medvirker de til gengæld til manglende forståelse og grøftegravning i den “udenforstående” befolkning, hvor nogle kan betragte koden som provokerende.

Dialekter er ikke harmløse. Folkekære, danske skuespillere, der skulle illudere etniske jyder i de traditionelle Morten Korch-pasticher talte med meget tydelig diktion et påtaget pan-provinsiansk, krydret og karikeret med heftige, sjællandske stød, hvor stemmebåndet spændtes hårdt og kontant, eller struben lukkedes helt. Ingen indfødt jyde ville have en vendelbos chance for at efterligne den teatralske, pseudojyske teaterdialekt, der skulle illudere hovedlandets befolkning. Biografens publikum var imidlertid med på kodens overordnede betydning og var helt uinteresserede i en nærmere, dialektisk analyse.

Amerikanske Billeder - Jacob Holdt

I læ for billedstormen, i et helt andet tempo, på et helt andet niveau og med et helt andet lavteknologisk udstyr har præstesønnen, Jacob Holdt, i talløse foredrag på danske højskoler, i forsamlings- og menighedshuse, på biblioteker og gymnasier dokumenteret den samme, men for mange hidtil usete usselhed og fattigdom i det amerikanske samfund, som rapperne åbnede op for. Foredragets lysbilleder dvælede nøgternt og grumt på det hvide lærred. Og allervigtigst så længe, at Jacob Holdt havde tid til sin fortælling om det enkelte billedes skæbner. Så kunne foredraget tage sin tid, ofte 4-5 timer (med en pause). Og det kræver visse færdigheder for publikum. Men ligesom mange af rapperne tog udgangspunkt i deres eget liv i storbyens gader, var Jacob Holdts foredrag også en førstehåndskilde. En rejseskildring fra en uforfærdet særling, der uden forbehold opsøgte bagsiden af det amerikanske samfund og mødte skæbner fra alle lag, men med forkærlighed for de mest udsatte. Og uden billederne havde den fortælling ikke været den samme.

Naboerne - norsk film, Skam og Heftig og Begeistret

Går vi ud over vores nærmeste, nationale grænser, kan man konstatere, at tysk er et vigende kuriosum på de danske ungdomsuddannelser. Og over en bred kam har et stigende antal danskere problemer med at forstå vores naboer i Sverige og Norge og vice versa. En enkelt forklaring er, at dansk simpelthen ændrer sig i et hurtigere tempo (vi er jo kontinentale) og væk fra det oprindelige, nordiske fællessprog, hvorimod nordmænd og færinger, hvis sprog ligger nærmest vikingernes tungemål så at sige, er bedst til at forstå de andre nordiske naboer (9). Det er måske en noget forhastet slutning. Og dog! Erfaringen viser, at Øresundsbroen ikke har gjort københavnerne bedre til svensk. Tværtimod har storebror-effekten betydet, at når skåningerne arriverer til den danske hovedstad, er det dem, der sprogligt må assimilere sig.

Hvad der er i denne sammenhæng er interessant i forhold til vores nordiske sprogfællesskab, er den betydning, som norsk film og TV´s opblomstring har haft i Danmark i de senere år. Her viser sig en tydelig effekt i forhold til en bedre forståelse af norsk (der dog kan variere ganske forståeligt, om der tales rigsmål/bokmål eller nynorsk, hvoraf sidstnævnte baserer sig på gamle dialekter, er en modreaktion på dansk og sværere at forstå for ”os”).

Men at en så skæv og umiddelbart inferiør, norsk dokumentarfilm som Heftig og begejstret (Knut Erik Jensen, 2000) skulle bryde isen for importen af norske film virker lige så abstrakt som ”handlingen” i Jensens fremragende skildring af et mandskor fra alleryderste fylke, helt deroppe, hvor de farligste bjørne er russiske. Det kunne ingen forudse. Men det skete. En halv million solgte billetter i hjemlandet, kultstatus også i Danmark og sågar optræden på Roskilde-festivalens Orange Scene. Årtusindskiftet markerede også en forandring i dokumentarfilmenes markedsføring, fordi genren begyndte at vinde indpas i biograferne på linje med traditionel fiktion. Den tendens hænger imidlertid sammen med opløsningen af den klassiske dikotomi.

Da turen kom til NRK´s kultserie Skam (Julie Andem, 2017-19) måtte selv de værste skeptikere i Danmark give sig. Den norske TV-serie har betydet mere for internordisk sprogforståelse blandt unge end ungdomsuddannelsernes mest velmente læreplaners krampagtige forsøg på at få de unge til at læse Knut Hamsun, Henrik Ibsen, Astrid Lindgren og August Strindberg på originalsproget (ikke at der er noget galt med de forfattere, tværtimod) (9). Men den øvelse har stort set været spildte kræfter. Gennemslagskraften i Skam er blot en uomgængelig konstatering i forhold til de levende billeders betydning for delingen af sprog, kultur og viden. Og, ja, historie!

Kan sproget i sig selv være en udfordring i forholdt til at afkode ordenes betydning, bliver de levende og statiske billeder til en anden barriere, der skal overskrides. Nemlig evnen til at ”læse” billederne, hvilket som oftest bliver overset, fordi vi i modsætning til forskellige sprog, fejlagtigt tror, at billedsproget er universelt. Når det kommer til perceptionen af billeder, forstår og ser vi ikke det samme. Det er dermed ikke så meget anderledes end vores forståelse af det talte og skrevne sprog.