Krigens gru- Besættelsen og Vietnamkrigens film

Krigens gru og grøfter. Besættelsen på film

Kindtler-Nielsens overordnede historiesyn harmonerer med de tendenser og den tvivl, der opstår blandt amerikanske historikere efter Vietnam-krigens afslutning, hvor en generation af historikere afsøger sandheden, hvis den da findes, om den krig. For første gang i amerikansk historie siden afslutningen på borgerkrigen efterlades nationen med et sviende nederlag, 60.000 døde soldater, endnu flere fysisk og psykisk lemlæstede veteraner og et eftermæle på film, der svinger mellem krigens klassiske heltedyder og meningsløsheden i den vietnamesiske jungle. Hollywood har svært ved at finde sine ben i balancen mellem markedet og den grusomme virkelighed, som flere millioner amerikanere har oplevet som deltagere eller familiemedlemmer.

Den fremragende antologi, Inventing Vietnam. The War in Film and Television, udgivet 1991 indeholder en række skarpe, filmkritiske analyser, som den danske ”pendant”, besættelsestiden, har savnet, fordi det overordnede historiesyn har været trængt i baggrunden af en politisk diskurs, primært om modstandsbevægelsens rolle og betydning. Antologiens redaktør, Michael Andereggs, indleder med en artikel, Hollywood and Vietnam: John Wayne and Jane Fonda as Discourse, der analyserer den tvetydige, dobbelte rolle, en skuespiller står i.

The reciprocal relationship between real life and the movies, which is a crucial aspect of this intertextuality, is exemplified by two stars, John Wayne and Jane Fonda. Who can be seen as spokespersons for and the representatives of the “right” and “left” extremes of the political response to the war (…) Both stars operate in the discourse in multiple ways: iconographically, as performers in particular films; ideologically, in terms of specific statements each made and specific acts each engaged in; and, as well, as imaginary constructs that innocently or deliberately efface the distinction between person and performer, actor and role.

(Inventing Vietnam, Anderegg 1991, s.17)

Besat af Besættelsen

Den samme “bekymring” for skuespillernes balancegang mellem deres personlige identitet og den påtagne rolle har altså ikke været et dilemma, der generelt præger kritikken af danske, historiske film. Det virker besynderligt, fordi det ofte er Tordenskjolds soldater, der castes, og i et lille land som Danmark er skuespillerne tæt på deres publikum. Der er ikke langt fra Søren Pilmark og DSB´s legendariske reklamer med Harry til nationalhelten Svend Poulsen Gønge, som Pilmark lagde krop til i Danmarks Radios kulørte eventyrserie fra 1992, baseret på Carit Etlars trivielle epos, Gøngehøvdingen, skrevet i 1853. Følg Mads Mikkelsens vej fra 007-skurk over Christian VII til fordrukken gymnasielærer. Hvem er hvem?

Vender vi tilbage til krigen set i et dansk perspektiv, virker besættelsestiden uopslidelig. Men rollebesætningen, når ”de fem onde år” skulle iscenesættes, må i de første år efter 1945 have givet anledning til visse overvejelser Trioen Ebbe Rode (1910-98), Mogens Wieth (1919-62) og Bodil Kjer (1917-2003) fik helterollerne i Johan Jacobsens (1912-72) Den Usynlige Hær, der havde premiere i 1945. Filmen var den første filmiske fremstilling af modstandskampen. At det blev netop de tre af tidens store stjerner, Jacobsen valgte, var ikke tilfældigt. De var flygtet til Sverige i 1944 på opfordring fra Frihedsrådet, der frygtede repressalier og clearingmord på grund af åben kritik af besættelsesmagten. Derimod havde eftertiden svært ved at dømme, om ikoner som Bodil Ipsen (1889-1964) og Ib Schönberg (1902-55) havde samarbejdet for tjenstvilligt med tyskerne eller ej. De to blev dog hurtigt taget til nåde. Så nemt var det ikke for skuespillere, der ikke helt havde samme stjernestatus.

Christian Arhoff havde ganske vist en lang karriere bag sig, men han var indiskutabelt stemplet, fordi han var opført som medlem i DNSAP´s Bovrup-kartotek, indmeldt, den 14.feb.1941 (https://slaegtsbibliotek.dk/911840.pdf). Arhoff undskyldte sig efter krigen med, at hans barber havde meldt ham ind (Sørensen 2014, s.147). I flere år var Arhoff persona non grata i skuespillerkredse. Men roller fik han alligevel efter et par år i halvmørket. Hvorfor? Sandsynligvis, fordi han oftest spillede sin egen særlige karikatur, harmløs, komisk og letgenkendelig. Han skulle ikke personificere andre. Rollen som Klinke-Hans i Vagabonderne på Bakkegården fra 1958 var en stilsikker repetition af mange års rutine. Denne og mange andre Morten Korch-folkekomedier havde lige som den første, klassiske serie med Far til Fire fra 1953-61 Alice O´Fredericks (1900-68) som instruktør.

Både O´Fredericks og hendes nære samarbejdspartner, den ligeledes succesrige instruktør, Lau Lauritzen Jr (1910-77) havde flirtet med den tyske filmindustri i 1942 (Sørensen, s.220-21). O´Fredericks tilbød selv at medvirke i en tysk produktion, og Lauritzen fil et givtigt, kontant tilbud. Men ingen af dem blev engageret, bestræbelserne blev heller ikke offentligt kendt, og i 1945 stod Lauritzen bag De Røde Enge med stjernen Poul Reichardt i hovedrollen. Det var som Den Usynlige Hær en skildring fra frihedskæmpernes frontlinje. Begge film var loyale helteeposser, men ikke ureflekterede og ensidige. I lighed med de amerikanske Vietnam-film handlede de tidlige besættelsesfilm om frihedskæmpernes ofre.

Myterne og den kollektive erindring

Claus Bryld og Anette Warrings Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997, vakte stor debat, da bogen blev udgivet 1 1995. Revisionismen havde haft et solidt greb fra begyndelsen af 1970´erne, hvor adskillige danske historikere havde argumenteret mod opretholdelsen af den nationale myte om det genstridige, kæmpende folk. Warring og Bryld påstod, at erindringen om besættelsen var blevet mere national og patriotisk op mod afstemningen om medlemskabet af EF i 1972.

Desværre er vores behandling af funktionslitteratur, film, radio og tv om besættelsestiden endt som det lavest prioriterede område. Vi har hverken haft evnerne eller tiden til at foretage en analyse af disse fin- og massekulturelle formidlingsformer, som er på niveau med de analyser, vi foretager af politikertaler, monumenter og videnskabelige værker (Bryld og Warring 1998, s.22)

Ovenstående konklusion bekræfter den sendrægtighed, som havde præget det historievidenskabelige miljø i Danmark, når det gjaldt massekulturen, herunder formidlingen af historie på film. 2.verdenskrig blev næsten ensidigt skildret af engelsk og især amerikansk filmindustri. Det var sejrherrernes fortælling, som dominerede på biograflærrederne, og de danske film fulgte loyalt med. Det er blot en konsolidering af den forslidte tese om, at sejrherrerne skriver historien. Og Bryld og Warring konstaterer, at der over en bredere kulturel kamsynes at være synergi, når besættelsestiden skurke- og helte har udfoldet sig:

Grundfortællingen eksisterer såvel i en romantisk som i en mere nøgtern udgave, uden at de behøver at være i konflikt.

(Bryld og Warring 1998, s.70)

Men billedet af ensidighed er ikke uden sprækker. I efterdønningerne af de hektiske befrielsesmåneder stod politikerne splittede i deres eget opgør med besættelsen, når de blev klandret for den politiske eftergivenhed over for tyskerne. Jagten på kommunister og modstandsfolk, de åbenlyse brud på Grundloven, afvisningen af de jødiske flygtninge før 1940, den fodslæbende, men dog utvetydige accept af Frikorps Danmark. Listen var lang. Og politikernes skænderier foregik for åbent tæppe foran en forenet modstandsbevægelse, hvis fortælling blev dokumenteret og publiceret straks efter befrielsen. Fronterne gik først i opløsning, da den kolde krig flyttede fronterne, og der skulle graves nye, dybe skyttegrave.

Midt i skudlinjen stod de regeringsbærende socialdemokrater, der siden 1929 skulle overleve en uhyre vanskelig balancegang og kamp for demokratiet, presset som Danmark var af den økonomiske krise og den aggressive nabo mod syd. Den fortælling er der ikke meget drama i. Socialdemokratiet forsøgte sig efter 1945 med en efterrationalisering, ifølge hvilken partiet havde stræbt efter at bryde med samarbejdspolitikken, men den version er de fleste historikere lodret uenige i. Men partiet fik lempet befolkningen igennem en krig, der kunne have haft voldsomme konsekvenser og ofre for det særdeles sårbare Danmark. Det var blot ikke en fortælling, der fænger, hverken fin- eller massekulturelt.

Kommunisterne fik ikke nogen plads i grundfortællingen, men Bryld og Warring fremhæver derimod deres rodfæstede erindringsfællesskab (Bryld og Warring, s.127 ff). Og litterært fik især Has Scherfigs Frydenholm fra 1962 stor udbredelse. En skarp satire over de fem besættelsesår og med et broget persongalleri, hvortil inspirationen ikke er svær at finde. Scherfig udnyttede til fulde sin kunstneriske frihed til at skabe et stykke fiktion, der både rakte bagud til værker som Den Forsvundne Fuldmægtig (1938), Det Forsømte Forår (1940) og Idealister (1945), men også blev et markant bidrag i den debat, der fra omkring 1960 i tiltagende grad tog besættelsestiden op til revision. At feje Scherfigs nøgleroman til side, fordi der ikke var videnskabelig dokumentation for den indikerede forfatters kritik, virker snæversynet.

Frydenholm er aldrig blevet filmatiseret i modsætning til Den Forsvundne Fuldmægtig og Det Forsømte Forår. Det er også forståeligt, fordi den komplekse roman ville være særdeles vanskelig at omsætte til en traditionel biograffilm, men i et format som serie skulle det nok kunne gå uden alt for mange kompromisser. Man kunne dog frygte den efterfølgende debat om historieforvanskning. Tage Skou-Hansens selvbiografiske debutroman, De Nøgne Træer (1957) (filmatiseret i , tager sit udgangspunkt i individets erindringer og den eksistentielle krise, som størstedelen af en ungdomsgeneration oplevede under besættelsesårene. Hvordan skal en historiker kunne formidle bevidsthedssociologiske og socialpsykologiske temaer? Her spiller fiktionen som film og litteratur en afgørende rolle, for den videnskabelige rekonstruktion ikke slår til. Bryld og Warring fremhæver

Men faktum er, at ingen periode i Danmarkshistorien synes så uudtømmelig. Film og litteratur flyder stadig i en lind strøm.

Rekonstruktion af tid og sted

Et aspekt, som er centralt i brugen af film som historieformidling, er tiden. Ikke den tid, som filmen udspiller sig i, men den tid, hvor filmen er indspillet. I artiklen Gardens of Stone, Platoon and Hamburger Hill. Ritual and Remembrance analyserer Judy Lee Kinney Vietnam-filmenes betydning som erindring. En form for visuelle mindesmærker i lighed med Vietnam Veterans Memorial i Washington:

For American culture, the act of memorialization Vietnam is an act of reconstructing history; to remember is to re-member, to reconstitute the dead in a new landscape, a mythical place. The reconstruction has so far occupied two distinct stages. In the second, popular films play a major role.

(Inventing Vietnam, Kinney 1991, s.154).

Vietnam-filmenes anden bølge op gennem 1980´erne bliver en forsinket anerkendelse for veteranernes indsats, et modsvar på den kolde modtagelse og forståelse, der ikke mødte de hjemvendte soldater i 1970´erne; et årti, hvor veteranerne følte sig adskilt fra det amerikanske samfund. Kinney pointerer, at filmene rekonstruerer krigen i et forsøg på at forene nationen og læge de dybe sår efter nederlaget i Sydøstasien. Men samtidig ignorerer denne klassiske Hollywood-formel de åbenlyse politiske dilemmaer og konflikter, der havde styret amerikansk udenrigspolitik og ikke mindst beslutningen om at intervenere i Vietnam. På den vis bliver filmene til monumenter over deres samtid og ikke den skildrede ”virkelighed”.

Historieteoretisk bruger vi filmene som levn. I den sammenhæng kan anbefales Screening the Past. Film and the Representation of History er en antologi fra 1998, redigeret af den australske historiker, Tony Barta, og Past Imperfect. History According to the Movies, redigeret af Mark C. Carnes og udgivet af Society of American Historians, blev min introduktion til den bølge af amerikanske historikere, som var begyndt at arbejde med film. I sin introduktion skriver Carnes::

But even if all imaginary pasts are imperfect, their imperfection is distinctive…Hollywood History is different. It fills irritating gaps in the historical record and polishes chilling ambiguities and complexities…Life drama and fiction, movies inspire and entertain. They often teach important thruths about the human condition.

(Carnes 1995, s.9).

Carnes refererer den amerikanske forfatter, Gore Vidal (1925- og forfatter til adskillige filmmanuskripter(, der hævdede, at bøgerne havde haft deres årtusinde.

Fyldestgørende, lettilgængelige opslag er uundværlige. Af bredere filmlitteratur på dansk har Peter Schepelerns Filmleksikon (2010) og 100 års dansk film (2001) været til stor nytte, lige som hjemmesiderne danskefilm.dk og dfi.dk. Blandt de engelsksprogede oversigter er James Monaco og Baselines filmguider og leksika overhalet af den altdominerende imdb.com, men indeholder stadig glæden ved at sidde med en velskrevet, gennemarbejdet bog, om end tiderne og nettets konstante aktualitet løber fra den type opslagsværker.