Kampen om historien - DR og de røde lejesvende

https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/undervisning-paa-nationalmuseet/undervisningsmaterialer/grundskolen/historien-om-danmark/det-svaere-demokrati/

Slagmarken og det ideologiske våben

Fortællerne: Piet van Deurs versus Erik Kjersgaard

I DR´s store satsning ”Historien om Danmark” fra 2017 fulgtes gennem ti timelange afsnit nøje samme skabelon med rekonstruktioner, dokumentariske filmklip og så de notoriske ”talking heads” med tilbagelænede kommentarer fra diverse velrenommerede historikere med hver deres speciale. Ved at plante eksperterne i en stol med digital billedbaggrund lagde DR på denne måde afstand til tidligere tiders praksis, hvor fortælleren blev plantet på åstedet.

Den rolige, næsten flegmatiske Piet van Deurs gjorde fra begyndelsen af 1970´erne og frem til årtusindskiftet DR-seerne kloge på historien, både inden- og udenlands, oftest med adstadig speak til billedsiden.

Tidens TV-tempo har ikke været venlig ved van Deurs, som den skarpe iagttager og sangskriver, Allan Olsen, kommenterede i Mr.World News (Pindsvin i pigsko, 1992):

”anyway hvem stemmer på piet van deurs, når mr. world news bomber dresden”

Men van Deurs´ samtidige modsætning, Erik Kjersgaard, blev ikke for alvor udfordret før 2017 som folkets fortæller af Danmarkshistorien. Over 12 udsendelser og i den bedste sendetid på DR (1982-83) agerede den lille, lettere korpulente Kjersgaard i bedste Richard Attenborough-stil, placeret på det historiske gerningssted, forsynet med fagter, skiftende stemmeleje og vind i det viltre hår. Seriens anslag er ikonisk. I én lang kamerakørsel mødes Kjersgaard med tv-seerne på en balkon i Kastrup Lufthavn. Han ser ind i stuerne, rolig og velformuleret. Man glemmer (lige som stylisten åbenbart har gjort det) hans alt for korte slips.

"Hvad er så meningen med fortællingen om Danmarkshistorien", spørger Kjersgaard, her på neutral bane. For lufthavnen er ”toldmæssigt udland, sprogligt Babylon”. I den globale verden fylder Danmark uendelig lidt, blot en promille. Kjersgaard giver svaret: Det handler om identitet, om skæbnefællesskabet.

Og med fanfarer toner et kulørt Danmarkskort frem. Afsnit 1: Samfundet blev til. Kjersgaard har bygget (nok med lidt hjælp) en model af et koldt, isdækket landskab, hvor dyr og mennesker ikke kan leve endnu. Og det er her, vores historie begynder med de mennesker, der kommer til Danmark for 15.000 år siden.

Kjersgaard var og blev tidens formidler par excellence, om det var på skrift, tv eller museum. Det er ham, som sikkert fører os gennem historien uden dramadokumentarisk teater. Han nøjes med at bestige borgruinerne, vandre i gaderne, slentre i slotshaverne eller føre os sikkert gennem regenternes palæer.

Mens van Deurs var TV-manden og journalisten med en (oprigtig) interesse for historie og Lars Mikkelsen skuespilleren, udstyret med tilhørende manuskript, var Kjersgaard fagmanden, en tilsyneladende uudtømmelig brønd af viden, som han generøst hældte ud over seerne. Man kan kun plædere for Kjersgaards imponerende indsats (Bolvig, s.207). Kun tiden er løbet fra de noget grumsede TV-billeder og grafikken.

Kjersgaard fik såmænd en mindre rolle som sig selv (eller i hvert fald som ”museumsomviser”) i Henrik Stangerups film, ”Farlige Kys” fra 1972. Han var et ikon.

"Historien om Danmark" - Kampen om den rette historie og de røde lejesvende

I ”Historien om Danmark” er fortællerrollen overladt til en skuespiller, Lars Mikkelsen. Han er velcastet, en af Danmarks mest respekterede og alsidige på sit felt, men også med roller i store udenlandske tv-produktioner som ”House of Cards” (Netflix 2013-18 ) og ”Devils” (Sky Italia/Lux Vide 2019-22), hvilket jo ikke er nogen hindring, hvis serien skal sælges til udlandet. Mikkelsen har den helt rigtige fremtoning og stemme og vandrer scenevant ud og ind af billedsiden, ofte midt i de rekonstruerede begivenheder, hvor han henvender sig imponerende ugeneret til seerne. Det fungerer uden store armbevægelser. Lars Mikkelsen har ofte berettet, at produktionen for ham var en spændende proces og bogstavelig talt et lærestykke.

Den høje stemmeføring kom så til gengæld i kritikken af serien, der jo nærmere 2017 beretningen kom, des mere palaver https://www.b.dk/nationalt/bred-kritik-af-historien-om-danmark-for-at-vaere-for-roed-jeg-bliver-faktisk-vred).

Generelt blev serien beskyldt for at være for rød, for socialdemokratisk. Og Jes Fabricius Møller, der nærmest har skamredet DR som ekspert i royal historie, kunne ikke forstå, at DR ikke tog ved lære af ”Bornedal-affæren” (læs bloggen). Og det skulle man høre fra en mand, som ved hver royale højtid præsenterer en total ureflekteret formidling af det danske kongehus´ historie. Billed-Bladet er nærmest kommet til at ligne kritisk journalistik, når Fabricius Møller bisidder festklædte tv-værter ved særlige anledninger i det kongehuset.

Kurt Jacobsen, professor på CBS, kritiserede (vel ikke specielt overraskende, arbejdsgiveren taget i betragtning) serien for udelukkende at fokusere på bønderne og arbejderbevægelsens betydning for det moderne Danmark (https://www.b.dk/kronikker/historiker-drs-danmarkshistorie-er-totalt-misvisende-og-spild-af-penge). Hvor er Næringsloven fra 1957, det industrielle gennembrud, den store samhandel med udlandet? Det bliver jo tydeligt for enhver, at den tidligere DKP´er og Aksel Larsen-historiker har skiftet objektiv og kameravinkel.

Hvor gik karlen og pigen hen, da de forlod husmandsbruget i andelslandsbyen ”Nyvang”, som lagde kulisse til den sekvens? De er nu nok gået ind til byen for at få arbejde. Om det så blot har været til Holbæk eller København, står i det uvisse.

Koret af Dansk Folkeparti og Kristeligt Dagblad

Værst blev det ideologiske korstog, da seriens sidste afsnit var blevet vist. Dansk Folkeparti udnyttede sin daværende tyngde i den parlamentariske vægtskål til en sønderlemmende kritik af tendensen. Søren Espersen i Politiken:

”...borgerlige politikere og modstandsfolk glimrede ved deres fravær i seriens afslutning…. Tidligere latterlige udsendelser som for eksempel 1864 henholdt man sig til, at det var fiktion, og at man kunne gøre nogenlunde, som man ville. Men det her skulle være dokumentar

(Politiken, d.23.okt. 2017).

Det eller så sagtmodigt saglige Kristeligt Dagblad deltog i ideologikritikken med en artikel, hvor flere historikere udtrykte deres dybe undren over den utilgivelige, enøjede venstredrejning i afsnittet:

”Vi har serien igennem gjort os umage med at lægge frem, hvad der skete, og ikke i selve programmerne gå ind i debatten om eksempelvis samarbejdspolitikken under Besættelsen. Det er kun godt, at debatten kommer nu. Og det er også forståeligt, at den er ekstra følelsesladet, fordi vi har at gøre med vores samtid. Når det er sagt, er det klart, at vi vil tage kritikken til os,” siger hun. Om det er nok til at bevare DR, som vi kender det, er dog tvivlsomt, vurderer den tidligere sociolog og medieforsker, mangeårige medarbejder i DR og nu folketingspolitiker for Liberal Alliance, Henrik Dahl. Han har også bemærket den usædvanlige enighed blandt fagfolk om, at især sidste afsnit af ”Historien om Danmark” var decideret historieforvanskning. ”Det afsnit har gjort det helt legitimt for alle at kritisere DR for at være venstredrejet. Dermed har de gravet skyttegravene endnu dybere, og man må derfor spørge sig selv: Hvor mange flere minuspoint kan DR holde til?”

(Henriksen, Lars, Enige historikere i hård kritik af finalen i DR-satsning, Kristeligt Dagblad, d.22.okt.2017, https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/enige-historikere-i-haard-kritik-af-finalen-i-dr-satsning).

Den nutidige, politiske ideologikritik

Det besynderlige og besværlige i kritikken er, at den kun fokuserer på samtidshistorien, eller måske mere mundret nyere politisk historie. At seriens sidste afsnit så skal bruges som et yderligere argument for at skære ned i DR´s økonomi, er jo en fremgangsmåde, som ellers kritiseres i stater, der har en anden fortolkning af (folke)styre end det borgerligt liberale folkestyre, Danmark har haft siden 1849.

Sammenblandingen af en nutidig, politisk ideologikritik, der i vid udstrækning vil bestemme statslige medier, institutioner og ansattes politiske orientering, og kravet om en udadtil ligelig afvejning af historisk virkelighed, virker jo håbløst fordrejet.

Har der været politikere og historikere med rødder i venstrefløjen ude med et krav om at omskrive de nationalliberales dominerende rolle ved den fredelige revolution i 1848-49? Er DR´s venstredrejede holdninger et fænomen, der tiltager eksponentielt i forhold til, hvor tæt vi når dags dato.

Kritikken er dog ikke ny. I kølvandet på ungdomsoprøret og 68-generationens frembrusende adfærd fik DR fik ikke fred til venstreorienterede excesser. Den medievante socialdemokrat, Erhard Jacobsen, havde med oprettelsen af Aktiv Lytterkomité i 1972 indledt et formeligt felttog mod de røde lejesvende i DR. Ved jordskredsvalget i december 1973 fik den tidligere Gladsaxe-borgmester og eks-socialdemokrat 7,8 % af de afgivne stemmer og 14 mandater i Folketinget. CD havde ud over at sikre parcelhusejerne og bilisterne deres surt indkøbte goder et tredje ben at gnave på. Nemlig venstredrejningen, ikke kun i DR, men også i skolerne, på universiteterne og sågar i daginstitutionerne. Der var nok at tage fat på for Erhard og Co.

Det er der tilsyneladende stadig!