Kampen mod det onde. - Kalkmalerier og krucifikser

Kalkmaleri fra Højby Kirke (www.dr.dk)

Almuens billeder

Reformation og billedstorm

For den jævne befolkning i middelalderens Danmark var kirkegangens mange fremmede, uforståelige ord en langstrakt, kedsommelig vandring. Den katolske liturgi kunne man vænne sig til og måske endda påskønne riterne, men præstens talestrøm i uforståeligt latin må have været en pinsel at slæbe sig igennem. Kedede den i øvrigt langt overvejende analfabetiske almue sig på kirkebænkene, var der adspredelse at finde på væggene. Hovedparten af de danske kirker var prydet med spraglede, kulørte kalkmalerier, hvis motiver selvfølgelig var seriøse og religiøse. Motiverne var primært bibelske scener og eftertidens hellige mænd og kvinder. Men på vægmalerierne fandtes også allegorier, symboler og billeder fra hverdagslivet. Manden med leen (Døden), Nøkken (naturen) eller Skt. Jørgen og den gruopvækkende drage. De var til at forstå.

Reformationen ændrede den kirkelige retning fra katolicismens mere ekstravagante og eksklusive latinske gudstjenester til protestanternes prædiken på dansk. Christian III´s (1534-59) danske bibel blev oversat efter Luthers tyske oversættelse, der stræbte efter at blive forstået, snarere end at fremstå som en direkte oversættelse fra græsk og latin. Sidenhen er de autoriserede oversættelser til dansk foretaget fra de originale tekster.

Myten om billedstormen og kalkmaleriernes forsvinden

Det er en sejlivet myte, at kalkmaleriernes forsvinden i de danske kirker skyldes billedstorme i lighed med dem, som de mere radikale calvinister iværksatte i et stort tal i de nederlandske kirker, påvirket af reformatorerne, Jean Calvin (1509-64) og Huldrych Zwingli (1484-1531). Begge teologer advokerede for et kompromisløst opgør med den katolske kirke på alle punkter (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/hvor-voldelig-var-reformationen-i-danmark).

Så radikalt gik protestanterne ikke til værks i Danmark. Tværtimod gik der næsten et århundrede, før man i større omfang begyndte overmalingen af kalkmalerierne. Peter Palladius (1503-60), Sjællands biskop og tidens store reformator, anlagde som Luther selv et meget pragmatisk syn på kalkmalerierne. Biskoppen mente, at billederne kunne virke opdragende på kirkegængerne og minde dem om tidligere tider. Palladius anlagde dog det synspunkt, at man ikke længere skulle bruge sidealtrene, som det havde været praksis under katolicismen. Altrene skulle fjernes, hvorfor også udsmykningen også forsvandt under et lag hvid kalk.

Men i store træk beholdt kirkerne altertavler, epitafier, prædikestole og andet inventar fra katolsk tid, inklusive udsmykningen i skibet og koret. Med tiden opgav eller fravalgte man imidlertid den dyre vedligeholdelse af de gamle kalkmalerier. En anden årsag til at fjerne billederne var simpel. En stor del fremstillede katolske helgener, skærsilden og skikke, reformationen havde gjort op med, og som ikke indgik i den evangeliske kirke. Luther havde dog aldrig argumenteret for, at billeder var i modstrid med Bibelens ord, og stod dermed i modsætning jøderne og de oldkristne. Disses tolkning af Det gamle Testamente og Ti Bud forbød afgudsdyrkelse. Et billede fremstillet af mennesker kunne ikke være det samme menneskes Gud, var argumentet. Sproglige billeder var dog tilladt!

Luther om billeder

Luther mente, at når man kunne bære et billede med sig i hjerte og sind, måtte det også være tilladt at male det:

"Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord."

(Prædiken, 1532) (https://www.kristendom.dk/martin-luther-og-reformationen/13-ber%C3%B8mte-citater-af-martin-luther)

I sit syn på billeder adskilte Luther sig markant fra Zwingli og Calvin, der helt forbød religiøse billeder i kirkelige rum, mens de tillod dem i verdslige sammenhænge. Der er således heller ikke belæg for, at den luthersk-evangeliske kirke i Danmark med sin afgørende indflydelse på uddannelse og kultur skulle være årsagen til, at der helt op til vores tid skulle være indlejret en aversion mod troværdighed og lødighed i billeder frem for det skrevne ord. Det er ikke velbegrundet. Derimod fremhævede Luther teksternes (Bibelens) betydning som det autoritære, legitime grundlag for vores tro og samfund. Og på den vis blev skriften, bøgerne, det læste ord helt prioriteret frem for billedlige fremstillinger.

Mørke, ondskab og vold

Efterhånden som kalkmalerierne forsvandt fra vægge og lofter i kirkens rum, blev især én billedlig fremstilling hængende: Den lidende, korsfæstede Kristus. Guds søn, eller med pietisternes ord “lammet”, der soner for menneskenes synder. I middelalderen afløses krucifikset med den sejrende kongesøn af med den døende Jesus, der lider en smertefuld, blodig, brutal død på korset. Et billede, der har stor betydning for vores kultur og selvforståelse. Ikke kun gennem religionen, men også i den fortælletradition og fælles arvegods, som bærer myter, sagn og folkeeventyr med sig.

Bent Fausing argumenterer mod det postulat, at de vestlige samfund skulle have adskilt det gode fra det onde:

Tværtimod er det onde blevet gjort godt i vor billed- og kulturhistorie. Kristendommen er den eneste religion, der har skildringen af et menneske i færd med at dø under tortur som sit centrale billede

(Fausing 1995, s. 13).

Og Fausing fortsætter sin argumentation med, at mens tidens billedmedier bebrejdes en uhensigtsmæssig og uhæmmet fremstilling af vold, kan kirker og museer udstille korsfæstelser, martyrier og dommedag uden, at nogen anfægter det:

Ved siden af disse religiøse afbildninger af den gode vold og gru eksisterer de verdslige heroiserende udmalinger af krige, henrettelser og voldelige allegorier med stof fra antikkens myter eller med inspiration fra folkeeventyr. Disse billeder er en del af vor verden og kulturelle bagage. Vi lærer at se bort fra volden heri, volden tilhører de andre. Grusomheden, der tilhører de andre, er ved nærmere betragtning en meget tydelig bestanddel af vores egen kultur.

Fausing konkluderer, at gyset og gruen er blevet en del af vores kulturelle arv og individualpsykologiske identitet. Så langt så godt, men det må være betimeligt at stille spørgsmålstegn ved Fausings påstand om kristendommens accept af “den gode vold”. Der er en betydelig forskel mellem fremstillingen af og budskabet om den lidende Kristus Se: https://samlinger.natmus.dk/dmr/asset/167915.jpg

Det romanske krucifiks med den sejrende Kristus, som vi kender det i Danmark fra afbildningen på Jelling-stenen og især Åby Kirke, blev anvendt som beskyttelses-symbol (mod det onde). Fra 1200-tallets begyndelse ændrer det gotiske krucifiks sin fremstilling fra kongesønnen til en lidende Kristus, der ofrer sig for menneskene og dermed giver forsoning og evigt liv. Ovenfor vist i en moderne udgave fra Næsby Kirke, udført i 1947 af Thorvald Petersen. At lægmandsbevægelser som brødremenigheden drev “blodteologien” så at sige til den yderste dag, er heller ikke ensbetydende med kristendommens forherligelse af vold. Men fascinationen og gruen ved det onde og kampen mod de mørke kræfter kan ikke fjernes fra vores kulturelle arv. Og som Fausing påpeger, ligger de immanent i fortællingerne fra antikkens myter såvel som de gamle folkeeventyr, De fortællinger, der for mange mennesker repræsenterer den tidligste litterære arv, de har med sig. Og, indrømmet, det kan være grumt.

Fanden på væggen

Bent Fausings postulat om kristendommens fascination ved vold og grusomheder bør således modereres. I stedet kan vi fokusere på kampen mellem det gode og onde og bygge eventyr og tro/religion op på samme fundamentale skisma. Djævelen og ondskaben har været et yndet motiv i danske kirker fra begyndelsen af 1300-tallet, hvor kalkmalerierne ændrede sig fra de oftest naturtro billeder til en mere fri og fantasifuld stil. Djævlene kom til at pryde væggene i mange kirker som en påmindelse om kampen mellem det onde og det gode.

Det dramatiske billede ovenfor stammer fra koret i Højby kirke. Når kirkegængerne ikke fattede en lyd af præstens latinske fraser eller mistede interessen for Guds ord, har de kunnet fordrive tiden med kalkmalerierne. Og der kunne være håb for synderne. Helvedes gab er malet som et vidt, åbent rovdyrgab, hvor en djævel forventningsfuldt venter, mens en anden er ved at slæbe en synder ind til evig fortabelse. Men fra oven kommer en engel med sit skarpe sværd og befrier nogle af de heldige syndere, der nok har gjort sig fortjent til det. Formodentligt har billedets uomtvistelige budskab skullet indgyde beskueren det fornuftige i at betale aflad.

Og Djævelen, Fanden, det onde har ikke behøvet nogen forklarende undertekst eller taleboble. Symbolikken har været indgroet i betragterens forståelse af djævle og engle, og analogien er ikke til at tage fejl af. Er det i virkeligheden at male Fanden på væggen, fordi der findes ”talende” muligheder for et andet narrativ end det skrevne?

At skulle beskrive det onde har ikke kun fyldt meget i de gamle sagn og folkeeventyr, uanset om det var på billeder eller med ord. For at bruge et klassisk eksempel, som de fleste har lagret fra barndommens ”hyggelæsning”, kan vi referer til ondskaben i Hans og Grete og den grumme heks, der må være noget af det mest modbydelige, børn er blevet præsenteret for i ord og billede. Læs næste blog!