Junglebogen, Tyven fra Bagdad, Bergmann og Kurosawa

https://commons.wikimedia.org/wiki/Category:Jungle_Book_%281942_film%29#/media/File:The_Jungle_Book_(1942)_Bagheera_&_Mowgli.png

I Junglebogen´s skær

Alvoren og nysgerrigheden efter anderledes, udfordrende og “mystiske” og umiddelbart uforståelige film ramte mig besynderligt nok gennem billedrøret i vores sort-hvide fjernsyn. Et medie, hvis grumsede gengivelse af biograffilmenes store billeder på ingen måde kunne retfærdiggøres. Men en 2. juledag i min mosters lille lejlighed på Vesterbro sad hele familien tæt pakket foran TV-skærmens smålige 17 tommer og hæse højttaler, åndeløse og tryllebundne, mens Mowgli red på en elefant tværs gennem den brændende jungle. Lige i det øjeblik indså jeg, at filmen, Jungle Book, (USA 1942), instrueret af Zoltan Korda (1895-1961) kunne noget, som læsningen af Rudyard Kiplings (1865-1936) roman fra 1894 ikke kunne. Det var en af de eftermiddage, hvor de voksne fulgte med i eventyret uden at plapre løs, og det var vintermørkt udenfor. Mørke er vigtigt. Følelsen af at blive grebet af panik, frygt og fare efterfulgt af lettelse, da Mowgli og elefanterne endelig undslipper flammehavet, kunne bogen ikke konkurrere med.

Men Junglebogens grundfortælling bliver også et eksempel på, hvordan remakes og nyfortolkninger kan arte sig vidt forskelligt og til tider heldigt, hvis de bliver grebet an helt forskelligt. Da min far, lillesøster og jeg forlod den københavnske Metropol-biograf inde på Strøget, en aften i begyndelsen af 1969, havde vi set den sidste film, Walt Disney (1901-66) bidrog til inden sin død; The Jungle Book fra 1967 blev instrueret af Wolfgang Reithermann (1909-85), en af Disneys legendariske ”Nine Old Men”. The Jungle Book blev en manifestation af, at tegnefilmen kunne være real life film overlegen. Selv om man som moden teenager havde “mødt” Clint Eastwoods barske verden, var Disneys alligevel animerede film en tour de force, hvor musik, fortælling og tegnestil gik op i en højere enhed. Det var umuligt ikke at lade sig rive med af Mowgli, Balou og Bagheeras liv i junglen.

De seneste årtier er det blevet almindeligt at transformere tegnefilm og tegneserier om til live action, men resultatet er ofte ”tvivlsomt”. 1994-versioneringen af Junglebogen, instrueret af Stephen Summers (1962- ), læner sig loyalt op af Kiplings roman, og bliver mest af alt en farvelagt repetition og når ikke på niveau med hverken Korda eller Disneys produktioner. Derimod slipper nyeste skud fra 2016 igen tøjlerne. Instruktøren Jon Favreau (1966- ) demonstrerer sit ferme håndelag, når det gælder den hastige, teknologiske udvikling. Brugen af computeranimation og special effects matcher tegnefilmens grænseløse fantasi og skaber en vellykket hybrid mellem animation og live action-film.

Tyven fra Bagdad

Da jeg sad på Vesterbro og dirrede af frygt for, at Mowglis flugt gik galt, havde Zoltan Korda et par år tidligere, godt nok ukrediteret, været medinstruktør ved en anden ægte, renlivet eventyrfilm, The Thief of Bagdad (GB 1940), instrueret af et triumvirat bestående af Ludwig Berger (1892-1969), Tim Whelan (1893-1957) og Michael Powell (1905-90). Det er en film, som jeg først har set i mit voksenliv med alle de forbehold, det indebærer. Technicolor-filmen er ikke en revolutionerende nyfortolkning af den klassiske fortælling fra 1001 Nats Eventyr, men visuelt et imponerende eventyr om Abu, tyven og skarnsknægten, der hjælper med at få prins Ahmad, den rette regent, på tronen i stedet for den onde troldmand, Jaffar, og hans marionetdukke af en kalif.

Filmen, der på grund af den tyske besættelse først fik premiere i Danmark i 1946, vandt tre Oscar-statuetter: Bedste foto (i farver!), bedste art direction og bedste effekter. Det er uendelig svært ikke at sidde som tilskuer og vurdere The Thief of Bagdad på netop disse tre områder og transformere den eventyrlige fortælling om til en demonstration af, hvad filmmediet magtede i 1940. Det er synd og bør undgås, fordi den professionelle analyse bliver en svøbe, der hæmmer den umiddelbare indlevelse og oplevelse, hvor detalje-fikseringen udraderer helheden og erstatter den med en faglig dissektion af fortællingen. Det er en pointe, som uddybes i kapitlet om analyse og tolkning af “historiske” film.

De digitaliserede eventyr

Den digitale, teknologiske udvikling er imponerende, men også skræmmende i forhold til denne bogs “mission”. Grænserne mellem traditionel film og computeranimation flyder sammen, usynligt og umærkeligt, men det lykkes for nogle instruktører som Jon Favreau ikke at reducere The Jungle Book til en gold, teknisk magtdemonstration. Budskabet er dybest set et økologisk, giftfrit, politisk korrekt opkald til en verden, der er ved at slukke lys og livsvilkår for sig selv ved ikke at respektere naturen. Filmen bliver således både en aktuel kommentar og et levn fra en bekymret og bekymrende tid.

Trods opråbet: Mon ikke en tiårig i dag vil “se gennem” parolerne og have samme ukomplicerede tilgang til og oplevelse af 2016-filmen, som jeg havde med Kordas gamle, sort-hvide eventyrfilm, identifikationen med Mowgli, frygten for Shere Khan og kærligheden til den vennesæle bamse, Balou. Som eventyr bliver Favreaus dobbelttydige film på sin helt egen måde en visuel pendant til H.C. Andersens fortællinger og kan favne både børn og voksne.

Et lignende eksempel på fortællinger med flere lag er A.A. Milnes (1882-1956) historier om sønnen, Christopher Robin, og hans tøjdyr, hvor Winnie the Pooh (1926) alias Peter Plys lagde navn til det første bind. Denne bog og den anden samling af episoderne i Peter Plys og vennernes liv, The House of Pooh Corner (1928), har været udsat for mange seriøse tolkninger af den godt polstrede teddybears filosofiske ytringer. Og selvfølgelig er Peter Plys lige som Mowgli med årene blevet stjernen i mange film (tegnede!).

Jon Favreau har med sine film opnået et ry som en af tidens ypperligste repræsentanter for den bølge af instruktører og producenter, der er vokset op med og har erklæret sin forkærlighed for tegneserier, især Marvels univers. Favreau har også formået at omsætte heltene til live action film i højt profilerede sequels som Iron Man (2008- ) og Avengers (2012- ). Tegneserieheltene havde dog haft filmhovedroller mange årtier tidligere. Mest kendt er nok Flash Gordon fra 1936, på dansk Jens Lyn, instrueret af Frederick Stephani (1903-62) og Ray Taylor (1888-1952) Det blev også en film, der viste de tekniske begrænsninger for live action. Men det gik stærkt i årene op til og under 2. verdenskrig, som The Thief of Bagdad demonstrerede. Der var dog alligevel et stykke vej fra de såkaldt ”historiske” kostumefilm til computeranimationens genskabelse af de svundne tiders kulisser. Mindre kunne også gøre det!

Bergmann og Kurosawa

To ”kunstneriske” voksenfilm satte sig dybt i min erindring fra de første teenageår. Jeg forstod dem ikke helt, men de to film formåede at skabe en sammenhæng mellem dyb fascination for den filmiske fortælling, kombineret med et historisk tidsbillede. Med alle de begrænsninger, som Danmarks Radio måtte føje sig efter, når der skulle vises spillefilm i 1960´erne, lykkedes det statsradiofonien at sende kritikerroste og biografudtjente kvalitetsfilm.

Da Ingmar Bergmans (1918-2007) Det Sjunde Inseglet (Sverige 1957) rullede over skærmen var jeg bogstavelig talt bjergtaget over den hjemvendte korsridder, der spillede skak med døden. Jeg forstod ikke meget af handlingen, men stemningen, rytmen, lyset, den mørke middelalder, fanget af fotografen Gunnar Fischers (1910-2011) rolige, nærværende kamera i sort og hvid, holder mig stadigt fast. Måske, fordi jeg på den ene side ikke helt har forstået alt, hvad Bergman vil fortælle, på den anden side er fascineret af den dystre middelalder, der i Bergmans film balancerer på kanten af en karikatur, men aldrig falder.

Akira Kurosawa´s (1910-98) monumentale mesterværk, Shichinin no samurai (på dansk De Syv Samuraier (Japan 1954) er af mange blevet betegnet som verdens bedste film. Selskabet Baseline blev grundlagt i 1982 af den amerikanske filmkritiker og -skribent, James Monaco (1942-2019). Selskabets væsentligste produkt var lanceringen af verdens første film-database i 1985, og her er man ikke karrig med superlativerne:

Much imitated, unsurpassed. Simply one of the best movies ever made. THE SEVEN SAMURAI covers so much ground, assaults so many emotions, and is so totally satisfying that it emerges as a picture that can be viewed over and over again (The Virgin Film Guide 1992)

Filmen udspiller sig i Japan under de talrige klankrige, der havde kastet landet ud i en regulær borgerkrig, den såkaldte Sengoku-periode, der udspandt sig primært i første halvdel af 1500-tallet. Kurosawas film har i modsætning til den overordnede, meget indviklede konflikt mellem de gamle strukturer, hvor samuraierne spillede en betydelig rolle, og nye aktører som rige godsejere, købmænd og udenlandske magter, bevaret sit fokus på den lille historie. En ubeskyttet landsby, plaget af røvere, der ødelægger og fratager befolkningen dens livsgrundlag. Her ankommer den gamle veteran, Kambei, som lykkes med at samle yderligere seks samuraier.

Den mere end tre timer lange film fik jeg ikke lov til at se færdig, fordi jeg skulle i skole næste dag, men at ligge på gulvet i stuen og fuldstændigt blive opslugt af noget så eksotisk som en japansk film; det er måske dér, hvor fascinationen af film blev til mere end tidsfordriv. Heldigvis har jeg fået lov til at se resten senere!

Da Kurosawas Tengoku to jigoku (Himmel og Helvede) (1963) fik dansk premiere i Danmark, efteråret 1969, fik jeg min gamle klassekammerat, Bjarne, med ind at se filmen i Carlton Teatret på Vesterbrogade. Vi var ikke det vanlige segment i den lille “kunstbiograf”, der var mest kendt for at introducere den nye franske bølge og sidenhen gik af dage efter en veritabel deroute med porno. Ak, ja. Dengang forstod jeg nok heller ikke Kurosawa, men den japanske instruktør var langt mere tilgængelig end Bergman. Inspirationen fra amerikansk film, og især en instruktør som John Ford (1894-1973), var uomgængelig. Og Himmel og Helvede var i øvrigt baseret på King´s Ransom (1959), bind 10 i den amerikanske politiserie, 87th Precinct, skrevet af Ed Mc Bain aka Salvatore Albert Lombino (1926-2005) aka Evan Hunter (navneforandring i 1952). Mere japansk var Kurosawa heller ikke.

Men hvad jeg ikke vidste dengang, markerede mesterinstruktørens film det første, spæde trin til min stadigt begrænsede forståelse af japansk historie og kultur. Japan var i lange perioder et meget lukket samfund, der efter det traumatiske nederlag i 1945 måtte finde sig i amerikansk besættelse. Efterhånden tog japanerne både film, baseball og teknologi til sig. Lærenemme, flittige og ambitiøse, men stadigt japanske.

For min veneration og interesse for film betød mødet med Kurosawas film, at jeg kom til at sætte langt større pris på japanske westerns end tyske. Så er de tyske westerns vist ramt nok.

Konklusionen i forhold til min forståelse af film er klar nok. Hvis jeg skulle have være autodidakt læser, ville det have taget en rum tid at forstå bogstaverne og ordenes sammenhæng. Men skolen var indrettet til at lære os at læse og regne. Men når det kommer til billederne, blev vi overladt til os selv. Og det blev ikke bedre, hverken på gymnasiet eller universitetet.

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:The_Thief_of_Bagdad_(1940).jpg