Jørgen Leth, digter og æstetiker: En Forårsdag i Helvede

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/en-forarsdag-i-helvede

Jørgen Leth og det uforudsigelige drama

Jørgen Leth (1937- ) havde kun én og samme dag til at få taget sine billeder. Med sin faste samarbejdspartner og cheffotograf, Dan Holmberg (1944- ), planlagde Leth i detaljer, hvor de ikke mindre end 27 kameramænd skulle placeres, så de kunne dække det 270 km lange løb fra starten i Paris til cykelbanen i Roubaix. En forårsklassiker, der i løbet af årene er varieret 30-35 km i længde, men ikke i hårdhed. Løbet var kendt som ”Helvedet i nord”, og ikke mindst frygtet for sine brosten og plørede markveje. I 1976 startede 154 ryttere, og blot 38 af dem kom i mål! I et interview fra 2019 forklarede Jørgen Leth, hvorfor han var så fascineret af sport og specielt cykelløb:

”Sportsjournalistikken i 50’erne og 60’erne var meget primitiv. Jeg syntes, sporten var dybere og mere kompleks. Den handlede om eksistens. Og jeg havde adgang til en helt speciel verden, som andre ikke kendte. Det var driften for mig” (https://journalisten.dk/joergen-leth-jeg-bruger-observation-og-iagttagelse/)

Klassisk dokumentarisme versus fiktion

Jørgen Leth fremhævede i forbindelse med En Forårsdag i Helvede, at Paris-Roubaix var et uforudsigeligt drama, og han var som instruktør allermest drevet af den forudsigelighed, der afviger fra den oftest meget stramt koreograferede og planlagte produktion af film. Forudsigeligheden er tillige det punkt, hvor der kan argumenteres for at fastholde en dikotomi, fordi den klassiske dokumentarisme, som Leth udfolder, adskiller sig afgørende for den skematiske, stramt styrede fiktion. Tag blot en så afgørende faktor som vejret! Cykelløbet afvikles som planlagt.

Efter løbet erfarede Leth i klipperummet, at de fleste af hans kamerafolk ikke havde fulgt instruksen om lange optagelser/shots, hvor rytterne ikke var kommet ind på ”scenen” endnu. Alt for mange af kamerafolkene var faldet for aktualiteten, selve øjeblikket, hvor feltet rullede ind i fokus. Det var en fatal misforståelse, der ikke kunne gøres om, dokumentarens grundlæggende vilkår. I øvrigt havde Leth ud over Dan Holmberg indskrevet flere af dansk films bedste fotografer som Dirk Brüel (1942), Teit Jørgensen (1947- ) og Henning Camre (1938).

Modsat Riefenstahl kunne Jørgen Leth ikke bede rytterne om lige at rulle baglæns og gentage sekvensen. Leth havde præciseret, at han ikke ønskede den enkle form for nyhedsreportage, og savnede i dele af sin film de dramatiske overgange fra tomme, øde veje med utålmodige, forventningsfulde tilskuere til rytternes hvirvlende entré i kampen for at nå først.

Leth og lyden

Lyden var helt central, understregede Leth, om det var lige fra den indledende sekvens ned en cykelkæde, der kontrolleres for sidste gang, til finalens mylder af stemmer, kommentatorer der på flamsk og italiensk følger rytternes vej til målstregen. Og bagefter skal vinderen forklare sig og dele sin glæde, sine taktiske overvejelser, sin smerte og forløsningen. Ind imellem og under reallyden og Leths stemme udfyldes rummet af elektronisk musik, komponeret af Gunner Møller Pedersen (1943- ), der har stået bag en række af lydspor til danske film.

Hovedrollerne var ikke givet på forhånd. Leth havde sine forhåndsfavoritter, belgieren Roger de Vlaeminck (1947- ), der vandt året før, og italieneren Francesco Moser (1951- ), der blev verdensmester 1977 og vandt Paris Roubaix tre år i træk 1978-80. Men i 1976 blev de slået af de Vlaemincks landsmand, den snu outsider, Marc Demeyer (1950-82). Leth havde i forvejen sat fokus på de to favoritter samt legenden Eddy Mercx (1945), som var i karrierens efterår og heller ikke med i det afgørende firmandsudbrud, hvor den sidste rytter var hollænderen Hennie Kuiper, tillige en fremragende en-dages rytter og vinder af Paris-Roubaix i 1983. Leth kunne næppe have fået en bedre iscenesættelse.

I løbets sidste fase kommenterede Leth det dramatiske forløb, mens en skærende, næsten hvinende musik ligger under instruktørens karakteristiske tonering af sit prosadigt:

”Klokken er ti minutter over fem. Lidt afslapning, før de kører ind på stadion.

De Vlaeminck og Moser er gode sprintere.

Men det er også de to, der har brugt flest kræfter på at opbygge og konsolidere forspringet.

Hvor friske er egentlig Demeyer og Kuiper?

De skal køre halvanden omgang på banen.

De Vlaeminck beholder sin førende position.

(Rytterne indleder spurten. Hollænderen Kuiper bliver sat, mens Demeyer presser sig uimodståeligt frem mellem favoritterne. Leth tier, mens der klippes mellem de ivrigt gestikulerende TV-kommentatorer og rytterne på banen. Derefter vises spurten i slow, og Leth fortsætter:)

De Vlaeminck begår en taktisk fejl ved at køre en lang spurt fra spids.

Moser angriber foroven, men han lukker ikke af for Demeyer,

Som får rigelig plads imellem dem og har en eksplosiv afslutning.

Nr. 1 Marc Demeyer, nr..2 Moser, nr.3 De Vlaeminck, nr.4 Kuiper

.

(Derefter får Leth placeret de efterfølgende ryttere i mål, men lader billederne af spurten stå med reallyden. Nærbillede af Demeyer)

Den uventede vinder, Marc Demeyer.

En meget smuk sejr til hjælperytteren, som fik lov til at køre sit eget løb,

da holdets stjerne, Maertens, måtte udgå.

Og sejren smager ekstra godt,

fordi sejren så at sige blev snuppet ud af hænderne på Maertens´ ærkefjende, de Vlaeminck”.

Filmens slutning er rytternes rituelle, fælles brusebad under tribunerne på Roubaix´ velodrome. Nøgne, udasede, beskidte kroppe. Leth slutter sin fremragende film med en lang, ubrudt sekvens med den danske enkeltstartsstjerne og løbets nr. 19, Ole Ritter(1941- ), hvis trætte, furede ansigt vandet langsomt renser for de franske landevejes hvide støv. Det blev samtidig en symbolsk udgang på både filmen og Ole Ritter, der sluttede karrieren samme år.

Bagsiden af medaljen - dopingspøgelset

Marc Demeyer døde af hjertestop, sandsynligvis en arbejdsskade godt hjulpet på vej af den usunde dopingkultur, der gemte sig bag Jørgen Leths billeder af væddeløberne på de franske landeveje. Som mange andre i sin generation døde Demeyer ikke i kampens hede, men prunkløst på en træningstur, langt væk fra kameraerne, projektørlyset og de opildnende tilskuere. Tilgangen til at bruge kemi for at præstationsfremme var præget af ukontrolleret laissez-faire i store dele af cykelmiljøet. Går den, så går den. Der var en underlig form for stiltiende accept af eksperimentet med at skubbe den fysiske ydeevne. Men for nogle ryttere blev det for meget, blodet for tykt, og hjertet måtte give op.

I 1998 stoppede toldere på grænsen mellem Belgien og Frankrig en lille hvid bil, først af Festina-holdets soigneur, Willy Voet (1945- ), som indtil denne dag i juli fuldstændig havde været et fuldstændig anonymt led i den kæde, der får et cykelhold til at køre (https://www.theguardian.com/observer/osm/story/0,6903,481524,00.html). Men Voet var ikke hvem som helst i den skruppelløse jagt på sejre (og penge). Han havde siden sin ankomst til Festina i 1993 ageret som holdets pusher af EPO, væksthormoner og kemiske stimulanser Præstationsfremmende ”tilskud”, som havde medvirket til at føre Festina-holdet, der på det tidspunkt havde base i Frankrig, helt op i verdenstoppen. Da tolderne åbnede bagklappen på Voets bil, der var på vej til Tour de France-start i Dublin, var bagagerummet proppet med ulovlige medikamenter. Skandalen var total, og få dage efter, da cykelkaravanen krydsede Kanalen, foretog fransk politi en række anholdelser. Glansbilledet krakelerede, fordi offentligheden fik vished for den syge kultur, som havde styret cykelsporten i årtier.

Den subjektive, ukritiske og heroiserende fortælling

Den professionelle cyklings dystre bagside var en helt anden historie end Jørgen Leths dramatiske, episke dokumentar, der tyve år efter sin premiere kom til at stå som et levn og monument for den subjektive, ukritiske og heroiserende fortælling om rytternes strabadser i ”L´Infer du Nord”. Men måske fortrækker sportens publikum, at netop den subjektive vinkel, æstetikken og fascinationen prioriteres og er vigtigere end den historiske virkelighed. Sporten og dens aktører og publikum har med begrænset held forsøgt at isolere ”idrættens ædle kappestrid” fra det omgivende samfund. Især den evige diskussion om politisk indblanding virker meningsløs og naiv, for legene i Berlin effektivt fjernede den illusion.

Men vi lader os heller ikke forstyrre af det dilemma forlænge, og sporten udfylder i stigende fjernsynskanalernes overlevelse som flow-TV. Jørgen Leths stemme blev synonym med Tour de France. Filmmanden formåede, trods den katastrofale Festina-skandale, som medkommentator på TV2 at tilføre den direkte transmission noget af den umiddelbare skønhed og dybde, som karakteriserede instruktørens sportsdokumentarer. Selv om tilståelserne om snyd og bedrag afklædte de sagnomspundne stjerner, fortsatte forestillingerne med de uforudsigelige dramaer ganske ufortrødent. Men underliggende simrede mistanken.

Når Leth har stillet cyklen

Tour de France-transmissionerne er ikke mere det samme, hvor Jørgen Leths karakteristiske stemme og narrativ er fjernet fra TV2. Alderen tager sin told, men mytologien og historien forsvandt med Leth og efterlod kun et svagt ekko af fortidens helte, overdøvet af sportens trivielle eksperters fokus på ”her og nu”

My post content

My post content