Historiske film

Filmen som kilde - Film on History

Når det gælder teoridannelsen i relation til "historiske film" (og her skal begrebet forstås bredt), kommer man ikke uden om den amerikanske historiker, Robert A. Rosenstone, professor emeritus fra California Institute of Technology. Rosenstone har haft en afgørende betydningen for teoridannelsen og kan med rette som som den sande Godfather, når det gælder "film on history".

Men det har været en lang og sej vej.

I en specifik sammenhæng er det vigtigt at kunne forstå film med historisk indhold både som kunst, kommunikation, videnskab og formidling. I historiske film er der ingen grænser, der gælder ingen regler, alt får lov til at flyde mellem stramme, videnskabelige rammer og den frie fiktion. Som fortolker, kritiker og formidler er man nødt til at kunne stå med et solidt forankret ben i hver lejr. Alt for mange historikere sætter sig til rette foran biograflærredet eller fladskærmen med en "find-fem-fejl-liste" og kan bagefter triumferende producere en facitliste, hvor den aktuelle film har begået fodfejl. Og i den modsatte skyttegrav sidder en manuskriptforfatter og en instruktør viftende med kunsten og den frie fiktions ret til at fortælle den historie, de vil. Og den er nødvendigvis ikke styret af en objektiv "hvad-vi-ved-her-og-nu" - målsætning og en ambition om at "skrive" historie based on a true story.

Historieformidling på film er end ikke i dag en obligatorisk disciplin, som en historiestuderende skal gennem for at komme ud med en eksamen og en status som faghistoriker. Men det lysner, og der afvikles efterhånden megen filmbaseret undervisning på universiteter og seminarier.

I min tid som undervisningsassistent på Aarhus Universitet var området et valgfag, der skulle afløses med en opgave. Det i sig selv var ikke kritisabelt, fordi mange studerende netop fik muligheden for at studere selvstændigt og gå på opdagelse i et felt med utallige muligheder. Men i undervisningen mødtes jeg med en række forbehold og begrænsninger dengang, fordi de studerendes faglige fundament fra gymnasiet og grundskolen var meget traditionelt. Ganske vist var de tekniske muligheder til stede, hvis læreren orkede at trille et fjernsynsapparat med tilhørende videoafspilningsmaskine over til undervisningslokalet, og mekanikken vel at mærke virkede. Der er blevet spildt mange timers (historie-) undervisning i det ganske land på grund af løse forbindelser og ukurante kanalindstillinger.

Filmen vinder frem

Først i begyndelsen af 1970´erne var der for alvor kommet gang i den kildekritiske analyse af billeder, anført af en gruppe yngre historikere på Københavns Universitet, Axel Bolvig, Karsten Fledelius og Niels Skyum-Nielsen. Fotografiet tiltrak sig ganske vist den primære interesse, hvilket i for sig var indlysende i en analog tidsalder, hvor bogen stadig var den dominerende formidler. Det var alt for besværligt med levende billeder, selv om mangen en lærer havde trodset tidens besværlige teknik med dens talrige faldgruber: Frygten for knækkede film, skæve spoler og mådelig mørklægning, når de magiske ruller fra Statens Filmcentral (1938-97) skulle fremvises. SFC havde fra sin spæde start et klart pædagogisk og didaktisk fokus og kunne bryste sig af mange særdeles fine dokumentarfilm, ofte med historisk vinkel. At institutionen i dag har fjernet det statslige islæt til fordel for det mere trendy Det danske Filminstitut, har ikke gjort nogen sommer. Det har digitaliseringen derimod med sin vidtspændende brugerflade og lette adgang til alverdens film.

I 1970´erne var det fjernsynet, som satte dagsordenen for formidlingen af levende billeder, og dagligstuernes boghylder måtte lade livet for det nye husalter. Billed- og lydkvaliteten haltede dog markant efter biograferne, hvor de dyreste produktioner brillerede med knivskarpe optagelser på 65/70 mm, farver og 6-sporet stereolyd. TV-fabrikkerne tog konkurrencen op, og i 1970 indførtes i Danmark en differentieret licens, alt efter om ens fjernsyn kunne modtage farver eller måtte nøjes med sort/hvid. Det var stadig ikke, fordi kvaliteten af billeder og lyd på nogen måde kunne true biograflærredets storslåede, meterbrede billeder og brusende stereofoni. Men fjernsynet inspirerede til magelighed og hyggesnak med blødt brød og kaffe og blev snart en prisbillig trussel for mange små og mindre biografteatre, som de kaldtes. Aktualitets- og nyhedsstoffet blev en central del af udsendelsesfladen og udkonkurrerede i første omgang de ugerevyer, som danske biografgængere første gang havde set i 1917, men som holdt helt frem til 1950´erne. Aktualiteten kom til at halte alvorligt efter fjernsynets nyhedsstrøm.

Den standhaftige nichebiograf, DSB-Kino, der kun havde dokumentarfilm på repertoiret, vedblev at vise Dansk Filmjournal frem til 1966. For historikerne er disse ugerevyer af stor betydning, og mange af filmklippene fra ugerevyerne bruges i vidt forskellige sammenhænge. Et eksempel er den 65 minutter lange Dansk Filmjournal 1 (1966), som samler en række klip fra 1956-66 og overvejende viser begivenheder som indvielserne af Halsskovs nye færgeanlæg, Fugleflugtslinjen, Legos nye kontorhus, men også Kinopalæets nedrivning og 800 vejtræer, der skulle fældes. Lidt for enhver smag. For senere brug er disse nyhedsfilm af lang bedre kvalitet end det hastigt optagne og gemte materiale, som TV-stationerne kunne producere.

Kristian Erslev og "Levende Billeder" af Tildragelser

Den historiske kildekritiks grand old man i Danmark, Kristian Erslev, var ganske bevidst om filmmediets muligheder (og problemer) for historikeren og skrev for snart et århundrede siden i 2.udgaven af Historisk Teknik (1926), s.10-11):

"Nutidens tekniske Opfindelser tillader Gengivelser, hvis Troværdighed ligger i den rent mekaniske Frembringelsesmåde" og "naar man endelig har opfundet at tage "Levende Billeder" af Tildragelser, kan disses ydre Forløb bevares for al Fremtid (f.Ex. Filmene fra Verdenskrigen og "Genforeningsfilmen"). Paa tilsvarende Maade kan Lyde opfanges og bevares gennem Fonografen, og ogsaa dette vil faa en voksende Betydning til Tilvejebringelsen af historiske Kilder"

Hvad angår kildematerialets omfang, må man give Erslev ret, selv om han var noget naiv i forhold til celluloid-strimlernes ubegrænsede holdbarhed. Men han ville nok være blevet overrasket over den voksende betydning, historieformidlingen på film skulle få de kommende hundrede år. Og med hensyn til kildekritikken og den historiske metodes udvikling ville han kunne bidrage til en diskussion, ikke kun mellem historikere, men også mellem filmfolk, journalister, politikere og menigmand, om genrer, objektivitet, kunstnerisk frihed, fakta eller fiktion, historie eller historier. Han ville sandsynligvis være overrasket over, at Nutidens tekniske Opfindelser ikke blot var blevet en vigtig del af det tilgængelige kildemateriale, men for mange mennesker den primære kilde, så at sige, til historien.

Men hvordan genrebestemmes en film som værende historisk? Det kan ud fra en historieteoretisk betragtning ikke nøjes med at omfatte retrospektive rekonstruktioner, fordi de helt nøgternt vurderet blot er at betragte som fremstillinger.

Hvis man derimod anvender film som levn, åbner det op for en langt større, objektiv kildemængde. Kort sagt bliver film, som aldrig er blevet kategoriseret som historiske, væsentlige kilder til deres samtid. Mange film, karakteriseret som historiske, bliver mere interessante og vægtige kilder til deres samtids historiesyn, sammenlignet med selve filmfortællingen. Det sker ikke mindst, fordi disse film langt tydeligere afspejler tendensen i "den folkelige oplysning" end de traditionelle, skriftlige fremstillinger. Det er en udvikling, der kun bevæger sig i filmmediets retning!