Historien som videnskab og jagten efter den objektive sandhed

Historie er ikke historier

Men netop det "folkelige" aspekt kan også gøre historien til en vanskelig videnskab, der tenderer til at brede sig uden større forbehold. Hvad er historie og en historie. Der er en forskel! At få overblik over ”historien” er en umulig ambition. I stedet dykker historikeren ned i den uendelige underskov af specialer og områder defineret som tider og perioder, folk og individer, krig og fred, opfindelser, sammenbrud og ekspansion, byer, regioner, lande, verdensdele, samtid, fortid, fremtid.

Traditionelt har historien som fagområde altid været genstand for stor interesse. Det kan aflæses på udbuddet af nye, historiske bøger, besøgstal på museer, deltagelse ved foredrag og interessen for film, TV-serier samt anden folkelig formidling. I modsætning til de mere komplekse, naturvidenskabelige fag har historien den klare fordel, at formidlingen ofte fokuserer på det nære og kendte og når ud til et bredere publikum. Nysgerrigheden bremses ikke af historiens faglige dybde og kompleksitet, men kan læne sig op ad genkendelsen, der igen bidrager til større selverkendelse og den svært definerbare ”historiske bevidsthed”, der er et personligt anliggende.

Historie er en "bred videnskab", de fleste kan referere til

Historie er så at sige blevet en videnskab, der i højere grad ”breder sig ud” i sit undersøgelsesfelt, end går så dybt i sin søgen og indforståethed, at lægfolk ikke kan følge med længere. Det er i høj grad muligt at få tilfredsstillet sin interesse for særlige områder. Den politiske biografi, besættelsestiden, slægts- og egnshistorien er eksempler på områder, som ”sælger” godt, fordi vi kan relatere hertil og selv bliver en del af ”historien”, uanset om vi kun har svæver rundt i periferien som passive deltagere.

Når især Danmarkshistorien formidles, fiktivt eller dokumentarisk, på film, bøger, podcasts og i avisartikler kan det afføde rasende debatter og en strøm af krav om retten til den sande fortælling. Beskyldningerne fyger: Fusk, fake news og manipulationer, bølger af angreb og forsvar, krav om fakta-check, diskussion om censur, selvcensur og udeladelser, ord som chauvinisme, subjektivitet og propaganda og det, der er værre, blafrer i stormen og udløser lange, ophedede debatter, rene bråvallaslag, der til sidst løsriver sig fra enhver form for lødighed, fordi de udspringer af følelser og tro i stedet for en objektiv, saglig kildekritik.

Slagmarken

Historiefaget bliver alt for ofte reduceret til en slagmark, hvor påstande, “lige gyldige” holdninger, moral og etik slås om sandheden. mens argumentationen bæres af en altædende relativisme. Men den indædte strid om retten til sandheden, har ingen berettigelse. Historie er et fag og har som alle andre videnskaber et metodisk, kritisk fundament, der bygger på redelighed og objektivitet. ”Historie” blev tidligere identificeret som en fond af blåstemplet, autoriseret viden og uomgængelige fakta. Historieundervisningen i 1970´ernes Danmark ændrede fagets mål, og i stedet skulle fokus lægges på det æteriske begreb, “historisk bevidsthed”. Bevidsthed er imidlertid ikke et begreb, der lader sig afgrænse af konkrete rammer eller kan defineres videnskabeligt.

Denne ændring i opfattelsen af historiens opdrag og “formål” blev et afgørende paradigmeskift, hvor de kommende generationer af børn og unge Ikke alene skulle have kendskab til fortiden, men denne viden og historiske selvbevidsthed skulle bruges til at navigere i nutiden, fordi individet kunne lære af fortidens fejl (og fremgange).

Den historiske bevidsthed

Omdrejningspunktet i den puritanske og politiserede historieopfattelse blev frem for alt den individuelt bestemte og oplevede, “historiske bevidsthed”. Historien udlægges dermed som et personligt anliggende, et middel til selverkendelse og forståelse af sin egen identitet. På den måde flytter historien sig fra at være tidligere tiders fælles anliggende, en kollektiv markør og et samlingspunkt ofte med stærke nationale undertoner. I stedet er individet og selvopfattelsen kommet til at spille en langt større rolle. Mennesket får sin egen historicitet ved ikke blot at forblive svævende derude som en mere eller mindre passiv deltager i historiens forløb, men den enkelte forestiller sig derimod selv en betydning ved at deltage aktivt og præge den historiske udvikling. Eller med andre ord er individet ikke længere blot at betragte som historieskabt, men også historieskabende.

Begrebet “historisk bevidsthed” har ganske indlysende været genstand for mange diskussioner blandt danske historikere, hvoraf mange forfægtede begrebet som omdrejningspunkt i skolernes historieundervisning. Problemet er, at det er uhyre svært at afgrænse, hvad vi egentlig forstår ved “bevidsthed”. Men der er i hvert fald i den konkrete, danske sammenhæng ikke tale om et bredere, ideologisk historiesyn, styret af nationalistiske, socialistiske, konservative, religiøse eller andre overordnede idéer. Ud fra min bedste overbevisning er hverken danske skoleelever, studerende eller befolkningen som helhed blevet underkastet et sådan bestemt, politiseret, “officielt” historiesyn. De unge uddannes og dannes stadig i et samfund karakteriseret ved mangfoldighed og menings- og ytringsfrihed. Det er i hvert fald den groft sagt statsautoriserede selvforståelse. Men det er lige så evident, at det ændrede historiesyn har understøttet individualiseringen i det danske samfund på bekostning af kollektivfølelse og sammenhængskraft. I værste fald fører denne form for relativ argumentation til en udvanding af historie og historien.

Indoktrinering eller ?

Der synes ikke, at være noget sagligt belæg for, at der på de danske uddannelsesinstitutioner indlejres og indoktrineres en ensrettet, bestemt historiebevidsthed, som man kan se det i lande underlagt et autoritært styre. Derimod har det danske samfunds frit tilgængelige medier stor betydning i lighed med de familiære og sociale sammenhænge, individet bevæger sig i. Det er ligegyldigt, om de er fysiske eller digitale. Denne frihed til at mene og ytre sig er en dyd, de fleste borgere i Danmark påskønner og fremhæver som en grundlovssikret rettighed, der distancerer os fra de regimer, hvor meningsdannelsen med alle midler er styret af magthaverne, og hvor dissidenter risikerer meget hårde straffe for at udfordre den officielle “sandhed”.

Men sideløbende med, at “historisk bevidsthed” er kommet til at spille så central en rolle i meningsdannelsen, har formidlingen af historie ændret sig markant i samme periode. Gennem det seneste halve århundrede har de levende billeder, filmen, efterhånden indtaget hovedrollen som den primære, folkelige fortæller og presset den traditionelle, skrevne beretning ned i hierarkiet.

Det er målet her at belyse hvorfor og hvordan.

Noget selvmodsigende bliver første del en personlig rejsebeskrivelse fra det skrevne ord til en verden domineret af levende billeder. Hvorfor er det interessant og vigtigt i forhold til de levende billeder? Ganske enkelt, fordi tolkningen, ”læsningen” og forståelsen af historie på film i første række bliver overladt til individets baggrund, viden og erfaringer.

Kierkegaard

Det er måske en for kategorisk påstand, men det synes som om, at illusionen og ambitionen om at fremstille en objektiv, historisk sandhed er blevet erstattet af det Kierkegaardske maxime, at ”subjektiviteten er sandheden”:

”Umiddelbart før og efter århundredeskiftet - omslaget indtræder ca. 1905 - gjorde dansk teologi rigelig brug af sætningen: subjektiviteten er sandheden, både i den betydning at mennesket selv ejer sandheden og i den, at det med personlig inderlighed skal forholde sig til den. Kierkegaard kom til at danne grundlag for en personlighedsreligiøsitet og en personlighedskult, som greb stærkt om sig i begge teologiske lejre, og som støttedes af vækkelsesbevægelsernes indsats. Men man afviste i det store og hele - med forskelligt efter
tryk og motivering - den modstillede påstand, at subjektiviteten er usand heden (det gjaldt i altfald kun de ikke-troende eller vantro!), og man afviste som oftest paradoxet” (Lindhardt 1963, s.36)

Kierkegaard var ikke teolog eller historiker, men for teologerne blev Kierkegaards tese et spørgsmål om tro. Og tilsvarende paradokser er det ikke svært at finde. Evolutionsteorien er blevet forkastet af kreationister og tilhængere af ”sidegrenen” Intelligent Design, særligt i US, af trosretninger, som bygger på en bogstavelig læsning af Skabelsesberetningen. hylder forskellige teorier, hvor Jorden er flad eller slet ikke drejer, fordi den er centrum i Universet. Disse bevægelser har voksende tilslutning i USA, men har få proselytter i Danmark. Kreationismen er imidlertid ikke en homogen, standardiseret trosretning og bevægelse. Fundamentet er tro. På det punkt harmonerer bevægelsen med de kirkelige retninger i Danmark, som ophævede sandheden til at være et subjektivt anliggende. I USA blev der formeligt ført retssager, som skulle sikre, at evolutionsteorien kunne indgå i skolernes undervisning uden obligatorisk at skulle ledsages af et ligeligt forløb om kreationisme.

Videnskab versus tro!

Skismaet mellem tro og videnskab er et paradoks, ikke mindst i en tid, hvor DNA-forskningen og biologien i stigende grad bliver ”hjælpevidenskaber” for historikerne på linje med arkæologien. Kulstof 14-dateringeerne åbnede op for helt nye og essentielle data, men med de DNA-teknologien kan tale om en naturvidenskabelig revolution inden for arkæologi og historie. Underliggende ulmer der dog en konflikt, hvis naturvidenskabernes bidrag vurderes som mere valide og objektive end arkæologernes og historikernes forskning. Derimod er der brug for et tæt samarbejde og en dybere forståelse af hinandens divergerende, videnskabelige metoder og teorier. Det gælder ligeledes, når forskningen skal formidles, for også på det område er tiderne skiftet!

Den ”brede” formidling af historie flytter sig i stigende grad fra den skrevne bog til film. Det er en proces og en udvikling, hvor historien blot synes at hænge på uden at stoppe op. I modsætning til den traditionelle, historiefaglige formidling, hvor det skrevne ord dominerede, lider både fremstilling og perception af historie på film under mangel på metode. Vel er det et tungt begreb, metode, men det bør forstås som en værktøjskasse og en brugsvejledning, der vil give os større mulighed for i fællesskab at diskutere og fatte, hvilken historiefortælling, der er blevet præsenteret.

Derfor er vores individuelle bagage, lageret af læste, sete og lyttede fortællinger, opdragelse og uddannelse helt central for perceptionen, forståelsen og tolkningen. I den konkrete sammenhæng spiller hermeneutikken en hovedrolle, eller anderledes sagt vores egne evner som selvfortolkende og meningsskabende subjekt. Formår vi at sætte os i personernes tid og sted, når vi sidder og ser en film, eller synker historiefortællingens budskab og narrativ uhjælpeligt ned i en abstrakt sump? Er vi, modtagerne, kun i stand til at skabe en individuel, subjektiv sandhed, fordi vi alene magter at genkende og delvis forstå ud fra vore hidtidige erfaringer? Er illusionen om at kunne fremstille og formidle historiske personer, tider og emner på en redelig og objektiv måde ikke andet end en naiv og utopisk forestilling? Hvordan adskiller vi viden og tro?