Historiefortælling på film – en snoet vej

https://kb-images.kb.dk/DAMJP2/online_master_arkiv_6/non-archival/Images/BILLED/2010/apr/ke_K_Erslev/ke011105/full/full/0/native.jpg

Historien uden billeder

Vi var altså nogle, der kom for sent til at deltage i ungdomsoprøret og ville sandsynligvis også have haft svært ved at forstå, hvad balladen gik ud på. Vi lå der og skvulpede i slipstrømmen af 68´erne og gled tavse og uvidende videre i det autoritære undervisningssystem, hvis legitimitet og krav vi aldrig havde betvivlet i vores skolegang. Vi fra omegnskommunernes almennyttige boligkarreer tog hvert nye trin på uddannelsesstigen med benovelse og ydmyghed, mest af alt taknemmelige for at blive lukket ind i de hellige haller. Men uagtet vores indlejrede autoritetstro og usikre skridt var tiderne skiftet, oprøret var slået igennem. Samfundskritisk skulle man være.

Som jomfruelig historiestuderende i 1970´ernes Danmark trådte man, om man ville eller ej, ind på universitetets ideologiske slagmark, hvor marxister i alle varianter udfordrede positivister, konservative, antimarxister og spirende neoliberalister. Kampen var værst i Aarhus og aldrig begyndt i Roskilde, hvor det temmelig ensrettede og selvbevidste RUC fra fødslen havde påtaget sig at agere som et progressivt eksperimentarie i opposition til de gamle, stivnede og antikverede universiteter, ikke mindst den ærværdige læreanstalt i København med sin historie helt tilbage fra slutningen af 1400-tallet.

Som nybagt og nysproglig student fra den hæderkronede Efterslægtsselskabets Skole var jeg blevet udstyret med en god portion almen dannelse og fornuftige, anvendelsesorienterede kundskaber, men, indrømmet, spejlblank i forhold til Frankfurter-skolen, strukturalisterne og gammel-marxisterne. Jeg havde ikke forstået en tøddel af, at disse sikkert velmenende grupperinger var dybt bekymrede for den arbejderklasse, min far og hans Nørrebro-familie var arketyper på, og i hvis stamtræ, jeg hang og dinglede som mønsterbryder, før det blev en legitim og veldefineret metier.

At gå op ad trappen til Historisk Institut, der havde adresse i Studentersamfundets gamle bygning på Bispetorvet, var i sig selv at træde ind i historien.

https://www.hovedstadshistorie.dk/indre-by/frue-plads/koebenhavns-universitet/

Genbo til Vor Frue Kirke og med udsigt til universitets hovedbygning, tegnet af Peter Malling og indviet i 1836. Mallings intention var, at man skulle se universitetsbygningen i et skråt perspektiv, netop fra Bispetorvet og Nørregade, fordi Frue Kirke ellers ville "skygge" for universitetet. Det må komme an på et selvsyn. Men den imposante bygning lagde lokale til vores undervisning i historisk metode, og det var i den disciplin, jeg omsider så lyset og fattede, at historie var andet et oplevelsesfag.

https://www.dingeo.dk/adresse/1167-k%C3%B8benhavn-k/bispetorvet-1/3-/

Historisk metode

Historisk metode var som at komme op at flyve. At kunne se og indse i et helt nyt perspektiv. Det var ikke alt, der var lige let at forstå, hvilket vores underviser, Nanna Damsholt, gjorde til en dyd. At få lov til at tvivle, spørge og få svar, der ikke var bedrevidende og ultimative; det føltes som en befrielse for en ung, usikker historiestuderende, for det var ikke kutyme på studiet, snarere tværtimod. Nanna Damsholt var en dygtig pædagog og blev senere mangeårig leder af Center for Kvindeforskning, der for alle eventualiteter og den politiske korrektheds skyld er fulgt med tiden og i dag hedder det mundrette "Center for køn, forskellighed og seksualitet". Så er ingen vist glemt. Som kvindehistoriker blev Nanna Damsholt ved sin 85-års fødselsdag i 2020 betegnet som tilhørende eliten, også internationalt. Men hun beskrev selv sin egen indsats mere beskedent: "Min lille bitte andel er vel at vise betydningen af fortiden og ikke mindst betydningen af, hvordan vi omgås fortiden, hvordan historien skrives" (Funch 2020).

På studiet blev de ønskede kompetencer eksamineret skriftligt og mundtligt, men den ultimative test, "specialet", afslørede, om den studerende havde tilegnet sig den nødvendige videnskabelige stamina og håndteringen af fagets værktøjer. Ergo evnen til selvstændig forskning, hvor anstrengelserne kulminerede, når den studerende med objektiv, vedholdende kritisk sans og ikke mindst den rette historiske metode fremstillede sin egen, selvstændige syntese. Hundrede sider med noteapparat og bibliografi, der dokumenterede, at man havde frekventeret de vitale kilder og fremstillinger.

Fotografier eller film havde været fraværende igennem hele studiet. I 1980´erne begyndte historikere på amerikanske universiteter at diskutere, forske i og analysere "historiske film", forstået som mere end den klassiske, oplysende og didaktiske dokumentarfilm. Det tog endnu længere tid i Danmark.

H.P. Clausen kom i sin lille metodeklassiker, Hvad er historie?, med en definition af historie. Nemlig at historie teoretisk kan have to aspekter:

Den kan interessere sig for fortidens tilstande og begivenheder, analysere de virkende kræfter i det historiske forløb, søge dettes indre mening, finde målet for den historiske udvikling osv. Eller den kan beskæftige sig med den historiske erkendelses problemer, beskrive den historiske, videnskabelige metode, analysere forskningsprocessen og vurdere dens resultater (Clausen 1963, s.45).

Det lyder måske kedeligt, næsten skræmmende. I vores postmodernistiske tider er kedsomhed vel den værste dødssynd, når der lige ses bort fra intolerance, kønschauvinisme, racisme og en meget lang liste af andre brud på den almenmenneskelige forståelse af, at der er andre end selv på den her klode. Men historie er ikke kedeligt. Det er det mest spændende fag, man kan tænke sig. Det behøver ikke motiveres med, at man skal kende sin fortid for at forstå sin nutid eller, at historien ikke kun er om gamle konger og blodige krige, men en snild vej til selverkendelse.

Historie er et videnskabeligt fag

Historie er som videnskabeligt fag en værktøjskasse, som giver remedierne og metoden til at nedbryde den mur af relativisme, der er ved at kvæle alle former for sund fornuft og ræsonnement i form af "fake news", propaganda, løgne og konspirationsteorier. Det føles af og til som om, jorden er ved at blive talt flad igen. I hele dette kaudervælske inferno er det mere end nødvendigt, at historievidenskaben formår at forny sig, ikke for "at følge med tiden", men for at udvikle redskaber til at gribe fat i de mængder af historiske kilder og fortællinger, der med epidemisk akkumulation står og venter på at blive brugt eller smidt til side. Sortering er nødvendig. Men det er lige så vigtigt at holde fast i historiefagets metode; alt er ikke hverken ligegyldigt eller lige gyldigt. Den fremstilling og det narrativ, som den respektive historiker er nået frem til, skal være den optimale lige nu og her med det kildemateriale, der har været tilgængeligt. Men sløseri, dovenskab, tendens, bestillingsarbejde og manglende integritet kan aldrig blive accepteret og bliver i sidste ende altid afsløret, selv om den bedst underbyggede, objektive fremstilling ligger begravet under regnbuen.

I 1970´ernes forståelse af historie var den videnskabelige udgave funderet på ord. Der gik en skarp demarkationslinje til arkæologerne, og i Danmark måtte vi vente på Jelling-stenen for at træde ind i "historisk tid". Historien kan så afgrænses som en videnskab, der tager sin begyndelse med de skriftlige kilder, mens tiden op til da "tilhører" forhistorisk arkæologi. Men det skal ikke afholde historikere fra "forhistorien", selv om der ikke er skriftlige kilder. Det et af de grundvilkår, man som historiker bliver helt på det rene med. Man kan ikke omfavne det hele og skal have assistance. Arkæologien er en af de værdifulde hjælpevidenskaber, som historie har et ganske anseligt udvalg af, fordi mange problemstillinger bliver uoverstigelige uden bidrag fra "udefrakommende" eksperter.

Det bedste eksempel på nødvendig assistance er oversættelserne. Ganske vist var der krav om færdigheder i engelsk, tysk og latin tilbage i 1970´erne, hvis man ville gøre sig håb om at blive historiestuderende. De fleste af os magtede desuden et mere beskedent niveau på fransk og kunne uden større problemer læse og forstå svensk og norsk. Og med lidt god vilje var det muligt at humpe igennem tekster på jiddisch og flamsk. Og de klassisksproglige studenter havde også kompetencer i græsk og var generelt bedre end os andre til at forstå italienske og spanske termer. Men sproget har altid været en barriere og en konstant udfordring. De bedste område-historikere er selvfølgelig dem, som ikke har skullet være afhængige af oversættelser, som de ikke selv havde kompetence til at bedømme. Det er gået galt for mange, og slemmest kan det blive, når en kilde på et mere "utilgængeligt" sprog først har været igennem en oversættelse til engelsk, tysk eller et tredje sprog, for så at blive til dansk efter endnu en strabadserende vridetur gennem interpretations-maskinen.

Filmen som historiefortæller

I dag er historiefortælling på film hverdagskost. For det store publikum er de levende billeder den vigtigste kilde, ikke kun til historier, men også selve historien, videnskaben. Bogen har tabt førerpositionen som "folkets fortæller", når det gælder historien/fortællingerne om konger og krige, helte og skurke, kriser og opgangstider, hverdagslivet før og nu, skæbner, der ellers bare kunne glide ned i mosejord og glemsel som en anden Grauballemand. Men modsat moseliget fra jernalderen har den nedskrevne fortælling trods alt overlevet, men står over for en fremtid og en generation af unge, hvor bogen for størstedelen er et historisk levn i sig selv. En rekvisit, de er blevet introduceret til i skolen, og fordi de risikerer at møde den på deres videre færd i uddannelsessystemet. For størstedelens vedkommende vil bogen næppe blive en del af farbare vej til historisk viden.

Der er dog ikke grundlag for at skrive en nekrolog over bogen. Tværtimod har bogsalget i Danmark ligget nogenlunde stabilt i de sidste par årtier, og der bliver til stadighed udgivet et stort antal biografier og historiske værker. Men én ting er, hvad der bliver langet over disken eller købt i netbutikkerne. Et andet nok så vigtigt faktum er, hvad der bliver læst. Bibliotekerne har således kunnet konstatere et fald fra 32 mio. udlån af fysiske bøger i 2009 til 24 mio. udlån i 2017, men i 2018 standsede tilbagegangen (der var en lille fremgang på 0,2%, jf.: https://soendagaften.dk/2020/08/bibliotekerne-2019-bogudlaanet-stabiliseret/).

Men hvorfor synes mange historikere, at være bekymrede over udviklingen og formidlingen af faglig, velunderbygget og objektiv historieskrivning? Den enkle forklaring er, at faghistorikerne stadig hænger ved traditionen og det skrevne ord. For de akademisk uddannede historikere er bogen stadig det foretrukne medie, og de trøster sig ved, at markedet for populærvidenskabelig litteratur i bogform har overlevet de første par årtier af det 21.århundrede. Det gælder, hvad enten emnet er verdenskrigene, slaget ved Dybbøl, Blekingegadebanden. Specielt besættelsestiden synes uudtømmelig, selv om ungdomsgenerationen fra dengang efterhånden er fåtallig.

Næste generations interesse for den mest intense og dramatiske periode i nyere Danmarkshistorie synes usvækket. Det gælder også i produktionen af danske film med udgangspunkt i "de onde år". I særlig grad sælger biografierne. Markante udgivelser med salgbar kendisfaktor debatteres livligt i de landsdækkende aviser, og er man helt inde i varmen, optræder forfatteren i projektørlyset på DR2, konfronteret med en knivskarp, kritisk journalist eller plantet i hyggesofaen på TV2´s morgenflade. Egentlig går det meget godt for den gode, gammeldags bog.

Filmatiseringer af litterære forlæg

Filmatiseringer af litterære værker er en lykkelig symbiose, som kan dateres helt tilbage til filmens barndom. Et forhold, som mange forfattere har opdaget, fordi det er økonomisk interessant. Filmatiseringer stimulerer salget af både det aktuelle værk og forfatterens eventuelle anden produktion. De heldigste forfattere får oven i købet muligheden for at bidrage, når filmmanuskriptet skal skrives, selv om det er en helt anden boldgade. Mere tilgængeligt er opdraget, når det faglige speciale udløser en konsulenttjans, fordi værket skal omsættes til en dokumentarfilm. Sidegevinster: I Danmark er der tradition for forfatter-turnéer på uddannelsesinstitutioner, højskoler, menigheds- og forsamlingshuse. Det er ligesom et rockband, der hitter. Pengene ligger på landevejen, så det er med at komme ud, mens interessen lever. Der står andre og tripper i kulissen.

Internettet bugner af hjemmesider, både de avancerede, interaktive såvel som de mere "passive", digitale bøger, der oftest blot er en datafil, let at bladre i som en opslagsbog eller kildesamling. Aarhus Universitets danmarkshistorien.dk lanceredes i 2009 og er det bedste danske eksempel på digital formidling med omfattende baggrundsstof og et bredt udvalg af såvel skriftlige kilder som fotos, statistikker og filmklip. Databasen bygger på et bredt samarbejde med alle væsentlige aktører, der formidler historie. Det være sig museer, arkiver, forlag, institutter og andre digitale medier (https://danmarkshistorien.dk/om-os/samarbejdspartnere/). Men det er en dyr øvelse at holde den slags hjemmesider, og Aarhus Universitet fattes penge. Det forstår sig, når man ser den voksende bygningsmasse, der huser det universitetet. Som opslagsværk fungerer hjemmesiden endnu fint med sit kronologiske skelet. Men som redskab til en dybere forståelse af historisk metode og -bevidsthed har databasen sine begrænsninger.

Artiklen "Historiebrug" er grundlæggende sober og velskrevet, men i forhold til den folkelige formidling også begrænset i sin tilgang:

I modsætning til historiografien, der er videnskaben om, hvad historikerne har skrevet gennem tiden og med hvilke tematiseringer, drejer historiebrug sig ikke kun om den videnskabelige og faghistoriske historieskrivning, men om bredere kredses gøren brug af historie.

Få, udvalgte historikere får muligheden for at arbejde med levende billeder som konsulenter. De optræder som "talking heads" og bliver videnskabelige garanter, både i den traditionelle fiktion, den klassiske dokumentarfilm og de genrer, der frit og frejdigt krydser grænsen mellem disse flydende kategorier.

Men afsendere og modtagere har ofte divergerende holdninger til filmmediet, og deres opfattelser af, hvordan historien og historierne skal formidles på film, er ikke synkrone. Måske tværtom. Der mangler en fælles forståelse for mediets begrænsninger og muligheder og en erkendelse af, at vores perception og forståelse afhænger af opdragelse, uddannelse, dannelse og erfaring. Alt det, der danner os som individer. Erindringen og den fiktive historiefortælling betragtes som subjektiv, mens den videnskabelige, historiske fremstilling, som vi møder den på museerne, i litteraturen og i klassisk dokumentarisme, bliver opfattet som objektiv. Men det er en alt for unuanceret konklusion i en tid, hvor formidlingen af vores fælles historie er under hastig forandring.

Den sande historie er fiktion.