Fortællingerne om dansk kolonialisme -Guldkysten

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/guldkysten

Guldkysten (Daniel Dencik, 2015)

Den ubarmhjertige kritik

Kritikken var ikke nådig over for Daniel Denciks koloniale dystopi, ”Guldkysten”. Projektet var ellers sympatisk og tog sit udgangspunkt i en periode og en lokalitet, som ikke just overrendes i dansk film. I modsætning til Palle Kjærulff-Schmidts imposante epos om Peter von Scholten fra 1987 er hovedpersonen ikke kendt i brede kredse. Den randrusianske købmand Wulff Joseph Wulff fremstilles af Dencik som en humanistisk indstillet botaniker, hvis erklærede mål er en rentabel plantagedrift, de indfødte kan ernære sig ved (https://natmus.dk/fileadmin/user_upload/natmus/forskning/dokumenter/Ghana/Wulff.pdf).

Men filmen kommer til at vakle i et behjertet forsøg på at få to ret umage film til at smelte sammen. Dels den hollandske instruktør, Fons Rademakers, politisk korrekte, fair trade og kolonialismekritiske Indonesien-film ”Max Havelaar” (1976), dels Francis Ford Coppolas ”Apocalypse Now” (1979), omfortolkningen af Joseph Conrads klassiske roman ,”Heart of Darkness” fra 1902. En roman, der baserer sig på Conrads oplevelser i Congo, men af Coppola og medforfatter John Milius blev den til dato mest syrede fremstilling af Vietnam-krigen.

Instruktøren Danbiel Dencik - fra dokumentar til fiktion

Den svenskfødte Daniel Dencik er uddannet filmklipper fra Filmskolen i København. Han har en omfattende litterær produktion bag sig i form af romaner og digte, spændende fra Kierkegaard til cykelsport. Efter sin instruktørdebut med ”Moon Rider” (2012) om temporytteren Rasmus Quade fik hans næste to (dokumentar)film endnu større opmærksomhed. Dels ”Ekspeditionen til verdens ende”, dels den Robert-vindende ”Tal R.: The Virgin”, begge fra 2013.

Man kan ikke beskylde Dencik for at udforske opdyrket land. Dansk film har kun i beskedent omfang orienteret sig mod kolonihistorien, og her har det primært været Grønland og De dansk-vestindiske øer. Lokaliteter, som i øvrigt har været åsted for DR´s julekalendertrilogi, den legendariske ”Nissebanden”, med hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter, Flemming ”Lunte” Jensen. Sæson II sendtes første gang i 1989 og var delvis optaget i Uummannaq (se nedenfor, s. ). Titlen var ”Nissebanden i Grønland”, hvor ”i”-et tydeligt indikerede forfatterens forståelse for Grønlands selvstyre og nationale identitet. Sæson III, ”Nissernes Ø”, havde premiere på DR i 2003 og kun ”Lunte” var tilbage fra den gamle bande. Locations omfattede det meget snefri Fort Christiansværn i St.Croix´ hovedby, Christiansted, hvor amerikanerne d. 31.marts 1917 ved en ceremoni fik overdraget De dansk-vestindiske øer, samtidigt med tilsvarende markeringer på St.Thomas og St.Jan. I modsætning til tidligere tiders afskibning af kolonier var de caraibiske øers skæbne afgjort ved en folkeafstemning, d.14.dec. 1916. Knap 2/3 af de afgivne stemmer var for salget.

Guldkysten og slavehandlen

Guldkysten/Guinea blev aldrig nogen blomstrende forretning, hverken for handelskompagnierne eller den danske stat, der fra midten af 1700-tallet overtog forterne. De fem forter på den afrikanske vestkyst var i første række handelsstationer og ikke mere end det. Slavehandelen kunne være meget besværlig, og indtjeningen usikker. Men med den danske regerings forbud mod slavehandel, gældende fra 1803, blev aktiviteterne på Guldkysten en tvivlsom investering. Udskibningen til Vestindien var vanskelig, og det illegale marked kunne ikke kompensere for indtægtstabene, lige som handelen med andre, afrikanske varer led stærkt under konkurrencen fra engelske købmænd. Med udgangen af marts 1850 overlod Danmark forter, havne og handelspladser til englænderne for beskedne 10.000 pund (Justesen, s.458-59). Så var det kapitel lukket uden større vingesus.

Denciks film udspiller sig i den vestafrikanske kolonis nedgangstid. Hovedpersonen, Wulff Joseph Wulff er inspireret af Paul Erdmann Isert (1756-1789), Wulff Joseph Wulff (1809-1842), og Johan Wilhelm Svedstrup (1819-1893), angiver filmens hjemmeside (http://guldkysten.com/history). I Ole Justesens fremstilling af kolonien er Wulff kun en notits og tre mindre illustrationer: Et portræt, Wulffs tegning af sin mulatkone, Sara Malm og en nyere skitse af Wulffs hus i Osu (Justesen, s.457). Helt usædvanligt flyttede Wulff ud fra Christiansborg-fortets beskyttende mure og byggede sit eget hus i Osu, i dag en forstad til Accra.

Wulff Joseph Wulffs dagbøger og breve

Thorkild Hansen giver derimod plads til Wulff i det første bind af sin såkaldte slavetrilogi, ”Slavernes Kyst” (1967). En hovedårsag hertil er utvivlsomt de indholdsrige og meget personlige førstehånds kilder. Wulffs breve og dagbogsoptegnelser fra 1836-42 blev udgivet i 1917 under titlen ”Da Guinea var dansk”. Udgivelsestidspunktets sammenfald med salget af de dansk-vestindiske øer er næppe tilfældigt.

Men sammenfaldet mellem Hansens og Denciks Wulff er til at overskue. Den botaniserende, drømmende og indignerede hovedperson i ”Guldkysten” er langt fra den desillusionerede, unge, jødiske embedsmand fra Randers, som efter en uheldig romance i sin hjemby ser en udvej til at opnå hæder og anerkendelse i kongens tjeneste. Han får syet en prangende uniform, bliver malet af David Monies lige inden afrejsen og bliver så ramt af realiteterne i Vestafrika efter en nok så overstrømmende modtagelse. Wulff har bundet sig kontraktligt til seks års tjeneste, hvilket han meget snart fortryder:

”Han hadede landet. Han kunne ikke taale klimaet. Og han kunde ikke døje afrikanerne. Dagligen er han plaget af en stærk hovedpine, han har smerter i brystet og maven kan han slet ikke faa i orden. Hans krop er dækket af udslet, de stikke ham som knappenaale, hvad enten det nu er en slags røde hunde eller de satans insecter, det vrimler med overalt. Han er blevet saa rasende tyk, at alle hans klæder er blevet for småå til ham. Den smukke uniform t il 161 rigsdaler, passer ham slet ikke mere...”(Hansen, Slavernes Kyst, s.177).

Jacob Oftebro, den norske skuespiller i hovedrollen som Wulff, tabte sig på bedste Christian Bale´ske vis næsten 20 kg under indspilningerne til filmen. Wulff lagde sig ganske vist så voldsomt ud i løbet af det første halve år i kolonien, at vennerne hjemme i Danmark, efter hans eget udsagn, ikke ville kunne genkende ham. Wulff skriver til forældrene, at champagne i kolonien drikkes som øl derhjemme:

”Da jeg kom hertil, drak jeg meget af denne dejlige Drik; men nu kan jeg ikke taale at se den for mine Øjne og nyder den aldrig; den har bestemt megen Skyld i min Fedme” (Da Guinea var dansk, s. 91, dat. d.10.jan.1837).

Og han var oven i købet blevet skaldet og havde tabt en tand. Men derefter var det ikke vægtproblemerne, der martrede Denciks konglomerat af Wulff. Gulsot og malaria blev evigt tilbagevendende plager, der langsomt udmagrede og tærede hans krop for modstandskraft, indtil han døde i d.16.dec. 1742; ironisk nok på det tidspunkt, hvor han havde opfyldt sin kontrakt og endelig kunne vende hjem (Sørensen, https://amtsavisen.dk/randers/Randrusianeren-paa-Guldkysten/artikel/198098). Wulff blev som jøde ikke begravet på den lutheranske missions kirkegård. I stedet blev han begravet under gulvet i sit hus, sådan som den lokale skik foreskrev.

Dencik og historiens kunstneriske frihed

Denciks dramaturgi undsiger de historiske realiteter og lader Wulff gå ombord i et skib, som endelig kan bringe ham hjem. Men Wulff hopper bogstavelig talt af og går i land. Han vil tage opgøret med de anløbne handelsfolk bag den illegale slavehandel. Guvernøren, der i Denciks version blot er ”guvernøren”, har referencer til de to søofficerer, Frederik.S. Mørch (f. 1800), der var tiltrådt som guvernør i 1834, og Bernhard J. C. Wilkens, hvis regimente holdt sølle tre måneder. Så var også han bukket under for malaria, d.28.august 1842.

Begge skulle effektuere dels danske regerings forbud mod slavehandel, men tillige holde sig på god fod med englænderne, der med The Slave Emancipation Act fra august 1833 havde frigivet alle slaver i det britiske imperium (Justesen, s.448-49). Den engelske flåde patruljerede ud for Vestafrikas kyst og opbragte skibe, lastet med slaver eller blot udstyr til slavetransport. For den engelske handel var palmeolien blevet første prioritet.

Den illegale eksport af slaver til specielt Latinamerika organiseredes nu fra handelspladser længere inde i landet, og flere havnebyer under dansk overhøjhed blev de foretrukne udskibningssteder. Og der var stadig gode penge at tjene på at forsyne skibene til den lange rejse over Atlanterhavet. Men Mørch og Wilkens kunne ikke negligere englænderne og måtte foretage militære aktioner i baglandet for i det mindste formelt at kunne demonstrere den danske regerings forbud mod slavehandelen. Som Thorkild Hansen skriver, var det en noget lettere opgave for danskerne at beskytte end bekæmpe slavehandlerne (Hansen, Slavernes Kyst, s.205-6).

Dencik lader 2.assistent Wulff anføre fremstødene mod de griske menneskekøbmænd. Filmens helt, kæmper ikke kun for, at de indfødte skal drive deres egne plantager, men vil også garantere deres frihed. Wulff kom imidlertid aldrig op ad rangstigen, og med et cv som assistent i kolonien var der ikke karrieremuligheder for ham i Danmark. Det var han realistisk nok til at indse og var begyndt at affinde sig med at blive.

Men i Denciks version fortryder Wulff og vender tilbage til fortet, hvor guvernøren endeligt er bukket under for druk og sygdom. Uden sin beskytter vader Wulff lige ind i skurkenes vold, embedsmændene, assistent Herbst og den senere fungerende guvernør, Dall. Heller ikke mulatkøbmanden, Heinrich Richter, der tjener store penge på den illegale slavehandel (og anbefalede sig selv til den danske regering som ny guvernør), er interesseret i at redde Wulff. I slutsekvensen lykkes det Wulff at flygte fra fængslet sammen med en slave, når til en lille landsby ved floden. Her dør han og bliver sendt på sin sidste rejse på en tømmerflåde.

Virkelighedens Wulff og det sidste brev

Virkelighedens Wulff skrev sit sidste brev til svogeren, J. W. Behrens, d.27.oktober 1842:

”Du maa tro mig, kjære Behrens, jeg føler i denne Tid megen Hjemvé og mere, end jeg nogensinde har gjort før. Tænk Dig en gang min Glæde i Dag 8 Dage at have overstaaet de 6 lange, smertefulde Aar, og kan rejse hjem hvert Øjeblik, jeg ønsker” (Da Guinea var dansk, s.289-90. Udgiveren Carl Behrens er i øvrigt barnebarn af J.W. Behrens).

Wulff udtrykker blot ønsket om at komme hjem og få sin afsked og pension, og han slutter:

”Lev vel, ja ret vel, og Gud give, at jeg den næste Post maatte blive Postillonen selv. Din meget hengivne Svoger W.Wulff”

Efter Wulffs død beholdt hans afrikanske efterkommere huset i Osu og fik efter ønske herom tilsendt Monies´portræt, som stadig hænger på ”Fredriksminde (Hansen, Slavernes Kyst, s. 216-17).

Som filmisk beretning finder ”Guldkysten aldrig in balance mellem de historiske kendsgerninger og aktører og så den kunstneriske frihed, som er filmens privilegium. Budgettets begrænsning blotlægges alt for tydeligt, når filmen skifter fra filmet teater med meget få danske aktører til længere passager, hvor en voice over ledsager billeder i den vestafrikanske natur. At nogle kritikere så gør sig lystige over de indfødte soldater, iklædt farvestrålende, danske uniformer, kan man undre sig over. Det har ikke været langt fra den akavede virkelighed.

Foto: Museum Østjylland