Fortællingerne om dansk kolonialisme - Grønland

<https://www.kino-zeit.de/film-kritiken-trailer-streaming/inuk-2010

”Inuk” (Mike Magidson, 2014)

Kampen om Grønland

I en omskiftelig tid (2025), hvor rigsfællesskabet udsættes for en amerikansk præsidents ekspansive, våde drømme om at erobre og kolonisere verdens største ø midt i en strøm af vedholdende løfter om, at alle grønlændere vil opleve velstand og fremgang. - ja, da vakler grønlænderne op til dagens (11.marts) imellem hurtig eller mere sindig løsrivelse fra den gamle kolonimagt. Alt imens koger verden, og den politiske balance tipper, fordi en patologisk løgner i rollen som magtfuldkommen oligark og autokrat udsætter alt og alle. Vel at mærke ikke i frihed og respekt for andres liv og levned, men i en evig søgen efter den største, personlige nydelse og gevinst.

Udfordringerne er store for den diminutive, oprindelige befolkning af inuitter, der ikke længere må omtales som eskimoer, fordi netop det ord må betegnes som imperialismens restaffald sammen med indianer og neger. Fred med det. Men kampen om fortællingen? Hvordan står det til med objektivitet, empati og den selvforståelse, ingen andre end de indfødte kan bære med sig?

Film om Grønland

Grønland har inspireret og dannet baggrund for talrige klassiske dokumentarfilm, der er let tilgængelige på Det Danske Filminstitut. Uden at gå ind på en længere genredefinition er det derimod ikke mange spillefilm om verdens største ø, der har fundet vej til danske biografer.

”Palos Brudefærd” fra 1934, Friedrich Dalsheims filmatisering af Knud Rasmussens manuskript, står i dag som den mest ikoniske af disse film. Den vandt international opmærksomhed, herunder National Board of Review i 1937.

Erik Ballings ’Qivitoq- fjeldgængeren’ fra 1956 blev næste bud og i øvrigt den første danske film, der blev Oscar-nomineret. Filmen var et trekants(melo)drama mellem tre danskere, men hvor Palo, en sælfanger, kommer til at symbolisere brydningerne i det grønlandske samfund, hvor den svigtende sælfangst må vige for et mere traditionelt fiskeri.

Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjerg genoptog deres succesfulde partnerskab med ”Tukuma” fra 1984, hvor Josef Tuusi Motzfeldt var tredje part på manuskriptet.

Efter et par årtier, hvor bl.a. dogmefilmene fyldte meget i det danske filmlandskab, var der igen filmskabere, der hentede inspiration i de tidligere kolonier. Louise Friedbergs ’Eksperimentet’ fra 2010 omhandlede den danske stats moralsk tvivlsomme beslutning om at tvangsflytte grønlandske børn til Danmark i 1950’erne.

En film, der tematisk blev fulgt op af Jesper W. Nielsens ”Der kommer en dag” om drengene fra børnehjemmet Godhavn, der navnet til trods intet havde med Grønland at gøre, men ligger i Tisvildeleje. Begge film byggede videre på afsløringer af de overgreb, børnene var blevet udsat for, så at sige i statsligt regi. Filmene affødte heftig politisk debat om ansvar, undskyldninger og erstatninger. Og derfra kan der trækkes en forbindelse til 2010´ernes mest succesfulde grønlandske film.

Otto Rosing og Torben Bechs ”Nuummioq” havde ligeledes premiere i 2010. Det blev den første hjemmeproducerede, grønlandske film. Ambitionerne var høje, modtagelsen pæn, men filmen kom ikke gennem Oscar-komiteens nåleøje.

Mike Magidson - Inuk

Det gjorde den næste film heller ikke. Mike Magidsons ”Inuk” vistes første gang i en ”beta-version” i 2010 ved Stockholms Filmfestival, men kom først på plakaterne fire år senere i danske biografer). Dermed markerede nye tider, fordi filmen var en fransk-grønlandsk co-produktion uden dansk involvering. Instruktøren Mike Magidson er født i USA, har en grønlandsk-fransk baggrund og havde tidligere gjort sig bemærket med to dokumentarfilm, ”Ice School” (2000) og ”La Longue Trace” (2004). Hans seneste film er den selvbiografiske ”Call of the Ice” fra 2016. En beretning om at forlade sin kendte dagligdag og i stedet leve som inuit og jæger. Filmen er optaget i Uummannaq, 300 km nord for Polarcirklen.

Det var i denne by, ”Inuk” tog sit udgangspunkt, og for Magidson blev hans dokumentarfilm en yderligere udforskning af den kulturelle konflikt, som Inuk kæmpede med, det traditionelle over for det moderne.

Den amerikanske film filmkritiker, Frank Scheck, rammer flere centrale områder i sin anmeldelse af ”Inuk”:

”Shot in sub-zero temperatures under obviously challenging conditions, Inuk is less notable for its dramaturgy than for its beautifully photographed rendering of the harsh Arctic landscapes. Its thin storyline and characterizations, abetted by sometimes heavy-handed narration, are too simplistic to sustain interest. But the film certainly displays an undeniable verisimilitude, including the fact that its teen performers are actual residents of the Uummannaq Children’s Home, and its striking visuals are bone-chilling enough to make you feel the need to wear a parka, even if watching it in a nicely heated theater”

(https://www.hollywoodreporter.com/review/little-monsters-review-1181820).

I modsætning til Denciks ”Guldkysten” har Magidson ikke behøvet at rekonstruere tid og sted. Når Scheck taler om ”verisimilitude”, priser han ”Inuks” dokumentariske afsøgning af Uummannaq og dets mennesker, som ikke bare er skuespillere, men ”actual residents of the Uummannaq Childrens Home”.

Filmens Inuk / skuespilleren Gaba Petersen er et af de børn, som det grønlandske samfund har måttet tage sig af, fordi familierne ikke magter opgaven. En trist virkelighed, som sætter filmens fortælling i perspektiv, men som også skaber flydende grænser mellem fiktion og dokumentarisme. Kameraet bidrager med sin nøgterne afsøgning og registrering af det arktiske landskab til en formelig virtual reality, som selve fortællingen imidlertid ikke er i stand til at udfylde.

Narrativet bliver for spinkelt på trods af de gode viljer.