Fortællinger i billeder og musik

(https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/smaedevers-om-struensee-affaeren-den-stormaegtigste-dronning-caroline-mathilde-til-haest-1772)

Det stakkels sprog

Digitaliseringens billeder og sprog

At betragte tolkningen og forståelsen af illustrationer som ganske ukompliceret og en helt objektiv kommunikation vil være en grel fejltagelse. At have en naiv tro på, at vi danner det samme billede og har den samme perception af en illustration uanset baggrund, er en misforståelse. Vel er det langt nemmere at se farven rød, end at skulle forklare farven med ord, hvis vi ikke havde set den før. Medmindre man lider af farveblindhed, har vi en fælles forståelse af, hvordan farverne ser ud, og hvad vi kalder dem. Og det selv om vi kan rode os ud i diskussioner om nuancer og eksotiske betegnelser. Hvis man ikke er så uheldig at lide af farveblindhed, er de fleste af os fra helt små fået indlært farverne som noget af den allerførste hyggelæsning. Så kan de næste emner være madvarer, dyr, både og biler, og allerede her begynder det at blive svært med den stigende grad af forskellighed. Og det kun ”værre”!

Børn, der ikke kan læse endnu, eller måske lige har knækket koden, har forståeligt nok et begrænset ordforråd og en ditto referenceramme. For den gruppe spiller illustrationer stadig en essentiel rolle som ledsagende forklaring til ordene. Men fra de gammeldags, “stillestående”, analoge billedbøger, som tidligere generationer er vokset op med, er der en afgrund til forskel i forhold til den billedstorm, de fleste danske børn vokser op med i dag.

Konkurrencen om vores opmærksomhed er blevet svær. Digitaliseringen har fremkaldt en “bogstavelig” tsunami, hvor børn og voksne oversvømmes af billeder fra skærme i alle formater. Teknologien tilbyder helt nye og fristende muligheder, hvor børn tegner, fotograferer, filmer digitalt og ikke mindst ser og ser. Men det forklarende, ledsagende sprog har forandret sig væsentligt, fordi billederne ofte ledsages af fremmede ord. Udtyndingen af det danske sprog begynder i barneårene, støt og sikkert. Vores fælles kode fortrænges i stigende grad af “invasive” ord og begreber fra engelsk/amerikansk, som vi ikke har samme kulturelle og historiske baggrund for at “omsætte” og tolke.

Kampen om sproget

Tilsyneladende er det ikke en udvikling, som vækker større bekymring, heller ikke blandt sprogforskere. Men måske har tiderne forandret sig radikalt med den digitale revolution. Vi flyder som samfund blot passivt med strømmen. Resultat? Det danske sprog og vores kultur ser ud til at sakke bagud i den ulige konkurrence, og med den udvikling tabes vores fælles forståelse og sammenhængskraft. Evnen til at udtrykke sig præcist og til at læse og skrive i samme kode forsvinder langsomt. Identitetspolitik og den tilhørende debat bliver et elitært anliggende på en eller anden tilfældig højskoleaften eller i andre afkroge af samfundsdebatten. Så dur det ikke som modargument at klynge sig til de relativt få låneord, englænderne har fået af de nordiske vikinger for tusind år siden.

Hvis man så er bekymret for dansk som selvstændigt, folkeligt fællessprog? Skulle vi Danmark følge i hælene på Polen og især Ungarn, hvor sproget er blevet til en helt central, politisk dagsorden, styret af stærke, nationalistiske kræfter. Tanken om, at et formeligt sprogpoliti skulle overvåge, at det danske sprog prioriteres og skærmes af for grænseoverskridende trusler, ville sandsynligvis ikke være nogen populær løsning i Danmark. Men vi lever i et småt og sårbart habitat, hvor en eller anden form for indhegning og beskyttelse måske er på sin plads, hvis det danske sprog skal bevares og til stadighed “være min Moders Stemme".

Medierne, hverken de skrevne eller talte, synes at bekymre sig, mens der indsniger sig flere og flere fejl i kommunikationen. Ikke kun stavefejl, men ord som hans/hendes/sin vælter tilfældigt rundt, alle ”tænker”, men synes ikke mere, ligge har næste udraderet det gode transitive lægge (selv om sidde/sætte overlever), bomber er sprunget i luften og gentagne eller gentagende er der ingen, som kan finde ud af. Sådan er det alt for nemt at finde eksempler.

Den fælles samtale

Udvaskningen af sproget rammer vores fælles samtale. Når ordene bliver utydelige og sværere at forstå, kunne man fristes til at bortforklare bekymringerne, fordi vi i stigende grad kan bruge de billeder, der vælter ind over os. Ikke så radikalt, at vi udvikler en ny form for et billedesperanto, et emoji-tegnsprog, som ganske ukompliceret bryder grænser og sproglige barrierer og skaber en perfekt, tværnational forståelse, hvor vi vænnes til at udtrykke os gennem det samme, ekspanderende billedsprog. De allerfleste er udmærket klar over begrænsningen i den form for kommunikation.

Det er essentielt at fastslå, at “læsning” af billeder er hverken simpel eller universel. Langt fra! Billederne og forståelsen af dem udspringer af den kulturelle, historiske og sociale arv, vi har tilegnet os. Billeder bliver ikke aldrig universelle; den slutning vil være en fatal misforståelse, der negligerer vores særegne identitet og diversiteten i vores perception. Selvfølgelig er der gradsforskelle. Det ved enhver trafikant, der har intentioner om at skulle parkere sin bil. Og jo mere kompleks ”budskabet” er, jo tydeligere bliver det, at ord og billeder må gå hånd i hånd. Det gælder i høj grad historiefortællingen.

Den svære litteratur - den kognitive forståelse

Billeder kan altså bruges til at sætte ord på. Vi kan lære, udtale, forklare og anskueliggøre nye ord. Det er en øvelse, de fleste genkender fra deres barndom eller som forælder. Den fysiske, gammeldags (billed-) bog ser også ud til at overleve i sofaen eller på børneværelset som kvalitetstid, sproglig indlæring og godnat-hyggelæsning. Men på sigt er der tendens til, at den fysiske bog støt og sikkert er ved at blive trængt væk i de kommende generationer af børn. For dem kan den fysiske bog ende som et kuriosum, et artefakt fra forældre og bedsteforældres barndom. Og med den udvikling risikerer alt for mange at miste evnen til fordybelse og faglig læsning.

I sin ph.d.-afhandling fra 2020 har Kristiane Hauer analyseret 70 8.-klasses elevers evne til at læse litteratur. En del af disse børn når groft sagt ikke længere end til at aflæse ordene. De formår ganske enkelt ikke til at tolke og forstå teksten, endsige selv at kunne sætte billeder på ordene:

I den kognitive forståelse af, hvad der sker i læsningen, abonnerer man således overordnet på den forestilling, at teksten rummer et indhold, der skal afkodes og forstås af læseren. Men for at dette kan lade sig gøre, betones det, at det er nødvendigt, at læseren selv bidrager mentalt til læseprocessen, dvs. læser. Når man skal forstå en tekst, er det afgørende, at man som læser selv skaber en indre mental model af teksten. For at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at man trækker på sin baggrundsviden under læsningen (viden om verden, om sprog og om andre tekster), at man kan danne inferenser, dvs. følgeslutninger mellem tekstens enkelte dele (med hjælp fra bl.a. mentale billeder og analogidannelse) (Hauer 2020, s.57-58).

Bøger fylder ikke ligefrem flyttekasserne, når ”børnene” flyver fra reden. I de senere årtier er der sket en mærkbar differentiering blandt unge, hvor mange falder fra i forhold til at læse fysiske bøger, hvis de da overhovedet er kommet i gang. Andre (og stadig flest kvinder) vedligeholder deres læsevaner, som de har opbygget gennem de yngre års konsumering af Harry Potter, Hunger Games, Twilight, Game of Thrones eller hvad, der lige har været oppe i tiden. Men det kan være en stakket frist.

Ungdomsgenerationen anno 2021 bruger generelt ikke megen tid på læsning af litteratur, og nogle gymnasier har som modgift til den litterære afvandring indført ”lystlæsning” (https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/unge-laeser-lidt-gymnasier-indfoerer-lystlaesning). En spøjs definition for en induktiv læringsproces, hvorigennem den unge skal forbedre sin læsehastighed, træne sin tekstforståelse, tilegne sig et større ordforråd og forberede den unge til et studie Forhåbentlig bidrager læsningen ligeledes til almendannelsen. Denne målelige, luftige størrelse skal blive et redskab for de unge til at forstå og agere i ”samfundet”. Gennem “lystlæsningen” konfronteres eleverne med andres syn på livet, fordi litteratur, og især fiktion, ofte rummer ukendte og skæve vinkler på tilværelsen, ikke mindst i forhold til de sociale mediers overfladiske og letfordøjelige informationsstrøm. Og skulle en kommende, dansk medicinstuderende have et litterært efterslæb tilbyder flere universiteter fag som ”Narrativ medicin” og ”Lægen og litteraturen”, simpelthen for at give kommende læger en bredere samfunds- og menneskeforståelse og derigennem stimulere medfølelse og empati.

Men fordybelsen og tålmodigheden er slemt udfordret. Mobiltelefonens uophørlige tilstedeværelse og uendelige strøm af kommunikation truer med at udkonkurrere motivationen og evnen til at fordybe sig i en længere kæde af sammenhænge. Et fiktivt eller faglitterært værk kræver træning i tålmodighed og fordybelse, der ikke harmonerer med konstante koncentrations- og læsevanskeligheder. En haltende abstraktionsproces, hvor ordene bliver til chikaner på vejen, og den i forvejen langsomme og besværlige perception parkeres til slut. Spøjse, forbigående modeluner som sms-romaner kan ikke ændre på nedturen, og e-bogen er ikke andet end en bog på en skærm. Lys eller papir? Ingen forskel Læsningen skrumper, og et i forvejen begrænset ordforråd udsultes endnu mere og besværliggør kommunikationen. Det fælles gods, den gensidige forståelse, samtalen, smuldrer simpelthen sammen med ordene. Endnu værre stillet bliver den i forvejen svære kunst ”at kunne læse mellem linjerne”.

Fiktion versus faglitteratur

Og for at illustrere de sproglige forhindringer med en selverkendelse og et par aforismer: Selv en rutineret bogorm og læsehest som undertegnede har måttet kæmpe med en nutidig, amerikansk forfatter som Richard Ford (1944-), der er langt sværere at læse, og vel at mærke forstå, på originalsproget end de udenlandske historikere og andre fagfolk, der refereres til i denne bog. Fords fokus er ellers ikke avantgardistisk. Overhovedet ikke. Hans univers i den berømmede Frank Bascombe-serie præges af nedtonede, hverdagsprægede skildringer af en midaldrende mands tilværelse, ikke ulig min egen. Og jeg kan godt oversætte de amerikanske ord til dansk. Men den anderledes, fremmede, sociale og kulturelle kontekst bærer sin egen indforståethed med sig. Så kan selv USA synes langt fra Danmark.

Faglitteratur er ofte langt lettere at forstå end følelser og tanker, forklaret på et fremmed sprog. Og “fremmed” må engelsk betegnes som - endnu. Den stærkt stigende engelsk-amerikanske invasion af ord og begreber har gjort vores kommunikation uklar, fordi både afsendere og modtagere ofte mangler forudsætningerne for grundlæggende at kunne forstå de fremmede sprogs indlejrede koder, begreber, talemåder og slang (en betegnelse, hvis oprindelse er etymologisk kompliceret at fastslå).

Den litterære rygsæk bliver lettere og lettere hos mange unge i en verden, hvor fiktion kunne hjælpe på virkelighedssans og dømmekraft. Det er typisk, at klassiske, sejlivede realityprogrammer som Robinson Ekspeditionen (1998-) og Big Brother (2001-14) begge er navngivet med reference til klassisk litteratur, men et flertal af de unge seere, og nok endnu flere af aktørerne, kender simpelthen ikke bøgerne, hverken Daniel Defoes The Life and Adventures of Robinson Crusoe (1719) og slet ikke George Orwells Nineteen Eighty-Four (1947). Den dybere symbolik i titlerne har heller ingen relevans mere; meningen er blæst væk i reklamefinansieret TV-tomhed.

Musikkens budskaber - fra skillingsviserne til revyens satire

Radioen var fra de tidligste år ikke kun “talk-radio”, men musikken fik fra starten af 1920´erne stor betydning og et lydhørt, voksende publikum. Ud over gudstjenesterne, der er blevet transmitteret siden etableringen af statsradiofonien i Danmark i 1925, fyldtes programfladen af nyhedsformidlingen (Pressens Radioavis fra 1926), oplysende programmer og den klassiske musik. I radioens barndom måtte musikken transmitteres direkte, og Danmarks Radio etablerede egne musikensembler og kor, hvilket gjorde de store opsætninger lettere, efterhånden som orkestrene blev mere rutinerede og vante til mediets krav. Men det må have været besværligt.

Traditionelt havde lytning til klassisk musik krævet, at man var fysisk til stede i koncertsalen, populærmusikken kunne opsøges på værtshuset, i forsamlingshuset, hjemmet eller på gaden. Musik har traditionelt været en vigtig del af kulturen på tværs af tider, landegrænser, sociale klasseskel og generationer. Den klassiske musik var hoffet og de øvre samfundslags foretrukne, mens folkeviser og folkemusik ganske rigtigt var - de lavere klassers. De samme betegnelser bruges stadigt, selv om de forskellige musikformer er blevet hvermandseje og af og til smelter sammen med den ”nye” rytmiske musik. Radioen har ganske ikke overraskende spillet en betydelig rolle i den udvikling.

Ser vi længere tilbage i tiden, har det vigtigste fælles rum for musik været kirken. På tværs af klasseskel kunne befolkningen mødes til gudstjenesten, hvor musikken helt fra oldkirken har været en integreret del af de kirkelige handlinger. Man skelnede ikke tidligere mellem religiøs og verdslig musik. Før 1700 spillede organisterne vokalmusik, men det ændrede sig i løbet af århundredet, hvor den klassiske instrumentalmusik også vandt indpas. Sangenes tekster havde altid tydelige, religiøse budskaber. Fra det græske ord psalme, der oprindeligt var en sang til strengespil, kom ordet til at betegne en religiøs sang, den betydning “salme” har i hele den kristne verden. “Sang” blev så blot defineret som verdslig. Kirken var i øvrigt først med polyfonisk sang. I polyfonien får hver stemme sin egen plads til at udfolde sig, nøjagtigt som man kender det fra fortælleteknikken, hvor flere personer kommer til orde i den samme fortælling. Og musikken stod ikke alene. Visuelt kunne lade sig distrahere af den religiøse udsmykning. Kalkmalerierne forsvandt efterhånden, men der ikke tale om nogen billedstorm. Det er en skrøne.

En genre som skillingsvisen og den senere revyvise har mange lighedspunkter med den religiøse salme. ikke mindst gennem vigtigheden af teksternes “budskab” se illustrationen i begyndelsen af bloggen).

Skillingsvise eller skillingstryk er en ældre betegnelse, nemlig den oprindelige pris for den lille tryksag, men dækker oftest over viser med et samfundssatirisk og politisk indhold. Langt fra alle skillingsviser var velsete blandt magthaverne, men den nedenstående har nok været i kridthuset hos Struensees (1737-72) banemænd, kredsen omkring Christian VII´s (1749-1808) mor, enkedronning Juliane Marie (1729-96). Skillingsvisen ovenfor er samtidigt et glimrende eksempel på tekst og billede, der indgår i en kreativ symbiose. Umiddelbart er billedet harmløst, men allerede den ironiske overskrift hjælper læseren godt på vej. Tendensen er til at tage og føle på!

Revyerne udviklede sig fra sidste halvdel af 1800-tallet væk fra den oprindelige, stramme tematiske opbygning over mod en friere og løsere form, lagkageforestillingen, med dens lag og numre af vidt forskellig karakter og ofte med et tilsvarende tab af dybde i indholdet af viserne. Fra 1920´erne får samfundssatiren igen plads i revyteksterne med forfattere som Ludvig Brandstrup og PH, der især under besættelsen får stor betydning med sine viser. Det tog det lang tid, før radio og senere TV tog satiren på programmet i Danmark.

Radioen udfordres af biografteatrene - Borte med Blæsten

Radioen holdt sig først og fremmest til information og apolitisk indhold. Tidens populære musik blev betragtet som underholdning, og statsradiofonien holdt sig pænt på måtten. Den farlige jazz bredte sig hastigt op gennem 1930´erne, ikke kun i København, men også i provinsen. Men den amerikanske inspirerede musik havde svært ved at blive accepteret på parnasset, og Danmarks Radio holdt skansen frem til besættelsens sidste år. Hvis publikum ville høre jazz i 1930´erne, var der klubber og koncertsale, der havde mod til at hyre de berømte, amerikanske bigbands. I stigende omfang engageredes lokale, danske orkestre, der kom til at definere den danske jazz-guldalder med navne som Svend Asmussen og Leo Mathiesen.

Besættelsen medførte et folkeligt gennembrud for jazzen, der samtidigt blev eksponent for både modstandsvilje og den amerikanske kulturimport, der efter 2.verdenskrig flød ind over Danmarks grænser sammen med Marshall-hjælpen.

Den samme udvikling gjaldt også amerikanske film. Hollywood havde fra stumfilmens tid erobret et stort publikum i konkurrence med den betydelige, indenlandske filmproduktion, men “tørken” fra 1940-45 gjorde tørsten endnu større i det publikum, der var kørt træt i tysk alperomantik og harmløse, trivielle, danske komedier, selv om der også blev skabt kunstnerisk interessante og nyskabende film af danske instruktører under besættelsen.

Filmfremvisningerne i tidens “biografteatre” blev uden sammenligning det dominerende visuelle medie i Danmark fra 1945 frem til 1960, hvor næsten 400.000 danske husstande betalte TV-licens. Indtil da strømmede folk til biograferne, og interessen for de levende billeder tydeliggjorde, hvor vigtigt filmmediet ville blive i fremtiden. Og der var penge at tjene, store penge. Da de amerikanske selskaber ønskede en større del af omsætningen i Danmark, udløste deres krav vrede og derefter en fastlåst konflikt. Modsvaret på de danske filmselskabers vrangvillighed blev en næsten to år lang, amerikansk blokade af danske biografer fra 1955-57. Men markedet var umætteligt. Publikum var så filmhungrende, at der i den periode blev indsat en særlig rutebåd fra København til Landskrona, hvor tidens største succes, Gone With the Wind (Victor Fleming, 1939), kunne ses på det store lærred. Der var ingen anden vej, hvis man ville se filmen, der havde været forbudt af den tyske besættelsesmagt og først fik premiere i Danmrk i 1958 efter den amerikanske filmblokades ophør (https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmhistorie/dansk-filmhistorie-1950-1959)!

Det er svært at forstå med vor tids mulighed for digital overførsel, at der skulle gå næsten to årtier, før verdens måske mest berømmede film fandt vej til danske biografer. Men det skulle forandre sig i takt med den teknologiske udvikling, der for alvor satte turbo på i 1960´erne. Ikke kun med videreudviklingen og den hastige spredning af fjernsynet, men også de nye mobile modtagere og det transportable afspilningsgrej, der finder vej til et nyt, stort marked og publikum, de unge.