Filmen som fortæller

Den brede formidling

Den ”brede” formidling af historie flytter sig i stigende grad fra den skrevne bog til film. Det er en proces og en udvikling, hvor historien blot synes at hænge på uden at stoppe op. I modsætning til den traditionelle, historiefaglige formidling, hvor det skrevne ord dominerede, lider både fremstilling og perception af historie på film under mangel på metode.

Vel er det et tungt begreb, metode, men det bør forstås som en værktøjskasse og en brugsvejledning, der vil give os større mulighed for i fællesskab at diskutere og fatte, hvilken historiefortælling, der er blevet præsenteret. I den sammenhæng er vores individuelle bagage, lageret af læste, sete og lyttede fortællinger, opdragelse og uddannelse helt central for perceptionen, forståelsen og tolkningen.

I den konkrete sammenhæng spiller hermeneutikken en hovedrolle, eller anderledes sagt vores egne evner som selvfortolkende og meningsskabende subjekt. Formår vi at sætte os i personernes tid og sted, når vi sidder og ser en film, eller synker historiefortællingens budskab og narrativ uhjælpeligt ned i en abstrakt sump? Er vi, modtagerne, kun i stand til at skabe en individuel, subjektiv sandhed, fordi vi alene magter at genkende og delvis forstå ud fra vore hidtidige erfaringer? Er illusionen om at kunne fremstille og formidle historiske personer, tider og emner på en redelig og objektiv måde ikke andet end en naiv og utopisk forestilling? Hvordan adskiller vi viden og tro?

Film som formidler

Film som formidler af historie har indiskutabelt vundet et stort og ”lydhørt” publikum. Vel er bogen ikke lagt i graven, men det skrevne ord er trængt og på tilbagetog, ikke mindst blandt den yngre del af befolkningen. Derfor er det vigtigt som historieformidler at forstå billedmediernes muligheder og begrænsninger i stedet for den udsigtsløse og subtile diskussion om lødigheden og værdien af billede over for bogstav. Bogen og bogstaverne bliver på sigt for de færre, men forsvinder ikke, men i befolkningen som helhed vil differentieringen mellem læsende og ikke-læsende blive mere markant, som tiden går.

Det er ikke til at se, hvad der skulle bryde den tendens. Derfor er det også afgørende at tage historieformidlingen på film seriøst, både hvad angår potentiale og faldgruber. Kritikere af “historiske film” prioriterer alt for jagten på faktuelle fejl i stedet for at vurdere helheden. Endnu værre bliver fejlfindingen det eneste tema i kritikken efter princippet ”jo flere, jo værre”. Det er en fattig og ensidig tilgang, fordi kritikken omgår mediets spilleregler. Politikere og andre meningsdannere udvider faldgruberne ved konstant at beklage sig over umage holdninger, manipulation og indoktrinering.

Det er alt ofte indledningen på en fattig polemik, der ignorerer filmens kunstneriske frihedsgrader og forsøger at iføre fortællingen en ideologisk spændetrøje. Faghistorikere vil også være med i koret og brokker sig over en manglende, videnskabelig lødighed, der udvandes gennem fiktive elementer og kreative manuskripter. Har kritikerne dermed misforstået og mistolket filmkunstens frihed? Noget tyder på den tendens, og det er i hvert fald en alt for snæversynet vinkel på de levende billeders formidling af den levende historie.

Fiktion og dokumentar - filmens dikotomi

Hvis fiktionen skulle stride med historiens krav om objektivitet og fakta? Hvad med dokumentarfilmen? Skal denne højt værdsatte, traditionelle og hæderkronede genre være den klassiske, skrevne historiefortællings eneste videnskabeligt forsvarlige alternativ på film, selv om det med tiden er blevet sværere at sætte faste kriterier for dokumentargenren? Kan dokumentarfilmen lev op til at være den lødige, illustrerede klassiker, der bygger på videnskabeligt velfunderet historisk forskning. En fortælling, hvor historien gøres spiselig for den brede befolkning.

Filmen kan som regel springe ganske let over de dybe, langsommelige forklaringer, droppe den værste, indforståede videnskabelighed og erstatte det tunge stof med stramt redigerede pointer og fængende filmklip. Så enkel er den dokumentariske iscenesættelse bare ikke.

Dokumentarfilm har i de seneste årtier fulgt en opskrift, der hviler på fire hovedingredienser: Først og fremmest de samtidige, “gamle” klip, som for klassiske, nogle vil måske sige puritanske, dokumentarister, er det eneste materiale, der behøves for at skabe en så objektiv fortælling som mulig. For nogle dokumentarister er det ikke nok, så de opsøger begivenhedernes deltagere, førstehåndsvidner om man vil, for at perspektivere med personlige beretninger, der dog kan lide under erindringens ganske forståelige og påståelige efterrationaliseringer. Som tredje element kan instruktøren peppe filmen op med “rekonstruktioner”, der i bund og grund ikke er andet end fiktion. Computerteknologien har gjort det noget nemmere og billigere at stille tiden tilbage. Og endelig, ikke at forglemme, indkaldes såkaldte “talking heads”, eksperter, fagfolk, for at autorisere og “vinkle” budskabet med al deres bedreviden.

Helt så ligetil er dokumentar-øvelsen alligevel ikke at definere i forhold til fiktionen. Filmgenrerne flyder frit mellem hinanden, er svære at adskille, og nye udtryksformer opstår. Mediet er desuden blevet demokratiseret med de nye platforme på nettet, delingen er blevet meget lettere, og digitaliseringen har fjernet tidligere tiders økonomiske barrierer som den besværlige og forbandet dyre celluloid film og det lige så kostbare, lidet mobile optageudstyr. Den hastigt voksende mængde af film på markedet øger imidlertid ikke automatisk den kritiske sans. Er man i tvivl, er det blot at klikke sig ind på YouTube, der formeligt flyder over med alskens varianter af film med historiske emner. Det er blevet meget svært for brugerne at skille skidt fra kanel.

Faktum er, at dokumentarfilm hverken indeholder “sandheden” eller har indlejret en større grad af objektivitet sammenholdt med traditionel fiktion. Dokumentarfilm fremsætter ikke den hellige og ukrænkelig sandhed, Vi kan heller ikke bare forblive selvtilfredse og overbeviste, fordi vi generelt i Danmark distancerer os fra de føromtalte autoritære regimer, hvor meningsdannelsen og medierne med alle midler er styret af magthaverne, og systemets kritikere holder igen i frygt for de meget hårde straffe, man risikerer ved at udfordre styrets fortælling.

Makro- og mikrohistorie

Der er ingen grund til at sætte sig selvtilfreds og trygt tilbage i lænestolen og lade sig sanseløst belære. Der er ikke nogen, som har patent på den rigtige, sanddru historiefortælling, heller ikke i et frit samfund som det danske. Det er adgangen til divergens, som er afgørende. Og den mulighed gælder ikke kun den store historie, men også den lille, individets egen fortælling, f.eks. slægtshistorien.

Når makropolitikken under den gamle, bipolære verdensorden (1945-) og den ustabile periode efter murens fald (1989-) bliver udfordret og destabiliseres, terroranslaget den 9. november 2001 transmitteres direkte, og Ruslands invasion af Ukraine ruller for åben skærm, udsættes vi for massiv information om de dramatiske, aktuelle begivenheder i TV og radio, hvor programfladen ryddes, analyser og kommentarer sendes uafbrudt: Gammeldags flow-TV overlever en tid endnu. Og de digitale medier fortsætter og forstærker nyhedsstrømmen, der flyder over sine bredder med journalister, eksperter, politikere, alle betydelige meningsdannere, der kommer med deres syn på den store verden, lige her og nu, mens det foregår og fra vores side. Den gamle sejlivede opdeling i “os og dem” bliver ubønhørligt vækket til live igen efter den kolde krigs ophør. Men hvem kan overskue mængden af informationen, når kriserne ombryder vores tilværelse?

Det, historien kan som videnskab, er at træde tålmodigt tilbage, indsamle den vigtigste viden, vælge ud, sortere fra og danne sig et velunderbygget overblik uden at skulle piskes af sted, halv- eller helblinde i jagten på “breaking news”, styret af ambitionerne om at være først med det sidste. Men det er ikke kun makrohistorien, der skal formidles så tålmodigt, objektivt og sobert som muligt.

I brydningstider får den lille historie en essentiel betydning ved at fastholde og berette, hvad der betyder noget for det enkelte menneske. De nære, personlige relationer. familielivet, den sociale omgangskreds, naboerne, hjembyen, skolen, arbejdspladsen, fritiden, naturen, vejret. Alt det, vi har tæt på os, og som bidrager til vores egen historie. I bund og grund danner de mange små historier den store historie, og retten til at fortælle sin egen “version” er vigtig. Men det subjektive udsyn skal ikke styres og manipuleres oppefra af systemets magthavere. Hvad vi så kalder den type personlige historiefortællinger spiller en mindre rolle. Kilder, fiktion, erindringer, myter, åbenbaringer, vandrehistorier, efterrationaliseringer og bortforklaringer. Det er historikeren, som kan vurdere kilderne med et kritisk og metodisk overblik.

Hverken filmen eller bogen kan være med i det store aktualitets-kapløb. De to medier kræver tid, omtanke, refleksion og perspektiv i tid og sted. Og selve fremstillingen er omstændelig. Filmmediet er stadig kompliceret og dyrt at arbejde med, især hvis man vil producere en typisk, to timer lang spillefilm eller en TV-serie. Film bliver som kunstart en udtryksform med krav og begrænsninger, en niche i forhold til den enorme, digitale, talte og trykte nyhedsstrøm, der uafladeligt pumper aktuelle billeder og ord ud i æteren. Film er ikke hastværk, men en omstændelig proces.

Den slidsomme dokumentation

Lige så tidskrævende er den skrevne bog, som er styret af en traditionel, konservativ kultur, Blot mulighederne for at få udgivet sit arbejde på tryk er en svær øvelse, også selv om markedet har ændret sig i lighed med musik- og videoproduktion. De mange nye “selvudgiverforlag” har gjort det lettere med fiktion, men når det kommer til faglitterære værker er det noget vanskeligere. Fagbøger er generelt dyrere, og ironisk nok er illustrationerne en af de største hurdler, rettighedsmæssigt og økonomisk. Det går relativt let med at låne ord. Billeder er bare ikke noget, man låner eller “citerer”.

Da jeg dimitterede som historiker fra Københavns Universitet i 1981, var det efter seks års studier blottet for analyse af billeder, hverken gammeldags fotos eller levende billeder. Historie blev formidlet via bogstaver. Når billeder indgik i studiet, tilhørte de kategorien “ikke-skriftlige kilder” og bestod mestendels af fotos af umælende fund. Sådan havde billedets ophav ingen som helst betydning og optrådte blot som illustration. Forhistorisk tid var overladt til arkæologerne, som måtte forklare de ordløse fund, mens historikerne først tager fat, hvor de skriftlige kilder dukker op. I Danmark bliver Jelling-stenen milepælen, hvorfra historisk tid begynder. Det var en veldefineret og indiskutabel arbejdsfordeling.

Selvfølgelig fandtes der fint illustrerede værker af høj, faglig standard som f.eks. Politikens Danmarkshistorie, hvor billederne supplerede teksten. Den type af historieformidling er en vanskelig og hårfin balance mellem indforstået faglighed og folkelighed. Generelt blev den type værker kun brugt til baggrundsorientering på studiet, fordi der ikke var henvisninger og noter til den anvendte litteratur og det bagvedliggende kildemateriale. Dokumentation er et ufravigeligt krav til at være videnskabelig! Men der er nu ingen grund til at vrænge på næsen af et stort værk som Politikens Danmarkshistorie, hvortil flere af mine lærere på KU havde bidraget med al deres videnskabelige pondus. Den redaktionelle linje hvilede som sagt på en afvejning mellem det faglige fundament og den folkelige formidling, hvilket måske er den sværeste øvelse af alle, der vil dele deres viden med andre. Hvad angår illustrationerne var de typiske for tiden. Vedhæng med undertekster. Farvebillederne var få, trykt på egne blade og placeret delvis ud fra tekniske hensyn. Farvebilleder var dyre dengang, og kulørerne krævede den særlige papirkvalitet og placering i bogen. På sin vis var det et sigende billede af historiestudiet, hvis pensum bestod overvejende af tykke, teksttunge og alvorlige værker, hvor der var langt mellem eller slet ingen billeder.

Historiefaget var baseret på at kunne arbejde, analytisk og kritisk, med problemstillinger Den studerende skulle kunne fremsætte en relevant hypotese for derefter at gå i gang med at opsøge relevant litteratur og kildemateriale på Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket, kundskabens helligste haller og kilderne til viden og erkendelse. Men den store forløsning kunne være svær at nå og krævede snilde og tålmodighed. At skulle finde vej mellem diverse kartoteker, registraturer, samlinger og arkiver føltes som en bjergbestigning, en slidsom vandring i ukendt land, ofte uden helt at vide, hvad målet var.

Denne ofte frustrerende higen og søgen i gamle, uhåndterlige, håndskrevne og snørklede arkivoversigter er digitaliseringen langt om længe ved at stede til hvile. Det varer nok noget længere med at få indholdet, kilderne, ekspederet samme vej, men i dag findes der heldigvis omfattende samlinger med skrevne kilder, dokumenter, billeder og film, som er let tilgængelige også for lægmand. Der er lidt højstemt sagt sket en demokratisering, hvor andre end professionelle historikere kan dykke ned i fortidens gemmer.

Jagten på kilder

Lykkedes jagten på kilder i de gamle, analoge dage, var det ikke altid muligt at få materialet til hjemlån. Til gengæld kunne man med ærefrygt og forventning studere det udleverede på læsesalen på Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Universitetsbiblioteket, eller hvor man nu havde søgt efter de forjættede kilder. Ældgamle bøger med gulnede sider og slidte læderbind. Bøger, trykt med gotisk skrift. Breve fra konger, grever, biskopper, borgmestre. Breve fra Slesvig, København, Godthåb og St. Thomas. Regnskaber, opgørelser over told, kirkebøger. Det var allerbedst i Det Kongelige Biblioteks store flotte rum, hvor krumme rygge, stabler af bøger, tunge, polstrede stole og mørke, lakerede borde, belyst af de ikoniske grønne lamper, dannede lange rækker af unge og ældre, erfarne forskere mellem urutinerede studerende, alle i dyb tavshed og koncentration søgende efter, hvad de nu søgte. De udvalgte, de særlige, de med behov for mange bøger, de, der kom næsten hver dag, kunne i en periode få en fast plads. Det privilegium fik jeg også.

Læsesalen hedder i dag Læsesal Nord, fordi den lidet mundrette Forskningslæsesalen er kommet til verden ovre i Den Sorte Diamant. Den har bare ikke samme aura.