Billeder og films indtog

Analyse af holdninger og tendens

Niels Skyum-Nielsen, professor på Institut for Historie på Københavns Universitet fra 1961 til sin død i 1982, har markeret sig som den danske historiker, der først fremhævede vigtigheden af at inddrage ikke-skriftlige kilder som film, fotografier og lydoptagelser på linje med de traditionelle, skriftlige kilder. Fra midten af 1960´erne arbejdede han sammen med tyske historikere, der havde kastet sig over systematisk at analysere dokumentarfilm fra perioden før 1945.

Skyum Nielsen var begejstret for den næsten klinisk rensede, tekniske proces, hvor billeder og lyd kunne ´gengive historien uden menneskelig indblanding. Begivenhederne fremstod, som de var sket. For Skyum-Nielsen skulle disse kilder placeres allerøverst i de historiske kilders hierarki. Man kan blot konstatere, at den teknologiske udvikling har undermineret denne uforbeholdne begejstring. Der findes ikke nogen kildetype, der blot fremstår uberørt og objektivt.

Men Skyum-Nielsen tog med stor entusiasme fat om nældens rod og den åbenlyse mangel på metode og teori i Danmark, når historikerne stod over for det hastigt voksende kildemateriale som billede og lyd. Dokumentarfilmen De Fem Aar (Theodor Christensen m.fl. 1955) blev ofte anvendt i de danske grundskoler og gymnasiers historieundervisning. Sammen med Christian Eisen og Kaare Rûbner Jørgensen udgav Skyum-Nielsen en grundig og omfattende analyse af filmen, inklusive en konkret analysemodel i Filmen De fem år. Skoleudgaven. Billed- og lydside. En kildekritisk gennemgang (Nationalmuseet, Gyldendal 1970).

De tre historikeres arbejde indrammede tidens brug af film i historieformidlingen. Skyum-Nielsen lagde vægt på sin kritik af den naive og ensidige tilgang til besættelsestidens historie, mens han samtidigt demonstrerede sin næsten blinde tillid til dokumentargenrens objektivitet. Det Tredje Riges egne dokumentariske selvfremstillinger var oplagte til kritik og blev uden omsvøb stemplet som propaganda, mens film om den hjemlige modstandsbevægelsens indsats ikke blev udsat for samme negative, kritiske vinkel, selv om de ofte indebar en heftig og betændt diskussion om den folkelige modstand som alternativ til samarbejdspolitikken. Theodor Christensen var uden filter i sin kritik af samarbejdspolitikken, som var den term instruktøren brugte.

Statens Film Central bidrog ligeledes til den pædagogiske proces. Uddrag af en fremragende film som Alain Resnais´ Nuit et Brouillard (Frankrig 1955) om kz-lejrenes afskyeligheder blev klippet sammen med sekvenser fra Leni Riefenstahls Triumph des Willens (Tyskland 1935), et virtuost iscenesat filmdokument om førerens nedstigning fra himlen over Nürnberg til folkets hyldest ved nazisternes partidag i 1934. Med hjælp fra Statens Film Central kunne historielæreren uden blusel lade billederne tale for sig selv. Resnais` film har fået adskillige af mine elever til at forlade fremvisningen, bestyrtede og oftest grædende, og det har ikke været nødvendigt med lange forklaringer om Det Tredje Riges førerkult og sygelige menneskesyn. Men den type pædagogisk filmredigering er bare ikke historieundervisning i objektiv forstand.

Metode, kildekritik og de yngre generationer af historikere

I 1973 udgav Skyum-Nielsen sammen med Jakob Rasternak Fundamental kildekritik. Skrift. Billede. Lyd. Bogen er bygget op med en generel opdatering af historisk metode og kildekritik. I kapitel 5 stilles der ind på film. Og forfatterne refererer til kortfilmen Gestern und Heute, (Tyskland 1938), instrueret af Hans Steinhoff (1882-1945):

Den er filmisk set ”godt” fortalt. dvs. sige med klar sammenhæng, stærk dramatik. Men som historisk kilde er den af meget ringe kvalitet. Den fører os lige ind i noget centralt, genrernes sammenblanding som betingelse for at filmfup kan få succes. (Skyum-Nielsen og Paternak 1973, s.50)

Noget af et postulat, for filmen er en troværdig kilde. Ikke blot til nazisternes selvforståelse og deres politiske ”mission”, men især til instruktøren Hans Steinhoff (https://www.dw.com/de/handwerk-und-propaganda-hans-steinhoff/a-17516345). Den tyske filmmand havde erhvervet sig et ry som reserveret, privat og uden partibog, men besad et ry som en engageret, ideologisk unedbrydelig nazist, der stillede sig villigt til rådighed for propagandasystemet, loyal til allersidste åndedrag. Hvordan de to historikere definerer ”filmfup”, må stå i det uvisse. Men eftertidens bagklogskab har fastslået, at Steinhoff ikke var særlig værdsat blandt sine kolleger. En notabilitet som den østrigskfødte, amerikaniserede stjerneinstruktør, Billy (Samuel) Wilder (1906-2002), beskrev Steinhoff som komplet uduelig, og det vidnesbyrd er ikke uden vægt. Wilder leverede flere manuskripter til sin tyske kollega i perioden fra 1932 og frem til 1938, hvor Wilder klogeligt nok forlod Wien efter Østrigs anneksion i Det Tredje Rige.

Skyum-Nielsen og Pasternak angiver, at film kan deles op i fire genrer: Skuespilleroptagelser, fiktive optagelser, halvdokumentariske optagelser og helt dokumentariske optagelser. Et halvt århundrede senere virker opdelingen ude af trit med udviklingen, især dikotomien mellem fiktion og dokumentar. Den strikte opdeling er ikke gangbar (hvis den har været det). Om dokumentarfilmene anfører Skyum-Nielsen og Pasternak:

Den fjerde genre for den kildekritisk indstillede tilskuer og historiker er de helt dokumentariske optagelser. De udviser autencitet i alle henseender. En vis optagervirkning fra kamera og mikrofon kan lejlighedsvis spores. Så længe den ikke ændrer optagelsen til ”arrangementet”, hører optagelsen stadig under den fjerde og ikke under den tredje genre (…)

Det er fatalt for kildeværdien, at klip med skuespilleroptagelser er blandet sammen med helt dokumentariske optagelser. Filmklippere og filmproducenter kan blande ægte med uægte, delvis på samme måde som samvittighedsløse antikvitetsforhandlere.

(Skyum-Nielsen og Pasternak 1973, s.51-52)

Der er en charmerende naivitet over det sidste, sproglige billede, der samtidigt omfatter det paradigme, som styrede samtidens historieformidling på film, om det var i skolernes undervisning, på filmlærredet eller i fjernsynet. Men udviklingen gik stærkt for de levende billeder som medie, ikke kun til formidling og som kilde for historikere og andre. Yngre historikere som Karsten Fledelius og Axel Bolvig arbejdede sig frem mod en bredere analysemodel. I lighed med Skyum-Nielsens syn skulle teoridannelsen dels supplere den traditionelle metode, der i Danmark havde sine rødder tilbage til begyndelsen af det 20.århundrede, dels følge med den regulære billedeksplosion, som prægede medierne. Begge historikere var stærkt inspireret af udviklingen blandt amerikanske kolleger, der havde bevæget sig væk fra den traditionelle dokumentarfilms snævre rammer og omfattede film i langt videre forstand. Axel Bolvig redegjorde i 2003 for sit begreb, ”hybrid-historie”:

Nu i de sidste årtier har vi oplevet TV-mediets muligheder for forskellige ”historiske” hybridformer som dokudrama og dramadok, en sammenblanding af fiktion og fakta, altså faktion.

(Bolvig 2003, s.212)

Og Axel Bolvig advarede i samme åndedrag mod at lade mediefolk overtage historieformidlingen i en tid, hvor billederne overskygger det skrevne ord. Faghistorikerne bør tage udfordringen op. Der er ikke kun brug for en mere inkluderende metode, men også selve den faglige terminologi skal fornys, når kommunikationen forandres, og især billederne dominerer. Advarslen var også en rettidig påmindelse om, at formidlingen af historie skulle hvile på videnskabelig, objektiv basis og ikke overlades til markedskræfterne.

Ib Bondebjerg - film, litteratur og kommunikation

Ib Bondebjerg, professor på Institut for Kommunikation, har bidraget med væsentlig og kompetent forskning i mediekulturen. Bondebjerg tog sit udgangspunkt i dansk litteratur og kommunikation, men har sidenhen skrevet adskillige indsigtsfulde bøger om dansk og europæisk film og TV og især om dokumentarismen over for fiktionen, fjernsynets udvikling i en moderne, globaliseret verden væk fra det klassiske tv-teater til genreoverskridende dokumentarisme og fiktion. Bondebjergs fokus på helheden og perspektivet i den filmiske fortælling frem for detaljefiksering er karakteriseret ved stor indsigt i billedmedierne.

I Filmen og det moderne. Filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972 forklarer Bondebjerg genrernes betydning. Han refererer til ”Hollywood-systemet”, hvor genreopdelingen får en form for sociologisk-institutionel status (Bondebjerg 2005, s.15-16). At anvende en bestemt genres formel i produktion og lancering kan give bedre gennemslagskraft og genkendelighed. Det er et vitalt træk ved film, der tager udgangspunkt i historiske hændelser og personer. En genrebestemmelse kan også hvile på en films bestemte kombinationer af narrative, tematiske og stilistiske elementer. De allerfleste såkaldt historiske film følger et kronologisk bestemt narrativ, som publikum forventer og er opdraget til.

Men en genre kan også udgå fra en receptionsbaseret position, der har empirisk karakter og udspringer af psykologisk-kognitive og emotionelle oplevelsesstrukturer, som Bondebjerg anfører. Med andre ord kan det enkelte individ gennemgå en proces, hvor virkeligheden forandres i en film og reorganiseres under stærke følelsesmæssige oplevelser. Og det er et helt centralt punkt, fordi vi som mennesker ikke er vokset op og opdraget som identiske individer, men hver besidder en unik perception. Hermed være ikke sagt, at vi ikke græder, griner og gyser på de samme tidspunkter under en filmforevisning, men når det kommer til de underliggende budskaber, herunder formidlingen af bestemte politiske og historiske holdninger og budskaber, vil vi ikke reagere ens. Vores kognition og evne til perception vil medføre, at vi ikke ser og oplever det samme på lærredet!

Antologien Levende billeder af Danmark, Analyse af danske spillefilm fra besættelsestiden til i dag, redigeret af Anders Troelsen, indeholder tidstypiske analyser. Artikelsamlingen blev udgivet i 1980 og fremstår som en næsten logisk opfølgning på Skyum-Nielsens arbejde. Niels Jørgen Dinesen oversigt over den danske filmbranches økonomi, specielt i årene 1945-73, er interessant, fordi Dinesen tager fat om markedsmekanismerne. Økonomikan ikke undervurderes, fordi filmmediet er dyrt og stærkt afhængigt af finansiering og indtjening. Andre af antologiens bidrag analyserer besættelsesfilmene, men her er læseren bedre tjent med frekventere et nyere værk, nemlig Lars Martin Sørensens omfattende monografi, Dansk film under nazismen, fra 2014. Sørensen har begået et sammenhængende, velskrevet værk om den danske filmbranchens ofte besværlige liv og levned under den tyske besættelse 1940-45.

Til gengæld kan anbefales Anders Troelsens egne artikler om henholdsvis samfundets velbegrundede bekymring for efterkrigsårenes ungdom og en underholdende og relevant analyse af Ib Henrik Cavling (1918-78) og Morten Korchs (1876-1954) billeder af Danmark. De to forfatteres særdeles populære triviallitteratur blev drejebøger for tidens mest elskede skuespillere, der udfyldte persongalleriets fortærskede karikaturer og en forudsigelig handling, der udspillede sig med den uforstyrrede, landlige idyl som bagtæppe. Filmenes dramaturgi var lige så ophidsende som en aften i den lokale bingoklub, men filmene trak folk af huse og kører stadig på kanaler som TV2. Men, og det ”men” skal ikke undervurderes. Når man ser gennem den oftest fraværende kunstneriske kvalitet, bærer de harmløse folkekomedier en indbygget kildeværdi med sig; et faktum, som bliver uddybet senere.

Visuel historie, udgivet i 2018 på SDU´s forlag, er et interessant bud på teori og praksis, når historievidenskaben skal omfavne billeder, film, malerier etc. Ambitionen er at give metodiske og analytiske værktøjer, som kan anvendes til at forstå og analysere visuelle udtryk i fortid og samtid. Desværre bliver introduktionen af en ret håndfast analysemodel, at metodefriheden begrænses i forhold til materialets forskellighed. Flere af artiklernes forfattere har lagt sig i selen for at praktisere efter skemaet, og terminologi og begreber virker påtvungne. Og så er det ærgerligt, at der ikke inddrages danske forskere som Bent Fausing og Ib Bondebjerg, som har kvalificerede bud på perceptionen af billedet som medie.

En optegnelse over "historiske film"

I 2017 udgav Bue Kindtler-Nielsen en revideret og udvidet udgave af Registrant: Danske historiske dramatiseringer på film og TV i perioden 1900-2016, som oprindeligt var blevet udarbejdet i forbindelse med et historiespeciale. Optegnelsen er en glimrende indgang til den traditionelle opfattelse af, hvad der gør en film ”historisk”. Kindtler-Nielsen anfører, at dansk historisk fiktion og dramatiseret Danmarkshistorie har centreret sig omkring Besættelsestiden og Matador, og der mangler et overblik over en længere periode. Et plausibelt argument, men når det kommer til definitionen og kriterierne for at slippe gennem nåleøjet bliver det straks vanskeligere:

En historisk titel i registranten er defineret som: et stykke dramatiseret film eller TV, hvor en betydelig del af handlingen foregår i en tydelig historisk fortid. Hermed adskiller de historiske produktioner sig fra størstedelen af de danskproducerede film- og TV-titler, som snarere foregår i hvad man kunne kalde en uspecificeret

(Kindtler-Nielsen 2017)

Men selv om en film udspiller sig et fiktivt sted (og her bruges Matador som eksempel) kategoriseres den som historisk, fordi den angiveligt skildrer datidens Danmark. Oversigten er opdelt kronologisk og efter filmens skildrede periode. Det kan være svært. Registranten er i det hele taget et håndgribeligt bevis på, hvor vanskelig bestemmelsen af de såkaldte ”historiske” film er, og Kindtler-Nielsen har betrådt den mest befærdede og kendte vej i sin definition, der bliver noget snæver og konservativ. Dokumentarfilm er heller ikke inkluderet i registranten, og dokudramaer er kun medtaget, hvis de indeholder længere passager af dramatiseret skuespil. Under alle omstændigheder er det en spændende optegnelse at dykke ned i.