Hans-Henrik Christensen, cand.mag, forfatter og samfundsbebattør
Faust, Djævelen, kærligheden og fantasien
Blog post descrI modsætning til de folkelige eventyr har finkulturens klenodier ikke skullet lide under alt for bizarre tilpasninger til samtidens smag, luner og moralske kodeks. Den “voksne” litteratur blev betragtet som urørlig og bevaringsværdig, som den var skrevet. Selvfølgelig har man accepteret sproglige tilpasninger, som retskrivningen har påbudt, oversættelser og gendigtninger, men ikke omskrivninger. Når det gjaldt de folkelige fortællingers, har sagen været anderledes og berøringsangsten mindre.
Hans-Henrik Christensen
1/9/20254 min read
Ill. øverst: (https://da.depositphotos.com/395683146/stock-photo-standing-mountainous-coastal-landscape-neptune.html)
Finkulturens billeder
Faust
Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832). Faust blev udgivet i to dele. Første del kom i 1808 og anden del posthumt i 1832. Knap et halvt århundrede senere blev August von Kreling (1819-76) færdig kort før sin død med sine klassiske illustrationer til det store værk. Von Kreling var aktiv omtrent samtidig med pandekagehusets tegner, Ludwig Richter, men gjorde sine hoser grønne i litterære genrer, som sigtede mod et voksent publikum. August von Kreling havde før sine illustrationer til Faust en alsidig produktion bag sig. Men det er som illustrator til Faust, at han har sit hovedværk og vil blive husket. Tegningerne nyder stadig stor interesse og udkommer med jævne mellemrum i forskellige formater. Interessen vil ikke forsvinde, fordi Goethes Faust er helt i en af den vestlige folklore og litteraturs mest sejlivede fortællinger om en åndemaner eller troldmand, om man vil, der indgår i en pagt med Djævelen.
Det er en grum skæbne, den skønne Gretchen må udholde, mens Mephistoteles/Djævelen lokker hendes livs kærlighed, den aldrende Faust, med foryngelse mod at opgive sin stræben efter visdom. Faust indgår i pagten, rejser ud med Djævelen og forfører på sin lange, tumultariske rejse den skønne Helena: Men som i det bedste folkeeventyr forenes Faust med sin Gretchen i Himlen. Kærligheden (og Gud ikke at forglemme) sejrer til sidst.
Mephistopheles
En af de mere kreative opgaver må have været, hvordan Djævelen i form af Mephistopheles skulle tegnes, fordi Goethes djævel hvilede på den dæmonologiske tradition, som gennem århundreder var fast inventar i katolske kirker. Men i Faust blev Djævelen karakteriseret ved en menneskelig fremtoning, fjernt fra kalkmaleriets behornede væsener.
(http://www.goethezeitportal.de/wissen/enzyklopaedie/kreling.html).
Ludwig Richters heks i Hans og Grete havde ligeledes haft en lang tradition at trække på, og eventyrets endimensionelle hekse-figur brød da heller ikke med konventioner og forventninger. Von Krelings frit fortolkede, djævelske illustrationer blev dog vel modtaget og fik stor udbredelse, dels gennem træsnit, dels gennem fotos. Adskillige af billederne blev endog solgt som postkort. Ovenfor ses Mephistopheles i forgrunden og Faust og Gretchen i baggrunden. Mephistopheles har som fiktiv karakter haft den store fordel, at tiden ikke løber fra den djævelske skabning, der egentlig stammer fra den første Faustbuch (anonym) fra 1587. Som i Hans og Grete kæmper det gode mod utøjlet, hæmningsløs ondskab. Grimm-brødrene skildrer de to børns overlevelse i kampen mod en uhyggelig kannibal af en heks, mens alkymisten og nekromantikeren Faust giver sin sjæl væk til Djævelen i bytte for viden og magt.
Mens illustrationerne af heksen og heksens kagehus, Hans og Grete´s dramatiske skueplads, er blevet udsat for tidernes kreative luner og strømninger, er det påfaldende hvor lidt, Mephistopheles-figuren har ændret sig. I hvert fald udadtil, fordi mytens mest betydelige forfattere, Christopher Marlowe (1564-93 ) med Dr.Faustus, udgivet i 1604, og Johann Wolfgang Goethe ændrede fortællingen. Dels ved at gøre Mephistopheles-karakteren tragikomisk, dels ved at Faust formåede at forliges med sin Gud til sidst, den djævelske udfordring til trods. Se nedenfor.
Fanden på postkort
Von Krelings figurer endte med at blive så populære, specielt i Tyskland, at postkort ikke længere var nok, men billederne brugtes sågar i reklamer for spiritus (15). Mere skræmmende var djævelen ikke. Uden at trække seriøsitet ud af Marlowe og Goethes litterære kvaliteter, får Mephistopheles´ skikkelse i von Krelings streg samme status og brugsværdi som en tegneseriefigur. Stjernerne i tegneserier og -film ændrer man ikke på, i hvert fald kun nuancer. Man lader figuren og symbolværdien være uforstyrret.
Og apropos tegneserie. Faust udkom i 1987-2012 i 15 hæfter med tegninger af Tim Vigil (1958-) og tekst af David Quinn, der tog sig visse friheder i forhold til Goethes originale fortælling. Trods voldeligt og seksuelt indhold (eller måske derfor) solgte serien ganske pænt, og blev filmatiseret som Faust: Love of the Damned (Brian Yuzna, USA 2001) uden succes. Title havde ellers rigeligt med Schwung. Men trods dette mislykkede forsøg på en opdatering har andre stadig mod på Faust. Sony Pictures har en animation på tegnebrættet med manuskript af den kritikerroste tegneserie, Godkillers, ”far”, Matteo Pizzolo (1987-) et af de absolut varmeste navne i genren.
Omskrivninger i tidens ånd
I modsætning til de folkelige eventyr har finkulturens klenodier ikke skullet lide under alt for bizarre tilpasninger til samtidens smag, luner og moralske kodeks. Den “voksne” litteratur blev betragtet som urørlig og bevaringsværdig, som den var skrevet. Selvfølgelig har man accepteret sproglige tilpasninger, som retskrivningen har påbudt, oversættelser og gendigtninger, men ikke omskrivninger. Når det gjaldt de folkelige fortællingers, har sagen været anderledes og berøringsangsten mindre. Hensynet til den opvoksende generations åndelige ve og vel har tilsidesat hensyn til værkets integritet.
Der er tegn i vores nypuritanske og sensible samfund, at ærefrygten for de gamle klassikere er også hastigt på retur. Ikke fordi man måske savner inspiration og går tilbage til det tidløse og holdbare, kopierer, skriver om og nyfortolker. Men man skulle så nødigt støde eller forarge, og så er spørgsmålet, om omskrivningerne ikke ender som ofre for tidsånden.
Efter at først den franske digter, Charles Perrault, i sidste halvdel af 1600-tallet og senere filologerne, de to brødre Grimm, i begyndelsen af 1800-tallet havde indsamlet og nedskrevet franske og tyske folkeeventyr, var der skabt en særdeles levedygtig eventyr-genre i den vestlige kulturkreds. De fleste børn har fået fortalt Grimm-brødrenes Askepot, Hans og Grete, Guldgåsen, Rumleskaft, Snehvide og Rapunzel, ligesom Perraults Tornerose, Den bestøvlede kat og Den lille rødhætte samt folkelige sagn som Rottefængeren fra Hameln, hvis ophav er anonymt.
I modsætning til litterære værker fra ikoner som H.C.Andersen og Goethe blev ikke kun illustrationerne revideret eller nyfortolket. Ofte blev eventyrene gendigtet, så de sprogligt kunne ækvivalere med tidens talte sprog og var til at forstå for et yngre publikum, hvis historiske referenceramme forståeligt nok var og er begrænset. Men hvor de fleste af de gamle eventyr i første omgang blot moderniseredes, kan revisionen af nyere børnelitteratur række videre til fortællingernes indbyggede normer og værdier, som bliver kampplads for en nypuritansk katarsis.
og
