Fattigfirserne - Bjarne Reuter, R. D. Laing og ikke mindst Bille August

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/honning-mane

Bjarne Reuter og Bille August

I en tid, hvor litteraturen kan skabe eftertanke og sammenhæng, må det være på sin plads at hylde Bjarne Reuter, hvis livsværk er blevet en essentiel del af flere generationers forståelse af en tid, de er vokset op i som børn, unge og voksne.

Bjarne Reuter er født d.29. april 1950. Han blev læreruddannet i 1975 og debuterede samme år med romanen "Kidnapning". Det blev indledningen på et meget produktivt og rost forfatterskab, hvor især hans semibiografiske erindringsromaner er interessante som historiske fortællinger.

Det er ikke tilfældigt, at femten af Bjarne Reuters romaner er blevet filmatiseret. Reuter er en forfatter, der kan skrive i billeder. At så mange af bøgerne (og filmene) appellerer til både et yngre og et mere modent publikum, skyldes, at romanerne aldrig fortaber sig i nostalgi og skønmaleri, men præges af en socialrealistisk tilgang, der danner grundlag for gedigne, dramatiske fortællinger.

Personskildringerne bliver ikke overfladiske og endimensionelle, selv om der er plads til arketyper og klichéer. Der er en substans i fortællingen, som rækker ud over romanernes samtid. Og ikke mindst i beskrivelsen af de almenmenneskelige relationer, om det er konflikter, kammeratskab, kærlighed, familiesammenhold eller følelseskolde pligtfællesskaber, rækker Reuters bøger ud over blot at være underholdende vandringer ud ad mindernes lange allé.

"Bjørn-serien" - de semibiografiske perler

Zappa (1977) og Når snerlen blomstrer (1983) er de to første bind af fire om Bjørn, der vokser i Brønshøj, i en helt almindelig familie; far, mor og to børn i en lejlighed, som de findes i de fleste almennyttige byggerier omkring 1960. De to øvrige romaner er Månen over Bella Bio (1988) og Vi der valgte mælkevejen (1989). Børnebogen (et svært begreb at sætte grænser og kriterier for), Busters Verden, udkom i 1979, mens Reuter arbejdede på ”Bjørn-serien”.

Busters verden skiller sig ud, ikke kun i forhold til målgruppen. Selv om miljøet er det samme, er der skruet ned for socialrealisme og erindringsbilleder og mere op for den drømmeverden, cykelbuddet, trylle- og livskunstneren, Buster Oregon Mortensen, bevæger sig i. Bille August filmatiserede Busters verden i 1984, hvor fortællingen også blev bragt på Danmarks Radio som en meget populær og vel modtaget tv-serie. Det var midt i en særdeles produktiv periode for den kommende Oscar-vinder.

Honningmåne - det lavmælte mesterværk

Bille Augusts første film, Honningmåne, havde premiere i 1979. Den 31-årige instruktør havde tidligere i sin korte karriere arbejdet som fotograf på danske og svenske produktioner, heraf flere traditionelle dokumentarfilm, og det faktum præger Bille Augusts senere film. Han var også selv ophavsmand til manuskriptet, hvis afdæmpede, nærmest lavmælte filmsprog skildrer to unge mennesker, der mødes, indleder en kejtet forelskelse, flytter sammen, men har svært ved at få deres forhold til at hænge sammen.

Det er ikke en film, som drives af dramatiske twists, satire, humor, en intens spændingskurve og slet ikke forventningen om en happy ending. Der er langt til en Hollywood-feelgood oplevelse, som Bille August med al tydelighed aflyser efter ganske få sekvenser af Honningmåne. Men den opmærksomme, modne tilskuer vil sætte pris på den nænsomme personinstruktion og det fremragende spil af Claus Strandberg og Kirsten Olesen som det unge par, Jens og Kirsten. Det er her filmens styrke ligger. Som tilskuer trækkes man gennem Dirk Brüel og Frantz Schrøders kameraer helt tæt på to unge mennesker, som ikke formår at forandre den deroute, deres (sam)liv tager.

Den amerikanske historiker Natalie Davies ville utvivlsomt kategorisere Honningmåne som en mikro-historie, en film, der har sin store styrke i at beskrive og sætte billeder på tidstypiske personlige, familiære og sociale relationer.

Bille August bevæger sig på et niveau og i en ramme, den traditionelle historiske fremstilling ikke beskæftiger sig med, og slet ikke i en traditionel, akademisk kontekst.

Men historien i Honningmåne kan ses i et større perspektiv. Mødet mellem den unge mand, der stadig bor sammen med sin enlige mor i en lille lejlighed på Amager, og den (lige så usikre) unge kvinde fra et småborgerligt parcelhuskvarter i det nordlige København, bliver en allegori. Med tydelig inspiration fra den engelske instruktør, Ken Loach´ klassiske drama, Familiy Life, og eksistentialisten og psykiateren, R. D. Laing, beskrives et samfund, hvor de normale er de syge. Norm-bryderne er derimod de raske, der gør op med et håbløst system.

Inspirationen fra R.D.Laing og Ken Loach

R. D. Laing var, trods sin status som psykiater, stærk modstander af de herskende psykiatriske metoder. Han havde sin storhedstid i 1960´erne og 1970´erne, hvor mange, især Storbritanniens anti-establisment-segment, blev tiltrukket af Laings anarkistiske og særegne filosofi. For at komme i kontakt med sine patienter var det vigtigste en udstrakt og uforbeholden empatisk tilgang. Mental sygdom skulle forstås som en reaktion på et splittet sind.

Laing hævdede ligeledes, at skizofreni ikke var en medicinsk sygdom, men kampen mellem to identiteter: Den identitet, som vores familie har givet os, og så vores ”autentiske” identitet. Laings filosofi og tilgang overlevede ikke med udgangen af 1970´erne.

Laing havde selv store problemer med at få sit familieliv og relationerne til sine kone, eks-kone og hans i alt ti børn til at fungere (Day og Keeley 2008). Svigt, vold, misbrug og ligegyldighed prægede Laings privatliv, når han en sjælden gang påtog sig rollen som far og ægtemand. Et var åbenbart teori, et andet virkeligheden. For Laing talte kun arbejdslivet og den berømmelse og opmærksomhed, han opnåede. Dér havde ansvaret for familien ingen plads. Og så har det nok heller ikke hjulpet Laings dømmekraft, at han lod sig påvirke af Harvard-psykologen og LSD-prædikanten, Timothy Leary, og selv afprøvede hallucinogenerne.

Laing blev udover at være inspirationskilde involveret i enkelte film som forfatter, mest ”eksotisk” i 1986, tre år før han døde som 62-årig. I den finske tv-serie, Solmuja skrev Laing fire af seriens i alt tolv episoder på basis af sin bog, Sanity, Madness and the Family fra 1964.

Selv om R.D.Laings indflydelse var stor, formåede både Ken Loach og Bille August at moderere inspirationen og indflydelse fra den skotske psykiater, og godt det samme. Family Life er et remake af Ken Loach´ egen BBC-produktion, In Two Minds (1967), i øvrigt med samme manuskriptforfatter, David Mercer. Billedsprog, kameraføring, lyssætning og klipning er i Family Life tydeligt præget af TV-mediet, der langsomt, men sikkert, bevægede sig væk fra det filmede teater med få stationære kameraer til at efterligne de ”almindelige” spillefilm. Ganske vist var der ofte tale om skrabede iscenesættelser med et begrænset persongalleri. Det nutidige drama krævede heller ikke dyre kulisser og kostumer. Scenen var sat i den hverdag, publikum kendte.

Bille August opnåede et bemærkelsesværdigt, markant gennembrud året før med Zappa og fortsatte Reuter-filmatiseringerne i 1984 med ”Tro, håb og kærlighed”, film, som fastholdt de psykologiske portrætter af tid og mennesker, men som havde større appel til både unge og voksne.

1980´ernes ensomme menneske

I Honningmåne lykkes Bille August med sin intense og nærværende instruktion dels at tegne et portræt af en arbejderklasse, der ikke har nogle drømme og noget håb for fremtiden, dels Kirstens familie, forankret i et stivnet, småborgerligt miljø, der er ved at drukne alt følelsesliv i åndløs materialisme. Hvor deres forhold ender, efter Jens endelig har taget mod til sig og banker på døren til Kirstens hjem juleaften, får vi ikke at vide. Blot, at Jens tager ud til Frihavnen, for med et skib derfra at drage videre ud i verden/livet.

Henrik Wivel tolker filmens slutning som værende typisk for Bille August. Sekvensen ”rummer en gestus, der aldrig siden ophører i Bille Augusts film: Tilgivelsen” (Wivel 2008, s.36).

Den samme tendens ses også i tv-filmen ”Maj” (1982), der viderefører billedsprog og tematik fra Honningmåne. I sit manuskript fokuserer Bille August på individet, der ensomt, fremmedgjort og usikkert søger efter et fast holdepunkt i en tid, hvis eftermæle er præget af det økonomiske tilbageslag i 1973, fremkaldt af en oliekrise og et ustyrligt overforbrug både i de offentlige finanser og privat, hvor det at låne ikke blev en bekymring og kun betragtedes som en nødløsning, men nærmest var en naturlov i kølvandet af 1960´ernes økonomiske boom.

Tømmermændene var til at mærke, og opbremsningen føltes som et smertefuldt piskesmæld, som politikerne ikke kunne kurere. 1960´ernes opgør med gamle normer og traditioner gjorde heller ikke depressionen lettere at leve med. Slet ikke, når det velfærdssamfund, som skulle understøtte udviklingen, var præget af materielle kalkuler, mere end indrettet efter menneskelige, sociale behov.

Helt almindelige menneskeskæbner i 80´erners Danmark

Om Bille August med Honningmåne og Maj har et belærende formål, er nok tvivlsomt, selv begge film rammer præcist i deres fremstilling af helt almindelige menneskeskæbner, Danmark anno de tidlige 80´ere. At instruktøren med sine film kan give den tålmodige tilskuer selvindsigt og -forståelse, er indiskutabelt, men ikke, at der skulle være indbygget en intention om at ændre tilskuerens rolle til at være filmbruger.

Bille August er udramatisk. Der er ikke buldrende oprør og dybe generationskløfter i hans fortælling om den unge pige, Maj, der flytter ind fra landet for at blive damefrisør. Bille August konfronterer hende på den samme stille, intense måde med mennesker, der heller ikke kan finde sig til rette i ”de nye tider”.

Bille August er ikke didaktiker, selv om der skulle ligge et ”budskab” i begge film.

Som historiske fremstillinger har begge film en kvalitet og en relevans, hvis man skal nå dybere ned i hvorfor et årti kan ende med det lidet flatterende prædikat ”fattigfirserne”. Hvis man som historiker nøjes med en makrohistorisk fortælling, er der næppe en periode i nyere Danmarkshistorie, der er sværere at forstå.