De forbandede år 1 og 2 (Anders Refn, 2020/2022)

Anders Refns trilogi om besættelsesårene

De Forbandede År 1 , Samarbejdspolitikken 1940-43

Første film i Anders Refns trilogi om besættelsesårene sætter scenen. Den velhavende virksomhedsejer, Karl Skov, hvis fabrik ”Elektronika” har skabt grundlaget for et privilegeret liv for familien Skov. Stor, prangende domicil i den rigtige afstand af hovedstaden, hvor Karl Skov sammen hustruen Eva og deres fire børn, tre sønner og en datter udfolder et liv langt fra den almene dansker.

Filmens anslag er meget behændigt ægteparrets sølvbryllup, hvortil gæsterne har indfundet sig om morgenen, den (ganske passende eller pudsigt, den 9.april. Og det bliver første trin på et manuskript, der stædigt vælger at illustrere en historisk tidslinje. Anders Refn (1944- ) og Flemming Quist Møller (1940-2022) forpasser ikke en reference til markante begivenheder under besættelsesårene, og undervejs hjælpes tilskueren af kronologiske ”overskrifter”. Det bliver af og til for påklistret og bryder ind i sekvenser, der egentlig burde være spillet færdig, fordi de er mere vedkommende for filmens mest interessante vinkel: Relationerne omkring og til den aldrende erhvervsmand, der forsøger at finde en vej gennem hensynet til sin familie, sin fabrik og dens medarbejdere, til sine politiske venner, til de indflydelsesrige embedsmænd og til sin egen eksistens.

Karl Skov - en mand med dilemmaer

For Jesper Christensen (1948- ) er filmens omdrejningspunkt og personificerer Karl Skovs fortrædeligheder, som man kunne forvente af dansk films største, nulevende skuespiller. Det er hans odyssé gennem de usikre tider, der burde overdøve den historiske tidslinje. Bodil Jørgensen (1961- ) træder ud af besættelsesduologien om Hvidsten-gruppen, Anne-Grethe Bjarup Riis` (1965- ) ”Hvidsten Gruppen” (2012) og ”Hvidsten Gruppen II De Efterladte” (2022). Bodil Jørgensen klarer springet fra den handlekraftige kromutter, Gudrun Fiil til den hjemmegående, sygeplejerskeuddannede fabrikantfrue med al sin skrøbelige beslutsomhed og utilslørede kærlighed til sin mand og deres fælles børn.

Når casting bliver kedelig

Men når man ser bredt på rollelisten, er castingen til de ældre personager lige så forudsigelig og småkedelig som en cheeseburger fra Mc Donalds. Pernille Højmark (1960- ) og Steen Stig Lommer (1960- ) servicerer familien som kogekonen Annelise og hushovmesteren Aage. Annelises søn er kommunisten Svend, tidligere Spaniens-frivillig og ven med husets sønner, og Aage er gift med den letsindige og upålidelige Louise, der arbejder som servitrice på et af besættelsesmagtens foretrukne steder og siden stikker familien Skov. Tommy Kenter (1950- ) er sig selv som direktør Berg, Peter Schrøder (1946- ) holder en anelse tilbage som minister og samarbejdsfortaler (indtil det ikke kan betale sig længere), og alle fungerer i deres rolle. Men det er forudsigelige karikaturer grænsende til det kedelige. At Karl Skovs svigerfar spilles af Paul Hûttel (1935-2025), det er til at forstå, og den aldrende skuespiller fremstår troværdig ikke kunstlet, men diskret.

Når det kommer til de yngre kræfter, virker casting og besætning heldigvis ikke slidt, og der er flere gode præstationer, men som det bliver filmens fortællestil og svaghed, bremses indlevelsen af historiens ”virkelighed”, der læsses ind med jævne mellemrum. Det er ærgerligt. Tidsbilledet, lokationer, kostumer, rekvisitter, fotografering, alt det virker professionelt og velsmurt. Morten Søborg (1964- ) og Claus Sisseck (1966-) har gjort et fint stykke arbejde, men det ville være endnu bedre, hvis filmen havde fået lov til at ”flyde”.

Oprop over sølvbrylluppet, svigtet over for de jødiske flygtninge, kogekonens kommunistsøn...

Allerede fra de første ”Oprop” drysser ned over gæsterne til sølvbrylluppet starter fortrædelighederne. Eva Skovs jødiske vennepar, Frantz og Veronika Fischer , søger tilflugt hos familien Skov, men modstræbende lader Karl Skov de to flygtninge afhente/arresteres af det lokale politi og trods fabrikantens ”forbindelser” sendes Fischer-parret til Tyskland, hvor de senere er blevet skudt ”under flugt”. Så er scenen sat.

Karl Skovs søn fra et tidligere forhold, Michael, er officer i den danske hær og hans kollega og ven, Henrik Holm, er forbitret over den skamløse kapitulation. Michael melder sig senere til Frikorps Danmark for at kæmpe mod kommunisterne og kommer i opposition til sine halvbrødre, m ens lillesøster Helene forelsker sig i en tysk ubådsofficer fra Kiel, tager til Norge, bliver gift, småkeder sig, tager ulønnet job hos en enlig norsk kvinde, hvis far en dag hentes af tyskernes håndlangere til trods for hans åbenlyse alderssvækkelse og smådemens, og Helene mister sit venskab, fordi den norske syerske opdager, at Helene er gift med en tysk officer og så fremdeles.

Hvad nu, Karl Skov ? - Krigen vender

Mens Karl Skov vikles langsomt, men sikkert ind i den tyske værnemagts spind og får flere og flere økonomisk givtige kontrakter, er Eva Skou i stigende grad kritisk over for engagementet. Svend, kommunisten, når ikke at komme væk i juni 1941 og bliver skudt, Aksel glider ind i modstandsbevægelse, Knud og Valdemar spiller jazz, Helenes mand dør på havet, Michael beretter om krigsforbrydelserne på Østfronten til sin rystede far, Karl Skov forsvarer sin forretning med , at F.L. Smith og Århus Olie følger samme forretningsmodel, og i slutningen af filmen må tyskerne overgive sig ved Stalingrad. Bøtten er vendt. Hvad nu, Karl Skov?

De forbandede år 2, Opgøret 1943-45 (Anders Refn, 2022)

historienifilmen.com er ikke en filmkritisk kampplads. Andre om det, men som indgang til besættelsestiden bliver også anden del lige så overlæsset som første del Christian Thomsen har i sin anmeldelse på Film og tro (https://filmogtro.dk/anmeldelse/de-forbandede-aar-2/) passende karakteriseret filmens manuskript ved at kalde replikkerne for eksplosionstunge. Hvad angår emnet, måske lidt drastisk, men det er svært at følge med, når ALT og ALLE skal med. Refn vil simpelthen for meget, og det bliver en fortsættelse af kronologien fra første del. Der er for lidt tid til at dvæle, at indleve sig i de valg, som Karl Skov og hans familie skal træffe.

Tidslinjedramaet fortsætter

Fortsættelsen buldrer derudaf. Den desillusionerede Michael slipper levende ud af Stalingrad, men han er ikke den samme mere og nægter at fortætte ”karrieren” i Schalburg-korpset. Sågar vil han advare Aksel, da han får nys om, at Gestapo er s poret af halvbroren og hans gruppe. Far Karl vil have Aksel i sikkerhed i Sverige, men sønnen nægter, og i maj 1943 likviderer Aksel stikkeren, Henning Langaa. Søster Helene er deprimeret, kaldes tyskertøs, men hjælper senere Aksel og sabotørerne med at sprænge ”Elektronika” i lufte. Augustoprøret, sekretæren, fru Meyer (så er vi ikke i tvivl om etnisk tilhør), kan ikke betale de mange penge for turen til Sverige, men Karl Skov betaler. Der er bare ingen, som ser hvordan Karl Skov i sin delikate balancegang som værnemager gør gode ting.

Så undslipper Aksel og den midlertidige, uigennemskuelige kæreste, Liva, undslipper i sidste øjeblik tyskerne for i næste scene at redde en engelsk pilot, hvor fru Skov træder til med al sin sygeplejerske-kompetence. Hun tager endda med til Sverige og bliver der.

Befrielsen. Hvad nu, Aksel Skov?

Men sønnerne? De falder som fluer. Også Knud dør, fordi han tager den syge Valdemars plads ved aktionen mod ”Elektronika”, og Michael tager sit eget liv, da befrielsen er kommet, og han er kommet i ildkamp med frihedskæmperne.

Og da korthuset er faldet, regnskabet skal gøres op, og Karl Skov skal forklare sig, dropper hans politiske venner (?) ham let og elegant, mens de selv slipper. Uha! Henriks kæreste er gravid, Liva gifter sig med sabotørkollegaen Leif, Aksel har PTSD, og kun Valdemar hindrer ham i at skyde endnu en stikker. Udgangsbillede: Aksel på stranden, alene, ødelagt af krigen. Hvad nu, Aksel Skov?