De danske auteurs: Arne Ungermann og Ib Spang Olsen

Ib Spang Olsen, "Fotografen 1928" (med tilladelse fra familien, https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2015/11/danmarks-tegner)

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/meget-mere-matador-1340913234000 og https://www.imdb.com/title/tt0077051/mediaviewer/rm4115958017/

Den subjektive kunst

Arne Ungermann, Palle og de frygtelige rim

I modsætning til den bogstav-drevne børne- og ungdomslitteratur er det slående, at billedbøgerne langt bedre har kunnet tåle tidens tand. Og det er netop kernepunktet i forholdet mellem sprog/ord og billeder. Uforståelige ord og begreber som Winthers ”Declinationer” og ”Permissioner” kan vi slå op i et leksikon eller en ordbog. Men det gør vi ikke med uforståelige elementer i et billede. I stedet roder vi efter bedste evne i vores kognitive lager for at finde noget, der ligner, noget, vi kan genkende. Billeder har den generelle egenskab, at de ikke fuldstændigt ”svigter” vores forståelse på samme måde som uforståelige ord.

Blot et par bogstaver kan bytte plads eller mangle, og betydningen er ændret radikalt.

I forhold til ord- og talblindhed (dysleksi og dyskalkuli) fylder billedblindhed ikke meget i forhold til børns og voksnes indlæring og perception. Når billedblindhed bruges som begreb er det ofte i overført betydning af kritikere i forhold til billedet som kunst. Men det er ikke tilfældigt, at indlæring og træning af den visuelle perception og analyse er indeholdt i faget ”billedkunst”, hvori der også indgår en kreativ fremstillingsproces. I sprogfagene indgår ligeledes formidling, hvor matematik måske snarere drejer sig om ”forklaring”. Men det er bemærkelsesværdigt, at der med den tsunami af billeder vi udsættes for ikke er fokus på evnen til at ”læse” billeder.

Billederne, der lagres i vores erindring - som Palle Alene i Verden

Billeder kan efterlade dybe spor i vores erindring, ikke mindst fra barnsben af. Der er særlig tre bøger, som står stærkt i min erindring, ikke mindst på grund af Arne Ungermanns (1902-81) tegninger: Palle alene i verden (1942), Okker Gokker Gummiklokker og andre Børnerim (1943) og Abel Spendabel og andre Børnerim (1945). Teksterne var skrevet eller indsamlet af Jens Sigsgaard (1910-91), rektor 1941-74 på Frøbelseminariet. En institution, hvor der uddannedes pædagoger (og stadig bliver det). Sigsgaards bøger var blottet for over-pædagogisk pylren. Der blev ikke lagt fingre imellem, hverken i tekst eller tegninger. I Abel Spendabel saver en mand i alt, han kan komme i nærheden af, sågar sin ene arm, hvorfra blodet sprøjter ud. Det er barske sager.

Palle alene i verden var egentlig udsprunget af et større forskningsprojekt. Mere end tusinde børn afslørede, hvad de ville gøre, hvis de var helt alene, fri for de voksnes overvågning og formaninger. Uden at punktere spændingen blev slutningen og bogens morale, som mange covid 19- og karantæneramte børn vil nikke genkendende til, at savnet efter vennerne i sidste ende er for stort. I førsteudgaven vågner Palle brat op, da han flyver ind i månen og begynder at græde. Tilsyneladende var det alligevel for stærk kost, så i den danske andenudgave fra 1954 ændredes slutningen til en lykkelig landing i en sandkasse, hvor Palle sidder og leger med kammeraterne.

Kulturarv reviderer man ikke uden protester

Det blev værre med revisionen: I 1974 opdateredes tegningerne, så de bogstavelig talt var tidssvarende. Ud fra en historisk og kildemæssig synsvinkel ren helligbrøde, og heldigvis udeblev ”folkets stemme” heller ikke. Der rejste sig en storm af protester. Ungermanns opdatering af en langhåret Palle, der kører bus og går på skrammellegeplads svarede ikke til den fortælling og tradition, som forældrene ønskede at videregive til deres egne børn. Da de eksisterende oplag af Sigsgaard/Ungermanns bog løb tør i 1984, vendte forlaget tilbage til 1942-udgaven og genoptrykte den i stedet. Den type nedarvet, skattet kulturarv er ikke noget, man sådan bare lige reviderer!

Arne Ungermanns tegninger fra Palle alene i verden er interessante som historiske kilder. Det er vel heller ikke underligt, at mange sporvogns-entusiaster har refereret til og anvendt de fine, stemningsfulde tegninger af den klejne Palle, vognstyrer på linje 2, der skramler gennem Københavns mennesketomme gader. At det til daglig kunne være opslidende og tære på nerverne, når sporvognene skulle styres gennem mylderet i de smalle københavnske gader er én sag. Sporvognene var et særdeles synligt og uundværligt transportmiddel for tusinder af travle indbyggere i en dagligdag og en tid uden nutidens myriade af private biler. Billederne fortæller ikke hele historien. Støjen fra hjul og skinner, især når vognstyreren bremsede, fyldte byrummet. Beboerne i lejlighederne langs ruterne måtte leve med sporvognenes evige larm fra tidlig morgen til sen aften, fordi vinduernes ene lag glas, hverken holdt kulde eller lyde ude. For de berørte, som støjen genererede, var busserne en befrielse. Men at fjerne sporvognene fra Palles odyssé, var en helt anden sag.

Om det skyldes nostalgisk længsel efter ”de gamle dage”, sporvognenes renæssance i den moderne, grønne byplanlægning, kærlige, varme barndomsminder eller den daglige glæde ved Arne Ungermanns fine streg skal være usagt. Men tegningerne fra Palle alene i verden har gennem mange år været efterspurgte som plakater. Det gælder i øvrigt også Arne Ungermanns lige så legendariske vignetter fra Matador, især en anden lille, ensom dreng, Daniel Skjern, på trappen til ”Damernes Magasin”.

Den subjektive, detaljerede og stiliserede virkelighed

Hvad er det Arne Ungermann og tegninger formår? De præsenterer en subjektiv, detaljeret og stiliseret version. En fortælling, der, når den er bedst, langt overgår det ”flade” foto, der i al dets nøgterne, fastlåste øjeblik kunne antages at være en langt mere objektiv kilde. Det ville være en fejlagtig påstand, for sådan er det nødvendigvis ikke. Vel har tegneren kunnet efterrationalisere og pynte (eller det modsatte) på den virkelighed, som en historiker ubetinget ønsker at fremstille så objektivt som muligt.

Men fotografiet formår reelt ikke andet end at reproducere et splitsekund, uanset om motivet er spontant eller arrangeret. Et moment, der ikke repræsenterer mere end fotografens valg af vinkel, fokusering og eksponering. Det gælder i øvrigt også filmmediet, som trods dets længere, kontinuerlige kæde af billeder, til dels har de samme begrænsninger og vilkår som stillbilledet/fotografiet.

Derimod tilbyder tegningens stædige, undersøgende og insisterende fremstilling en større dybde og værdi som kilde. For at tage et sidespring. Når bøger som fugleatlasser og farvefloraer indeholder tegninger i stedet for fotos, er det netop for at optimere genkendeligheden. Det er langt nemmere at genkende en fugl, der er observeret i naturen, når den genfindes i en tegnet ideal-version, hvor tegneren har gjort sig umage med at få alle vigtige detaljer med.

Tegninger som Arne Ungermanns åbner for en række af associationer, som de ”mekaniske” billeder ikke kan overtrumfe. Det skyldes primært tydeligheden, fordi tegneren kan skære alt overflødigt væk. Nu skal Arne Ungermanns arbejde ikke vurderes på eksakt detaljerigdom, men derimod på tegningernes fokusering på det væsentlige, budskabet så at sige. Hvad er det, Ungermann vil fortælle? Mange betragtere vil også ved første øjekast definere tegningen som en ”Arne Ungermann”; den tydelige streg og stil træder foran indholdet, og tegningen ses derfor først som et levn, en kilde til sit ophav.

En anden tegner, som har sat sit stærke præg på min barn- og ungdoms læsning i ord og billeder, er Ib Spang Olsen . Tegneren, der bærer en lige så let genkendelig streg med sig som Arne Ungermann og måske er parret Danmarks mest betydelige tegnere og illustratorer.

Ib Spang Olsen

Ib Spang Olsen (1921-2012) illustrerede lige som Arne Ungermann en forfatter med stor folkelig gennemslagskraft, nemlig digteren Halfdan Rasmussen.

Samarbejdet mellem de to koryfæer udmøntede sig i børnelitteratur fra øverste hylde. Halfdans ABC (1967) er udkommet i knap 25 oplag. Bogen er optaget i den ministerielle Kulturkanon og appellerer stadig til børn og voksne til trods for den digitale revolutions uendelige muligheder og faldgruber. Oplæsning i sofaen, gentagelsens glæde, de mundrette, muntre vers, den induktive indlæring af alfabetet og så Spang Olsens tegninger, der fiffigt og opfindsomt leger med ord og bogstaver. Kan det blive bedre?

Men Ib Spang Olsen kunne også på egen hånd. Ud over samarbejdet med Halfdan Rasmussen, som han langt ad vejen delte samfundssyn og politiske holdninger med, udgav han en række fremragende billedbøger, plakater og litografier.

Spændvidden var stor, motiverne mange, målgrupperne lige så mangfoldige, men stregen umiskendeligt original. Man er aldrig i tvivl om, at kunstneren er Ib Spang Olsen. Hans skildringer af livet i byen adskiller sig fra Arne Ungermanns enkle stil. Billederne er ofte fyldt med pulserende liv, hverdags tableauer, der får betragteren til at fornemme byens puls og livet i de københavnske gader, baggårde og parker på nærmeste hold. Og så er der de ikke altid anstændigt påklædte kvinder, som mere eller mindre diskret optrådte i flere af Spang Olsens tegninger, således også i "Nyhavn" (se nedenfor).

Hvor er det "Nyhavn" udfordrer tilskueren? For det første giver tegningen tid. Tid til at se helheden, men også til at gå i detaljen. Hvor filmen flimrer hastigt af sted med (almindeligvis) 24 billeder i sekundet, er der tid til at dvæle, til at tænke, til at tolke til at forstå og måske ikke forstå. Men ud fra en historisk, metodisk vinkel er Ib Spang Olsens skildring af "Nyhavn" en stiliseret, subjektiv fremstilling af et af Københavns mest ikoniske og elskede kvarterer. Et kvarter, som netop er kendt og besunget for sin brogede folkelighed.

Tag Nyhavn 12. Ejendommen var fra begyndelsen af 1900-tallet ejet af Holmegaards Glasværk, der havde en forretning i stueetagen frem til 1973. I dag er der lægeklinik, advokatkontor og private boliger i bygningen. Det er ikke en billig domicil.

Sammenlign Ib Spang Olsens skildring af Nyhavn med et foto af nr. 12 (fra 1950). Det er en demonstration af den subjektive tegnings indholdsmæssige rigdom over for det nøgterne sort-hvide fotografi, fanget gennem et objektiv.

Barndomserindringerne fra Østerbro: Fotografen

I ovestående tegning fra 1928 skildrer Ib Spang Olsen fotografen, der forsøger at tjene til dagen og vejen ved at tage billeder af børn, han møder på sin vej. Det var en tid, hvor fotografiapparater og film var dyre og fremkaldelsen besværlig. At få taget billeder var forbundet med en særlig begivenhed, der skulle dokumenteres. Altså de fotografier, som kom i glas og ramme og endte som værdifulde klenodier på stuevæggen eller chatollet med det fine service. Familiens højtider som bryllupper og runde fødselsdage, den stolte søn med sit svendebrev eller i den velpressede garderuniform, datterens afdansningsbal, betuttede, arrangerede børn og børnebørn i bedste opsats.

Men af og til fik en heldig og vedholdende fotograf også solgt de billeder, som han havde taget spontant, uden for bestilling. Det var en praksis, der overlevede i Danmark, indtil forbrugsfesten i 1960`erne gjorde fotografiapparatet til hvermands- (eller i hvert fald familiens) eje. Simple, enkle og egentlig ikke ret gode kameraer som Kodaks Instamatic og Agfas Rapid var billige og praktiske at tage med på turen. I stedet for filmruller var kameraet beregnet til filmkassetter, der var nemme at sætte i.

Men de 24 mulige billeder krævede omtanke og sparsommelighed, før der blev trykket på udløseren. Fremkaldelse og kopiering kostede stadig, især hvis billederne skulle forstørres. Farvefilmen udkonkurrerede snart de gamle sort-hvid fotos, bortset fra aviserne. Jyllands-Posten havde ganske vist trykt farvefotografier allerede i 1954. men først i november 1986 erhvervede avisen den ny trykpresse, der betød, at der fremtidigt næsten udelukkende blev bragt farvebilleder.

I 1991 skrev og instruerede Lasse Spang Olsen sammen med sin far, Ib, dokumentarfilmen Lille dreng på Østerbro - en film om by og barndom (https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/lille-dreng-pa-osterbro-en-film-om-og-barndom). Tidligere havde Ib Spang Olsen udgivet Lille Dreng på Østerbro i 1980 (ny udgave i 1991). Bøgerne var erindringer om livet på Østerbro i 1920´erne og 1930´erne, illustreret med tegninger, som Ib Spang Olsen havde udstillet på Københavns Bymuseum i 1976.

Blot et indskud: Farverevolutionen har vist sig ikke at være uden torne. I dag har billedet, som fotografen tog i 1928 foran det lille hus på Østerbro, overlevet familiealbummets kulørte sommerferiebilleder. Udsigterne fra Bloksbjerg, Eiffeltårnet eller Ribe Domkirke er simpelthen forsvundet i en tåge af afblegede farver. Det er mange kilder til slægtshistorien, der langsomt, men sikkert går til på den måde. Sådan er det ikke med de digitale billeder. Nu forsvinder billederne, fordi de bliver glemt, hardwaren bryder sammen, og der er så mange billeder, at vi egentlig ikke bekymrer og kærer os om de dyrebare minder, som fotografier kan være.

Ib Spang Olsens tegning? Den består, som værk, men også som en kilde til Østerbro i 1920´erne - og mere end det

Nedenfor:

Ib Sang Olsen: "Nyhavn" (med tilladelse fra familien)

Nyhavn 12 (https://kbhbilleder.dk/kbh-arkiv/45199)

Astrid Henning-Jensens kortfilm fra 1949 (https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/alle-film/film/palle-alene-i-verden)