De blodige folkeeventyr

Folkeeventyr uden filter

Når enden er god - og ulven må opgive sit bytte

Ovenfor er gengivet en illustration fra eventyret om De tre små røde grise (www.smk.dk). Tegneren er ukendt, men billedet er dateret 1878. Det var en tid, hvor eventyrene blomstrede, både gennem brødrene Grimms indsamlinger og fortolkninger af traditionelle folkeeventyr, men det nationale ikon, H.C. Andersen (1805-75) fornyede på fornemste vis genren med sine originale eventyr. Generelt var Andersens fortællinger dog langt fra den usminkede ondskab, som de især de gamle, tyske folkeeventyr udfoldede uden omsvøb.

Eventyret om de tre små grise er vel mest kendt for Disneys legendariske version fra 1933. Den korte, animerede Silly Symphony, modtog en Oscar i 1934 og brillerer med sin belæring om, at flid, kløgt og omtanke betaler sig. Den frådende, sultne ulv kan ikke vælte Praktiske Gris´ solide murstenshus, som også redder de to yngre sorgløse, dovne smågrise. Vi vidste jo egentlig godt, at grisene ville overleve en stund endnu, men ulven er skræmmende, selv i Disneys polerede, farvelagte version. Men ondskaben og farer lurer i en mere (u)menneskelig verden. Hans og Grete er en usminket fortælling om to uskyldige, søde børn, der skal overleve i en verden af farer.

Hans og Grete - i heksens vold. Kannibalisme, forældresvigt og de udsatte børn

Heksens hus spiller en væsentlig rolle i eventyret om de to stakkels børn, der udsættes i den mørke, farlige skov. Er det idylliske hus mon redningsstedet eller? Den grumme virkelighed lurer.

Nedenfor er beskrivelsen gengivet i henholdsvis på dansk og originalsproget tysk:

Ved middagstid fik de øje på en snehvid fugl, som sad på en gren og sang så dejligt, at de blev stående for at høre på den. Da den havde sunget lidt, fløj den op fra grenen, og de fulgte så bagefter den og kom til et lille hus, og fuglen satte sig på taget. Da de kom helt hen til huset, så de, at det var lavet af brød og taget af pandekager. Ruderne var af hvidt sukker.

Als es Mittag war, sahen sie ein schönes, schneeweißes Vögelein auf einem Ast sitzen, das sang so schön, daß sie stehen blieben und ihm zuhörten. Und als es fertig war, schwang es seine Flügel und flog vor ihnen her, und sie gingen ihm nach, bis sie zu einem Häuschen gelangten, auf dessen Dach es sich setzte, und als sie ganz nahe herankamen, so sahen sie, daß das Häuslein aus Brot gebaut war und mit Kuchen gedeckt; aber die Fenster waren von hellem Zucker .

Man kan fundere over, hvilken snehvid fugl, der synger så smukt samtidigt med, at den egentlig forråder de to stakkels børn. Er den nu så uskyldsren? Men i denne sammenhæng er det gerningsstedet, huset, der er vigtigt.

I den tyske version er taget dækket af kager, der må siges at være noget uspecificeret i forhold til de danske pandekager. Der findes ellers Pfannkuchen på tysk, og de havde da været oplagte at bruge som tagbelægning, og det er ikke svært at tilgive den danske oversætter at bruge de velegnede pandekager. Eller, og det er ikke lige til at besvare: Er oversættelsen en beskrivelse set ud fra en illustration?

Illustrationerne følger med tiden - ikke omvendt

Eventyr skal fortælles eller læses. Selv om de gamle folkeeventyr er blevet mundtligt overleveret, har det været naturligt, at de er blevet illustreret i det moment, de endelig er blevet samlet og nedskrevet af brødrene Grimm. De fabulerende fortællinger har appelleret til tilhørernes forestillingsevne, og tegnerne har haft rige udfoldelsesmuligheder i balancen mellem realisme og fantasi, så længe læseren/lytteren var i stand til at hænge beskrivelserne op på fortællingen.

Et træsnit fra 1842, udført af professor på kunstakademiet i Dresden, Ludwig Richter (1803-84) og viser en af eventyrets centrale scener: Den onde heks, der er ved at lokke de to stakkels, sultne børn indenfor. Der hviler den forventede, foruroligende utryghed. Hans, der tager beskyttende om sin lillesøster, mens børnene ser frygtsomt på Heksen, den personificerede fristelse og slet skjulte ondskab. Billedsproget må nok betegnes som noget fremmedartet for nutidens danske børn (og voksne for den sags skyld), og nogle vil have svært ved at ”læse” billedet.

Ud over heksen, hvis fremtoning fuldt lever op til århundreders hekse-traditioner, er huset ikke dansk, men tysk, kager eller ej. Hvor ondskaben kan identificeres universelt, er omgivelserne kulturelt betingede. Børnene er tegnet, som helt almindelige, tyske børn så ud i 1842. Huset er et sammensurium af stilarter, men tysk. På den vis bliver billedet i lige så høj grad et levn. Som kilde til den nationale fortælletradition i midten af 1800-tallet er Richters træsnit fremragende.

Pænhedens indtog versus suspense og lurende ondskab

Det skal ikke være ment som en fornærmelse, for senere tiders illustratorer gjorde ofte et aldeles glimrende stykke arbejde, som bogstaveligt åbnede op for bøgernes verden. Men de var (og er, for det meste) tidstypiske! Altså kilder til deres samtid.

Svend Otto Sørensen (1916-96), eller ”i folkemunde” blot Svend Otto S., var uhyre produktiv i sidste halvdel af det 20.århundrede. Han var naturalist og arbejdede oftest med akvarel. Lige som Arne Ungermann og Ib Spang Olsen begyndte han sin karriere som tegner på aviser og ugeblade. Men det er som illustrator og børnebogsforfatter, han er blevet berømmet, bl.a. med den internationale H.C. Andersen-pris i 1978. Hans naturalistiske stil stiller ikke store krav til sin modtager, fordi der er lagt mere vægt på genkendelse end opdagelse, og illustrationen kommer aldrig til at udfordre fortællingen. Gå på jagt blandt hans omslag. Han var som sagt flittig, myreflittig. Gå på jagt blandt hans omslag. Hans og Grete, udgivet 1990, er karakteristisk for Svend Otto S.` fint afbalancerede farver og bløde, runde tegninger. Huset og børnene er tegnet, så de ikke bliver arkaiske, men stadig præsenterer et eventyr fra en svunden tid, eller måske endnu mere præcist harmonerer med den klassiske indledning, ”Der var engang”.

Der ligger også i billedet en nedtoning af den lurende ondskab. Dermed truer illustratoren også at punktere den suspense, som heksen egentlig skulle forløse. Det er som om, det forudgående, frygtelige forløb er glemt: Forældrenes overgreb og hensynsløshed, der får de voksne til at sende deres børn ud på en skæbnesvanger færd, truet af sult og død. Børnelokkeren, kannibalen, heksen kommer Svend Otto S. streg til at fremtræde i runde, bløde, læsevenlige pastelfarver. Der er en verden og kultur til forskel fra Richters træsnit, selv om eventyret er det samme. Denne tendens til at lade sig styre af tidsånden er ikke noget enestående fænomen. Men den type misforstået revision optræder oftere, når fortællingerne er rettet mod børn. Det resulterer i en underlig udvanding af det gode og det onde. Eventyrets væsentligste dynamik forsvinder.

Og med den påtrængende pænhed og de bløde streger forsvinder tegneren. Umiddelbart kan man hos Svend Otto Sørensen savne den personlige og udfordrende stil, der præger andre af dansk børnelitteraturs markante illustratorer som Arne Ungermann og Ib Spang Olsen; nogle vil med rette sige ”kant”. Svend Otto S.´ billeder afspejler, kategorisk formuleret, den ny tids velmenende, hensyntagende og pædagogisk forskrækkede fortolkning af eventyret, mens Arne Ungermann og Ib Spang Olsens illustrationer i langt højere grad bliver værker, der kan fungere som selvstændig, tidløs kunst uden den tekst, som oprindeligt var den primære ledetråd. Deres tegninger har et langt stærkere, individuelt udtryk (se senere blog).

I filmens verden ville man betegne Arne Ungermann og Ib Spang Olsen som auteurs, mens Svend Otto S. ”blot” agerer som en instruktør, der loyalt gør sit bedste for at sætte billeder på manuskriptet. Det skal ikke ikke tages som en nedvurdering af Svend Otto Sørensens betydning som illustrator for flere generationer af børn og unge, blot en konstatering af en mere begrænset holdbarhed.

Dertil peger forskellighederne hos de tre tegnere også frem mod det paradigme, der præger og plager historikerens teoretisk/metodiske forhold til film. Har film overhovedet nogen værdi som historisk fremstilling, eller må film alen betragtes som levn, hvor ophavssituationen med alle dens aspekter bruges som primær, objektiv kilde? Det er i hvert fald evident, at Svend Otto S.` illustration til Hans og Grete ikke kan vurderes som mere end en nydelig, tilstræbt neutral forside til et grumt eventyr fra en svunden tid.

Tidsånden - symboler og tegnsprog

Neutral er vel det værste, man kan betegne en kilde. Dens udsagn og værdi komposterer langsomt, men sikkert ude i ingenmandsland, fordi neutraliteten er vanskelig at forholde sig til. I den sammenhæng er det vigtigt ikke at forveksle neutral med objektiv, hvilket desværre ofte sker. Der er heller ingen uventede opgør i Svend Otto Sørensens med den traditionelle eventyr- (eller for den sags skyld historie-) fortælling. Alt er, som det ville være i en velsmurt, mainstream Hollywood-film, hvor fortrædelighederne ender godt, trods Hans og Gretes barske udfordringer.

Tiden tager sin told, også på symboler og billedsprog. Ganske tidstypisk er pandekagehuset, og man kan i det stille frygte, at kommende generationer af børn og unge ikke længere forbinder det forjættede hus med brødrene Grimms grumme eventyr. Der er og har altid været ”pandekagehuse” i gader, stræder, caféer og hoteller, men i dag er det lille, eventyrlige pandekagehus blevet til et tidstypisk brand. Væk er de dårlige vibrationer med den onde heks, fangenskab og kannibalisme. Tilbage truer blot ”opfedningen”; en uundgåelig konsekvens, hvis man alt for ofte frekventerer det vidtforgrenede net af bagerbutikker, som brandet dækker over i vores lille, kageglade land.

Apropos Hänsel und Gretel. Hvis man ikke lige ved det; er Gretel afledt af det græske ord, margarites, der betyder ”perlen”. En anden afledning af navnet Margaret(e) er Gretchen. Endelsen ”-chen” på tysk betyder lille (eks. Mädchen, lille pige) og er besynderligt nok en intetkønsform. Men tidernes mest kendte Gretchen er en uskyldig, ung pige, der som sin navnesøster i Grimms eventyr må gå gennem grueligt meget, ikke for at redde sin bror, men for at være sammen med sin elskede. Det onde er nemlig overalt, også i et af verdenslitteraturens hovedværker, der ligger tæt, geografisk og kronologisk, på brødrene Grimms eventyr.

Nedenfor.

Ludvig Richters træsnit (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:1903_Ludwig_Richter.jpg)

Frygt og fare. Idyllen er brudt.

Hans Andersen Brændekildes "Hans og Grete ved Heksen Hus" fra 1887 (https://boudewijnhuijgens.getarchive.net/amp/media/hans-andersen-brendekilde-hans-og-grete-ved-heksens-hus-1887-b61c70)

Endelig er der lys forude - eller er der?