https://viaplaycontentdistribution.com/title/bullshit

"Bullshit"

Milad Alami (1982-) valgte en anden vej end Riis-Hansen. Instruktøren bruger et traditionelt tv-format, dramatisk fiktion i seks afsnit (på hver 45 minutter), baseret på ”faktiske begivenheder”. Selvfølgelig med en kunstnerisk kattelem til frit at fortolke hændelser og skæbner. Dramaturgien får første ret.

Alami og hans hold har gjort sig umage for at genskabe tid og sted, og de har haft et solidt forlæg i ryggen: ”Bullshit. Fortællingen om en familie” (2017), Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussens selvbenævnte ”dokumentariske beretning”, der bygger på en særdeles grundig research og kilder, heraf interviews med flere af de involverede. På den måde har begge film et nært og varmt slægtskab med en journalistisk fremstilling af hændelser og hovedpersoner, men instruktørerne går i hver sin retning, filmisk og narrativt.

Rødderne fra Nøragersminde

Instruktøren, Milad Alami, blev født i Iran, den 14.maj 1982. Helt præcist to år og elleve dage før rockerkrigen mellem to af Danmarks mest forhadte og frygtede kriminelle grupperinger, forklædt som ”motorcykelklubber”, nåede sit absolutte og kaotiske klimaks. En konflikt, som hr og fru Danmark med stigende bekymring havde set udvikle sig fra lukkede loger og obskure, eksklusive lokaliteter til gader og stræder, hvor almindelige, lovlydige borgere burde kunne færdes i tryghed. Sådan var det ikke mere. Hensynsgen er en mangelvare under rygmærkerne.

Bullshits opløsning

Hells Angels-rockeren Jørn ”Jønke” henrettede Bullshits ”præsident”, Henning Norbert Knudsen alias ”Makrellen”, ud for sidstnævntes hjem på Amager. Den 25. maj 1984 var Bullshit-rockeren på vej til Christiania sammen med sin kone, Pia Larsen, og deres hund, da ”Jønke” med en maskinpistol og ikke mindre end seksten skud endte Henning Norbert Knudsens liv og kriminelle løbebane. Missionen lykkedes, set fra HA´s hovedkvarter i Tintangade på Nørrebro.

Kort efter opløste ”Bullshit” sig selv i erkendelse af, Hells Angels havde vundet krigen. Bedre organisation og ”ledelse”, større netværk og rekruttering, internationale forbindelser og generelt lige så kyniske, grænse- og hensynsløse som desperadoerne fra Amager. Det kunne amarkanerne ikke konkurrere med. En filial i Aalborg battede ikke meget i forhold til HA´ernes multinationale brand. 1981 blev fire københavnske motorcykelbander, der indtil havde opereret under det uskyldigt lydende ”Unionen”, sluppet gennem nåleøjet og ind under dødningehovedets gyldne vinger.

En del af de tidligere Bullshit-rockere sad fast i uvanerne og fortsatte ”business as usual”, indtil lovens lange arm indfangede de rygmærkeløse og satte dem bag tremmer, som det skete i november 2000. Her fik flere af Aalborg-folkene lange straffe for deres tvivlsomme forretninger lige som et par af deres håndlangere, der tilhørte HA´s nye og langt større konkurrent, Bandidos. Det var efter afslutningen på den mest brutale rivalisering og kamp, eller rettelig krig, mellem banderne.

”Den Store Nordiske Rockerkrig”

Ti år efter mordet på ”Makrellen” udbrød konflikten med det imposante, let ironiserende navn, ”Den Store Nordiske Rockerkrig”, efter et skudattentat mod en Bandidos-støtteklub i Helsingborg (https://www.dr.dk/nyheder/indland/90ernes-rockerkrig-var-mere-blodig). En voldsspiral, der primært involverede HA og opkomlingene fra ”Bandidos”, der først havde etableret sig i Danmark i 1993, men hurtigt opslugte fraktionerne og grupperinger med samme interesse for motorcykler og broderskaber. Tilsyneladende i et noget andet og mindre nøjeregnende optagelsesritual sammenlignet med rockeraristokratiet i HA. På sigt var truslen fra indvandrerbander som Loyal to Familia og den fra Holland ekspanderende ”Satudarah”, der havde sine rødder i indonesiske immigranter og fremhævede sit ”antiracistiske” grundlag.

I 2021 blev ”LTF” opløst efter en højesteretsdom fra d. 1.september, hvor ”LTF” dømtes som en forening med et ulovligt øjemed. Dermed stadfæster Højesteret to tidligere afgørelser fra Københavns Byret og Østre Landsret. ”Satudarah”, der udfoldede sine ekspertiser over det meste af kriminalitetsskalaen, viste rettidig omhu et par år senere ved ”med stor sorg” at opløse sig selv – for med huj, hast og nyt rygmærke at opstå som Fugl Fønix og ”MC Comanches”.

Før og efter Bullshit

Historien om Bullshits ”storhed” og fald lægger sig i tv-serien tæt op ad Stockmann og Køster-Rasmussens spændende fortælling, der er både sober og stringent i sin skildring af banden. Forfatterne holder en delikat balance mellem nøgternhed, indlevelse og forståelse uden, at beretningen tipper. Det kronologiske skelet gør det let at følge beretningen, hvis dramatiske anslag, prologen, skildrer Pia, Makrellens panikslagne enke, der flygter for sit liv, får ringet efter en ambulance, men derefter må konstatere, at hendes mand er død. Tiden rulles tilbage til vennerne, Henning, Johnny og René, der mødes på Jyderup Realskole, en kostskole, hvor problematiske børn og unge sendes til genopdragelse, styret af straf og rigiditet.

Hver anden weekend tager de tre venner toget tilbage til København for at tilbringe dagene i storbyens gader, uden voksentilsyn og med de ”friheder”, der følger, når børn slippes ud af et autoritært regimente. Af den spirende mini-bande ”Wild Eagels”, som der stod på drengenes hjemmelavede rygmærker, undgik Rene´ den kriminelle glidebane. Johnny blev det andet offer i bandernes konflikt, knap nok voksen. Nu som prøvemedlem i ”Filthy Few”, dengang den dominerende fraktion i København, men senere rygraden i Bullshit sammen Nøragersminderødderne.

Kritikken af ”Bullshit”

Generelt fik serien en særdeles din kritik, se blot plakaten ovenfor. Også på imdb.com er kritikken over de 7, hvilket er ganske godt gået af en dansk serie.

I Soundvenues anmeldelse af ”Bullshit” lød dommen (Morten Kildebæk, https://soundvenue.com/film/2024/04/bullshit-et-afsnit-af-ny-dansk-rockerserie-er-en-imponerende-bedrift-567174):

”Desværre kan seriens manuskript ikke leve op til den gennemførte stil. Det føles, som om Milad Alami og hans medforfattere Bo Hr. Hansen og Molly Malene Stensgaard har kæmpet med at få plads til alle de begivenheder, som finder sted i den otte år lange periode, som ’Bullshit’ omhandler. Måske har de forholdt sig lidt for tekstnært til Janus Køster-Rasmussen og Camilla Stockmans bogforlæg ’Bullshit – fortællinger om en familie”.

Kildebæk rammer et centralt punkt, fordi serien simpelthen ikke kan omfatte Køster-Rasmussen og Stockmanns brede fortælling. Der er skåret en hæl og hugget en tå, og serien lander i de mest voldsomme begivenheder, som fylder de seks afsnit på tre kvarter. PÅ den positive side? Tidsbilledet virker autentisk, Marco Ilsø og Alba August fylder deres roller til perfektion. Det er befriende, at serien ikke lider under ”slidte ansigter”, men at skuespillerne udstråler autenticitet oveni deres fysiske lighed, som er ganske slående. Det håndholdte kamera registrerer, ryster, ruller og kører rundt i scenerne, men tilsætter den(sandsynligvis) tilsigtede essens af dokumentarisme.

Det er lige så evident, at både forhistorien, tiden på Jyderup Realskole og det frie weekendliv i Københavns gader, eftertidens opløsning af rockerbanden, de mange nedture i druk, stoffer og PTSD´en fra det vilde liv er mindst lige så interessant som rockerkrigen. Slutkapitlet hos Køster-Rasmussen og Stockmann bæres af en slags næsten vemodig, nostalgisk bitterhed, illustreret bedst af Pia Larsen, der skipper deltagelsen ved sin nevø, Michael Broksides, begravelse.

Enken

Brokside, der paradoksalt nok blev et højtstående medlem af HA, havde en lang ”karriere” bag sig, herunder mord, vold og narkohandel. Broksides mord på Bandidos-rockeren, Uffe Lindenskov Larsen, ude på lufthavnens parkeringsplads i Kastrup, blev betragtet som en eskalering af den hensynsløse vold, der nu også var blevet en trussel og fare for ganske uskyldige, lovlydige borgeres færden i det offentlige rum. Dommen blev på seksten år og flere medskyldige fik lange straffe. Efter afsoning genoptog Brokside sin kriminelle løbebane, men i 2014 hængte han sig selv i en af Politigårdens celler, da han var blevet anholdt efter en omfattende razzia på Pusher Street. Det har næppe været på grund af samvittighedskvaler, Måske udsigten til igen at skulle spærres inde, stofmisbrug, svigt, frygt for repressalier?

Til trods for Broksides angivelige selvmord, en dødsårsag, der generelt blev karakteriseret som tabu i HA´s forkvaklede begrebsverden, foranstaltede HA en ”statsbegravelse” fra Tårnby Kirke. Da Pia Larsen ankommer til kirken, ser hun Jønke blandt de mange rockere, der er samlet til begravelsen. Hun stivner et kort øjeblik, hvorefter hun beordrer chaufføren til at køre videre, væk fra sin mands morder.

Property of a rocker

Pia Larsen klarede sig bedre efter sin exit fra miljøet end så mange andre. Stine Lukowski (1982- ) og Christina Ehrenskiöld (1982) udgave i 2024 interviewbogen, ”Kvinderne bag vesten: i skyggen af en rocker”. Hvor ”Bullshit” kun sporadisk fremstiller rockernes kvinder, kærester, koner og deres liv ”i skyggen”, fortæller kvinderne (anonymiserede af gode grunde) af karske bælg til Lukowski og Ehrenskiöld.

Det er ikke behagelige liv, der rulles ud, men et forrået, forløjet og råt liv inden for klubbernes rammer. Unge mænd, der søger et fællesskab baseret på en floskel om broderskab, ubetinget loyalitet og klubben først. Kvinderne, der (over)lever i en verden af styret kriminalitet, stoffer, trusler om vold, eksklusion, eliminering og frygt. Kvinder, der fanges og fastholdes i en tilværelse, som mange ikke formår eller tør gøre op med, selv om de indser, at drømmen om far, mor og børn er et luftkastel. Den fortælling mangler Milad Alami.

Predict the future

You didn’t come this far to stop