Billeder til tiden - tegninger og familiefotos

Alfred Schmidts illustration er fra 1900 (https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/0/0c/Flugten_til_Amerika_by_Alfred_Schmidt.jpg)

Familiens billeder

Barndommens billeder

Som de fleste andre af efterkrigstidens børn er jeg vokset op med eventyr og billedbøger om opgøret mod gruvækkende monstre som kannibal-heksen i Hans og Grete, men også mere fredelige og pædagogiske historier. Vi havde ikke stakkevis af bøger, men de blev læst og andre lånt på biblioteket. Vi havde Vor Tids Leksikon (1951-udgaven, redigeret af A.P.Hansen) stående på hylderne inde i stuen, og de kompakte 22 bind blev flittigt brugt, når der var brug for autoritativ viden, eller en kryds og tværs gik i stå. I dag er det gamle leksikon et uvurderligt levn og fingeraftryk fra sin samtid. Det indeholder ikke så artikler, hvis ordlyd ville vække anstød i dag.

Hjemmets børnebøger blev læst op igen-og-igen. Men det var meget sigende, at de litterære arvestykker fra min mors barndom simpelthen var for kønsspecifikke eller antikverede til, at jeg gik ombord i dem. Når det gjaldt den frie fortælling, var min fars yndlingseventyr uden konkurrence De Tre Bukke Bruse, som jeg og min lillesøster fik serveret i dramatiske versioner, hvor min smedefar gjorde meget ud af stemmelejet fra den yngste sopran-buk til den ældste baryton-buk. Trolden fik selvfølgelig den uhyggelige bas. Det var især udendørs, fortællingen fungerede. Når vi på en travetur nærmede os noget, der lignede en bro, bredte uhyggen sig med frydefuld, rituel rislen ned ad ryggen.

Det er pudsigt nok et eventyr, der stadig lever og bliver fornyet. I Norge har De Tre Bukke Bruse i Badeland solgt mere end 100.000 eksemplarer og blev fulgt op af en ny historie, hvor bukkene vender tilbage til deres rødder på sæteren.

Karakteristisk for eventyret og den gode historie er, at indholdet kan overleve selv store forandringer i vores samfund og levemåde og formår stadig at engagere de yngre generationer. Grundelementerne ligger fast. Kampen mellem det gode og onde, selvidentifikationen og viljen til at gå gennem grueligt meget holder spændingsniveauet oppe i fortællingen. Men udtrykket i både ord og billeder må følge tiden, så forståelsen/perceptionen ikke halter efter.

Billeder var der ikke mange af i min tidligste karriere som ”frilæser”. Bøgerne var bogstaver, og det beskedne antal illustrationer var heller ikke noget, der skulle læres at “læse”. De var der bare. Vi havde et par malerier hængende som dekorationer. Det mest ikoniske var min onkels tyndhalsede svane, der flød rundt i en mørk skovsø. På væggene i familiens lille stue hang der selvfølgelig, som i de fleste, danske hjem, familiefotos, nogle af dem sort-hvide, professionelle og meget lidt spontane fra Kehlet/Stella Nova.

Billederne var arrangeret med den rigtige vinkel, opstilling, tøj, hår og belysning. De skulle fortælle historien om familiens medlemmer på en enkel, ikke særlig struktureret, men letforståelig måde. Familiefotos kunne fastholde oplevelser fra, højtider, bryllupper, værnepligt, eksamen, ferie, fester. Familiens afdøde kunne fra væggene se til, at livet fortsatte.

Fotografering var en bekostelig luksus, så det blev naturligt nok ved de festlige lejligheder, at min far forevigede øjeblikkene, når fødselsdagskagen blev skåret for, fastelavn og tøndeslagning i ejendommen, vinterens selvbyg i sne, den første cykeltur, besøg hos bedsteforældrene og selvfølgelig rejserne, som skulle dokumenteres for familien. Billederne sparede en uendelig og kedelig forklaring om rejsens mål. Og de pirrede også besøgende til at spørge til billedernes herkomst, hvem, hvor og hvornår. Det var jo det, billederne kunne.

Familiealbummet og general Montgomery

Ikke alle fotografierne var lige tilgængelige. Min fars album fra krigen fik jeg først få år, før han døde. Han og hans fætter havde trods varemanglen kunnet skaffe film og havde fotograferet flittigt, mens de kørte rundt og gjorde, hvad de gjorde. Min far må have ment, at ikke alle hans fotografier egnede sig til at blive forklaret og fortalt om, og konfrontationen med historien bag besættelsestidens billeder havde han undgået i mange år. Men billeder kan noget, når de først er lagret i den menneskelige hjerne. I forbindelse med min undervisning gennemså jeg filmklip fra general Montgomerys besøg. I et close up af ”Monty” gik jeg helt i stå. Det havde jeg set før. I min fars gamle album fandtes et foto i næste samme vinkel og lige så tæt på. På filmen kan man se fotografens skulder.

Det er ikke alle personlige oplevelser og traumer, som nødvendigvis skal hives frem, udstilles og dissekeres, for at et menneske skal “komme videre”. Andre gange er det bedre at leve sit liv og fokusere på de gode, glade minder og lægge fortiden i skuffen. Det er ikke “fortrængning”, snarere fornuft. Men det er et faktum, at billeder har en umiddelbar og stor gennemslagskraft. Specielt de private fotografier, som fortæller sin helt egen historie, andre ikke har mulighed for at læse ud af billedet. Ord og i endnu højre grad billeder kan specielt i barndommen forføre hukommelsen til at tro, vi var til stede i forskellige sammenhænge, selv om det ikke logisk og faktuelt passede. Falske billeder kan skabe den samme erindring og manipulation.

Der blev ikke ruttet med pengene i mit hjem. Kulturen måtte affinde sig med at være nedprioriteret i forhold til bolig, kost, tøj, husgeråd og møbler. Og medlemskaber til idrætsforeningen og spejderbevægelsen stod før bøgerne, som vi til gengæld ønskede os som gaver og andre gange arvede fra vores forældre. Men børnebogen Bimbis Store Jordomrejse (1937) skrevet af Estrid Ott (1900-67), Peder Most-seriens fem bind udkom 1903-18 og var Danmarks første serie for børn og unge. Walter Christmas (Dirckinck-Holmfeld, 1861-1924) manglede penge og skrev sine fortællinger med friske, eventyrhungrende drenge som målgruppe. Svendborg-drengen, der drog til søs på de store verdenshave, er blevet en lokal helt. Måske er tiden modnet til en Peder Most-renæssance.

Louisa M. Alcotts Little Women - Sproget, der forældes

Den amerikanske forfatter, Louisa May Alcotts (1832-88) roman, Little Women (1880), blev filmatiseret i 2020 for syvende gang. Og det er symptomatisk, at transformationen til billeder fra en svunden tid, gør fortællingerne langt mere interessante som historiske vidnesbyrd. For mig føltes bøgerne antikvariske. Tiderne havde forandret sig, og det var svært at associere sig med den verden, både Christmas og Alcott beskrev. Læserskaren krympede alvorligt, som tiden gik, for sproget har en foranderlighed, det kan være svært at følge med i og forstå som barn. Og lige som Hergés Tintins odyssé fra Congo og Pippis far er Christmas´ beskrivelse af afrikanere og muslimer blevet ”modificeret”.

Men sproget i bøgerne er autentisk og typisk for den tid, bøgerne var forfattet i. Walter Christmas og Louisa May Alcotts bøger var begge inspireret af egne oplevelser, og netop det selvbiografiske præg øgede troværdigheden. Walter Christmas´ eget liv var dog langt mere dramatisk end den fiktive Peder Most, men bøgerne falder godt i hak med tidsånden og er væsentlige bidrag til den ”spejderlitteratur”, som i Danmark videreførtes af forfattere som Torry Gredsted (1885-1945) og Gunner Jørgensen (1896-1963), sidstnævnte forfatter til Flemming-bøgerne se nedenfor, s. 68). Louisa May Alcotts bøger har i højere grad kunnet ”overleve” tidens tand og har desuden nydt godt af eksponeringen på film og tv, nøjagtig som Laura Ingalls Wilders (1867-1957) semi-selvbiografiske Det Lille Hus på Prærien-bøger om en nybygger-families omskiftelige tilværelse og søgen efter bedre livsvilkår (serien er på i alt otte bind, der udkom 1932-43).

Langtidsholdbar, dansk litteratur for børn (og voksne) vil jeg begrænse til sparsomme kommentarer. Først og fremmest fortjener H. C. Andersen på enhver måde sin status som nationalt ikon og internationalt berømmet forfatter. Eventyrdigteren, måske over dem alle, er udkommet i alskens udgaver. Hans eventyr er stadig en traditionel gave ved dåben på linje med børnebestikket. Og vel at mærke holder Andersens fortællinger stadig til at blive læst op og senere læst på egen hånd.

Flugten til Amerika

Det gælder eksempelvis ikke Christian Winthers Flugten til Amerika, der blev trykt første gang i digtsamlingen ”Nogle Digte” (1835). Den udgave, der tidligere kunne konkurrere på gavebordene med H. C. Andersens eventyr og diverse børnebibler. udkom i først i 1900 med illustrationer af den danske maler Alfred Schmidt. Hvor H. C. Andersens eventyr har en tidløs flertydighed og appellerer til både voksne og børn, er Christian Winthers digt ladt i stikken, fordi humoren, ironien og dobbelttydigheden måske nok har historisk interesse med sit gammeldags sprog og tidsbillede, men ikke indeholder den samme almengyldige, moralske og belærende fortælling som H. C. Andersens eventyr. Citatet nedenfor (vers 4-5) må kræve en del forklaring!

I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Declinationer,
Mama havde skjændt for et lille Hul
Paa de Casimirs Permissioner.

Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og loe ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjerte-Brød,
Det, saae jeg, hun gav til Morten.