Badehotellet - besættelsen som sæbeopera

(Privatfoto)

Badehotellet - den tilsandede idyl

(Sæson 7-8, Fabian Wullenweber/Jesper W. Nielsen, konceptuerende instruktører)

Sæson 1 indledte sin fortælling om det idylliske badehotel nær Skagen, sent i de sorgløse 1920´ere, helt nøjagtigt 1928. Den økonomiske krise lå lige om hjørnet, men Badehotellets gæster er primært privilegerede københavnere, som har råd til at spendere penge på fire ugers sol, sommer og strand i den nordjyske idyl.

Scenografien er et sand(e)t prospektkort. Produktionsselskabet, det svenske SF Film, satsede fra starten med at bygge ”Andersens Badehotel” op fra fra grunden, yderst som inderst, med studieadresse i Albertslund og udendørs lokationer i Svinkløv og på Grønne- og Slettestrand, kort sagt Jammerbugtens perler. Har man ikke haft privilegiet at gæste det legendariske ”Svinkløv Badehotel”, må det have været lige sådan, gæsterne oplevede de uendeligt solrige somre før den fatale, altødelæggende brand i 2016. Nu er ”Svinkløv Badehotel” genopbygget med kærlig hånd, moderne, miljørigtigt og med respekt for fortidens ynder. Tæt på den kongelige bygningsinspektør, Ejnar Packness`, oprindelige hus fra 1925, men ikke en kopi. Badehotellet i Svinkløv er siden genåbningen i 2019 blevet et sandt tilløbsstykke, hvor man skal være hurtig ved havelågen for at få reserveret et værelse. Det er nok for store ord at tale om product placement, men TV2´s folkelige, flersæsoners succes, ”Badehotellet”, kan næppe have skadet omsætningen.

En formidabel seersucces

For TV2 har serien været en tiltrængt opmuntring for godt gammeldags flow-TV med op mod 1.5 mio. seere, der de første sæsoner satte sig til rette med kaffe og blødt brød foran skærmen mandag aften for forventningsfulde at følge glæder og sorger på dette stykke mikro-Danmark. Og interessen har ikke været for nedadgående. Da 8.sæsons første afsnit blev luftet, var det en estimeret rekord på 1.661.000 mio. Med diverse ”konsolideringer” og korrektioner nærmede seertallet sig 2 mio., hvilket er en yderst sjældent set eksponering. Det bliver ikke bedre i Danmark, lige bortset fra eksklusive live sport-transmissioner, hvor nationen kæmper om guld.

De sure anmeldere

TV-anmelderne havde siden debuten, d.30.december 2013, været noget karrige med ros over for den baderomantiske pastiche, men det ændrede sig langsomt. Det kunne næsten heller ikke være værre end Christian Monggaards anmeldelse ved seriens debut:

”Badehotellet” synes at være inspireret af alt fra forviklingskomedien Charles’ tante (1959) til det erotiske lystspil ”Halløj i himmelsengen” (1965), en af Erik Ballings allerværste film, hvilket i sig selv er problematisk. Værre er det dog, at der overspilles på gammeldags farcefacon – fægtes med arme, gøres grimasser, tales med store bogstaver – dialogen er alt andet end subtil, vittighederne ofte ganske platte, og personernes psykologi så tynd som et stykke pergamentpapir. Og hvorfor er det nu lige, at jyder på tv og film skal være så utroværdige, som de er her, hvor ellers gode skuespillere lyder som idioter, når de skal snakke vest- eller nordjysk?” (Information d. 2.1.2014, http://www.information.dk/483512)

Med filmhistoriske briller kan ”Badehotellet” ses som et pastelfarvet bidrag til tidens boomende serie-trend. Og inspirationen kunne passende være fra Svend Methlings fine, sort-hvide folkekomedie, ”Sommerglæder” fra 1940. Ikke noget dårligt udgangspunkt i en tid, hvor remakes fylder meget på både lærred og fladskærm. ”Sommerglæder” er stadig en vellykket fortolkning af Herman Bangs novelle fra 1902, garneret på lydsiden af Emil Reesens musik. Hvis man ikke lider af snerpet, elitekulturel berøringsangst over for den klassiske, danske folkekomedie, er Methlings film et kærligt (gen)syn værd. Men der er nok ikke mange af ”Badehotellet”`s trofaste følgere, som hørt eller endsige set ”Sommerglæder”.

Besættelsessommeren 1940 - kritikken mildnes

”Badehotellet”´ nåede med sæson 7 frem til den første besættelsessommer i 1940, og alvoren spreder sig nu i den ellers fuldtonede folkekomedie. Og det blev bemærket blandt anmelderne. Kritikken blev næsten samstemmende mildere, adjektiverne positive og stjernerne flere, når dommen faldt over det heftigt belyste, computeranimerede badehotel.

Handlingen i ”Sommerglæder” udspillede sig på ”Clasens Hotel” i Sæby, så der har ikke været langt til ”Andersens Badehotel” i ?. Ja, hvor er det nu, det egentlig er?

I hvert fald så langt (10 km sydpå, ifølge forfatterne), at det er besværligt for hotellets nye chef, fru Berggreen, at købe fisk i Skagen uden en bil. Hendes entreprenørfar må meget mod sin vilje se bilen blive ”interneret” af den lokale sherif, for privatkørsel bliver efter den 9.april kun for de allermest privilegerede. Og det er man, hvis man indgår en kontrakt om at udvide lufthavnen i Aalborg, så Luftwaffe nemmere kan nå Norge.

Andre er ikke villige til at fraternisere med besættelsesmagten, Krukken og skuespilleren, Edward Weyse”, må meget mod sin vilje hentes af Værnemagten for underholde de tyske soldater på forlægningen i Skagen. Tyskerne fandt uheldigvis ud af, at Weyse havde forsøgt en desperat afbrænding af den soldaterbog, som sønnerne havde ”lånt”/fundet på stranden. Senere, lige så modvilligt, må Weyse til alsang for at genoprette sit image. Hans forhold er lige så turbulent til produceren, Gerhard Flügelhorn. Denne personificeres af Thure Lindhardt, der manierer, som havde han spist alle de opkvikkende piller, han ikke slugte i ”Broen”.

Dansk films samarbejde med besættelsesmagten fremstilles i øvrigt med noget mere dybde i DR-serien ”Mørklægning” (Palle Kjærulff-Schmidt, 2000), hvor Ole Ernst er filmbossen, Otto Baumann. Pudsigt med de tyske navne.

Klichéerne står i kø

Klichéerne/lånene fortsætter: Værnemagerne, grosserer Madsen (hans economy-class-Ingeborg Skjern-kone protesterer) og vekselerer Molin (jødisk?) bygger lufthavn i Aalborg for tyskerne, fordi statsministeren bakker op om samarbejdet. Stuepigen Nana mistede sin mand efter militærets håbløse kamp mod tyskerne, d.9.april.

Værnemagtsofficereren Kiessling kopierer Henning Jensens Ghita Nørby-beundrer i Den korte sommer” (Edvard Fleming, 1976) og lægger bastant an den hårdt kærlighedsudfordrede hotelværtinde Bergreen, hvis tidligere mand, den homoseksuelle grev Ditmar, er arving til Frijsenholm. Er det en reference til Scherfigs”Frydenholm”, den satiriske nøgleroman med det let genkendelige galleri fra besættelsestiden? Grisehandler Larsen er nu bonden Peter Andreas Kjær, og Elisabeth Friis har sit frøkenlige alter ego i den sympatiske Otilia. Og så er der lige den hjemvendte svigersøn fra Newcastle”, skibsrederen Morten Enevoldsen, som ikke bare er på hyggebesøg hos svigerfar (Peter Andreas) og dennes nye kone, den hjertevarme, tidligere hotelmutter Molly Andersen / Bodil Jørgensens alter ego. Morten havde medvirket ved undsætningen af næsten 350.000 engelske soldater, der var presset ud på stranden i Dunkerque af de overlegne, tyske styrker. Nu var han i andet ærinde for englænderne, nemlig kortlægningen af tyskernes udbygning af flyvepladsen i Aalborg, porten til Norge. Den snu Morten får med list listet oplysningerne ud af den elskovssyge Molin. Herlig scene.

Den forsmåede, lige så elskovssyge værnemagtsofficers trængsler

Den syvende sæson kulminerer med den forsmåede løjtnant Kiesling, der ikke tager et nein for et nein. Amanda må uddele en syngende lussing til den elskovssyge Værnemagt. Der går ikke lang tid, så besætter løjtnanten hotellet og beordrer gæsterne ud, ”sofort”. På forunderlig vis kommer der en kontraordre fra generalstaben i Skagen. Prisen: Entreprenør Madsens engagement i Aalborg.

Hvis han til sin kone, Thereses, store lettelse havde tænkt sig at droppe byggeriet, kulminerer afsnittet med en Catch-22. Den lille og store historie mødes.

I sammenligning med storebror ”Matador” har Thorsboe og Lundblad i højere grad ladet storpolitikken trænge gennem sommeridyllen, selv om (eller måske netop derfor) deres fortælling primært udspiller sig inden for hotellets snævre rammer, hvor Korsbæks lokation og persongalleri er noget mere omfangsrige. Det løfter imidlertid ”Badehotellet” og giver samtidigt et historisk perspektiv og en ydre rammefortælling, så de mange indbyrdes forviklinger, forbindelser og forelskelser ikke ender i den rene sæbeopera. Illusionen danner en perfekt ramme om makkerparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblads ferme manuskript.

Den gode historie - og misbrug af historien

Og der er ikke noget galt i at gentage gode historier i en serie, der først og fremmest skal trække folk til huse og underholde. Dér består ”Badehotellet” med bravur. Og ingen vil med fornuften i behold have forventet nogen form for historiekritik.

Men i forhold til det overordnede syn på besættelsestidens historie, lægges der igen op til et paradigme, hvor samarbejds-/forhandlingspolitikken udstilles som opportunistisk følgagtighed, helt i Anders Foghs ånd:

”Sådan var det fra 1864 til 1945, hvor vi lydigt tilpassede os signalerne fra den store tyske nabo. Det førte til hykleriet under Første Verdenskrig og den usle samarbejdspolitik med tyskerne under Anden Verdenskrig” (''Hvad kan det nytte?'', kronik i Berlingske Tidende den 26. marts 2003/http://www.stm.dk/_p_5364.html).

Et år efter rejste samme Fogh til New York for at modtage The Lyndon B. Johnson Prize for Danmarks indsats for at redde jøder under Anden Verdenskrig. Hvor havde 6000 danske jøder været uden den ”usle samarbejdspolitik”?

nedenfor: dfi.dk