Billedkundskab

(http://viamus.uni-goettingen.de/fr/sammlung/ab_rundgang/q/09/11)

Kunsten at forstå billeder

Den billedfattige skole

Min generation er ikke vokset op med billedkunst. Vi har aldrig været udsat for at skulle lære at læse billeder og film. I 1899 indførtes tegning som fag i de ældste af grundskolens klasser (https://skolehistorie.au.dk/temaer/fag-og-materialer/fra-tegning-til-formning). Faget lagde vægt på færdigheder som ordentlighed, præcision og evnen til eksakt reproduktion. Kreativitet kom først på tale med det nye fag ”formning”, der var en sammenlægning af tidligere tiders småsløjd og tegning. Men egentlig var der tvivl om, i hvilken grad læreren skulle styre elevernes kreative udfoldelser. Billedanalyse var ikke på programmet.

Vi havde som sagt formning i folkeskolen. Et fag, der var indført med skoleloven fra 1958, og som stadig dyrkede tidligere tiders praktiske, håndelag. Vi tegnede huse, skibe og træer med oliepastelfarver, der var nemme at blande til helt nye farver. Fagets løse rammer var sikkert ment som en passende, pædagogisk overgang fra barndommens analfabetisme med farvelægningsbøgernes optegnede figurer over mod en mere fri, selvstændig udtryksform. Jeg husker ikke faget som et undervisningsfag, men mere som et frirum med få anvisninger og krav, og hvis udfoldelser var bestemt af de fremlagte materialer og lærerens lyst til at styre formningen.

Billedkunst var et reflekterende fag, ingen af os ville have fattet betydningen af. 1993 blev formning udfaset til fordel for billedkunst, et fag, der stod på tre ben: Billedfremstilling, billedkundskab og visuel kommunikation. Det første magtede vi som sagt, helt sikkert. Visuel kommunikation som begreb ville have svaret til at skulle forklare os Universets uendelighed. Billedkundskab fik vi listet ind med skolemælken, selv om ordet ikke fandtes på skemaet.

Dyrholmskolens lærerværelse

Min skole, Dyrholmskolen, var nemlig ikke styret af den rene rindalisme eller kunstforskrækkelse, selv om Herlev ikke ligefrem var overbefolket med progressive kulturradikale og intellektuelle. Vores skoleinspektør, en ældre blid og nobel herre, var meget interesseret i kunst, det meste endog moderne og abstrakt. Vi sagde aldrig nej, når han spurgte i matematiktimerne, om vi kunne tænke os at gå med over på lærerværelset for at se malerierne fra den nyeste fernisering; Et ord, jeg simpelthen ikke forstod, hvad havde med kunst at gøre. Hjemme hos os i den almennyttige lejlighed var fernis noget, vi havde på gulvene. Men vores skoleinspektør forklarede engageret og med malende armbevægelser de mærkelige, ophængte skilderier, de fleste af os ikke fattede en dyt af og betragtede som klatmalerier. Til gengæld var lærerværelsets skåle helt tomme for sukkerknalder, når vi på rad og række småfnisende forlod de hellige haller for at fortsætte med cirklens areal.

En af de abstrakte malere, der udstillede på skolen, hed Tom Krøjer. Jeg fandt ud af, at han var storebror til Hans Christian fra parallelklassen og havde boet næsten lige ved siden af skolen, inden han tog på kunstskole i Stockholm. Tom Krøjer var, før han blev abstrakt, maler lige som min ældste fætter. Men min fætter var én, der malede vægge, lofter og paneler hos almindelige, jævne folk. Men HC´s storebror, Tom, flyttede fra ”Elementbyen”, hvis små huse i dag ligger i skyggen af det mastodontiske hospital.

Tom Krøjer havde forstået det ret: Herlev var heller ikke en by for abstrakt kunst. I min klasse var der ingen, der havde andet end letgenkendelige kronhjorte, fiskekuttere og solnedgange hængende på væggene i deres små 2½ værelses lejligheder. Men på en eller anden måde fik vi også Tom Krøjer ind gemme brevsprækken. Hjemme abonnerede vi på ”Politiken”, så længe jeg kan huske. Nogle gange nåede jeg at læse sporten, inden min far stod op kvart i seks. Men havde jeg sovet ”for længe”, sad vi ved siden af hinanden på træ-taburetterne ude i køkkenet og læste avisen sammen, indtil han kørte på smedeværkstedet.

Pudsigt nok blev Tom Krøjer mildere og lidt lettere at forstå med årene, i hvert fald da han kreerede en plakat til ”Politiken”´s 100 års jubilæum i 1984. Så var cirklen sluttet, selv om jeg for længst var flyttet lige som Tom Krøjer.

Oldtidskundskabens billedmylder

Gymnasiet kulminerede ikonografisk i 3.g med oldtidskundskab. Nu myldrede billederne frem i et fag, hvis indhold jeg og min klasse var fuldstændigt fremmedgjorte overfor. Det må have været et Sisyfos-arbejde for vores stakkels lærer at få terpet klassisk kultur ind i en gruppe lettere ignorante unge, hvoraf de fleste kom fra Københavns Nordvest-kvarter. Typisk fra hjem, hvor det fraværende klaver ikke ville have skygget for bogreoler med Homer, Ovid, Platon eller Cicero. Senere i livet har de fleste af os nok indset, at vores ihærdige pædagog må have haft det som den trojanske præst, Laokoon, der forgæves forsøgte at advare sine landsmænd mod træhesten (vores uvidenhed), men sammen med sine sønner blev dræbt af giftige slanger. Det blev som bekendt Trojas endeligt.

Dannelse er heller ikke let at forstå nødvendigheden af, når man er ung og vokser op i efterdønningerne af det kulturelle, sociale og politisk jordskælv, som ungdomsoprøret var. Det forstod de fleste af os ikke, fordi vi ikke havde deltaget i løjerne og havde det som destakler, der kommer for sent til bussen og forgæves forsøger at løbe den op. På den vis blev det nemmere at håndtere den klassiske kultur, som var til at overskue, fordi den var på sikker og meget fjern afstand i forhold til efterdønningerne fra 68. Sidenhen kommer interessen snigende. Hvad er det de antikke kulturer egentlig har betydet for os? Det er vist “ikke så lidt”.